Kampen om sandhederne. Den umulige debat med demagoger

Gid man dog var en Georg Metz. Et menneske, der overbevisende og uden blusel udslynger ord som ”jamen vi har da aldrig kunnet læse og skrive”, når nogen taler om behovet på at gøre dagens børn noget bedre til at læse og skrive. Et menneske, der mener sig altid at have stået udenfor med sine holdninger, selv om de sad lige i smørhullet af den gode smag. Et menneske, der når han endelig trænges af et ubekvemt spørgsmål, lynhurtigt kaster et uimodståeligt kødben i anden retning, så han igen får samtalen hen, hvor han er kongen, filosoffen, historikeren. Den, der ved bedst.

Jeg ville aldrig turde stille op til en debat med et menneske som Georg Metz, så jeg er lykkelig for heller aldrig at ville blive inviteret til det.

Metz er så lynende hurtigt i sin påvisning af, at anderledes tænkende mennesker er helt galt på den, og så overbevist om egne holdninger, at man i en debat ville være en taber fra 1. sekund. Uanset at man måske har gjort sig en del tanker om livet, og blandt disse enkelte præget af ret så meget klarsyn, måske også som følge af en opvækst med forhindringer.

Jeg hørte Georg Metz i radioprogrammet "Krause på tværs" i P1 her til formiddag. Aftenen forinden havde jeg afsluttet den svære læsning af ”Kampen om sandhederne”, skrevet af prisbelønnede Rune Lykkeberg, redaktionschef på Information.

Det var to sider af samme sag, men lade mig lige forklare den "svære læsning". Bogen er skrevet for mennesker velbevandret i, hvad for eksempel et ord som ”doax” betyder (jeg ved det stadig ikke). Den er skrevet for mennesker, der kender deres Habermas, Boltanski, Bourdieu, Foucault m.fl. Ikke for et menneske som mig. Jeg kom ikke fra et hjem ”med klaver”, og jeg blev ikke slægtens første med en universitetsuddannelse – ikke engang med en studentereksamen.

Derfor var der afsnit, jeg ikke fattede og hvor jeg blev dybt irriteret over, at det budskabet ikke kunne skæres ud på enklere vis. Men bogen gjorde mig alligevel klogere, både på mig selv og på andre. "Kampen om sandhederne" har da også været velanmeldt alle steder (så vidt jeg husker), men jeg ville ønske, at der var anden, mere letlæselig udgave, for andre der som mig ikke er så velkultiverede.

Jeg vil tillade at komme med en egocentreret pixibogs-udgave af bogens indhold.

Den handlede på sin vis om alle de mennesker, der i 70’erne, 80’erne og 90’erne på forskellige måde klart tilkendegav, jeg var et andenklasses menneske, som ikke talte.

Bogen handlede om dem på Journalisthøjskolen, der oplyste mig om, at jeg var enten var for ubegavet eller for doven til at forstå, at hvad de troede på politisk var det eneste rigtige. Min forbrydelse blandt andet, at jeg kom direkte fra erhvervslivet, uden at ville rase over de svinske kapitalister.

Og bogen handlede om kvinderne, der i 1972 verfede mig ud af rødstrømpebevægelsen, fordi jeg ikke kunne anerkende ”ingen kvindekamp uden klassekamp”. De sagde: "Duer ikke. Væk, Væk."

Bogen handlede om dem, der hyggede sig sammen om bålet med de rigtige meninger, mens vi andre enten skuttede os med vores komplekser langs panelerne, eller begyndte at forsøge i den grad at leve op til stempler som ”reaktionær” og hvad der ellers blev uddelt med rund hånd.

Hvad jeg ikke forstod, før jeg havde læst bogen, er, at disse fordømmende mennesker, ikke selv har fattet, hvor ondt det gjorde. De mente jo ikke noget ondt - ville jo bare menneskeheden det bedste. Og de fatter ikke, hvorfor de igennem de seneste år pludselig skal klandres af så mange dybt forbitrede mennesker.

”Vi har da aldrig været tyranniske,” siger de, selv om de jo har tyranniseret de ej rettroende på ubarmhjertig vis, nemlig ved at gøre dem enten usynlige eller stemplede.

Da jeg hørte Georg Metz i radioen i dag, røg jeg direkte tilbage i den frustredede følelse. Han stemplede på livet løs, mens han karakteriserede sig selv som en, der er i evig opposition, uanset om regeringen er blå eller rød.

Jeg anede et hyklerisk klynk – hyklerisk, fordi han jo klart var pissestolt over således at kunne finde fejl ved alt og alle, blå som rød, men tror ikke et øjeblik på hans påstand. Og jeg blev irriteret over de luskede trick, han benyttede, når udspørgeren var ved at få ham på glatis. Så skulle der lige pludselig konkrete fakta på bordet, før han kunne tage stilling.

I andre tilfælde var det jo ikke nødvendigt. ”Vi har jo aldrig kunnet læse og skrive”, som han påstod, og da han udfordret af programværten måtte trække den lidt i land, fortalte han, at den største årsag til at de unge var blevet dårligere til at læse og skrive var, at nutidens unge nu også skulle bruge megen tid til at sætte sig ind i de vanskelige computere.

Hvilken planet lever manden på? Computerne har knapt spillet en rolle i folkeskolen, og de fleste unge har fået leget it-færdigheder ind hjemmefra.

Ikke overraskende kunne jeg i dagens radioudsendelse høre, at Georg Metz ikke er enig med Informations-kollegaen Rune Lykkeberg, der skriver om den magt den ”den kulturelle overklasse” - kulturborgerskabet - havde og ikke mindst i uddannelsessystemet og i påvirkning af den gode smag og det politiske liv.

Kulturborgerskabet selv mente jo, at det var den økonomiske overklasse, der sad på magten og som kynisk jagede arbejdstagerne rundt i manegen, mens den på listig vis fik inficeret de stolte arbejdssjæle med funktionærmentalitet.

På mig virker det til tider som om, at de intellektuelle fik skudt sig selv og samfundet i foden. Havde de ikke lagt det ubarmhjertige pres på anderledestænkende – havde de ikke dømt dem ude – var reaktionen måske blevet langt mindre ”reaktionær”.

Tilføjelse kl. 17.37. Jeg havde fået bogtitlen galt i halsen. Er nu rettet.

Tomrum eller?

I dag er den første dag i godt otte måneder, hvor jeg om morgenen vågner UDEN at skylde en masse arbejde. Og jeg vågnede med tømmermænd:-) Gemalen og jeg fejrede afslutningen på det sindsyge ræs i går.

I oktober/november gjalt sagen jo slutfasen på det intense arbejde med at få skilt løgne fra sandheder om IT Factory. Så var det en bog om sagen (Bedrag), og kølvandet på manus-arbejde var der lige lidt blog- og lydarbejde, og og nu er jeg endelig færdig med manus til bogen, der er i centrum i mit con amore-projekt "Nærmest lykkelig i nørdland".

Manus er afleveret til Gyldendal Business, men lidt ferie gør, at jeg får "fri" en stund, altså at jeg ikke skal lige på hovedet i at arbejde med forlagsredaktørens forslag til forbedringer, sletninger m.v.

Jeg har så stadig mine faste opgaver for Berlingske Business, men også her er presset mindre (og pengene:-) Blogarbejdet er der ikke ændringer for, og jeg glæder mig til at give den en ekstra skalle, men klummen på print, som nu kører hver anden uge, vender ikke tilbage til ugentlig leverance.

Og hvad så. Hvordan falder man mon ned efter en mere intensiv arbejdsfase i mit liv end nogensinde tidligere (og det var mig, der i en alder af 61 gik freelance for at drosle lidt ned:-)

Men åh... jeg havde jo glemt, at jeg skal have sat gang i en videokonkurrece til det lykkelige nørdland-projekt, og der skal jo også laves en Facebook-gimmick, og så skal der arrangeres en lanceringsfest, og og og.

Jeg bekymrer mig nok unødigt om tomrum.

PS: Lykkeligprojektet kan ses på lykkeliginoerdland.dk - bloggen er lidt forsømt, men nu er der jo bedre tid igen.

Hvis jeg var Berlingske:-)

Det er altså lidt sært at se, hvordan Berlingske sjældent tager lidt ære af min blog, Bizzen, der jo ligger på business.dk - som i øvrigt var dagspresse-pioner, hvad angår erhvervsrettede blogs. Til højre er forsideskræppet for en lille dagsnyhed.

Og jovist. Det er Bagger, der går til filmen, men filmproduceren Kim Magnusson har valgt at købe "min" bog blandt andet på grund af bloggen og samspillet med alle "amatørdetektiverne" fra det virkelige liv.

Travlhed på en tyndt besat dag, vel. Men hermed vil jeg så gerne give Berlingske lidt ros for sin pionerindsats. Det var godt set af erhvervsredaktionen, den gang man åbnede for blogs. Jeg tror såmænd ikke, at det var med "hjertet", men pyt. Bare det slår hos os andre.

Til Dubai-glade danskere. Hvad I blåstempler

Læs denne artikel om Dubai, og enhver dansker, der derefter fortsat synes, at det er Disneyland for voksne, bør have sit hoved undersøgt. Enhver, der derefter møder en dansker, som fortæller, hvor fantastisk der er i Dubai, kan også spørge, om den dansker nu også er et tænkende menneske.

Artiklen er fra avisen Independent. Vi har hørt det før, altså at Dubai er baseret på grov udnyttelse af en importeret skare af folk fra fattige lande, især fra Indien og Filipinerne.

Independent-artiklen slår frysende fast, at luksussen er baseret på slavearbejdere - om det er bygningsarbejde, stuepiger eller hvad det end er - der ofte får frataget deres pas, når de kommer til Dubai, og så kan de ikke kan rejse hjem. Lønnen er i bedste fald det halve af, hvad de blev lovet, og så skal de lige betale tilbage på udgiften til rejsen til Dubai. Det hedder menneskehandel.

Nogle steder udebliver lønnen i månedsvis. Strejker de, angribes de af politiet. Bygningsarbejdere stuves sammen i lejre under så ubarmhjertige forhold, at mange begår selvmord som eneste udvej.

Badevandet på dette luksuriøse sted, hvor vesterlingerne bruner deres velplejdede kroppe, er sundhedsfarligt. Det skyldes ikke alene lorten, der vugger på det varme hav, fordi rensningsanlæggene ikke kan følge med, men også kemikalier, der hældes i vandet, skriver Independent.

Til gengæld kan badegæsterne glæde sig over, at der visse steder arbejdes med at få installeret aircondition i sandet, så turisten ikke får brændt sine små pusselanker på vej til badet.

Tag dig tiden til at læse artiklen. Den rummer også interviews med fortalere for Dubais velfærdssamfund over for egne og som finder det helt o.k. med den tjenende klasse. Og læs om alle de halvhjerner fra den vestlige verden, der bor der og finder det helt fantastisk. Udnyttelsen af slaverne og halvslaverne, politistat - hele molevitten.

En dag må, hvad der sker i Dubai, blive emne for en række film om menneskelig samvittighedsløshed, grådighed, tanketomhed og ondskab.

Den danske film kan passende tage udgangspunkt i luksusweekenden til 2 millioner kroner med Stein Bagger og hustru, Anette Uttental, investoren Peter Søbeck og hustru Anne-Mette Riskær samt personaledirektøren Kim Meyer og hustru Lise Ruffs, installeret på verdens dyreste hotel. Og så kontrasten til den totale mangel på menneskerettigheder som alle dem, der gør luksussen mulig, lider under.

Ja, jeg ved. Det, jeg skriver her er bad taste. Jeg er for grov mod de seks nævnte danskere og mod de andre danskere, som jeg ved har nydt en luksusferie eller fem i Dubai.

Men alligevel. Hvor meget er vi villige til at lukke øjnene for for selv at få alle fordele? Ethvert menneske bør jo stille sig spørgsmålet, hvad man vil være med til at blåstemple via en ferie, via en forretning, via et samarbejde. Vi har jo tidligere set, hvor langt det kan gå.

I øvrigt fortælles i artiklen, at Dubai er forgældet til op over begge øren, konsekvenserne af finanskrisen strammer, og at nogen forudsiger, at kollapser det hele, får vi endnu et ekstremistisk land. Et nyt Iran. Det er ligesom truslen: Elsk os fortsat, kom til vores land, eller I får ris til egen røv.

(Om Malik henviste til denne artikel).

Mit dumme nej til EU i 72. Nutidens 3K-implosion

I 1972 stemte jeg "Nej" til EU, og min afvisning skyldtes først og fremmest frygten for, at kvindernes hårdt tilkæmpede ligestilling ville blive bombet tilbage til Kinder, Küche und Kirche. Vi var nået så langt i Danmark, troede jeg.

I 2008 er jeg taknemmelig for, at nej-stemmerne ikke vandt, og det har jeg i øvrigt været længe. Min store bekymring den gang har vist sig at være helt ved siden af.

Den kamp for ligestillingen, der føres på EU-niveau, overgår langt, hvad vi ser i Danmark. Her virker det til tider, som om kvinderne allerhelst vil tilbage til de 3 K'er (i "Kirche" har vi nu også al New Age mumbo-jumboen, astrologi, nummerologi etc.). Jeg fornemmer nærmest, at mændene ser lattermildt til, mens kvinder er godt beskæftigede med at slanke, snitte, pynte og spejle sig.

O.k. Jeg trækker det lidt hårdt op, for der er masser af kloge kvinder, der har valgt at undgå 3K-implosionen. Men det er hårdt at konstatere, at ligegyldigt, hvordan man ser på situationen, så har vi sat en masse over styr, også i forhold til de andre nordiske lande.

Vi har holdningen: "Ligestilling? Jamen, det er da en selvfølge, så hvorfor snakke om det? Det er da ren tabersnak."

Det danske arbejdsmarked er stadig et af de mest kønsopdelte i forhold til sammenlignelige lande. Pigerne tager samme fag, der typisk leder til job med lavere lønninger. Mændene er primære forsørgere, og den dag, hvor arbejdsløsheden for alvor stiger, og økonomien gør ondt, kommer endnu flere skilsmisser. Og hvordan er det nu lige man forsøger sig selv og sine børn?

Her er en artikel fra Kvinfo om, hvorledes danske kvinder kan takke EU for visse rettigheder.

Hjerner i pink kontra giftgas

På legepladsen. 6-7 årig pige med langt lyst hår i turkis mini-mini-skirt, pink tights og jakke, fine sølvsko. Andre småpiger småtrippende rundt, iført pink og opmærksomme forældre. Smådrenge udfordrer sig selv og hinanden i legeredskaber og løb.

Afghanistan. Gasangreb mod små tilslørende skolepiger. Taleban er imod, at piger uddannes, lyder det i Politiken.

Jeg går ind for kvindelig værnepligt.

Selvcensur

Selvpåført straightjacket. Jeg tøver mere og mere med at skrive noget personligt, hvis det ikke kan skydes ind under noget fagligt. Det går forhåbentlig over.

Men det er trods alt langt bedre en arbejdsgiverpåført selvcensur, hvadenten udtrykt eller mellem linierne. Den censur er vel egentlig - ved nærmere eftertanke - langt mere omfattende, end man har lyst til at tænke over, så det gør man så lidt som muligt.

Jeg erindrer selv, hvorledes jeg for mange år siden først blev dybt chokeret over at blive fyret, men hvorledes jeg blot nogle få måneder efter blev dybt chokeret over noget helt andet. Det var erkendelsen af, hvor meget tid og energi jeg egentlig havde brugt på bare at overleve i den meget politiserede virksomhed. En velsignet fyring blev det.

Men hørte alene i går om to gange arbejdsgiver-injekteret selvcensur. Tænk på din arbejdsplads! Tænk på din arbejdsplads' kunder!

Mirakelkuren - at springe ud fri og selvstændig - holder dog heller ikke. Der skal jo smør på brødet, og hvad siger kunden?

Alligevel er dette blogindlæg luksusbrok. Vi har det sgu godt, vi danskere.

Tabuet: Kvinder er bitches mod hinanden på arbejdspladsen

New York Times taget fat i tabuet om, at en af de største hindringer for at kvinder får succes som chef er andre kvinder.

Det er en langsnakker-artikel, også fordi den tager udgangspunkt i mobning generelt på arbejdspladser, men alligevel værd at læse.

Og ja. De absolut mest afskyelige oplevelser jeg har haft på arbejdspladser (og andre steder), står kvinder for (omend én mand er meget tæt på at kandidere til Top-3 listen).

Men så må jeg også tilføje, at de fleste af de allerbedste oplevelser, jeg har haft på arbejdspladser, står kvinder for.

Forskellen ligger i kvindernes format.

Jeg ved, at jeg selv figurerer hos visse kvinder, som en af deres værste oplevelser på en arbejdsplads.

Årsag og virkning. Noget, der har gjort stort indtryk på mig er forskning på RUC, der viser, at både mænd og kvinder overvurderer en kvindelig leders ønske om magt. Men også meget af det, der står i New York Times artiklen genkender jeg.

Jeg aner ikke, om kvinder generelt set vil være villige til nogensinde at se dette i øjnene. Desværre gik rødstrømpebevægelsen jo i stå på det tidspunkt, hvor vi havde lært hinanden at mænd er skyld i alt ondt. Bevægelsen blev aldrig moden nok til at vi også kiggede ind i os selv og påtog os ansvar for at arbejde med vores eget køns dårlige sider. Det ville ellers gøre vores liv meget lettere og mindre betændt.

Talentshow: Da udseendet ikke fik lov til at stå i vejen for stemmen

Min fordom gennem mange år er gjort til skamme af talentshows for amatører. Jeg troede, at den stadig mere ekstreme dyrkelse af kvinders ydre ville forhindre, at vi nogensinde igen får en ny "Ella Fitzgerald" - en, hvor stemmen bare slår benene væk under en, uanset at det ydre er helt, helt forkert. Lyt til Susan Boyles version af "Cry me a river" - og ja, Susan Boyle er kvinden, hvis ydre og hvis ambitioner på "Britains got talent" kun vakte latter. Indtil hun sang.

Hvorfor hun ikke har fået en sangkarriere for længst? Det ved vi alle.

Så kom bagslaget

"Dorte Toft skal have luft for sin forurettelse mod denne og hin og for sin sårede forfængelighed helt ned i detaljer om kollegiale stridigheder." Sådan lyder en lille del af anmeldelsen i Jyllands-Posten af min og Henrik Tüchsens bog Bedrag, der i dag udkom på Gyldendal Business.

Anmeldelsen er skrevet af John Hansen, men der må være gået kuk i redigeringsfasen, for bogen tildeles 4 stjerner grafisk set - det samme som Ekstra Bladets bog og Erik Oves. Og det på trods af, at John Hansen over 2/3 af anmeldelsen ikke kan klare mig.

De to andre 4-stjernede får overbevisende anbefalinger med på vejen, så nogen får garanteret ris til deres røv i redaktionssekretariatet over grafikfejlen vedrørende Bedrag. Der kommer sikkert en rettelse i morgen:-)

John Hansen klager over, at bogen er alt for personlig. At jeg fylder alt for meget. At jeg med det personlige har et journalistisk problem.

Sært at han overså forsidens advarsel "En personlig beretning af Dorte Toft & Henrik Tüchsen."

Han har vist heller ikke set indledningen, hvor jeg selv advarer ved at fortælle om mit opdrag fra forlaget, nemlig at skrive om hele forløbet, og herunder hvorledes påvirkede mit liv.

Men jeg er faktisk glad for anmeldelsen. Den kan jeg bruge til at slå Henrik Tüchsen i hovedet med. Han ville have, at der skulle så "dybt personlig" på forsiden, mens jeg sagde, at personlig måtte være mere end nok. Han kunne ikke få nok af det personlige, he, he.

Jeg kan også slå Mette Korsgaard, redaktøren for Gyldendal Business, med den. Også hun ville have personen Dorte på godt og ondt frem. "Du er vores trumfkort", hævdede hun. Ak. Ak.

JP's anmelder er i øvrigt også irriteret over, at blogstoffet fylder så meget. Det er jo kendt stof, skriver han. Ja, jeg var sgu også nervøs over den prioritering og har hele tiden sagt, at bloggens rolle var en nyhed og væsentlig i december, slet ikke i samme grad i april. Men så fortælles jeg af Henrik Tüchsen og Mette Korsgaard, at det jo slet ikke er alle mennesker i Danmark, der har tyret bloggen igennem i de vilde dage i december.

Status er dog p.t. at foreløbig fører bogen Bedrag alt i alt med en stjerne, hvis anmeldelser i Berlingske, EkstraBladet, Børsen og Jyllands-Posten lægges sammen. Og to af anmelderne mener, at den personlige vinkel er det store scoop.

Men nu bør jeg vist holde op med at læse anmeldelser:-)

Om man kunne omgøre en beslutning

Jeg sagde ja til at skrive en bog om IT Factory/Stein Bagger-sagen. Mit ja faldt, da jeg for første gang havde fået ordentligt med interesse for min faglige blog, som jeg har passet døgn efter døgn, måned efter måned, år efter år. Og så tager bogen alt den saft og kraft ud af mig, som bloggen netop da burde være være næret med.

Dum beslutning. Bogskrivning er ikke mig, blogning er. Og når man så skriver bog i Danmarkshistoriens mest sindsyge bogræs nogensinde, måtte bloggen forsømmes. Håber ikke, den er helt visnet.

En trøst er dog, at det "ja", så også sikrede at bogen, der er knyttet til Nærmest Lykkelig i Nørdland-projektet, udgives. To forlag sagde tidligere nej.

Jens Christian Grøndahls sære sans for kvinder

Jeg har ikke læste bogen "Fire dage i marts", men jeg da læste anmeldelser i et par aviser, syntes jeg, de havde en tanke (tanke, ligesom når kød har en tanke). De var skrevet af mænd, der postulerede, at Grøndahl havde vist, at han virkelig forstår at skrive dybt troværdige kvindeportrætter. 

Jeg hører til den udskældte gruppe, der IKKE er enig i, at for den sande forfatter udgør køn ingen barriere. Min egen oplevelse er, at mænd nok tror, at de skriver som kvinder tænker, men det lykkes sjældent. Det bliver tit til karikaturer på, hvad mænd har opfattet fra det kvindelige univers. (Jeg tror heller ikke på, at den kvindelige forfatter skildrer mænd lige så godt som de skildrer kvinder, men lade mig endelig huske at tilføje, at der findes da "mirakler" for begge køn.)

Da jeg læste Grøndahl-anmeldelserne kom jeg til at mindes den spruttende rasende mandlige forfatter i en DR TV-debat, hvor han sprøjtede galde ud over Kvinfos Elisabeth Møller Jensen, der havde formastet sig til at tale ilde om Jørgen Leths epos om kokkens datter. Jens Christian Grøndahl virkede så ubalanceret, så jeg fik fornemmelsen af, at han havde et eller andet i klemme selv.

Nuvel. Jeg kender hverken forfatteren eller Kvinfo-forstanderen, men med forhistorien in mente er det måske ikke så underligt, at Kvinfo har anmodet en mand om at anmelde Grøndahls roste bog. Det er blevet en interessant anmeldelse. Men snart får vi vel at vide, at han ikke er en rigtig mand, men Møller Jensens natpotte eller lignende.

Sara Palin, Dolly Parton og USA's mest magtfulde businesskvinder

McCain nævnte i debatten med Obama i nat (DK-tid), at Meg Whitman kunne blive hans finansminister. Whitman stod i spidsen for eBay fra den var en lilleput, til auktionsstedet blev en gigant (der i øvrigt netop har købt Den Blå Avis for et par milliarder).

Selvsamme Meg Whitman deltog i en konference for "USA's mest magtfulde kvinder", arrangeret af magasinet Fortune, den dag, hvor debatten mellem vicepræsidentkandidaterne var.

Om Sara Palins præstation sagde Whitman "Good Enough", da blogdronningen Adriana Huffington spurgte hende.

Jeg har haft meget stor respekt for Meg Whitman. Hun må jo have indvilget i at blive nævnt som finansminister i et McCain/Palin-regime. Interessant er, at hun dermed blåstempler Palin som o.k., som personen der er "one heartbeat" away fra præsidentposten. Jeg har ikke længere respekt for Whitman.

I Huffingstons blogindlæg kan man også læse reaktionen fra en af it-verdenens mest toneangivende investorer, Esther Dyson. Den lyder således;

"It's pretty clear that Biden spent decades getting ready for this debate, learning from experience; Palin spent a couple of weeks, learning from handlers and speech coaches."

En anden af bloggerne på Huffington Post, Lesley Jane Seymour, deltog i samme konference. Hun undrede sig i sit blogindlæg over, at de magtfulde kvinder, hun sad blandt, tog Palins fjervægts-credentials for gode varer, og kom med bifald, hver gang Palin sendte et lille blink til publikum. Ville de ansætte en kvinde med lignende kvalifikationer som deres næstkommenderende, spørger hun.

Gamechanger

Det er jo en helvedes situation. Hillary Clinton spillede spillet, som vi har været vænnet til, at magtfulde kvinder bør gøre, både i business og politics, nemlig ved at nedtone det feminine, ved at være saglige, ved også være bedre inde i sagerne end de fleste.

Sarah Palin spiller et helt nyt spil på toppen. Hun spiller på sin "girlishness", som nogen siger det. Blinker til publikum, flirter med publikum, bruger populærsprog, som hentet fra et Dolly Parton interview, som darn og doggone, og taler om Johny six-pack. Sagligheden? Videnniveauet?

Personligt så jeg såmæn' langt heller den ægte vare, Dolly Parton, på podiet end Sarah Palin. Hun har altid virket på mig, som en kvinde med sin sunde fornuft i behold - under hele sin girlishness. I modsætning til Palin, der tilmed synes at være uvidende om, hvor farlige følelser mod Obama hun puster til nu. Eller værre - totalt ligeglad med det.

Aviskrigen II

Jyllands-Posten er nu mediet, der i en lang række artikler trevler hele sagen mellem Nyhedsavisen/Morten Lund og Berlingske/David Montgomery op. På sidelinien råber den tidligere adm. direktør for Nyhedsavisen Morten Nissen Nielsen og den bortviste Svenn Dam, der var administrerende direktør for gratisavisens moderselskab 365 Media Scandinavia.

Det virker som et oplæg til Aviskrigen II - altså en ny bog, hvis hovedroller i vidt omfang spilles af de samme personer, som i den nys udkomne bog Aviskrigen, skrevet af den tidligere rektor for Journalisthøjskolen Kim Minke. Den handlede især om krigen mellem Berlingske-koncernen, der med Berlingske Tidende havde landets største dagblad, og så Jylland-Posten, der i dag er størst.

Chefredaktøren for fagbladet Journalisten, Jakob Elkjær, har i sin anmeldelse også skrevet om sammenfaldet under overskriften "Små og store aviskrigere", så det vil jeg ikke bore så meget i her.

Aviskrigen er en rigtig god bog, og jeg tyrede den igennem på 24 timer, men den efterlod mig noget trist. Med en fornemmelse af, at dagens trængte dagblade i høj grad har sig selv at skylde for, at de er trængte. Hvad der talte for den mest krigeriske af alle, Jyllands-Posten, synes at være markedsandele skabt gennem at underminere andres annonceindtægter. Ingen hellig ild, der brændte for journalistikken.

Blev bomerang for JP
Og jovist blev Jyllands-Posten, da markedsandelene blev erobret, en overgang en meget stærk avis også journalistisk set. Der blev investeret i mange flere journalister. Men hele den undergravning af annoncepriserne, som Jyllands-Posten blev primus motor for, ramte senere JP som en bomerang. Og så måtte der fyres journalister.

De store dagblade bruger i dag store ord i annoncer og andre steder for at fortælle, hvor uundværlige de er for demokratiet/debatten, hvor god journalistik de bringer. Som jeg ser det ligger alles kvalitet på minus 20-30 procent i forhold til den gang, hvor de var bedst. Der er simpelthen ikke råd til mere, takket være aviskrigen, læserflugt (jo, selvfølgelig mærkes faldet i kvaliteten) samt nettets og gratisavisernes "gratis" nyhedsjunkfood.

Men tilbage til bogen. Bag det voldsomme pres på annoncepriserne i krigen mellem især JP og aviserne i Berlingske-koncernen lå i høj grad samarbejdet mellem daværende JP-markedsdirektør Svenn Damm og Morten Nissen Nielsen, medstifter af den lille publikation EjendomsAvisen (senere fulgt af BilAvisen og ShoppingAvisen). Ridende på ryggen af netop JP gik Ejendomsavisen (som indstik i JP) ind i by efter by startende med Århus, hvor Århus Stiftstidende (ejet af Berlingske) blev den store taber.

JP/Ejendomsavisen dumpede priserne i ekstrem grad, og ejendomsmæglerne jublede og slog til. (At de så også blev bundet af EjendomsAvis-kontrakterne i en grad, der senere blev dømt ulovlig, er en anden sag).

Farlig åreladning
Men dumping af pris på ejendomsannoncer, bilannoncer med videre blev samtidig indledningen til en farlig åreladning. I et så lille sprogområde som det danske kan indtægter fra læserne ikke holde et stort dagblad i live. Rubrikannoncer og andre annoncer er livsnødvendige, og selv i store sprogområder kniber det med økonomien i at udgive aviser.

Ville situationen havde været en anden, hvis ikke Jyllands-Postens daværende chefredaktør Jørgen Ejbøl nærmest havde en generals ekstreme erobringstrang, der gjorde at målet helligede midlet? (Et tidligere forsøg på at vippe Århus Stiftstidende af banen ved at satse journalistisk var mislykkedes.)

Med til miseeren lå så også alle de indbyrdes konkurrerende tilbud om "3 måneder for 90 kroner", der blev sat ind i kampen om markedsandelen, med det resultat, at folk blot shoppede rundt, sparede stort og mistede loyaliteten mod "den gamle avis".

Alt dette er alt for forenklet skrevet, men det var som sagt årsagen til en vis tristesse efter at have læst bogen. Det er lidt som om "operationen lykkedes, men patienten døde". Krigen om markedsandele - det rent kommercielle sigte - skadede værdien af en dagspresse. Jeg kan så ikke vide, om forfatteren har forsømt at lægge nok vægt på den journalistiske satsning (eller manglen på samme) på dagbladene i disse år.

Men hvad jeg dog også savnede i bogen var lidt mere dybde i, hvorfor dagbladene havde så svært ved at se truslen fra internettet og dermed behovet for at gøre det godt på nettet.

Print-hovmod
Der var, og der er i høj grad endnu, en vis foragt over for nettet. Print er fint, nettet? Jamen "so ein Ding müssen wir auch haben", men det må dælme ikke koste meget mere end en klink, og vi skal ved gud ikke ofre nogle af vores rigtig tunge journalister på den platform.

Først da det blev uomtvisteligt, at annoncerne strømmede ud mod nettet i en grad, der ikke kunne bremses, begyndte man at lappe løs på netløsninger, men det blev kvantitet, og ikke kvalitet, der blev prioriteret. Klik blev jagtet med mængder af historier, der ikke inden for klassisk journalistik havde haft en chance for at blive til andet end et maksimalt en note eller en kuriøs bagsidehistorie med foto.

Og nej. Jeg er sgutte medieforsker. Ej heller erfaren leder i mediebranchen. Jeg har heller ikke svaret på, hvorledes netaviser skal være, og hvorledes print kan overleve. Men jeg bilder mig ind at jeg har en vis tæft for sagen. Den gjorde, at jeg helt fra starten klar over, at netaviser IKKE skulle være, som de blev. Og dybt frustreret over, hvad jeg så.

Uddannelserne svigter
Der er desværre heller ingen tvivl om, at selv de steder, hvor journalister uddannes og efteruddannes i dag, har svigtet. De har ageret med hovmod. Med blikket stift fæstnet i bakspejlet, og ligeglade med omkostningerne for de studerende - for medierne.

Undskyld de mange ord, men der står endnu flere i kø:-)

PS: Hvor svær netsiden er fremgår også af, at selv de unge løver, der blev sat i spidsen for Nyhedsavisen, ikke bød på noget særligt godt på nettet, og det var ikke kun teknologiens fejl. De unge netsucceser, Morten Lund/Morten Wagner, nåede heller ikke at demonstrere noget, vi kan lære af.

PPS: Gad i øvrigt vide om Wagner ved at lade Freeway (Arto.dk, Dating.dk) købe sig ind iaf boligportalen lejebolig.dk går i JP-sporet med at ville æde boligannoncer m.v. til lav pris. At jeg så ikke har meget tillid til portaler for netop lejeboliger er en anden sag, men direktøren for lejebolig, Michael Eggert, har jo også portaler for erhvervslejemål og andelslejligheder, så vi ser garanteret mere på den front.

PPS: Gad vide, hvem der er der fodrer netop JP med de pikante afsløringer i Nyhedsavis-sagen. Afsløringer, der rammer Berlingske. Jeg vil gætte på, at det er spindoktoren Michael Kristiansen, som jo har tjent/tjener? Morten Lund. Hvad gætter du på?

Palin straffer voldtægtsofre

Skræmmende læsning her om kvinden, der forhåbentlige ikke ender med at være et hjerteslag væk fra præsidentposten i USA:

When Sarah Palin was mayor of Wasilla, the town suddenly started charging rape victims between $300 and $1200 to have the rapist's DNA and other forensic evidence taken, tested, cataloged and investigated.

That meant that women who came to local police for help after being battered, brutalized and victimized, faced one more violation. These women had to pay for the privilege of having their cases treated as crimes.

Palin's then-police chief Charlie Fannon defended this policy with the explanation that he wanted to save taxpayers' money. He said the raped women's insurance policies were billed -- when possible. In those cases, the women only had to pay the deductible. Of course, this being America, many women were uninsured, unprotected from both their attackers and the big bills.

Gee, thanks, guys.

Oddly enough, Fannon did not make the same kind of choice in other criminal cases.

Og. Jo. Sarah Palin er jo også mod abort af resultatet af en voldtægt. Også selv om det var hendes 14-årige datter, der var blevet voldtaget.