"Uartige Damers Klub" lukker snart på Facebook. Jeg kendte den ikke, men blev i dag opmærksom på omtalen af lukningen og tog et kik. "Klubben" bringer blandt andet vitser (og jo, nogle af dem fik mig til at klukle).
Kvinderne bag stedet opgiver, fordi der er nogen mennesker derude, der er voldsomt irriteret over "klubben", og de poster flittigt kommentar på kommentar. Nogle af disse er i strid med Facebooks regler, så der SKAL renses. Om modstanderne så også anvender metoden at anmelde indholdet som spam eller krænkende, ved jeg ikke, men der er åbenbart ikke plads til megen humor i angribernes univers.
Kommentarchikane er jo en kendt sag på blogs - en verden, jeg kender bedre end Facebooks. Men "de uartige damer" er næppe de eneste, der får problemer på Facebook, så jeg stillede følgende spørgsmål på Twitter: "FB-eksperter: Hvordan tackles bedst, hvad Uartige Damers Klub er udsat for?
Her er svar (de seneste først - og jeg opdaterer, hvis der kommer flere):
@Atcore: Måske denne artikel kan være til hjælp? http://mashable.com/2012/01/26/facebook-comment-overload/
@2biazdk: Er du en af admins? De burde have mulighed for at sætte "sortlister" under "Rediger side": twitpic.com/8ecczi
@LineP: Gi' 20-30 af deres loyale followers adm.status og lad dem tage sig af at slette crap og modbydeligheder #uartigesdamerklub
@DeniceBrun: 1 mulighed er at lukke for at andre tilføjer opslag på væggen. Ønsker man stadig tilføjelser fra brugerne kan de sende en e-mail
@h_andersen: Man kan gøre som politiet og forhindre brugeropslag. Så skal man kun moderere på kommentarer til egne opslag...
@peterpta: hvis jeg i et klasseværelse lader ungerne bryde reglerne for et eller andet skal jeg have overskud til at favne når det går galt
PS: Jeg skriver dette som blogindlæg, fordi det ikke egner sig som Facebook-indlæg, men henviser hertil.
onsdag, februar 01, 2012
torsdag, januar 05, 2012
Karske kvindfolk, hvor I glæder mig
For dig, der trænger til at få luftet ud ovenpå tuttenutteriet på Facebook med perfekte selviscenesættende kvinder, er her et par links til kvinder, for hvem flinkeskolen enten er ubekendt eller også er forgiftningen for længst overstået.
Disse kvinder taler klart og groft, når på sin plads, men i modsætningen til megen anden "groft sagt" har de humoren intakt.
Læs for eksempel hvorledes Anne Bredahl på sin blog O'Manne giver en nytårstale, der får alle andre til at henstå som discountvarer fra et PR-firma. Overskriften er "Afskedsbrev til The Official Year of Shit".
Emnet for nytårstalen er ganske alvorlige sager, og følger man Anne Bredahl (der også er på Twitter), møder man et prøvet menneske med stor appetit på selv at sørge for, at livet så vidt muligt også er en god fest. (OBS: Jeg kender ikke personen, men det er indtrykket, jeg får).
En anden stemme på nettet, der kan udløse en forundrings- og forfærdelsesblandet fryd, er forfatteren Susanne Staun. Hendes egen blog hedder Suzys Blob, og disse blobs rækker vidt. Jeg skal f.eks. selv til selv at bestille nogle af de bøger, hun anbefaler som de 10 bedste nogensinde.
En ny blog fra hendes side, Mich&Susse, er netop dukket op. Den handler om det danske sprog, og her et uddrag:
Blogindlægget bliver så for viderekommende, da hun indvier os i, at sprogprofessoren Jørn Lund er dødsexet:-)
Også Twitter-universet er med til at nuancere mangt og meget. I dag faldt jeg således for første gang over et retwit (RT) af en af de helt store US-kvindebloggere, Heather B. Armstrong:
Hun får vist sagt meget, andre nøjes med at tænke, for hun har på Twitter 1,6 millioner followers, og hendes populære blog Dooce skaffede hende både berømthed og en fyring.
Blandt dem, der fryder mig på nettet, er i øvrigt også en purung dansk kvinde, som af ydre (jo, jeg kender hende) er som den fineste porcelænsdukke, og hvis indre gang på gang overrasker mig med mangfoldigheden i ufiltrede stærke holdninger og stemninger.
Jeg tudsegamle kone lærer meget af disse kvinder, og på sin vis misunder jeg deres evne til at give råt for usødet. Noget tyder, på, at jeg er blevet for dresseret. Men kvinderne gør mig klogere på nutiden, og holder dermed min "det-var-nu-bedre-i-gamle-dage" i ave.
Og dog.
Med den frugtbarhed i den positive del af ytringerne, som nettet har udløst, kan det kan være lidt svært for mig at fatte, hvorfor de traditionelle medier bringer så mange helt forudsigelige og ofte ganske banale klummer og kronikker. "Sådan har det vist ikke i gamle dage".
Skyldes det mon debatredaktørernes filter nu om dage, at det så sjældent udløser et Aha eller et Ooops. Eller er det, fordi stærkere stemmer ikke gider stå bukkeskrabende i kø for at få lidt på papir?
Nu er det nettet, der er den største leverandør af det overraskende, der gør en klogere og ofte på en fornøjelig måde.
PS: Det var i øvrigt en mand, der stod for en af årets fineste Twitteroplevelser - en relativt nybagt far.
Den blev også fanget af idésprøjten Bjarne Tveskov, hvis Twikmølle rummer mængder af andre herlige ytringer fra året, der gik.
Disse kvinder taler klart og groft, når på sin plads, men i modsætningen til megen anden "groft sagt" har de humoren intakt.
Læs for eksempel hvorledes Anne Bredahl på sin blog O'Manne giver en nytårstale, der får alle andre til at henstå som discountvarer fra et PR-firma. Overskriften er "Afskedsbrev til The Official Year of Shit".
Emnet for nytårstalen er ganske alvorlige sager, og følger man Anne Bredahl (der også er på Twitter), møder man et prøvet menneske med stor appetit på selv at sørge for, at livet så vidt muligt også er en god fest. (OBS: Jeg kender ikke personen, men det er indtrykket, jeg får).
En anden stemme på nettet, der kan udløse en forundrings- og forfærdelsesblandet fryd, er forfatteren Susanne Staun. Hendes egen blog hedder Suzys Blob, og disse blobs rækker vidt. Jeg skal f.eks. selv til selv at bestille nogle af de bøger, hun anbefaler som de 10 bedste nogensinde.
En ny blog fra hendes side, Mich&Susse, er netop dukket op. Den handler om det danske sprog, og her et uddrag:
"...jeg kan ganske enkelt ikke holde ud at se det danske sprog blive gennemkneppet af mennesker, der er for dovne og for uvidende til at bruge det med bare minimal kærlighed til og viden om de helt basale strukturer, de burde have lært, da de gik i syvende klasse."
Blogindlægget bliver så for viderekommende, da hun indvier os i, at sprogprofessoren Jørn Lund er dødsexet:-)
Også Twitter-universet er med til at nuancere mangt og meget. I dag faldt jeg således for første gang over et retwit (RT) af en af de helt store US-kvindebloggere, Heather B. Armstrong:
RT @dooce I have the most amazing kids. Especially when they aren't being total shits.
Hun får vist sagt meget, andre nøjes med at tænke, for hun har på Twitter 1,6 millioner followers, og hendes populære blog Dooce skaffede hende både berømthed og en fyring.
Blandt dem, der fryder mig på nettet, er i øvrigt også en purung dansk kvinde, som af ydre (jo, jeg kender hende) er som den fineste porcelænsdukke, og hvis indre gang på gang overrasker mig med mangfoldigheden i ufiltrede stærke holdninger og stemninger.
Jeg tudsegamle kone lærer meget af disse kvinder, og på sin vis misunder jeg deres evne til at give råt for usødet. Noget tyder, på, at jeg er blevet for dresseret. Men kvinderne gør mig klogere på nutiden, og holder dermed min "det-var-nu-bedre-i-gamle-dage" i ave.
Og dog.
Med den frugtbarhed i den positive del af ytringerne, som nettet har udløst, kan det kan være lidt svært for mig at fatte, hvorfor de traditionelle medier bringer så mange helt forudsigelige og ofte ganske banale klummer og kronikker. "Sådan har det vist ikke i gamle dage".
Skyldes det mon debatredaktørernes filter nu om dage, at det så sjældent udløser et Aha eller et Ooops. Eller er det, fordi stærkere stemmer ikke gider stå bukkeskrabende i kø for at få lidt på papir?
Nu er det nettet, der er den største leverandør af det overraskende, der gør en klogere og ofte på en fornøjelig måde.
PS: Det var i øvrigt en mand, der stod for en af årets fineste Twitteroplevelser - en relativt nybagt far.
Anders Pollas @pollas
27 Sep
If I'd known how my son would be like, I'd had him sooner. Would not have wanted to wait to meet him.
Den blev også fanget af idésprøjten Bjarne Tveskov, hvis Twikmølle rummer mængder af andre herlige ytringer fra året, der gik.
onsdag, december 28, 2011
Om den kasseløse og om politisk porno
I blå kasse eller i rød? Ingen af delene. Jeg er "kasseløs" med en gammel inklination mod det blå. Den front har imidlertid har udviklet sig lige så intolerant og hadsk, som fronten de blå elsker at hade, nemlig de røde.
Sært at få oplevet begge fløjes skræmmende hovmod i løbet af ét liv. Den første i min ungdom og et par årtier derefter, og den anden i fuldt flor lige nu på andet årti.
Man skulle ellers havde troet, at uddannelse fører til større åbenhed over for anderledes tænkende, men nej. Det fører åbenbart til endnu flere übermensch-holdninger blandt dem, der dominerer i det offentlige rum i perioden.
Så vidt jeg kan høre, kommer der ellers stadig flere kasseløse. Mennesker, der kan se faren ved et svindende velfærdssamfund ligesom faren ved den omfattende nassementalitet. Mennesker, der under unge at vælge uddannelse med hjertet, men som fortvivles over at hensynet til samfundet ikke finder plads i hjertet. Mennesker der ...
Men medier opfatter os stadig som enten blå eller røde. Det er måske det letteste, men problemet er, at flere af os føler sig hjemløse, kvalt i skriv af de frelste for de frelste. Kvalt af forudsigelige vinkler, der gør verden alt for enkel, og som blot fyrer op under en foragt, der intet konstruktivt avler.
Og en dag står de en gang så store medier så tilbage med resten af henholdsvis de rene røde og de rene blå. Dem, der er så imprægnerede, at indtryk blot afvises. Der er ikke langt til Vagttårnet.
Vi andre, vi plukker. Leder efter de stemmer, der stadig evner at åbne vores øjne. Hvadenten vi er enige med dem eller ej.
Denne post er blandt andet inspireret af et blogindlæg af lektor Hans Hüttel, med overskriften "Porno med Stråmænd". Hüttel har taget et kritisk kig på en Berlingske-kronik skrevet af en af dem, der har hyppig adgang til avisens debatspalter. Han skriver blandt andet:
En form for politisk porno. Jeg lader billedet stå, men læs Hüttels blogindlæg.
Sært at få oplevet begge fløjes skræmmende hovmod i løbet af ét liv. Den første i min ungdom og et par årtier derefter, og den anden i fuldt flor lige nu på andet årti.
Man skulle ellers havde troet, at uddannelse fører til større åbenhed over for anderledes tænkende, men nej. Det fører åbenbart til endnu flere übermensch-holdninger blandt dem, der dominerer i det offentlige rum i perioden.
Så vidt jeg kan høre, kommer der ellers stadig flere kasseløse. Mennesker, der kan se faren ved et svindende velfærdssamfund ligesom faren ved den omfattende nassementalitet. Mennesker, der under unge at vælge uddannelse med hjertet, men som fortvivles over at hensynet til samfundet ikke finder plads i hjertet. Mennesker der ...
Men medier opfatter os stadig som enten blå eller røde. Det er måske det letteste, men problemet er, at flere af os føler sig hjemløse, kvalt i skriv af de frelste for de frelste. Kvalt af forudsigelige vinkler, der gør verden alt for enkel, og som blot fyrer op under en foragt, der intet konstruktivt avler.
Og en dag står de en gang så store medier så tilbage med resten af henholdsvis de rene røde og de rene blå. Dem, der er så imprægnerede, at indtryk blot afvises. Der er ikke langt til Vagttårnet.
Vi andre, vi plukker. Leder efter de stemmer, der stadig evner at åbne vores øjne. Hvadenten vi er enige med dem eller ej.
Denne post er blandt andet inspireret af et blogindlæg af lektor Hans Hüttel, med overskriften "Porno med Stråmænd". Hüttel har taget et kritisk kig på en Berlingske-kronik skrevet af en af dem, der har hyppig adgang til avisens debatspalter. Han skriver blandt andet:
"Denne type polemiske, selvbekræftende kronikker skrives trofast af debattører fra begge politiske fløje (Carsten Jensen og Georg Metz er eksempler fra den anden fløj), og de tjener primært som en form for politisk porno: de forstærker nogle følelser, som allerede var der, og hensætter den villige læser i en opstemt tilstand."
En form for politisk porno. Jeg lader billedet stå, men læs Hüttels blogindlæg.
fredag, december 09, 2011
Da fru Toft ikke eksploderede
Der findes en skarpsindig mand, hvis blogs på Ingeniøren og Version2 er værd at følge. Navnet er Poul-Henning Kamp, og han er en garvet softwaremand, hvis kode findes mange steder, inklusive hos Apple. Er man ikke nørd, kobles man ind imellem af, men der er også god viden for generalister at finde. For manden engagerer sig, om det gælder rejsekortet, solenergi eller børn.
Sidste emne var på programmet i blogindlægget "Hvornår eksploderer Dorte Toft?". Han opfatter mig som "en rigtig rødstrømpe", og så vidt jeg forstår, forventer han, at jeg eksploderer over det forhold, at mange kvinder vil gå hjemme hos børnene. Det er vist historien om, at der blandt de arbejdsduelige kvindelige kontanthjælpsmodtagere, er en stor procentdel, som i en opinionsundersøgelse siger, at de slet ikke ønsker at komme i job.
Børnenes tarv
Poul-Henning Kamp (PHK) giver udtryk for, at ingen taler om børnenes tarv, men i stedet om ligestilling og økonomi. Misundelse og ideologier er på spil. Desuden skriver han, at nutidens kvinder slet ikke er forberedt på mor-gerningen, hvorfor de bør uddannes.
Jeg må skuffe PHK. Jeg eksploderer ikke. Men jeg synes ikke, at "verdensbilledet" er helt så enkelt, som han gør det. Da jeg selv har fravalgt at få børn, kender jeg dog langt mindre til de mønstre, som PHK har set - også som enlig far til to.
Her er så mit svar på hans blog (men læs først hans indlæg).
Mit non-explosive svar på PHP's blog
Citat:
Jeg må erkende, at jeg ikke ved nok om dette emne. Poul-Henning har/har haft masser observationer tæt på, jeg har færre. Men der foreligger mange af indikationer på, at en del kvinder ville foretrække at være hjemme med børnene. Det står også klart, at nogle børn kommer i klemme, hvis forældrene begge kører karriereræset for fuldt blus.
Fordi barnets tarv ligger mig på sinde, har jeg indimellem blandet mig udover, hvad der har været velkomment. F.eks. modtog jeg beskeden om endnu en graviditet med følgende kommentar: ”Var det ikke bedre at sørge for, at de to børn, I allerede har, fik lidt mere omsorg.” Det tog nogen tid at reparere venskabet.
Jeg har også klandret både fædre og mødre for andre prioriteringer, hvor jeg syntes, at børnene var taberne.
Jeg ville ønske, at flere af de voksne, der vælger at få børn, ville indrette deres liv, så der er overskud til den vigtigste opgave, nemlig at børnene får ”får fedt nok på nerverne” til at klare voksenlivet nogenlunde. Om det så er med en hjemmegående, eller med to på deltid er næsten ligegyldigt i mine øjne, men jeg tror, at drenge og piger har bedst af god tid med begge forældre.
I modsætning til Poul-Henning aner jeg ikke, om nutidens kvinder/mænd er så elendige til at tage vare på børn, at de burde gennemgå en uddannelse. Jeg fornemmer dog, at ego’erne er blevet større, ligeså ulysten hos begge køn til at tage de konflikter, der nu en gang også hører opdragegerningen til. Og har ”mit barn” mon nogensinde i verdenshistorien været så exceptionelt, som netop nu?
Men tilbage til kvinden, der har lyst til at blive hjemme og passe eget barn og bolig. Skal pengene fuldt ud følge barnet? Altså skal forældrene få de godt 2/3 af, hvad det koster at have et barn i vuggestue og børnehave? Noget taler for, andet imod. Jeg kan ikke overskue, hvad der er rigtigst. I gamle dag var der en lav skatteprocent og fradrag pr. barn, hvilket stillede især mellemklassen mere frit til selv at prioritere end i dag. Overklassen har altid kunnet gøre det.
Men husk på, at barnets tarv påvirkes af moderens tarv, så tænk ud over, når børnene er helt små.
Jeg selv er fra generationen, hvor næsten alle mødre gik hjemme, hvis ægtefællens indtægt rakte til det. De fleste kvinder gjorde det vist, fordi sådan var det bare, og det havde de lyst til. Nogle gjorde det efter ægtefællens udtrykte ønske. Mange gik hjemme hele livet, andre mens børnene var små.
Mit indtryk var, at de kvinder, der gerne ville tilbage til arbejdslivet efter de mange år derhjemme enten ikke i stand til at få et job, eller også viste det sig at være for træls at skulle på arbejde hver dag. Man var blevet bedre vant. Hvad med de to grupper, Poul-Henning? Barnet er smuttet og pengene med. Skal forsørgerbyrden klares af ægtefællen eller samfundet?
Der var også kvinder, der blev så kedelige for deres mænd, at manden kun følte sig levende, når han var på arbejde. Der fandtes desuden så indebrændte kvinder, der ikke ville slippe deres børn, fordi de var hele ”livet”. Og så var der kvinder, der for at få lidt mere spænding i livet, shoppede og shoppede, og andre, der følte sig uendelig uden for i venindekomsammener og morrollen.
Forhåbentlig var majoriteten af kvinderne af typen, der bare trivedes som ål i mudder ved at være en fuldtids supergod mor, husholderske, ægtefælle og værtinde.
Jeg er selv ikke et sekund i tvivl om, at jeg ville have haft en bedre barndom, hvis min mor havde fortsat sit arbejde som sygeplejerske. Den opgave evnede hun, så det ville have givet hende ro, glæde og lidt mere selvtillid. Og det havde nok smittet af. I stedet havde jeg en mor, der følte at hun slet ikke slog til i morrolle, også fordi den viste sig ikke at interessere hende.
Jeg tror faktisk, at en del mænd kan overleve bedre som hjemmegående, for det står generelt set lidt bedre til med selvtilliden. Jeg kender også to mænd, der tog hovedansvaret for børn, uden at der gik det mindste skår i mændene selv, og børnene trivedes.
Så vidt jeg ved, fortæller alle statistikker fortsat, at kvinder har flest arbejdstimer, når der ses på arbejde + hjem. Og som jeg forstår det, har kvinder også i højere grad konstant hensynet til børnene i baghovedet, hvilket slider, når tiden løber. Derfor undrer det ikke mig, at mange kvinder drømmer om at hellige sig mor-rollen.
Men lad os se om 5-10 generationer. Jeg vil tro, at mønstret bliver knapt så entydigt kønsbestemt. (Og jo, kvinden ammer og får ammehjerne, men der er altså et liv derefter).
CITAT slut.
Sidste emne var på programmet i blogindlægget "Hvornår eksploderer Dorte Toft?". Han opfatter mig som "en rigtig rødstrømpe", og så vidt jeg forstår, forventer han, at jeg eksploderer over det forhold, at mange kvinder vil gå hjemme hos børnene. Det er vist historien om, at der blandt de arbejdsduelige kvindelige kontanthjælpsmodtagere, er en stor procentdel, som i en opinionsundersøgelse siger, at de slet ikke ønsker at komme i job.
Børnenes tarv
Poul-Henning Kamp (PHK) giver udtryk for, at ingen taler om børnenes tarv, men i stedet om ligestilling og økonomi. Misundelse og ideologier er på spil. Desuden skriver han, at nutidens kvinder slet ikke er forberedt på mor-gerningen, hvorfor de bør uddannes.
Jeg må skuffe PHK. Jeg eksploderer ikke. Men jeg synes ikke, at "verdensbilledet" er helt så enkelt, som han gør det. Da jeg selv har fravalgt at få børn, kender jeg dog langt mindre til de mønstre, som PHK har set - også som enlig far til to.
Her er så mit svar på hans blog (men læs først hans indlæg).
Mit non-explosive svar på PHP's blog
Citat:
Jeg må erkende, at jeg ikke ved nok om dette emne. Poul-Henning har/har haft masser observationer tæt på, jeg har færre. Men der foreligger mange af indikationer på, at en del kvinder ville foretrække at være hjemme med børnene. Det står også klart, at nogle børn kommer i klemme, hvis forældrene begge kører karriereræset for fuldt blus.
Fordi barnets tarv ligger mig på sinde, har jeg indimellem blandet mig udover, hvad der har været velkomment. F.eks. modtog jeg beskeden om endnu en graviditet med følgende kommentar: ”Var det ikke bedre at sørge for, at de to børn, I allerede har, fik lidt mere omsorg.” Det tog nogen tid at reparere venskabet.
Jeg har også klandret både fædre og mødre for andre prioriteringer, hvor jeg syntes, at børnene var taberne.
Jeg ville ønske, at flere af de voksne, der vælger at få børn, ville indrette deres liv, så der er overskud til den vigtigste opgave, nemlig at børnene får ”får fedt nok på nerverne” til at klare voksenlivet nogenlunde. Om det så er med en hjemmegående, eller med to på deltid er næsten ligegyldigt i mine øjne, men jeg tror, at drenge og piger har bedst af god tid med begge forældre.
I modsætning til Poul-Henning aner jeg ikke, om nutidens kvinder/mænd er så elendige til at tage vare på børn, at de burde gennemgå en uddannelse. Jeg fornemmer dog, at ego’erne er blevet større, ligeså ulysten hos begge køn til at tage de konflikter, der nu en gang også hører opdragegerningen til. Og har ”mit barn” mon nogensinde i verdenshistorien været så exceptionelt, som netop nu?
Men tilbage til kvinden, der har lyst til at blive hjemme og passe eget barn og bolig. Skal pengene fuldt ud følge barnet? Altså skal forældrene få de godt 2/3 af, hvad det koster at have et barn i vuggestue og børnehave? Noget taler for, andet imod. Jeg kan ikke overskue, hvad der er rigtigst. I gamle dag var der en lav skatteprocent og fradrag pr. barn, hvilket stillede især mellemklassen mere frit til selv at prioritere end i dag. Overklassen har altid kunnet gøre det.
Men husk på, at barnets tarv påvirkes af moderens tarv, så tænk ud over, når børnene er helt små.
Jeg selv er fra generationen, hvor næsten alle mødre gik hjemme, hvis ægtefællens indtægt rakte til det. De fleste kvinder gjorde det vist, fordi sådan var det bare, og det havde de lyst til. Nogle gjorde det efter ægtefællens udtrykte ønske. Mange gik hjemme hele livet, andre mens børnene var små.
Mit indtryk var, at de kvinder, der gerne ville tilbage til arbejdslivet efter de mange år derhjemme enten ikke i stand til at få et job, eller også viste det sig at være for træls at skulle på arbejde hver dag. Man var blevet bedre vant. Hvad med de to grupper, Poul-Henning? Barnet er smuttet og pengene med. Skal forsørgerbyrden klares af ægtefællen eller samfundet?
Der var også kvinder, der blev så kedelige for deres mænd, at manden kun følte sig levende, når han var på arbejde. Der fandtes desuden så indebrændte kvinder, der ikke ville slippe deres børn, fordi de var hele ”livet”. Og så var der kvinder, der for at få lidt mere spænding i livet, shoppede og shoppede, og andre, der følte sig uendelig uden for i venindekomsammener og morrollen.
Forhåbentlig var majoriteten af kvinderne af typen, der bare trivedes som ål i mudder ved at være en fuldtids supergod mor, husholderske, ægtefælle og værtinde.
Jeg er selv ikke et sekund i tvivl om, at jeg ville have haft en bedre barndom, hvis min mor havde fortsat sit arbejde som sygeplejerske. Den opgave evnede hun, så det ville have givet hende ro, glæde og lidt mere selvtillid. Og det havde nok smittet af. I stedet havde jeg en mor, der følte at hun slet ikke slog til i morrolle, også fordi den viste sig ikke at interessere hende.
Jeg tror faktisk, at en del mænd kan overleve bedre som hjemmegående, for det står generelt set lidt bedre til med selvtilliden. Jeg kender også to mænd, der tog hovedansvaret for børn, uden at der gik det mindste skår i mændene selv, og børnene trivedes.
Så vidt jeg ved, fortæller alle statistikker fortsat, at kvinder har flest arbejdstimer, når der ses på arbejde + hjem. Og som jeg forstår det, har kvinder også i højere grad konstant hensynet til børnene i baghovedet, hvilket slider, når tiden løber. Derfor undrer det ikke mig, at mange kvinder drømmer om at hellige sig mor-rollen.
Men lad os se om 5-10 generationer. Jeg vil tro, at mønstret bliver knapt så entydigt kønsbestemt. (Og jo, kvinden ammer og får ammehjerne, men der er altså et liv derefter).
CITAT slut.
torsdag, november 24, 2011
Balladen om Bella Skys 20 værelser til kvinder only
Disclaimer: Jeg har aldrig indlogeret mig på et hoteletage reserveret kun for kvinder, men der er lande/byområder, hvor jeg måske ville gøre det, hvis jeg havde råd til det.
Da Bella Sky gik ud med nyheden om sin kvindeetage, undrede jeg mig lidt over både markedsføringen, der gik på forkælelse alene, lige som jeg undrede mig over de meget stærke reaktioner derpå. De gik fra latterliggørelsen af wellnessprodukter på værelset til harme over diskrimination af mænd.
Jeg noterede mig, at i en de latterliggørende diskussioner på Facebook, sås en mand, der i kommentarfeltet noterede, at han ville indklage sagen for Ligestillingsnævnet. Desværre noterede jeg mig ikke navnet den gang.
Men klagen blev altså afleveret. Nævnet har nu afgjort, at hotellet ikke må have en etage for kvinder. En sejr for manden, der klagede.
I kølvandet på argumenteres også i det offentlige rum for, at Ligestillingsnævnet bør nedlægges. Blandt argumenterne er, at når det bruges til så minimalt et problem, som at et hotel med godt 800 rum har reserveret 20 til kvinder, så har det udspillet sin rolle. Den udvikling er måske endnu en sejr for manden, der klagede.
Det med kvindeetagerne blev jeg selv opmærksom på for mere end et årti siden. Der sås en tendens til, at visse storbyhoteller i USA målrettet forretningsrejsende indrettede en særlig etage til kvinder. Elevatoren kunne kun standse ved den etage, hvis man stak et relevant nøglekort i kortlæseren.
Den gang blev der talt mest om trygheden og kvinders ønsker om store spejle, men selvfølgelig var der tale om cool business. Satsningen skulle blandt andet ses på baggrund af, at kvinder var ved at udgøre en pæn del af de forretningsrejsende, og dem ønskede man at score.
Gode hoteller havde i årtier haft buksepressere på hvert rum, visse havde strygejern, og efterhånden kom da også hårtørrere ind som standard, heldigvis. Jeg har stadig ikke glemt, hvor bøvlet det var at skulle fremskaffe en hårtørrer via receptionen eller roomservice. Det gjaldt om at have tid nok om morgenen:-)
Sidenhen viste det sig, at kvinder gerne i endnu højere grad ville have taget hensyn til deres behov, og det gjorde hoteller så og visse vist i tiltro til, at alle kvinder er som i damebladene.
Men er det helt ude i skoven at tro, at visse forretningskvinder føler sig tryggere på en etage, der er women only?
Jeg selv hører ikke til den særligt nervøse type, omend jeg er opmærksom, hvis nogen synes at være lige lovlig langsomme på en hotelgang. Det er dog mest tyveri, jeg har i baghovedet. Jeg har nemlig altid været et ret så højt skur, og det har nok beskyttet mig mod visse af de ting, som kortere, mere feminine veninder har berettet om.
Nu venter jeg bare på, at manden, der mente, at en kvindeetage var så alvorligt et problem, at der skulle bruges skatteyderkroner til at undersøge sagen, står frem og få sin hyldest. Han har gjort Danmark berømt verden over (søg blot på hotel floor women only).
Da Bella Sky gik ud med nyheden om sin kvindeetage, undrede jeg mig lidt over både markedsføringen, der gik på forkælelse alene, lige som jeg undrede mig over de meget stærke reaktioner derpå. De gik fra latterliggørelsen af wellnessprodukter på værelset til harme over diskrimination af mænd.
Jeg noterede mig, at i en de latterliggørende diskussioner på Facebook, sås en mand, der i kommentarfeltet noterede, at han ville indklage sagen for Ligestillingsnævnet. Desværre noterede jeg mig ikke navnet den gang.
Men klagen blev altså afleveret. Nævnet har nu afgjort, at hotellet ikke må have en etage for kvinder. En sejr for manden, der klagede.
I kølvandet på argumenteres også i det offentlige rum for, at Ligestillingsnævnet bør nedlægges. Blandt argumenterne er, at når det bruges til så minimalt et problem, som at et hotel med godt 800 rum har reserveret 20 til kvinder, så har det udspillet sin rolle. Den udvikling er måske endnu en sejr for manden, der klagede.
Det med kvindeetagerne blev jeg selv opmærksom på for mere end et årti siden. Der sås en tendens til, at visse storbyhoteller i USA målrettet forretningsrejsende indrettede en særlig etage til kvinder. Elevatoren kunne kun standse ved den etage, hvis man stak et relevant nøglekort i kortlæseren.
Den gang blev der talt mest om trygheden og kvinders ønsker om store spejle, men selvfølgelig var der tale om cool business. Satsningen skulle blandt andet ses på baggrund af, at kvinder var ved at udgøre en pæn del af de forretningsrejsende, og dem ønskede man at score.
Gode hoteller havde i årtier haft buksepressere på hvert rum, visse havde strygejern, og efterhånden kom da også hårtørrere ind som standard, heldigvis. Jeg har stadig ikke glemt, hvor bøvlet det var at skulle fremskaffe en hårtørrer via receptionen eller roomservice. Det gjaldt om at have tid nok om morgenen:-)
Sidenhen viste det sig, at kvinder gerne i endnu højere grad ville have taget hensyn til deres behov, og det gjorde hoteller så og visse vist i tiltro til, at alle kvinder er som i damebladene.
Men er det helt ude i skoven at tro, at visse forretningskvinder føler sig tryggere på en etage, der er women only?
Jeg selv hører ikke til den særligt nervøse type, omend jeg er opmærksom, hvis nogen synes at være lige lovlig langsomme på en hotelgang. Det er dog mest tyveri, jeg har i baghovedet. Jeg har nemlig altid været et ret så højt skur, og det har nok beskyttet mig mod visse af de ting, som kortere, mere feminine veninder har berettet om.
Nu venter jeg bare på, at manden, der mente, at en kvindeetage var så alvorligt et problem, at der skulle bruges skatteyderkroner til at undersøge sagen, står frem og få sin hyldest. Han har gjort Danmark berømt verden over (søg blot på hotel floor women only).
onsdag, november 09, 2011
Da Susanne Staun blev belært
Forfatteren Susanne Staun stod forleden for et af de sjældne indlæg på Berlingskes debatsider. Et af dem, hvor skribenten ikke messer, at fuld ligestilling for længst er opnået, og at der er frit valg for kvinder på alle hylder.
Under overskriften "De gasblå antifeminister" skrev hun blandt andet om, hvorfor det er et problem, at der af den lange barselsorlov slet ikke er øremærket nogle måneder til faderen. Det stiller kvinde og mand endnu mere ulige på arbejdsmarkedet end tidligere.
Susanne Staun tog fat i, hvor problemet med at undvære en medarbejder et helt år, blev allermest akut, nemlig i virksomheder, hvor den viden, der er i hovedet på de ansatte, er altafgørende. Og de gælder ikke kun den teoretiske viden, men også den, der er forbundet med opgaverne på den konkrete arbejdsplads. Er det en lille virksomhed belaster orloven de tilbageværende hårdt. Som de dog skal slide for at kompensere for fraværet.
Bagatellisering
Der er så folk, der bagatelliserer problemet ved at henvise til vikarer og økonomisk kompensation, men det viser blot, at man ikke har forstået en disse af, hvordan videnvirksomheder fungerer.
Susanne Staun beskrev malende problemet:
Det tog ikke mange dage, før Berlingskes Groft Sagt skribent, præsten og lokalpolitikeren, Edith Thingstrup, replicerede under overskriften "Ildrøde feminister". I teksten sås også ord som femisocialistiske og rødfeminister, og måske har Thingstrup ret. Jeg har dog aldrig hørt Susanne Staun beskrevet som hverken ildrød eller ræverød. Hun er vist ganske uplacerbar på den rød-blå skala, men pyt.
Angreb fra hjemmegående filosof
Dagen efter bragte Berlingske endnu et angreb på Staun under overskriften "Et studie i feministisk fordomsfuldhed". Skribenten er en ung veluddannet kvinde, Eva Agnete Selsing, der titulerer sig selv som filosof, men som ikke arbejder som sådan. Hun har valgt at hellige sig sin lille søn og sin mand. Læs endelig hendes indlæg.
Dette intermezzo er imidlertid typisk for, hvad der sker i Berlingske. Vover nogen at antaste, hvad majoriteten af Berlingskes debatindlæg om ligestilling handler om, bringes straks som minimum to modindlæg, somme tider flere. Det er en kamp, der er tabt på forhånd, og intet under, at den mere afbalancerede debat føres i andre medier.
Cepos's rolle
På min business-blog Bizzen skriver jeg i dag om, hvorledes Cepos måske har præget mange af netop de unge veluddannede kvinder, som fortæller, at ligestilling for længst er i hus, og at der er frit valg for kvinder på alle hylder, inklusive hylden til ikke at bruge sin samfundsbekostede uddannelse til spor. Min overskrift er "Kære Cepos. Er der økonomi i overuddannelse af kvinder?".
Cepos har nemlig haft en del af de unge højlydte kvinder på skolebænken, på det såkalte Cepos Universitet, hvor netop frihed og frit valg er centralt i pensum. Det handler om "frimarkedstænkning" og en af bøgerne, der terpes er den som Saxo Bank og det amerikanske Tea Party har tilfælles, nemlig "Atlas Shrugged" af Ayn Rand.
Hvis vi ser på de angreb, der afsendes mod dem, der i Berlingske betvivler, at ligestilling sidder lige i skabet, er typisk også en duft af Cepos.
Groft Sagt panelet
Edith Thingstrup der mente, at Susanne Staun er ildrød, var for eksempel medinitiativtager til Cepos. Det samme er den vellidte professor Peter Kurrild-Klitgaard, som også er Groft Sagt skribent hos Berlingske. Det ophidsede for eksempel professoren voldsomt, da jeg tillod mig at skrive kritisk på min business-blog om de unge højlydte kvinder.
Klitgaard frakendte min blog alias mine godt tusinde indlæg enhver værdi. Tjek blot kommentarfeltet under dette indlæg "Taberkvinderne kontra overklasseboblerne".
Jeg skal faktisk helt tilbage til november 2008 for at finde samme type karaktermord:-)
Påvirket eller ej
Nu kan jeg ikke vide, om det er Cepos, der får de unge højlydte kvinder til at se endnu mere lyserødt på, i hvilken grad kvinder har erhvervet lige muligheder. Måske kom de kvikke universitetsstuderende til Cepos allerede overbeviste fra deres hverdag om at idealet er opnået - idealet om at kvinder og mænd har lige vilkår overalt i Danmark. Og de er tilsyneladende uvidende om den forskning, der foreligger om, at senere i livet er det ikke helt så lyserødt for kvinder og karriere.
Men ve dig for at sige noget negativt i Berlingske om det urealistiske i holdningen, for afklapsningen falder som sagt. Og ikke mindst fra Groft Sagt-skribenten, den konservative unge rådmand Mie Harder, der selv fylder også andre steder på debatsiderne. Hun ses også som underviser på Cepos-universitet.
Groft Sagt panelet, der har daglig og fri adgang til spalterne, er nemlig godt og grundigt syltet ind i Cepos. Udover, hvad jeg allerede har beskrevet, så er den lærde Claus Kastholm Hansen, medlem af bestyrelsen for Cepos. Juraprofessor Ditlev Tamm, der også figurerer hos Groft Sagt, sympatiserer med Cepos (fremgår af Cepos-websitet). Tilbage i Berlingskes Groft Sagt-panel er vist kun lektor Klaus Kjøller, der ikke rigtig ses i Cepos-sammenhæng (eller også har jeg overset det).
Naturlig præference
Selvfølgelig har en borgerlig avis en præference for en borgerlig tænketank. Og et borgerdyr som mig, der flere gange har stemt på de konservative, sætter da også pris på en dækning, der reflekterer mine værdier, men ikke udelukkende. Det bliver for uinteressant.
Når den "borgerlige dækning" så desuden går helt ud af den tangent, der hævder, at kvinder har lige muligheder på alle hylder, så må jeg stå af. Dertil kender jeg simpelthen erhvervslivet for godt, og fra begge sider. Ikke blot som journalisten udefra, men også som den har studeret magtens mekanismer helt tæt på.
Konservative
Jeg er så ophørt med at stemme på de konservative, blandt andet grundet holdningen til barselsorloven. Jeg blev bekræftet i mit fravalg, da jeg som deltager i Debatten om ligestilling på DR2 for nylig, hørte den konservative ligestillingsordfører, den unge cand.scient.pol Mai Henriksen,udtrykke en voldsom modstand mod at øremærke tre måneder af barslen til fædrene. Det var den sidste barriere, man havde mod statens indtrængen i familiens liv, lød det.
En gang troede jeg, at det konservative folkeparti også var partiet, der vidste mest om erhvervslivets forhold, men nej. Efterfølgende fortalte ligestillingsordføreren mig, at videnstunge mindre virksomheder slet intet problem har med at undvære en kvinde i et helt år, for de kompenseres jo økonomisk!
Men det er hele Folketinget, der lider af manglende realitetssans, siden man uden videre forlængede barselsorloven fra seks måneder til tolv. Som om, at overledigheden blandt kvinder i den fødedygtige alder ikke var stor nok i forvejen.
Under overskriften "De gasblå antifeminister" skrev hun blandt andet om, hvorfor det er et problem, at der af den lange barselsorlov slet ikke er øremærket nogle måneder til faderen. Det stiller kvinde og mand endnu mere ulige på arbejdsmarkedet end tidligere.
Susanne Staun tog fat i, hvor problemet med at undvære en medarbejder et helt år, blev allermest akut, nemlig i virksomheder, hvor den viden, der er i hovedet på de ansatte, er altafgørende. Og de gælder ikke kun den teoretiske viden, men også den, der er forbundet med opgaverne på den konkrete arbejdsplads. Er det en lille virksomhed belaster orloven de tilbageværende hårdt. Som de dog skal slide for at kompensere for fraværet.
Bagatellisering
Der er så folk, der bagatelliserer problemet ved at henvise til vikarer og økonomisk kompensation, men det viser blot, at man ikke har forstået en disse af, hvordan videnvirksomheder fungerer.
Susanne Staun beskrev malende problemet:
Barselsfond eller ej, så er det altså om muligt sværere at finde vikarer til højt specialiserede stillinger, end det er at lære mænd at slå toiletsædet ned.
Det tog ikke mange dage, før Berlingskes Groft Sagt skribent, præsten og lokalpolitikeren, Edith Thingstrup, replicerede under overskriften "Ildrøde feminister". I teksten sås også ord som femisocialistiske og rødfeminister, og måske har Thingstrup ret. Jeg har dog aldrig hørt Susanne Staun beskrevet som hverken ildrød eller ræverød. Hun er vist ganske uplacerbar på den rød-blå skala, men pyt.
Angreb fra hjemmegående filosof
Dagen efter bragte Berlingske endnu et angreb på Staun under overskriften "Et studie i feministisk fordomsfuldhed". Skribenten er en ung veluddannet kvinde, Eva Agnete Selsing, der titulerer sig selv som filosof, men som ikke arbejder som sådan. Hun har valgt at hellige sig sin lille søn og sin mand. Læs endelig hendes indlæg.
Dette intermezzo er imidlertid typisk for, hvad der sker i Berlingske. Vover nogen at antaste, hvad majoriteten af Berlingskes debatindlæg om ligestilling handler om, bringes straks som minimum to modindlæg, somme tider flere. Det er en kamp, der er tabt på forhånd, og intet under, at den mere afbalancerede debat føres i andre medier.
Cepos's rolle
På min business-blog Bizzen skriver jeg i dag om, hvorledes Cepos måske har præget mange af netop de unge veluddannede kvinder, som fortæller, at ligestilling for længst er i hus, og at der er frit valg for kvinder på alle hylder, inklusive hylden til ikke at bruge sin samfundsbekostede uddannelse til spor. Min overskrift er "Kære Cepos. Er der økonomi i overuddannelse af kvinder?".
Cepos har nemlig haft en del af de unge højlydte kvinder på skolebænken, på det såkalte Cepos Universitet, hvor netop frihed og frit valg er centralt i pensum. Det handler om "frimarkedstænkning" og en af bøgerne, der terpes er den som Saxo Bank og det amerikanske Tea Party har tilfælles, nemlig "Atlas Shrugged" af Ayn Rand.
Hvis vi ser på de angreb, der afsendes mod dem, der i Berlingske betvivler, at ligestilling sidder lige i skabet, er typisk også en duft af Cepos.
Groft Sagt panelet
Edith Thingstrup der mente, at Susanne Staun er ildrød, var for eksempel medinitiativtager til Cepos. Det samme er den vellidte professor Peter Kurrild-Klitgaard, som også er Groft Sagt skribent hos Berlingske. Det ophidsede for eksempel professoren voldsomt, da jeg tillod mig at skrive kritisk på min business-blog om de unge højlydte kvinder.
Klitgaard frakendte min blog alias mine godt tusinde indlæg enhver værdi. Tjek blot kommentarfeltet under dette indlæg "Taberkvinderne kontra overklasseboblerne".
Jeg skal faktisk helt tilbage til november 2008 for at finde samme type karaktermord:-)
Påvirket eller ej
Nu kan jeg ikke vide, om det er Cepos, der får de unge højlydte kvinder til at se endnu mere lyserødt på, i hvilken grad kvinder har erhvervet lige muligheder. Måske kom de kvikke universitetsstuderende til Cepos allerede overbeviste fra deres hverdag om at idealet er opnået - idealet om at kvinder og mænd har lige vilkår overalt i Danmark. Og de er tilsyneladende uvidende om den forskning, der foreligger om, at senere i livet er det ikke helt så lyserødt for kvinder og karriere.
Men ve dig for at sige noget negativt i Berlingske om det urealistiske i holdningen, for afklapsningen falder som sagt. Og ikke mindst fra Groft Sagt-skribenten, den konservative unge rådmand Mie Harder, der selv fylder også andre steder på debatsiderne. Hun ses også som underviser på Cepos-universitet.
Groft Sagt panelet, der har daglig og fri adgang til spalterne, er nemlig godt og grundigt syltet ind i Cepos. Udover, hvad jeg allerede har beskrevet, så er den lærde Claus Kastholm Hansen, medlem af bestyrelsen for Cepos. Juraprofessor Ditlev Tamm, der også figurerer hos Groft Sagt, sympatiserer med Cepos (fremgår af Cepos-websitet). Tilbage i Berlingskes Groft Sagt-panel er vist kun lektor Klaus Kjøller, der ikke rigtig ses i Cepos-sammenhæng (eller også har jeg overset det).
Naturlig præference
Selvfølgelig har en borgerlig avis en præference for en borgerlig tænketank. Og et borgerdyr som mig, der flere gange har stemt på de konservative, sætter da også pris på en dækning, der reflekterer mine værdier, men ikke udelukkende. Det bliver for uinteressant.
Når den "borgerlige dækning" så desuden går helt ud af den tangent, der hævder, at kvinder har lige muligheder på alle hylder, så må jeg stå af. Dertil kender jeg simpelthen erhvervslivet for godt, og fra begge sider. Ikke blot som journalisten udefra, men også som den har studeret magtens mekanismer helt tæt på.
Konservative
Jeg er så ophørt med at stemme på de konservative, blandt andet grundet holdningen til barselsorloven. Jeg blev bekræftet i mit fravalg, da jeg som deltager i Debatten om ligestilling på DR2 for nylig, hørte den konservative ligestillingsordfører, den unge cand.scient.pol Mai Henriksen,udtrykke en voldsom modstand mod at øremærke tre måneder af barslen til fædrene. Det var den sidste barriere, man havde mod statens indtrængen i familiens liv, lød det.
En gang troede jeg, at det konservative folkeparti også var partiet, der vidste mest om erhvervslivets forhold, men nej. Efterfølgende fortalte ligestillingsordføreren mig, at videnstunge mindre virksomheder slet intet problem har med at undvære en kvinde i et helt år, for de kompenseres jo økonomisk!
Men det er hele Folketinget, der lider af manglende realitetssans, siden man uden videre forlængede barselsorloven fra seks måneder til tolv. Som om, at overledigheden blandt kvinder i den fødedygtige alder ikke var stor nok i forvejen.
lørdag, oktober 29, 2011
Mysterium: Forskellen mellem løn for lokomotivførere og sygeplejersker
Hvorfor lyder de uddannelsesmæssige krav til at blive lokomotivfører således: Højere teknisk eksamen (htx), en matematisk studentereksamen eller svendebrev inden for metal- og elfagene.
Nutidens tog, nutidens overvågningssystemer, nutidens support via radiosystemet/mobilen eliminerer kravet om, at du skal kunne lave mirakler med en tredjegradsligning eller en svejsning, når toget er gået i stå 10 kilometer fra Borup.
Jo, man skal kunne udregne længden på toget, udregne vægt og noget mere, men det er pensum, som vel kan klares med en 9. klasse. Man skal selvfølgelig også være analytisk, når det gælder fejlfinding, men det er hverken forbeholdt metalsvenden eller den matematiske student.
Den eneste forklaring på de høje krav må være, at der er et betonstærkt fagforbund, der vil forhindre lige så fri adgang til lokomotivførerfaget, som der f.eks. er i Sverige.
I Sverige ligger lønnen relativt lavere, og ikke mindst kompensation for overarbejde, udeliggertid m.v. Alligevel er lønnen fin taget i betragtning, at der er tale om en relativt kort uddannelse. Nøjagtig lige som i Danmark.
Uddannelsen i Danmark tager 10 måneder, hvor man får 20.200 kroner om måneden under uddannelsen. Hvad var det nu, at gennemsnitslønnen for en dansk lokomotivfører er? Ifølge mediedækning for nylig på 525.000! Det må været et af de mest profitable uddannelsesvalg af alle.
Men o.k. Lokomotivførere har uregelmæssige arbejdstider, og gælder det persontog også stort ansvar for mennesker.
Hm. Sæt arbejdsbetingelser, krav og løn i perspektiv for eksempel ved at se på sygeplejerskeuddannelsen. Den er på 3 1/2 år på SU. Gennemsnitslønnen for en sygeplejerske med 9-10 års erfaring er omkring 360.000 kroner inkl. genetillæg.
Der er sikkert noget, jeg mangler i ligningen mellem 10 måneders lønnet uddannelse, der resulterer i en gennemsnitsløn på over en halv million, og så en 42 måneders uddannelse på SU som med tiden kan lede til en gennemsnitsløn på 360.000, men noget lugter.
Hvis lokomotivførernes forbund, Dansk Jernbaneforbund, for eksempel er rædselsslagen for, at uden matematikkravet eller de typiske mandeuddannelser myldrer det ind med kvinder, og det vil med tiden få lønnen til at falde, så hermed lidt beroligende. Det er ikke sket i Sverige. Det meget maskuline arbejdsmiljø frister ikke alle og enhver, og der skal tolerance til at klare det. Men ellers er det en en god karrierevej for en kvinde, siger en af mine svenske veninder:-)
PS: Intet under, at DSB ikke kan få økonomien på plads. Det kniber jo selv i Sverige.
Nutidens tog, nutidens overvågningssystemer, nutidens support via radiosystemet/mobilen eliminerer kravet om, at du skal kunne lave mirakler med en tredjegradsligning eller en svejsning, når toget er gået i stå 10 kilometer fra Borup.
Jo, man skal kunne udregne længden på toget, udregne vægt og noget mere, men det er pensum, som vel kan klares med en 9. klasse. Man skal selvfølgelig også være analytisk, når det gælder fejlfinding, men det er hverken forbeholdt metalsvenden eller den matematiske student.
Den eneste forklaring på de høje krav må være, at der er et betonstærkt fagforbund, der vil forhindre lige så fri adgang til lokomotivførerfaget, som der f.eks. er i Sverige.
I Sverige ligger lønnen relativt lavere, og ikke mindst kompensation for overarbejde, udeliggertid m.v. Alligevel er lønnen fin taget i betragtning, at der er tale om en relativt kort uddannelse. Nøjagtig lige som i Danmark.
Uddannelsen i Danmark tager 10 måneder, hvor man får 20.200 kroner om måneden under uddannelsen. Hvad var det nu, at gennemsnitslønnen for en dansk lokomotivfører er? Ifølge mediedækning for nylig på 525.000! Det må været et af de mest profitable uddannelsesvalg af alle.
Men o.k. Lokomotivførere har uregelmæssige arbejdstider, og gælder det persontog også stort ansvar for mennesker.
Hm. Sæt arbejdsbetingelser, krav og løn i perspektiv for eksempel ved at se på sygeplejerskeuddannelsen. Den er på 3 1/2 år på SU. Gennemsnitslønnen for en sygeplejerske med 9-10 års erfaring er omkring 360.000 kroner inkl. genetillæg.
Der er sikkert noget, jeg mangler i ligningen mellem 10 måneders lønnet uddannelse, der resulterer i en gennemsnitsløn på over en halv million, og så en 42 måneders uddannelse på SU som med tiden kan lede til en gennemsnitsløn på 360.000, men noget lugter.
Hvis lokomotivførernes forbund, Dansk Jernbaneforbund, for eksempel er rædselsslagen for, at uden matematikkravet eller de typiske mandeuddannelser myldrer det ind med kvinder, og det vil med tiden få lønnen til at falde, så hermed lidt beroligende. Det er ikke sket i Sverige. Det meget maskuline arbejdsmiljø frister ikke alle og enhver, og der skal tolerance til at klare det. Men ellers er det en en god karrierevej for en kvinde, siger en af mine svenske veninder:-)
PS: Intet under, at DSB ikke kan få økonomien på plads. Det kniber jo selv i Sverige.
tirsdag, oktober 11, 2011
Slynget ud af Netcentrifugen: Om ungdomskulten.
Tænk den gang, man blot holdt sine tanker for sig selv. Gik det højt for sig luftede man dem måske over for familie og nære venner. Nu kan vi alle takket være nettet servere både vores skud fra hoften og de gennemtænkte holdninger til næsten hele verden.
Har nogen udbytte af det? Er omkostningen ved ytrings-diareen måske, at den okkuperer tænketid fra folk, der burde bruge tiden til at tænke egne tanker. Vi kravler alle ind i netcentrifugen, inspireres, men drænes også. Big Time. Ud slynges så lidt hist og pist.
Men pyt. Lad mig komme af med noget af det, som turen i netcentrifugen gang på gang slynger ud. Tilbedelsen af de unge. Den danske ungdomskult.
18 år og færdigbagt
10,1 procent af politikerne, der blev valgt ind til Folketinget er ifølge Politiko mellem 18 og 29 år, altså hvert 10. medlem. De politiske vælgerforeninger mente, at andelen burde være endnu højere, for blandt alle de opstillede var 14 procent i aldergruppen 18-29 år.
18 år? I den alder har man været finansieret forfra og bagfra af den offentlige sektor, og mange har været serviceret i h... og r.. af deres forældre. De unge ved alt om, at det er for dåååårligt, hvis det offentlige ikke bare hjælper den unge og folkeskolen og gymnasiet og sygehuset og og og. De ved meget lidt om behovet for, at man selv servicerer andre.
Hvilken erfaring har de unge med maskineriet, der skal holde den offentlige sektor i gang, altså erhvervslivet? Hvilken holdning til erhvervslivet, har skolen viderebragt dem? Hvor ligger de unges primære interesser?
På egen krop
Hvilke visioner har de for den offentlige sektor, og hvilke for de private erhvervsvirksomheder? Hvilken føling har de med effekten af skattesystemet på egen "krop"?
P.t. synes de valgberettigede unge at gruppere sig især helt til venstre, hvor Big Mother bare skylder og erhvervslivet sucks. Der er dog også en gruppe hos den diamentrale modsætning, Liberal Alliance, hvor Big Mother er fanden selv og hvor enhver er sin egen lykkes smed.
Ungdomskulten - 29 år
Tænk igen. 10,1 procent af Folketingets medlemmer er fra 18-29 år...
29 år! Det er gennemsnitsalderen for danske kandidat udklækket fra de højere uddannelser. Den højeste gennemsnitsalder i verden, så høj at man fra fjernere lande, hvor uddannelse er altafgørende for knald eller fald, måber.
Men for de unge danskere skulle jo være tid til en 10. klasse på efterskole med skiløb eller dans og drama, et sabbatår, et skift af studieretning undervejs, og så var der lige det sjove hobbyprojekt.
Entreen i arbejdslivet
Hvor gammel var mon kandidaten, den gang dem, der var mindre heldigt lottede blev sendt ud at tjene som 14-15 årig? Hvor gamle var de den gang, der ikke var en SU til at mindske behovet for at tage studielån, som den fremtidige indtægt skulle muliggøre betaling af?
Lå gennemsnitsalderen på 24-26 år eller? Derefter var det bare ud på arbejdsmarkedet og betale skat.
Nu indledes den tilbagebetalingen til samfundet 3-5 år senere, og nogen bekymrer sig allerede over, at de skal være på arbejdsmarkedet, efter de er fyldt 60.
Alvoren
Det er særpræget at se, at jo længere tid de unge opfattes som børn og ikke selv ønsker at forpligte sig som "voksne", jo højere status har de fået som nogen, der er værd at lytte til. Som nogen, der vil bringe tiltrængt fornyelse.
Alle vil have fat i de unge. De repræsenterer fornyelsen. De repræsenterer så også overlevelsen for alle dem, hvis forretning ellers går under i takt med, at deres vante kunder stiller træskoene (jovist medier m.fl.)
Det gik galt
Den fornyelse, som jeg selv mærkede, da jeg var yngre fra de unge, var Marx-religionen. Dens unge ypperstepræster er tæt på de mest intolerante og fordømmende mennesker, jeg har mødt i mit lange liv, Pinsemissionen inkluderet.
Danmark fik en helt generation af unge, typisk godt i gang med en videregående uddannelse, der blindt hoppede på ét af mange bud om, hvordan verden burde se ud og så ud.
Jeg påbegyndte selv min journalistuddannelse som 29-årig og var lost i den verden, hvor alt var så enkelt. Hvor er "du ikke med os, så er det fordi du er for doven, for dum, eller rent ud facist".
De unge fornyere fik ændret uddannelsessystemet. De fik med tiden også erobret de positioner, der skulle til for at ændre endnu mere indefra.
Fallitbo
Der skulle murens fald til, før illusionen blev brudt. Det var ikke nok med rapporter fra forfulgte dissidenter, eller andre der såede tvivl om lyksalighederne ved Sovjet, DDR, Albanien, Cuba med flere.
Ordsproget, de bruger som renvasker, hører vi så igen og igen. "Hvis man ikke er venstreorienteret som ung, har man intet hjerte - hvis man er venstreorienteret som gammel, har man ingen hjerne."
Elegant. En renvaskning, der igen stempler "Den Anderen". Intet hjerte.
Det er så fortid. Et andet eksempel på ungdomsdyrkelsen er Wall Street.
De gamle
De unge, der blev valgt ind i Folketinget, møder en tilsvarende portion gamle. 10,1 procent af Folketingets medlemmer er 60-69 årige.
Det er mennesker, der har været årtier på almindelige arbejdspladser. Og andre mennesker, der har levet isoleret i den kokon, der hedder Folketinget.
Jeg selv er lige snart 67, altså helt oppe i den ældste ende. Den ligegyldige ende.
Jeg har ikke hørt et menneske udtale, ikke set et menneske skrive noget fordelagtigt om, at der er gamle i folkestyret.
Jeg kan ikke vide, om det skyldes, at de gamle, der bliver valgt, er levebrødspolitikere, så fra dem er intet nyt at vente. De spiller blot videre på teatret. Jeg ved heller ikke, om det skyldes, at nogle ældre er gået i stå - endt som grumpy old men m/k med nålen kørende i samme rille.
Men der er jo folk med et langt livs erfaring, der har noget at byde ind med. Noget, som selv næppe nogen teori fra det hyppigst repræsenterede studie på tinge, statskundskabsstudiet, kan bidrage med.
Flere sandheder
En af mit lange livs lærdomme har været, at sandheden er relativ. Det troede jeg ikke som ung, men det der for et menneske er sandheden, kan for et andet menneske være løgn. Der kan meget vel være flere sandheder i én sag.
At vælge at se sort/hvidt på tilværelsen er nok den unges privilegium og den forstokkedes, men ikke noget, der svarer til virkeligheden.
Jeg har også lært, at teorier ofte er krykstokke for de usikre, om de erkender deres usikkerhed eller er overbeviste om egen skarpsindighed.
Ydmyghed
Endnu en lærdom handler om ydmyghed. Mødet med mennesker, der bekræfter udsagnet; "Jo mere jeg ved, jo mere erkender jeg, at jeg ikke ved særlig meget".
Generationen, som min forældre tilhørte, var "jeg vil ikke ligge samfundet til last"- generationen. Jeg møder stadig disse mennesker, som er taknemmelige for lidt hjælp, i modsætning til mange yngre, der siger "det manglede da bare". Hvad gør vi, når alle de gamle er væk?
Klip hinanden!
I en tidsalder, hvor det omsider står klart, at danskerne vitterligt ikke kan leve af at klippe hinanden, behandle hinanden, rådgive hinanden og underholde hinanden, er det ikke ungdomskulten, jeg ser som en redningsplanke.
Det må blive et samarbejde på tværs af generationer. Sættes et langt liv i skammekrogen af alle de yngre bezzerwissere vil det gå værre, end det ellers ville have gjort.
Mediernes andel
Desværre arbejder tv og de øvrige medier ihærdigt med på at parkere de gamle i den ubrugelige kategori. De gamle, det er dem, man pacificerer med gamle danske film, med lidt bingo og lidt hyggesnak i sofaen.
Det er sjældent dem, man trækker viden fra. De snakker jo også så langsomt, og "de duer altså bare ikke til de one liners, vi har behov for".
Selvfølgelig ikke.
Rynkefjæs
Lad mig slutte med at sige, at jeg ikke ønsker Folketinget som en stor gerontologisk afdeling, og at jeg heller ikke ønsker at erstatte samtlige unge studieværter og interviewofre i konfirmandhabitter med gamle rynkefjæs.
En masse af de kloge mennesker, jeg omgås med, ligger i 40-55 års alderen, men forsætter ungdomskulten bliver de også snart parkeret ude bagved som for gamle. Det tyder udviklingen på.
Brug kræfterne på at skabe
I stedet ville jeg håbe, at de unge fik fingrene ud og skabte noget. Skabte arbejdspladser. Opfandt noget. At de brugte deres ungdommelige optimisme som brændstof til en brumlebi-indsats. I stedet for at storme studier som statskundskabsstudiet, velvidende at der er usandsynlig få brikker at flytte med i et land, der er kommet derud, hvor vi er.
Steve Jobs, Bill Gates, Mark Zuckerberg var alle college-dropouts. Ikke, at det er en garanti for, at alt lykkes, men herhjemme er de højeste ønske for den overvejende majoritet af de 29 årige nyudklækkede en fremtid som lønmodtager. Man er allerede blevet for sat.
Bliv færdig inden I er for satte, eller spring, hvis nødvendigt. Skab noget, kære unge. Gør en forskel i virkeligheden. Og riv så nogle år ud af kalenderen for at skabe den nødvendige fornyelse i Folketinget.
Har nogen udbytte af det? Er omkostningen ved ytrings-diareen måske, at den okkuperer tænketid fra folk, der burde bruge tiden til at tænke egne tanker. Vi kravler alle ind i netcentrifugen, inspireres, men drænes også. Big Time. Ud slynges så lidt hist og pist.
Men pyt. Lad mig komme af med noget af det, som turen i netcentrifugen gang på gang slynger ud. Tilbedelsen af de unge. Den danske ungdomskult.
18 år og færdigbagt
10,1 procent af politikerne, der blev valgt ind til Folketinget er ifølge Politiko mellem 18 og 29 år, altså hvert 10. medlem. De politiske vælgerforeninger mente, at andelen burde være endnu højere, for blandt alle de opstillede var 14 procent i aldergruppen 18-29 år.
18 år? I den alder har man været finansieret forfra og bagfra af den offentlige sektor, og mange har været serviceret i h... og r.. af deres forældre. De unge ved alt om, at det er for dåååårligt, hvis det offentlige ikke bare hjælper den unge og folkeskolen og gymnasiet og sygehuset og og og. De ved meget lidt om behovet for, at man selv servicerer andre.
Hvilken erfaring har de unge med maskineriet, der skal holde den offentlige sektor i gang, altså erhvervslivet? Hvilken holdning til erhvervslivet, har skolen viderebragt dem? Hvor ligger de unges primære interesser?
På egen krop
Hvilke visioner har de for den offentlige sektor, og hvilke for de private erhvervsvirksomheder? Hvilken føling har de med effekten af skattesystemet på egen "krop"?
P.t. synes de valgberettigede unge at gruppere sig især helt til venstre, hvor Big Mother bare skylder og erhvervslivet sucks. Der er dog også en gruppe hos den diamentrale modsætning, Liberal Alliance, hvor Big Mother er fanden selv og hvor enhver er sin egen lykkes smed.
Ungdomskulten - 29 år
Tænk igen. 10,1 procent af Folketingets medlemmer er fra 18-29 år...
29 år! Det er gennemsnitsalderen for danske kandidat udklækket fra de højere uddannelser. Den højeste gennemsnitsalder i verden, så høj at man fra fjernere lande, hvor uddannelse er altafgørende for knald eller fald, måber.
Men for de unge danskere skulle jo være tid til en 10. klasse på efterskole med skiløb eller dans og drama, et sabbatår, et skift af studieretning undervejs, og så var der lige det sjove hobbyprojekt.
Entreen i arbejdslivet
Hvor gammel var mon kandidaten, den gang dem, der var mindre heldigt lottede blev sendt ud at tjene som 14-15 årig? Hvor gamle var de den gang, der ikke var en SU til at mindske behovet for at tage studielån, som den fremtidige indtægt skulle muliggøre betaling af?
Lå gennemsnitsalderen på 24-26 år eller? Derefter var det bare ud på arbejdsmarkedet og betale skat.
Nu indledes den tilbagebetalingen til samfundet 3-5 år senere, og nogen bekymrer sig allerede over, at de skal være på arbejdsmarkedet, efter de er fyldt 60.
Alvoren
Det er særpræget at se, at jo længere tid de unge opfattes som børn og ikke selv ønsker at forpligte sig som "voksne", jo højere status har de fået som nogen, der er værd at lytte til. Som nogen, der vil bringe tiltrængt fornyelse.
Alle vil have fat i de unge. De repræsenterer fornyelsen. De repræsenterer så også overlevelsen for alle dem, hvis forretning ellers går under i takt med, at deres vante kunder stiller træskoene (jovist medier m.fl.)
Det gik galt
Den fornyelse, som jeg selv mærkede, da jeg var yngre fra de unge, var Marx-religionen. Dens unge ypperstepræster er tæt på de mest intolerante og fordømmende mennesker, jeg har mødt i mit lange liv, Pinsemissionen inkluderet.
Danmark fik en helt generation af unge, typisk godt i gang med en videregående uddannelse, der blindt hoppede på ét af mange bud om, hvordan verden burde se ud og så ud.
Jeg påbegyndte selv min journalistuddannelse som 29-årig og var lost i den verden, hvor alt var så enkelt. Hvor er "du ikke med os, så er det fordi du er for doven, for dum, eller rent ud facist".
De unge fornyere fik ændret uddannelsessystemet. De fik med tiden også erobret de positioner, der skulle til for at ændre endnu mere indefra.
Fallitbo
Der skulle murens fald til, før illusionen blev brudt. Det var ikke nok med rapporter fra forfulgte dissidenter, eller andre der såede tvivl om lyksalighederne ved Sovjet, DDR, Albanien, Cuba med flere.
Ordsproget, de bruger som renvasker, hører vi så igen og igen. "Hvis man ikke er venstreorienteret som ung, har man intet hjerte - hvis man er venstreorienteret som gammel, har man ingen hjerne."
Elegant. En renvaskning, der igen stempler "Den Anderen". Intet hjerte.
Det er så fortid. Et andet eksempel på ungdomsdyrkelsen er Wall Street.
De gamle
De unge, der blev valgt ind i Folketinget, møder en tilsvarende portion gamle. 10,1 procent af Folketingets medlemmer er 60-69 årige.
Det er mennesker, der har været årtier på almindelige arbejdspladser. Og andre mennesker, der har levet isoleret i den kokon, der hedder Folketinget.
Jeg selv er lige snart 67, altså helt oppe i den ældste ende. Den ligegyldige ende.
Jeg har ikke hørt et menneske udtale, ikke set et menneske skrive noget fordelagtigt om, at der er gamle i folkestyret.
Jeg kan ikke vide, om det skyldes, at de gamle, der bliver valgt, er levebrødspolitikere, så fra dem er intet nyt at vente. De spiller blot videre på teatret. Jeg ved heller ikke, om det skyldes, at nogle ældre er gået i stå - endt som grumpy old men m/k med nålen kørende i samme rille.
Men der er jo folk med et langt livs erfaring, der har noget at byde ind med. Noget, som selv næppe nogen teori fra det hyppigst repræsenterede studie på tinge, statskundskabsstudiet, kan bidrage med.
Flere sandheder
En af mit lange livs lærdomme har været, at sandheden er relativ. Det troede jeg ikke som ung, men det der for et menneske er sandheden, kan for et andet menneske være løgn. Der kan meget vel være flere sandheder i én sag.
At vælge at se sort/hvidt på tilværelsen er nok den unges privilegium og den forstokkedes, men ikke noget, der svarer til virkeligheden.
Jeg har også lært, at teorier ofte er krykstokke for de usikre, om de erkender deres usikkerhed eller er overbeviste om egen skarpsindighed.
Ydmyghed
Endnu en lærdom handler om ydmyghed. Mødet med mennesker, der bekræfter udsagnet; "Jo mere jeg ved, jo mere erkender jeg, at jeg ikke ved særlig meget".
Generationen, som min forældre tilhørte, var "jeg vil ikke ligge samfundet til last"- generationen. Jeg møder stadig disse mennesker, som er taknemmelige for lidt hjælp, i modsætning til mange yngre, der siger "det manglede da bare". Hvad gør vi, når alle de gamle er væk?
Klip hinanden!
I en tidsalder, hvor det omsider står klart, at danskerne vitterligt ikke kan leve af at klippe hinanden, behandle hinanden, rådgive hinanden og underholde hinanden, er det ikke ungdomskulten, jeg ser som en redningsplanke.
Det må blive et samarbejde på tværs af generationer. Sættes et langt liv i skammekrogen af alle de yngre bezzerwissere vil det gå værre, end det ellers ville have gjort.
Mediernes andel
Desværre arbejder tv og de øvrige medier ihærdigt med på at parkere de gamle i den ubrugelige kategori. De gamle, det er dem, man pacificerer med gamle danske film, med lidt bingo og lidt hyggesnak i sofaen.
Det er sjældent dem, man trækker viden fra. De snakker jo også så langsomt, og "de duer altså bare ikke til de one liners, vi har behov for".
Selvfølgelig ikke.
Rynkefjæs
Lad mig slutte med at sige, at jeg ikke ønsker Folketinget som en stor gerontologisk afdeling, og at jeg heller ikke ønsker at erstatte samtlige unge studieværter og interviewofre i konfirmandhabitter med gamle rynkefjæs.
En masse af de kloge mennesker, jeg omgås med, ligger i 40-55 års alderen, men forsætter ungdomskulten bliver de også snart parkeret ude bagved som for gamle. Det tyder udviklingen på.
Brug kræfterne på at skabe
I stedet ville jeg håbe, at de unge fik fingrene ud og skabte noget. Skabte arbejdspladser. Opfandt noget. At de brugte deres ungdommelige optimisme som brændstof til en brumlebi-indsats. I stedet for at storme studier som statskundskabsstudiet, velvidende at der er usandsynlig få brikker at flytte med i et land, der er kommet derud, hvor vi er.
Steve Jobs, Bill Gates, Mark Zuckerberg var alle college-dropouts. Ikke, at det er en garanti for, at alt lykkes, men herhjemme er de højeste ønske for den overvejende majoritet af de 29 årige nyudklækkede en fremtid som lønmodtager. Man er allerede blevet for sat.
Bliv færdig inden I er for satte, eller spring, hvis nødvendigt. Skab noget, kære unge. Gør en forskel i virkeligheden. Og riv så nogle år ud af kalenderen for at skabe den nødvendige fornyelse i Folketinget.
fredag, august 26, 2011
Lav produktivitet skyldes svigt over for mindre firmaer. Nu skal der forførelse til
OBS: Dette blogindlæg stammer fra min business-blog, Bizzen, der blev ramt af tekniske svigt på Berlingskes business.dk. Da det er væsentligt, gentages det her.
Den gode nyhed er, at Danmark kan score for 6,5 milliarder kroner mere i produktivitet, hvis blot 1 procentpoint flere af landets virksomheder digitaliserer mindst 1 intern funktion. Den dårlige nyhed er, at vi skal frem til 2011 for at få tal på, hvad landet har misset grundet forkert og fordomsfuld satsning hos politikere, fagforeninger, topchefer, organisationer, undervisningssektor og medier.
Det er Videnskabsministeriet, der har set nærmere på værditilvækst pr. medarbejdere i relation til graden af digitalisering inden for regnskab, distribution, produktions- og lagerstyring.
Pressemeddelelsen er her, og den er det bedste vink med en vognstang om, at majoriteten af danske virksomheder, de små og mellemstore, bør lokkes og overtales til at tage en tørn mere med digitaliseringen. Hvis ellers Danmark skal have en chance.
Tre faktorer
Som jeg ser det, er der især tre faktorer, der har ført Danmarks ned af den slidske, vi burde have undgået:
Den nye undersøgelse er en slags dokumentation heraf. Den udgør også noget af en kontrast til det forhold, at regeringspolitikere jo tidligere har haft mest fokus på at prale med topplaceringer på lister over, hvor udbredt pc'er og internettet er i Danmark.
Visse af os har mumlet, at det manglede da bare i et så lille, så fladt og så rigt et land. Nogle hvisker måske, at vores position som et af verdens førende Facebook-nationer, kan indikere, at vi er et af verdens førende sludrechartol-lande:-) Men retur til alvoren i dagens udmelding.
Folketingets problematiske sammensætning
Medmindre man ikke tager politik alvorligt, så vil man vide, at vi står med et alvorligt problem i form af Folketingets sammensætning og dermed med lovgivningen.
Folketingsmedlemmerne repræsenterer noget, der er alt for tæt på analfabetisme, hvad angår viden om seriøs arbejdsmæssig it-brug udover banaliteter som mails og kontorpakkebrug.
Viden om erhvervsliv halter også slemt hos de fleste, og ikke mindst viden om moderne iværksætteri. Derfor går det også så grueligt galt som f.eks. med multimedieskatten og iværksætterskatten.
Kontroløjemed
Politikerne føler sig mest på hjemmebane, når det gælder forhold i det offentlige. Godt nok snakkes der ind imellem om, at administrativt bøvl skal fjernes fra erhvervslivet, mens der flittigt vedtages love med mere bøvl.
Rent konkret, hvad angår it-siden, så kom den politiske interesse for nettet af hensyn til det offentlige og især i kontroløjemed (moms, skat, e-fakturering). Kun der har der været solid markedsføring.
Kampagner batter ikke
Men som nævnt i starten, så er der langt flere end politikerne, der har svigtet, hvad angår de små og mellemstore virksomheders tøven over for it. Kampagner nævnes i skåltaler fra organisationer med flere, men de rækker som en skrædder et meget varmt sted.
Man får let opfattelsen af, at selv i organisationer, hvor man har fokus på mindre erhvervsdrivende, kniber det også med viden om relevant teknologi og om hverdagen hos medlemmerne.
Vejen frem
Så hvad skal der til? Her er mit bud.
Der skal forførelse til. På alle fronter. Og der skal hands on.
Der skal sendes en hær af ildsjæle ud til de travle små erhvervsdrivende. Den gængse med at tro, at de ved besøg på teknologiske institutter med videre flytter sig, holder jo kun for en minoritet.
Godt-nok-løsninger
Ildsjælene skal kende til alle de enkle "godt-nok"-løsninger, der findes. Og de skal kende til, hvordan hverdagens udfordringer er for de små virksomheder. Der er et regnskab, der skal aflægges. Der er kundeaftaler, som der skal holdes styr på. Leverandører, man skal have gode priser fra. Der er tidsfrister, der skal overholdes, der er egen markedsføring og meget andet.
Måske kunne der gøres en dyd ud af nødvendigheden. Min fornemmelse er, at i dag udklækkes unge, der vil gå ledelses- og erhvervsvejen med mere viden om, hvad der er relevant for landets 20 største virksomheder, end for de 20.000 mindste. Jeg kan tage fejl, men det er min fornemmelse.
Studenterjob
Hvad med at gøre ildsjæl-arbejde til et ekstrajob for studerende, der så skoles først, hvadenten det gælder viden om den mindre virksomhed eller it-værktøjer. Er det helt ude i skoven?
Jeg tror også, at der findes unge iværksættere, der selv har mærket udfordringerne i at være en lille erhvervsdrivende, som vil melde sig som ildsjæle, hvis de har luft til det.
Kalibrering af virkelighedsopfattelse
Økonomien? Man kan vel få to-fire studerende til én konsulents pris, og de unge får kalibreret deres virksomhedsopfattelse. For iværksætterne kan det være ekstraindsatsen, der får deres økonomi til at gå rundt.
Kan en sådan fremtidsrettet, meget praktisk satsning ikke batte ret så godt, også set i relation til, hvordan der ellers forsøges skabt vækst? Det er jo fint nok med fradrag for håndværkere og med flere offentlige investeringer, for at få sat gang i væksten, med det bliver jo bare business-as-usual for en kort periode. Ikke for fremtiden.
Brændt barn
Min anbefaling af en forførelse med hands on skyldes, at mange små erhvervsdrivende i forvejen har det som brændt barn i forhold til teknologi. De har brændt sig en eller flere gange på noget, der viste sig at være alt for bøvlet til deres brug - føler sig dumme.
Jeg tror, at har for eksempel en håndværker først en gang set, hvor enkelt visse ting kan håndteres med nye relevante it-værktøjer, så er han solgt.
Forførelsens mester - medierne
Ildsjæle kan rykke, men gødes jorden ikke, så bliver det en lang vej, og derfor også lige et par ord om medierne, for er der nogle, der ved, hvordan man forfører, er det jo dem.
Mediernes forførelse gælder så ofte egne behov for at få seere, lyttere og læsere og klik, men medierne har jo også en interesse i, at danskerne ikke bliver fattige som kirkerotter eller udvandrer til en bedre fremtid.
Fra mad til vækst
Tænk i mad. Tænk, hvis man droslede lidt ned på de 117 ugentlige tv-udsendelser og artikler om, hvordan man laver mad, og i stedet drosler op for, hvordan man bedst kan sikre, at der kommer mad på bordet fremover.
Tænk, hvis man drosler lidt ned for dækningen af de danske flagskibe som Lego, Danfoss, Grundfos, A.P. Møller-Mærsk, Carslberg m.v., og op for dækningen af den type virksomheder, som Danmark har allerflest af. Dem, der ifølge kloge folk, har det største vækstpotentiale.
Nyt reality-show?
Og tænk, hvis man også skaber forbilleder ud af de små erhvervsdrivende, der benytter digitalisering med stort talent.
Det skulle i øvrigt undre mig, hvis man ikke også her kan skabe en slags reality-serie med spænding i over nogle afsnit. Hvem får via it frigivet flest timer til det, som biksen handler om? Sæt bare en kvart million på højkant, og I skal se løjer:-)
Kom ind i kampen
Det var så mine, noget naive bud på noget af det, der måske kan hjælpe, og hvad er dine?
Er det helt andre knapper, der skal skrues på, for at give den mindre virksomhed, om håndværker-, service- eller produktionsvirksomhed, lyst til at tage de relevante it-værktøjer i brug?
PS: Tidligere blogindlæg på min business-blog, Bizzen, der kan være relevante at læse i denne sammenhæng:
It-effektivisering: Alt for meget lettere sagt end gjort
Løgn? Det offentlige som trækdyr for innovativ it og SMV
Microsoft netbårne 365: På tide
Haarder m.fl. forstår ikke betydningen af it-viden
Hæmmes små firmaers chance af deres egne it-leverandører?
Konference om fremtiden med den gamle garde
Den gode nyhed er, at Danmark kan score for 6,5 milliarder kroner mere i produktivitet, hvis blot 1 procentpoint flere af landets virksomheder digitaliserer mindst 1 intern funktion. Den dårlige nyhed er, at vi skal frem til 2011 for at få tal på, hvad landet har misset grundet forkert og fordomsfuld satsning hos politikere, fagforeninger, topchefer, organisationer, undervisningssektor og medier.
Det er Videnskabsministeriet, der har set nærmere på værditilvækst pr. medarbejdere i relation til graden af digitalisering inden for regnskab, distribution, produktions- og lagerstyring.
Pressemeddelelsen er her, og den er det bedste vink med en vognstang om, at majoriteten af danske virksomheder, de små og mellemstore, bør lokkes og overtales til at tage en tørn mere med digitaliseringen. Hvis ellers Danmark skal have en chance.
Tre faktorer
Som jeg ser det, er der især tre faktorer, der har ført Danmarks ned af den slidske, vi burde have undgået:
- Værst er den manglende viden og ønske herom, hvad angår teknologibrugens plusser, hos dem, der bestemmer og dem, der fortæller. Der er en uhyggelig skæv, konservativ balance i, hvad de tror, der er vigtig for Danmarks fremtid, og den smitter af.
- Det har medvirket til, at Danmark blev et Microsoft-land, mere end måske noget andet land. I valg af strategi, produkter, standarder. Der er blevet satset stort på Microsoft i længere tid end relevant, til skade for de små og mellemstore virksomheder, der for længst burde have draget nytte af det enklere og billigere netbaseret software.
- Det lave engagement og den skæve balance hos de bestemmende og fortællende har desværre også medvirket til, at uddannelse på uddannelse, lav som høj, køres videre som i gamle dage. It blev blot til noget med at bruge til software til rapporter og præsentation.
Den nye undersøgelse er en slags dokumentation heraf. Den udgør også noget af en kontrast til det forhold, at regeringspolitikere jo tidligere har haft mest fokus på at prale med topplaceringer på lister over, hvor udbredt pc'er og internettet er i Danmark.
Visse af os har mumlet, at det manglede da bare i et så lille, så fladt og så rigt et land. Nogle hvisker måske, at vores position som et af verdens førende Facebook-nationer, kan indikere, at vi er et af verdens førende sludrechartol-lande:-) Men retur til alvoren i dagens udmelding.
Folketingets problematiske sammensætning
Medmindre man ikke tager politik alvorligt, så vil man vide, at vi står med et alvorligt problem i form af Folketingets sammensætning og dermed med lovgivningen.
Folketingsmedlemmerne repræsenterer noget, der er alt for tæt på analfabetisme, hvad angår viden om seriøs arbejdsmæssig it-brug udover banaliteter som mails og kontorpakkebrug.
Viden om erhvervsliv halter også slemt hos de fleste, og ikke mindst viden om moderne iværksætteri. Derfor går det også så grueligt galt som f.eks. med multimedieskatten og iværksætterskatten.
Kontroløjemed
Politikerne føler sig mest på hjemmebane, når det gælder forhold i det offentlige. Godt nok snakkes der ind imellem om, at administrativt bøvl skal fjernes fra erhvervslivet, mens der flittigt vedtages love med mere bøvl.
Rent konkret, hvad angår it-siden, så kom den politiske interesse for nettet af hensyn til det offentlige og især i kontroløjemed (moms, skat, e-fakturering). Kun der har der været solid markedsføring.
Kampagner batter ikke
Men som nævnt i starten, så er der langt flere end politikerne, der har svigtet, hvad angår de små og mellemstore virksomheders tøven over for it. Kampagner nævnes i skåltaler fra organisationer med flere, men de rækker som en skrædder et meget varmt sted.
Man får let opfattelsen af, at selv i organisationer, hvor man har fokus på mindre erhvervsdrivende, kniber det også med viden om relevant teknologi og om hverdagen hos medlemmerne.
Vejen frem
Så hvad skal der til? Her er mit bud.
Der skal forførelse til. På alle fronter. Og der skal hands on.
Der skal sendes en hær af ildsjæle ud til de travle små erhvervsdrivende. Den gængse med at tro, at de ved besøg på teknologiske institutter med videre flytter sig, holder jo kun for en minoritet.
Godt-nok-løsninger
Ildsjælene skal kende til alle de enkle "godt-nok"-løsninger, der findes. Og de skal kende til, hvordan hverdagens udfordringer er for de små virksomheder. Der er et regnskab, der skal aflægges. Der er kundeaftaler, som der skal holdes styr på. Leverandører, man skal have gode priser fra. Der er tidsfrister, der skal overholdes, der er egen markedsføring og meget andet.
Måske kunne der gøres en dyd ud af nødvendigheden. Min fornemmelse er, at i dag udklækkes unge, der vil gå ledelses- og erhvervsvejen med mere viden om, hvad der er relevant for landets 20 største virksomheder, end for de 20.000 mindste. Jeg kan tage fejl, men det er min fornemmelse.
Studenterjob
Hvad med at gøre ildsjæl-arbejde til et ekstrajob for studerende, der så skoles først, hvadenten det gælder viden om den mindre virksomhed eller it-værktøjer. Er det helt ude i skoven?
Jeg tror også, at der findes unge iværksættere, der selv har mærket udfordringerne i at være en lille erhvervsdrivende, som vil melde sig som ildsjæle, hvis de har luft til det.
Kalibrering af virkelighedsopfattelse
Økonomien? Man kan vel få to-fire studerende til én konsulents pris, og de unge får kalibreret deres virksomhedsopfattelse. For iværksætterne kan det være ekstraindsatsen, der får deres økonomi til at gå rundt.
Kan en sådan fremtidsrettet, meget praktisk satsning ikke batte ret så godt, også set i relation til, hvordan der ellers forsøges skabt vækst? Det er jo fint nok med fradrag for håndværkere og med flere offentlige investeringer, for at få sat gang i væksten, med det bliver jo bare business-as-usual for en kort periode. Ikke for fremtiden.
Brændt barn
Min anbefaling af en forførelse med hands on skyldes, at mange små erhvervsdrivende i forvejen har det som brændt barn i forhold til teknologi. De har brændt sig en eller flere gange på noget, der viste sig at være alt for bøvlet til deres brug - føler sig dumme.
Jeg tror, at har for eksempel en håndværker først en gang set, hvor enkelt visse ting kan håndteres med nye relevante it-værktøjer, så er han solgt.
Forførelsens mester - medierne
Ildsjæle kan rykke, men gødes jorden ikke, så bliver det en lang vej, og derfor også lige et par ord om medierne, for er der nogle, der ved, hvordan man forfører, er det jo dem.
Mediernes forførelse gælder så ofte egne behov for at få seere, lyttere og læsere og klik, men medierne har jo også en interesse i, at danskerne ikke bliver fattige som kirkerotter eller udvandrer til en bedre fremtid.
Fra mad til vækst
Tænk i mad. Tænk, hvis man droslede lidt ned på de 117 ugentlige tv-udsendelser og artikler om, hvordan man laver mad, og i stedet drosler op for, hvordan man bedst kan sikre, at der kommer mad på bordet fremover.
Tænk, hvis man drosler lidt ned for dækningen af de danske flagskibe som Lego, Danfoss, Grundfos, A.P. Møller-Mærsk, Carslberg m.v., og op for dækningen af den type virksomheder, som Danmark har allerflest af. Dem, der ifølge kloge folk, har det største vækstpotentiale.
Nyt reality-show?
Og tænk, hvis man også skaber forbilleder ud af de små erhvervsdrivende, der benytter digitalisering med stort talent.
Det skulle i øvrigt undre mig, hvis man ikke også her kan skabe en slags reality-serie med spænding i over nogle afsnit. Hvem får via it frigivet flest timer til det, som biksen handler om? Sæt bare en kvart million på højkant, og I skal se løjer:-)
Kom ind i kampen
Det var så mine, noget naive bud på noget af det, der måske kan hjælpe, og hvad er dine?
Er det helt andre knapper, der skal skrues på, for at give den mindre virksomhed, om håndværker-, service- eller produktionsvirksomhed, lyst til at tage de relevante it-værktøjer i brug?
PS: Tidligere blogindlæg på min business-blog, Bizzen, der kan være relevante at læse i denne sammenhæng:
It-effektivisering: Alt for meget lettere sagt end gjort
Løgn? Det offentlige som trækdyr for innovativ it og SMV
Microsoft netbårne 365: På tide
Haarder m.fl. forstår ikke betydningen af it-viden
Hæmmes små firmaers chance af deres egne it-leverandører?
Konference om fremtiden med den gamle garde
mandag, juni 20, 2011
Apropos "Tøger". Beskyt kilder - mod dem selv?
Bogen "Tøger" rummer ifølge anmeldelserne en problemstilling, som minder mig om en anden bog, som journalisten Stig Andersen også har i baggagen. Det er bogen "Stein Bagger & Inderkredsen", som han skrev sammen med Erik Ove, Stein Baggers medierådgiver.
Det handler både om kildebeskyttelse og om kildekritik. Bogen om Politikens nu afdøde chefredaktør Tøger Seidenfaden er bredt omtalt lige nu og derfor bedre husket, hvorfor jeg vil starte med den gamle sag.
Uttental kølhalet
Erik Ove og Stig Andersen fik, som bogtitlen antyder, adgang til Baggers indkreds. Direktører, som selv havde nydt godt af de priviligerede år, ligesom bestyrelsesformanden Asger Jensby og Stein Baggers hustru.
Nogle erindrer måske, at hustruen Anette Uttental forsøgte at trække sit interview til bogen tilbage. Hun havde givet interviewet midt i nogle følelsesmæssigt kaotiske dage, og Jyllands-Posten beskrev situationen. Forfatterne afviste hendes krav, og Erik Ove beskyldte hende for at lyve, når hun påstod, at han havde råbt og skældt ud på hende, fordi hun fortrød.
Anderledes på tryk
Jeg aner ikke, om Uttental nogensinde fik set, hvad hun blev citeret for, men hun burde have betinget sig det. Ting man fortæller, når der er villige øren og løsnet godt op for samtalen, ser nu en gang anderledes ud, når det er på tryk. Vi er vist også alle bekendte med, at man helst ikke skal udtale sig, når man befinder sig i en følsesmæssig rutchebane.
Da jeg selv læste bogen, tænkte jeg på, at forfatterne burde have beskyttet hende mod sig selv. Nogle af hendes udtalelser får hende til at fremstå som en bitch, andre som dummere end hun kan være, hendes erhvervskarriere taget i betragtning.
Forfatterne "takker" desuden for interviewet med at nævne, at hendes valg af mænd synes at begunstige dem, der ikke har rent mel i posen. Behandlingen af Uttental er bemærkelsesværdig taget i betragtning, at andre kilder i høj grad stryges med håret, selv om disse var langt, langt tættere på svindlen. Jeg går også ud fra, at disse har fået deres del af manuskriptet til gennemsyn som led i "kontrakten".
Mikrofonholderi
Især lagde jeg mærke til mikrofonholderiet over for Kim Meier, IT Factory-direktøren, der var mangeårig personlig ven med Bagger. Han deltog i den famøse Dubai-weekend, hvor Bagger indledte sin flugt, men hvad væsentligere er, er at Meier var den eneste direktør helt tæt på den IBM-aftale, som Stein Bagger internt byggede løgnene om indtægterne på. Meier får lov til næsten ingenting at sige.
Inderkredsen får så også lov til uhindret at gentage enkelte løgne fra de "glade" dage, selv om disse løgne/faktafejl var afsløret, længe inden udgivelsen af bogen.
Kioskbasker
Nu vil jeg vel være ekstra kritisk over for den bog taget i betragtning, at jeg var medforfatter af anden Bagger-bog samt mål for angreb fra Erik Oves side. Med det forbehold taget, så var bogens primære formål - som jeg ser det - naturligt nok at skabe en kioskbasker, der kunne tjenes penge på, og PR-maskinen kørte på højtryk takket være diverse appetizere til presse, der ikke kunne få nok.
Om et andet primært formål var at fremstille bestyrelsesformanden Asger Jensby og IT Factory-direktører som stakkels ofre for Bagger er svært at sige. Umiddelbart kan det se sådan ud, og det vil være også være "kontrakten", der fik åbnet kæften hos inderkredsen. At Erik Ove så også tager vare på reparation af eget image er at forvente.
Men kildekritik var der desværre ikke meget af i den bog.
Bogen om "Tøger"
Og så tilbage til bogen "Tøger" - til bogen om chefredaktør for Politiken Tøger Seidenfaden, der døde af kræft i januar.
Bogen er kritiseret for en række forhold. Den rummer hårde personangreb, bryder kildebeskyttelsen, bringer faktafejl og nærmest helgenforklarer sin hovedperson.
"Tøgers triste testamente", lyder overskriften i Information, og både Berlingske og Jyllands-Posten nøjes med at give 2 stjerner blandt andet ud fra de angrebspunkter, jeg har nævnt.
Vil ikke censurere
Forfatteren Stig Andersen er derfor også selv kommet ekstra i søgelyset. Men han forsvarer selvfølgelig sine prioriteringer, blandt andet i Politiken.
Så Stig Andersen havde ikke til formål at skade Seidenfaden. Det var ikke, som da journalist Kurt Lassen med sin bog væltede DR-generaldirektøren Kenneth Plummer.
Debat om etik
Men Stig Andersens udtryk "bortcensurere"? Det er ikke et, jeg ville bruge. Det rejser også en principiel debat om journalistik, selv når der er tale om forfatterskab af non-fiktion.
Jeg vil mene, at det er god etik for en journalist at beskytte kilden mod sig selv (når det ikke lige gælder en kilde, der er en svumpukkel, om kriminel, groft manipulerende eller bare løgner).
Det hænder, at jeg undervejs i et interview spørger kilden, om denne vitterligt ønsker at blive citeret ordret for, hvad der netop er sagt. Det kan være, fordi det udleverer kilden mere end f.eks. sagen, eller fordi det kan misforstås.
Oftest vender kilden lige formuleringen i hovedet og kommer ud med noget, der stadig rummer essensen, men som er bedre for kilden selv og/eller for de læsere, der ikke bare stortrives med mudderkastning og overdrivelser. Men bliver det tandløst, så ryger det ud af historien. Så var det ikke vigtigt.
Betyder det, at jeg bortcensurerer?
Fejl og ønsketænkninger
Betyder det, at jeg bortcensurere, hvis jeg udelader noget, der ved et ekstra tjek viser sig at være enten en løgn, en misforståelse eller repræsentere en ønsketænkning? Det hænder nemlig også, at jeg gør det.
Kunne kronikken i Politiken med overskriften "Tøgers falske fremstilling af tamilsagen" være undgået?
Kontrakten mellem forfatter og offer
Tøger Seidenfaden nåede aldrig at få manuskriptet at se, men ville gerne have set det, har Stig Andersen fortalt.
Det næste spørgsmål er så, om "kontrakten" mellem forfatter og den interviewede var, at forfatteren havde hånd og halsret over manuskriptet. Det ville jo være såre modigt, men ganske usædvanligt for en biografi af et levende menneske, der stiller sig til rådighed.
Kan nogen forestille sig, at der ikke på bogens 556 sider er noget, som Seidenfaden ville have sagt anderledes, nu hvor han så det på tryk? Eller er det i nutidens verden med al dens pyntede sprog og manipulation en gave at få personangreb råt for usødet? Kan vi bruge dem til noget?
PS: Jeg er ingen helgen. Der er ting i min journalistik, som jeg har fortrudt.
Det handler både om kildebeskyttelse og om kildekritik. Bogen om Politikens nu afdøde chefredaktør Tøger Seidenfaden er bredt omtalt lige nu og derfor bedre husket, hvorfor jeg vil starte med den gamle sag.
Uttental kølhalet
Erik Ove og Stig Andersen fik, som bogtitlen antyder, adgang til Baggers indkreds. Direktører, som selv havde nydt godt af de priviligerede år, ligesom bestyrelsesformanden Asger Jensby og Stein Baggers hustru.
Nogle erindrer måske, at hustruen Anette Uttental forsøgte at trække sit interview til bogen tilbage. Hun havde givet interviewet midt i nogle følelsesmæssigt kaotiske dage, og Jyllands-Posten beskrev situationen. Forfatterne afviste hendes krav, og Erik Ove beskyldte hende for at lyve, når hun påstod, at han havde råbt og skældt ud på hende, fordi hun fortrød.
Anderledes på tryk
Jeg aner ikke, om Uttental nogensinde fik set, hvad hun blev citeret for, men hun burde have betinget sig det. Ting man fortæller, når der er villige øren og løsnet godt op for samtalen, ser nu en gang anderledes ud, når det er på tryk. Vi er vist også alle bekendte med, at man helst ikke skal udtale sig, når man befinder sig i en følsesmæssig rutchebane.
Da jeg selv læste bogen, tænkte jeg på, at forfatterne burde have beskyttet hende mod sig selv. Nogle af hendes udtalelser får hende til at fremstå som en bitch, andre som dummere end hun kan være, hendes erhvervskarriere taget i betragtning.
Forfatterne "takker" desuden for interviewet med at nævne, at hendes valg af mænd synes at begunstige dem, der ikke har rent mel i posen. Behandlingen af Uttental er bemærkelsesværdig taget i betragtning, at andre kilder i høj grad stryges med håret, selv om disse var langt, langt tættere på svindlen. Jeg går også ud fra, at disse har fået deres del af manuskriptet til gennemsyn som led i "kontrakten".
Mikrofonholderi
Især lagde jeg mærke til mikrofonholderiet over for Kim Meier, IT Factory-direktøren, der var mangeårig personlig ven med Bagger. Han deltog i den famøse Dubai-weekend, hvor Bagger indledte sin flugt, men hvad væsentligere er, er at Meier var den eneste direktør helt tæt på den IBM-aftale, som Stein Bagger internt byggede løgnene om indtægterne på. Meier får lov til næsten ingenting at sige.
Inderkredsen får så også lov til uhindret at gentage enkelte løgne fra de "glade" dage, selv om disse løgne/faktafejl var afsløret, længe inden udgivelsen af bogen.
Kioskbasker
Nu vil jeg vel være ekstra kritisk over for den bog taget i betragtning, at jeg var medforfatter af anden Bagger-bog samt mål for angreb fra Erik Oves side. Med det forbehold taget, så var bogens primære formål - som jeg ser det - naturligt nok at skabe en kioskbasker, der kunne tjenes penge på, og PR-maskinen kørte på højtryk takket være diverse appetizere til presse, der ikke kunne få nok.
Om et andet primært formål var at fremstille bestyrelsesformanden Asger Jensby og IT Factory-direktører som stakkels ofre for Bagger er svært at sige. Umiddelbart kan det se sådan ud, og det vil være også være "kontrakten", der fik åbnet kæften hos inderkredsen. At Erik Ove så også tager vare på reparation af eget image er at forvente.
Men kildekritik var der desværre ikke meget af i den bog.
Bogen om "Tøger"
Og så tilbage til bogen "Tøger" - til bogen om chefredaktør for Politiken Tøger Seidenfaden, der døde af kræft i januar.
Bogen er kritiseret for en række forhold. Den rummer hårde personangreb, bryder kildebeskyttelsen, bringer faktafejl og nærmest helgenforklarer sin hovedperson.
"Tøgers triste testamente", lyder overskriften i Information, og både Berlingske og Jyllands-Posten nøjes med at give 2 stjerner blandt andet ud fra de angrebspunkter, jeg har nævnt.
Vil ikke censurere
Forfatteren Stig Andersen er derfor også selv kommet ekstra i søgelyset. Men han forsvarer selvfølgelig sine prioriteringer, blandt andet i Politiken.
»Jeg synes ikke, det er min opgave at bortcensurere, hvad Tøger siger. Min opgave er at skrive en biografi om ham. Konflikten ville jo være, at fordi Tøger er død, så skulle jeg ikke bringe det og det. Hvor ville læsernes tillid i forhold til mig så være?"Når man læser interviewet med Stig Andersen, er man ikke i tvivl om, at han beundrer Tøger Seidenfaden.
»Han var et lysende eksempel på et gennemført ordentligt menneske. Ikke at han ikke kunne sige noget skidt om nogen eller stjæle en bog. Men grundlæggende havde han respekt for andre mennesker og behandlede andre mennesker med respekt«.
Så Stig Andersen havde ikke til formål at skade Seidenfaden. Det var ikke, som da journalist Kurt Lassen med sin bog væltede DR-generaldirektøren Kenneth Plummer.
Debat om etik
Men Stig Andersens udtryk "bortcensurere"? Det er ikke et, jeg ville bruge. Det rejser også en principiel debat om journalistik, selv når der er tale om forfatterskab af non-fiktion.
Jeg vil mene, at det er god etik for en journalist at beskytte kilden mod sig selv (når det ikke lige gælder en kilde, der er en svumpukkel, om kriminel, groft manipulerende eller bare løgner).
Det hænder, at jeg undervejs i et interview spørger kilden, om denne vitterligt ønsker at blive citeret ordret for, hvad der netop er sagt. Det kan være, fordi det udleverer kilden mere end f.eks. sagen, eller fordi det kan misforstås.
Oftest vender kilden lige formuleringen i hovedet og kommer ud med noget, der stadig rummer essensen, men som er bedre for kilden selv og/eller for de læsere, der ikke bare stortrives med mudderkastning og overdrivelser. Men bliver det tandløst, så ryger det ud af historien. Så var det ikke vigtigt.
Betyder det, at jeg bortcensurerer?
Fejl og ønsketænkninger
Betyder det, at jeg bortcensurere, hvis jeg udelader noget, der ved et ekstra tjek viser sig at være enten en løgn, en misforståelse eller repræsentere en ønsketænkning? Det hænder nemlig også, at jeg gør det.
Kunne kronikken i Politiken med overskriften "Tøgers falske fremstilling af tamilsagen" være undgået?
Kontrakten mellem forfatter og offer
Tøger Seidenfaden nåede aldrig at få manuskriptet at se, men ville gerne have set det, har Stig Andersen fortalt.
Det næste spørgsmål er så, om "kontrakten" mellem forfatter og den interviewede var, at forfatteren havde hånd og halsret over manuskriptet. Det ville jo være såre modigt, men ganske usædvanligt for en biografi af et levende menneske, der stiller sig til rådighed.
Kan nogen forestille sig, at der ikke på bogens 556 sider er noget, som Seidenfaden ville have sagt anderledes, nu hvor han så det på tryk? Eller er det i nutidens verden med al dens pyntede sprog og manipulation en gave at få personangreb råt for usødet? Kan vi bruge dem til noget?
PS: Jeg er ingen helgen. Der er ting i min journalistik, som jeg har fortrudt.
søndag, maj 29, 2011
Mandekvoter, tak
For et par aftener siden hørte jeg et suk fra en mand, der er med til at uddanne fremtidens læger. "Der er fyldt med kvinder, og jeg har hold, hvor der kun er kvinder. Måske ville det være fornuftigt at lave 50/50 procents kvoter, så karaktererne ikke er så altafgørende".
Dagen efter kunne jeg i Information læse en artikel om, hvorledes det er et problem for mænd med ondt i livet, at psykologien er tæt på at blive et kvindereservat på grund af et skyhøjt karakterkrav (og fordi faget i forvejen er det ikke et klassisk statusfag for mænd).
Valget er mandens
Min pavlovske reaktion på kvindedominans hist og her er, at mændene bare kan tage sig samme og komme ind i kampen igen, i stedet for at lade sig overrumple af, at kvinder har brugt de sidste 100 år til at komme ind i kampen.
Pigerne tudes også stadig ørerne fulde med, hvor vigtigt det er for dem, at få en uddannelse, fordi konsekvenser af, at kvinder i tidligere generationer ikke fik det, stadig erindres. Mens mænd? Well, der er masser af mænd, som har gjort det godt uden en tårnhøj uddannelse. Det ved alle.
Intelligens og dovenskab
Jeg kan jo også med sindsro tilføje, at det jo ikke intelligensen, der holder drengene tilbage. I stedet er det i nogen grad dovenskaben og lysten til at have det sjovt , der vinder over lektierne. Jeg beretter også gerne om undersøgelser om, hvor mange timer drenge gennemsnitligt bruger på computerspil og DVD-film.
"Jamen drenge har altid leget tiden væk," lød reaktionen fra den ældre universitetsmands forleden aften. "Og det har jo ikke forhindret dem i senere at blive formidabelt dygtige læger".
Er det bare gammel mandschauvinist, utryg ved at århundredes vante forhold er under opløsning?
Karakterer er for fattig målestok
Ikke som jeg ser det, omend det kan være en lille flig af forklaringen. Men for mig er det fokus, der er kommet på karakterer, også for stort. Er den bedste læge, jordemoder, psykolog og dyrlæge den med allerhøjest karakterer fra gymnasiet? Er en høj karakter udtryk for staying power, så samfundet også for fuld valuta for investeringen i uddannelse? Ikke nødvendigvis, hverken om kønnet er M eller K.
Men karakterer er lettest at bruge som målefaktor, og en vis fairness ligger jo også deri. Det kan være vanskeligt at argumentere for, at den, der leger i sin fritid og hænger ud med gutterne på gadehjørnene i stedet for at læse sine lektier, skal have ekstra privilegier. (Den med, at nutidens "feminiserede skole" straffer drenge, der ikke kan side stille og opføre sig ordenligt, bider ikke rigtig på hos en som mig, der selv har oplevet den sorte skole, hvor kæft, trit og retning var dagsordenen, og hvor drengene overlevede også det.)
Forskellige prioriteringer
Men jeg ser positivt på den forskelsbehandling, der skal sikre flere mænd på visse studier. Her tænker jeg på de kvote-2 krumpspring, der gælder for dyrlægestudiet og lægestudierne.
For dyrlægeområdet er forklaringen, at kvinderne stort set kun vil arbejde med heste og små kæledyr, så der mangler dyrlæger til slagterierne og landbruget. For lægeområdet er argumentationen, at kvinder ikke vil være kirurger, så uden mænd bliver der mangel på dem.
Signal via sproget
Der er måske også andre argumenter (kom gerne med dem), men det er de ovenstående, jeg lige husker.
Køn nævnes imidlertid intetsteds i de tekster, der giver større kvote 2-chancer blandt andet gennem optagelsesprøver og -samtaler. Forudsætninger, der tæller ekstra på f.eks. dyrlægestudiet bare nogle, som kvinder sjældent har, såsom viden om "produktionsdyr" (som det udtrykkes på Københavns Universitet).
Men hvad skal man skrive i kvote-2 teksterne for mænd, der ønsker at blive psykolog?
Går til bunds
Bør man kalde en spade for en spade og sige, at ja, vi er to køn, og vi er forskelligt indrettet også i vores psyke, så selvfølgelig skal der åbnes for flere mænd. Samfundet er vel ikke tjent med, at mænd har færre chancer for at klare sig igennem en livskrise end kvinder, og mænd går i højere grad til bunds i samfundet, som forholdene er i dag.
Der findes godt nok mennesker, der mener, at kønnet ikke har nogen betydning for den dygtige psykolog, og at den kvindelige psykolog jo hjælper manden med at forstå sin kvinde bedre, men...
I min optik er det i familie med barndommens besværgelser om en ideel verden. Jovist er der undtagelser, hvor det giver god hjælp for en mand at være i behandling hos en kvinde, og god hjælp for en kriseramt kvinde at gå til en mandlig psykolog, men køn spiller for de fleste en stor rolle ubevidst/bevidst, om man kan lide det eller ej.
Men vigtigere end kvotesnak er nok, hvordan man få nok mænd til at ville være psykolog?
Og hvordan man får mænd overbevist om at gå til psykolog i tide? Ikke at det er en snuptagsløsning på livskriser, men det hænder, at det nytter:-)
PS: Min første og eneste forsøg på at gå til psykolog var totalt mislykket. Det var en dygtig mand. Bare ikke for mig.
PPS: Et indlæg om køn påkalder sig typisk standardreaktioner fra en flittige flok. Men ovenstående indlæg handler IKKE om at favorisere kvinder, så tag det roligt og undlad venligst at afspore diskussionen.
Dagen efter kunne jeg i Information læse en artikel om, hvorledes det er et problem for mænd med ondt i livet, at psykologien er tæt på at blive et kvindereservat på grund af et skyhøjt karakterkrav (og fordi faget i forvejen er det ikke et klassisk statusfag for mænd).
Valget er mandens
Min pavlovske reaktion på kvindedominans hist og her er, at mændene bare kan tage sig samme og komme ind i kampen igen, i stedet for at lade sig overrumple af, at kvinder har brugt de sidste 100 år til at komme ind i kampen.
Pigerne tudes også stadig ørerne fulde med, hvor vigtigt det er for dem, at få en uddannelse, fordi konsekvenser af, at kvinder i tidligere generationer ikke fik det, stadig erindres. Mens mænd? Well, der er masser af mænd, som har gjort det godt uden en tårnhøj uddannelse. Det ved alle.
Intelligens og dovenskab
Jeg kan jo også med sindsro tilføje, at det jo ikke intelligensen, der holder drengene tilbage. I stedet er det i nogen grad dovenskaben og lysten til at have det sjovt , der vinder over lektierne. Jeg beretter også gerne om undersøgelser om, hvor mange timer drenge gennemsnitligt bruger på computerspil og DVD-film.
"Jamen drenge har altid leget tiden væk," lød reaktionen fra den ældre universitetsmands forleden aften. "Og det har jo ikke forhindret dem i senere at blive formidabelt dygtige læger".
Er det bare gammel mandschauvinist, utryg ved at århundredes vante forhold er under opløsning?
Karakterer er for fattig målestok
Ikke som jeg ser det, omend det kan være en lille flig af forklaringen. Men for mig er det fokus, der er kommet på karakterer, også for stort. Er den bedste læge, jordemoder, psykolog og dyrlæge den med allerhøjest karakterer fra gymnasiet? Er en høj karakter udtryk for staying power, så samfundet også for fuld valuta for investeringen i uddannelse? Ikke nødvendigvis, hverken om kønnet er M eller K.
Men karakterer er lettest at bruge som målefaktor, og en vis fairness ligger jo også deri. Det kan være vanskeligt at argumentere for, at den, der leger i sin fritid og hænger ud med gutterne på gadehjørnene i stedet for at læse sine lektier, skal have ekstra privilegier. (Den med, at nutidens "feminiserede skole" straffer drenge, der ikke kan side stille og opføre sig ordenligt, bider ikke rigtig på hos en som mig, der selv har oplevet den sorte skole, hvor kæft, trit og retning var dagsordenen, og hvor drengene overlevede også det.)
Forskellige prioriteringer
Men jeg ser positivt på den forskelsbehandling, der skal sikre flere mænd på visse studier. Her tænker jeg på de kvote-2 krumpspring, der gælder for dyrlægestudiet og lægestudierne.
For dyrlægeområdet er forklaringen, at kvinderne stort set kun vil arbejde med heste og små kæledyr, så der mangler dyrlæger til slagterierne og landbruget. For lægeområdet er argumentationen, at kvinder ikke vil være kirurger, så uden mænd bliver der mangel på dem.
Signal via sproget
Der er måske også andre argumenter (kom gerne med dem), men det er de ovenstående, jeg lige husker.
Køn nævnes imidlertid intetsteds i de tekster, der giver større kvote 2-chancer blandt andet gennem optagelsesprøver og -samtaler. Forudsætninger, der tæller ekstra på f.eks. dyrlægestudiet bare nogle, som kvinder sjældent har, såsom viden om "produktionsdyr" (som det udtrykkes på Københavns Universitet).
Men hvad skal man skrive i kvote-2 teksterne for mænd, der ønsker at blive psykolog?
Går til bunds
Bør man kalde en spade for en spade og sige, at ja, vi er to køn, og vi er forskelligt indrettet også i vores psyke, så selvfølgelig skal der åbnes for flere mænd. Samfundet er vel ikke tjent med, at mænd har færre chancer for at klare sig igennem en livskrise end kvinder, og mænd går i højere grad til bunds i samfundet, som forholdene er i dag.
Der findes godt nok mennesker, der mener, at kønnet ikke har nogen betydning for den dygtige psykolog, og at den kvindelige psykolog jo hjælper manden med at forstå sin kvinde bedre, men...
I min optik er det i familie med barndommens besværgelser om en ideel verden. Jovist er der undtagelser, hvor det giver god hjælp for en mand at være i behandling hos en kvinde, og god hjælp for en kriseramt kvinde at gå til en mandlig psykolog, men køn spiller for de fleste en stor rolle ubevidst/bevidst, om man kan lide det eller ej.
Men vigtigere end kvotesnak er nok, hvordan man få nok mænd til at ville være psykolog?
Og hvordan man får mænd overbevist om at gå til psykolog i tide? Ikke at det er en snuptagsløsning på livskriser, men det hænder, at det nytter:-)
PS: Min første og eneste forsøg på at gå til psykolog var totalt mislykket. Det var en dygtig mand. Bare ikke for mig.
PPS: Et indlæg om køn påkalder sig typisk standardreaktioner fra en flittige flok. Men ovenstående indlæg handler IKKE om at favorisere kvinder, så tag det roligt og undlad venligst at afspore diskussionen.
søndag, april 17, 2011
Forskud på foråret og de hvide asparges
3 kilo tykke hvide asparges snart væk. Nydt med smør en aften, letgrillet med parmesan en anden, blended med kyllingesuppe og fløde til suppe en tredje aften, og der er heldigvis nok af den til endnu et måltid. Og nok til, at de sidste 4 asparges lige kan simres med.
Aspargeshøsten skyldes, at vi kører foråret i møde. Det igen hænger sammen med, at min tidsregning ændrede sig da jeg var omkring 50. Da begyndte jeg nemlig at tænke på, hvor mange forår, jeg mon havde tilbage i mit liv. Hvor mange gange, jeg ville se skovbunden blomstre endnu en gang og bøgen springe ud. Og lige siden har det været en fast tradition at lægge en uges ferie herhjemme ved månedsskiftet april/maj.
Nu, på mine ældre dage er jeg blevet grådigere. Jeg får lyst til at rejse foråret i møde mod syd. Og nej - det er ikke et blomstrende Madeira eller lignende, der tæller, men det nordeuropæiske skift fra det grå og de nøgne grene til det lysegrønne.
Celle og Ilsenburg
I år er anden gang vi rejste foråret i møde i Tyskland. Første gang var vi helt nede ved Heidelberg og den smukke Neckar-flod. Denne gang blev det en kortere tur til Celle samt Ilsenburg i Harzen.
Vi var heldige. Starten gik med to dage i fuldt solskin og varme. Buske var gået i grønt, visse træer også, og andre træer havde det fineste lysegrønne "balletskørt" om haserne. Skovbundens tæppe af anemoner lyste, forsythiaerne ligeså og i haverne blomstrede tulipaner i alle farver.
I Celle skulle vi bo på et hotel med restaurant, der var fint anmeldt på nettet. Men søndag var lukkedag i restauranten, vores fødder var ømme efter lang tur ind og kigge på byens smukke gamle bindingsværkshuse, og når hotelmutter så anbefaler en venindes restaurant laaangt væk....
Forrygende god mad
Vi valgte et sted tæt på, overmåde rost på diverse netsteder, og i lukusklassen, nemlig Endtenfang. Fantastisk mad, fantastisk betjening, gode omgivelser. Fra spændende appetizere, til jomfruhummer, til ærtesuppe med krebs og mynte, til fisk, til lam til ost/dessert. Uhm.
Men at man ikke altid skal stole på overdådig ros på nettet, var hotellet eksempel på. Navnet var Hotel Schifferkrug, og det var da o.k., men man var ved at kløjs i plastikblomster, kitch og påskeudsmykning.
Hotellet var dog roligt beliggende med en lille frodig baghave og prisen var rimelig (65 Euro for værelse, 10 Euro pr. person for morgenmad). Måske havde oplevelsen været anderledes, om restauranten (der dagen inden vores ankomst havde haft asparges på kortet for første gang) havde været åben, men nu virkede det hele som lidt nedslidt.
Heinrich Heine-pensionatet
Det stik modsatte gjorde sig gældende i det lille pensionat, vi fandt i den lille rolige by Ilsenburg for foden af bjergene i Harzen (ikke langt fra Goslar). Det store luftige værelse kostede 50 Euro pr. nat, og morgenmad 7,50 Euro pr. person. I øvrigt bedre (frisk frugt m.v.) end på hotellet i Celle.
Pensionatet/restauranten hedder Heinrich Heine efter digteren. Det drives af kokken Thorsten Arnau, der også har et lille sted i den gamle stationsbygning. Thorsten Arnau, en høj mørkhåret mand, var meget imødekømmende og jo - han laver god mad:-)
Den smalsporede
Og så til noget helt andet, noget smalsporet, der kun kan anbefales, hvis man trænger til at få sjælen med. Det er en tur i Harzens smalsporede jernbane med damplokomotiv og vogne med for- og bag"perroner", som man ser i gamle film. Vi kørte selv i bil en smule op ad bjerget og tog den lille bane, der går til - of alle places - Bloksbjerg:-).
Det stinker til tider, dampen blænder for udsigten til tider, og det går såre langsomt. Det er bare så godt, for man ser alt i roligt tempo. Ingen flimrende indtryk som når man kører i bil eller moderne tog.
Udsigten er meget fin oppe på Bloksbjerg, men bygningerne (museum samt restaurant) ikke noget at råbe hurra for. Deroppe blev man så også mindet om opdelingen af Tyskland for muren skar igennem også lige netop der.
Da vi skulle ned igen med toget, kiggede en ræv frem, og efter lidt betænkningstid lagde den sig på den anden perron og kiggede os alle an.
Bjergvandring
Nu har jeg desværre en kaput ankel, så bjergvandring er ikke mig, men vi så, at der er gode stier hele vejen op, og man kan jo tage toget noget af vejen, hvis man ikke er til den helt lange tur.
I jagten på overnatning så vi i øvrigt også Waldhotel i Ilsenburg - og som navnet antyder, midt i en skov. Den var ikke sprunget ud endnu, og det var lidt dystert. Det første gemalen sagde, da han så det var "Det minder mig stemningsmæssigt om hotellet i The Shining". Der var næsten ingen mennesker, men nok populært sted, når tyskerne for alvor begynder på deres bjergvandringer.
Hundertwasse i Uelzen
Men tilbage til tog. På hjemvejen kørte vi til Uelzen, der er blevet berømt for sin stationsbygning. I 1999-2000 blev den nemlig bygget helt om i den farverige Hundertwasser-stil, og man blev glad i roen ved at gå rundt og kigge.. Fra perron, til stationsbygning til toiletterne og de underjordiske gange ud til perron'erne.
Den østriske arkitekt og og kunstner Friedensreich Hundertwasser (der døde i 2000) hadede ifølge Wikipedia lige linjer, og det burde lidt flere arkitekter nok gøre:-)
Stemning
Men hvor er der dog mange tanker, der farer igennem hovedet, når man er i Tyskland. Vi kørte igennem Bergen (ikke så langt fra Bergen Belsen), vi så et efterladt udkigstårn ved den tidligere øst/vest-grænse og fotos af muren på Bloksbjerg.
Vi så smukke bindingsværkshuse fra 1700-tallet, kæmpegårde, marker flade så langt øjet rækker, idylliske bække, Wernigerodes smukke bytorv og rådhus, Ilsenburgs små stræder.
Når vi kørte, havde vi altid radioen på en af de klassiske stationer, hvor musik af de store tyske komponister udfoldede sig.
Tyskland er et godt rejseland, også netop fordi man får tænkt så meget på det ondeste og det smukkeste.
Aspargeshøsten skyldes, at vi kører foråret i møde. Det igen hænger sammen med, at min tidsregning ændrede sig da jeg var omkring 50. Da begyndte jeg nemlig at tænke på, hvor mange forår, jeg mon havde tilbage i mit liv. Hvor mange gange, jeg ville se skovbunden blomstre endnu en gang og bøgen springe ud. Og lige siden har det været en fast tradition at lægge en uges ferie herhjemme ved månedsskiftet april/maj.
Nu, på mine ældre dage er jeg blevet grådigere. Jeg får lyst til at rejse foråret i møde mod syd. Og nej - det er ikke et blomstrende Madeira eller lignende, der tæller, men det nordeuropæiske skift fra det grå og de nøgne grene til det lysegrønne.
Celle og Ilsenburg
I år er anden gang vi rejste foråret i møde i Tyskland. Første gang var vi helt nede ved Heidelberg og den smukke Neckar-flod. Denne gang blev det en kortere tur til Celle samt Ilsenburg i Harzen.
Vi var heldige. Starten gik med to dage i fuldt solskin og varme. Buske var gået i grønt, visse træer også, og andre træer havde det fineste lysegrønne "balletskørt" om haserne. Skovbundens tæppe af anemoner lyste, forsythiaerne ligeså og i haverne blomstrede tulipaner i alle farver.
I Celle skulle vi bo på et hotel med restaurant, der var fint anmeldt på nettet. Men søndag var lukkedag i restauranten, vores fødder var ømme efter lang tur ind og kigge på byens smukke gamle bindingsværkshuse, og når hotelmutter så anbefaler en venindes restaurant laaangt væk....
Forrygende god mad
Vi valgte et sted tæt på, overmåde rost på diverse netsteder, og i lukusklassen, nemlig Endtenfang. Fantastisk mad, fantastisk betjening, gode omgivelser. Fra spændende appetizere, til jomfruhummer, til ærtesuppe med krebs og mynte, til fisk, til lam til ost/dessert. Uhm.
Men at man ikke altid skal stole på overdådig ros på nettet, var hotellet eksempel på. Navnet var Hotel Schifferkrug, og det var da o.k., men man var ved at kløjs i plastikblomster, kitch og påskeudsmykning.
Hotellet var dog roligt beliggende med en lille frodig baghave og prisen var rimelig (65 Euro for værelse, 10 Euro pr. person for morgenmad). Måske havde oplevelsen været anderledes, om restauranten (der dagen inden vores ankomst havde haft asparges på kortet for første gang) havde været åben, men nu virkede det hele som lidt nedslidt.
Heinrich Heine-pensionatet
Det stik modsatte gjorde sig gældende i det lille pensionat, vi fandt i den lille rolige by Ilsenburg for foden af bjergene i Harzen (ikke langt fra Goslar). Det store luftige værelse kostede 50 Euro pr. nat, og morgenmad 7,50 Euro pr. person. I øvrigt bedre (frisk frugt m.v.) end på hotellet i Celle.
Pensionatet/restauranten hedder Heinrich Heine efter digteren. Det drives af kokken Thorsten Arnau, der også har et lille sted i den gamle stationsbygning. Thorsten Arnau, en høj mørkhåret mand, var meget imødekømmende og jo - han laver god mad:-)
Den smalsporede
Og så til noget helt andet, noget smalsporet, der kun kan anbefales, hvis man trænger til at få sjælen med. Det er en tur i Harzens smalsporede jernbane med damplokomotiv og vogne med for- og bag"perroner", som man ser i gamle film. Vi kørte selv i bil en smule op ad bjerget og tog den lille bane, der går til - of alle places - Bloksbjerg:-).
Det stinker til tider, dampen blænder for udsigten til tider, og det går såre langsomt. Det er bare så godt, for man ser alt i roligt tempo. Ingen flimrende indtryk som når man kører i bil eller moderne tog.
Udsigten er meget fin oppe på Bloksbjerg, men bygningerne (museum samt restaurant) ikke noget at råbe hurra for. Deroppe blev man så også mindet om opdelingen af Tyskland for muren skar igennem også lige netop der.
Da vi skulle ned igen med toget, kiggede en ræv frem, og efter lidt betænkningstid lagde den sig på den anden perron og kiggede os alle an.
Bjergvandring
Nu har jeg desværre en kaput ankel, så bjergvandring er ikke mig, men vi så, at der er gode stier hele vejen op, og man kan jo tage toget noget af vejen, hvis man ikke er til den helt lange tur.
I jagten på overnatning så vi i øvrigt også Waldhotel i Ilsenburg - og som navnet antyder, midt i en skov. Den var ikke sprunget ud endnu, og det var lidt dystert. Det første gemalen sagde, da han så det var "Det minder mig stemningsmæssigt om hotellet i The Shining". Der var næsten ingen mennesker, men nok populært sted, når tyskerne for alvor begynder på deres bjergvandringer.
Hundertwasse i Uelzen
Men tilbage til tog. På hjemvejen kørte vi til Uelzen, der er blevet berømt for sin stationsbygning. I 1999-2000 blev den nemlig bygget helt om i den farverige Hundertwasser-stil, og man blev glad i roen ved at gå rundt og kigge.. Fra perron, til stationsbygning til toiletterne og de underjordiske gange ud til perron'erne.
Den østriske arkitekt og og kunstner Friedensreich Hundertwasser (der døde i 2000) hadede ifølge Wikipedia lige linjer, og det burde lidt flere arkitekter nok gøre:-)
Stemning
Men hvor er der dog mange tanker, der farer igennem hovedet, når man er i Tyskland. Vi kørte igennem Bergen (ikke så langt fra Bergen Belsen), vi så et efterladt udkigstårn ved den tidligere øst/vest-grænse og fotos af muren på Bloksbjerg.
Vi så smukke bindingsværkshuse fra 1700-tallet, kæmpegårde, marker flade så langt øjet rækker, idylliske bække, Wernigerodes smukke bytorv og rådhus, Ilsenburgs små stræder.
Når vi kørte, havde vi altid radioen på en af de klassiske stationer, hvor musik af de store tyske komponister udfoldede sig.
Tyskland er et godt rejseland, også netop fordi man får tænkt så meget på det ondeste og det smukkeste.
søndag, marts 20, 2011
Mænd med døtre gør en stor forskel
Når en mandlig administrerende direktør får en datter, stiger lønningerne for de kvindelige ansatte i hans firma. Det viser et dansk-amerikansk forskningsprojekt, baseret på danske arbejdsmarkedsdata gennem 12 år. Involveret er Aalborg Universitet, Columbia Business School og University of Maryland.
Det er interessant viden om kønsbetingede forskelle i løn i en tid, hvor en gruppe unge veluddannede kvinder og endnu flere mænd her i Danmark hævder, at mænd og kvinder i Danmark har lige vilkår.
M.I.T.-konference
At fædre til døtre åbner øjenene lidt mere for kvinders vilkår kommer dog ikke bag på mig, ej heller at der sker mest, hvis datteren er det førstfødte barn.
Jeg erindrer selv en konference, der handlede om kvinder inden for teknologi og manglen på dem, afholdt på M.I.T. i Boston. I pausen vandrede jeg rundt blandt de ganske få mænd, der var mødt op, og spurgte hvorfor de deltog.
Samtlige var fædre til døtre og ville gerne lære lidt mere om, hvorfor piger holdt sig tilbage fra de vigtige fag, og hvad man kunne gøre for at ændre på det. Også hovedtaleren, fysikprofessor Robert Birgeneau, chancellor, University of California, Berkeley, havde døtre.
Birgeneau har tidligere været Dean for Science på M.I.T:, hvor han tog initiativet til at få afdækket den bevidste og ubevidste kønsdiskrimination på fakulteterne. Jeg skrev om det hos Ingeniørens Version2.
Cepos-debat om feminisme
Jeg har for nylig også på min business-blog skrevet om den skarpe kønsdebat, der p.t. finder sted i det danske. Her var udgangspunktet et møde, som den borgerlige tænketank Cepos havde arrangeret, og hvor titlen var "Borgerlig feminisme".
På mødet gav den unge konservative rådmand på Frederiksberg Mie Harder udtryk for, at kvinder, der er i den fødedygtige alder, må forhandle sig til mindre i løn for at være lige så attraktive for en arbejdsgiver som mænd, i hvert fald når det gælder mindre virksomheder. Og hun står ikke alene. Læs blot bloggens kommentarfelt, hvor blandt andre en politiker fra Venstre bakker hende op.
Mest markante er dog de unge kvinder, der færdes i nærheden af Liberal Alliance og dets hoforgan, 180grader.dk. Som også tidligere beskrevet på denne blog.
PS: Tak til Christiane Vejlø for tippet om fædre/døtre-forskningen.
"We observe that when a daughter was born to a male CEO, wages paid to the CEO’s female employees rose relative to the wages paid to male employees. The effect was stronger for the first daughter, and stronger still if the first daughter was also the first child. The birth of a daughter to a male CEO particularly benefitted women who were more educated or who worked for smaller firms. These results have implications for our understanding not only of the origins of discrimination and the gender gap in wages but also of social preferences and the influence of managerial style on firm policies."Erfaringen med at få en datter, og især som førstefødt barn, kommer altså især veluddannede kvinder til gode eller kvinder, der arbejdede i mindre firmaer.
Det er interessant viden om kønsbetingede forskelle i løn i en tid, hvor en gruppe unge veluddannede kvinder og endnu flere mænd her i Danmark hævder, at mænd og kvinder i Danmark har lige vilkår.
M.I.T.-konference
At fædre til døtre åbner øjenene lidt mere for kvinders vilkår kommer dog ikke bag på mig, ej heller at der sker mest, hvis datteren er det førstfødte barn.
Jeg erindrer selv en konference, der handlede om kvinder inden for teknologi og manglen på dem, afholdt på M.I.T. i Boston. I pausen vandrede jeg rundt blandt de ganske få mænd, der var mødt op, og spurgte hvorfor de deltog.
Samtlige var fædre til døtre og ville gerne lære lidt mere om, hvorfor piger holdt sig tilbage fra de vigtige fag, og hvad man kunne gøre for at ændre på det. Også hovedtaleren, fysikprofessor Robert Birgeneau, chancellor, University of California, Berkeley, havde døtre.
Birgeneau har tidligere været Dean for Science på M.I.T:, hvor han tog initiativet til at få afdækket den bevidste og ubevidste kønsdiskrimination på fakulteterne. Jeg skrev om det hos Ingeniørens Version2.
Cepos-debat om feminisme
Jeg har for nylig også på min business-blog skrevet om den skarpe kønsdebat, der p.t. finder sted i det danske. Her var udgangspunktet et møde, som den borgerlige tænketank Cepos havde arrangeret, og hvor titlen var "Borgerlig feminisme".
På mødet gav den unge konservative rådmand på Frederiksberg Mie Harder udtryk for, at kvinder, der er i den fødedygtige alder, må forhandle sig til mindre i løn for at være lige så attraktive for en arbejdsgiver som mænd, i hvert fald når det gælder mindre virksomheder. Og hun står ikke alene. Læs blot bloggens kommentarfelt, hvor blandt andre en politiker fra Venstre bakker hende op.
Mest markante er dog de unge kvinder, der færdes i nærheden af Liberal Alliance og dets hoforgan, 180grader.dk. Som også tidligere beskrevet på denne blog.
PS: Tak til Christiane Vejlø for tippet om fædre/døtre-forskningen.
torsdag, marts 03, 2011
Advarsel: Stop for tolke kan gøre voldsramte kvinder fortabte
Pr. 1. juni er det slut med gratis tolkebistand hos læger og hospitaler til folk, der ikke taler dansk, selv om de har boet her i syv år eller mere. Kan det være et problem? Ja for visse. Et livstruende problem.
Det blev jeg klar over forleden, hvor jeg talte med en kvinde med forbindelse til hospitalsvæsenet.
"Når der kommer en fremmedsproget kvinde, der ser ud til at have lidt alvorlig overlast, er det helt afgørende, at hele hendes familie sendes uden for døren, hvis vi skal kunne hjælpe hende ud over blot at lappe hende sammen. Hvis hendes søn eller mand skal fungere som tolk, vil hun aldrig fortælle sandheden, hvis den handler om, at hun er slået sønder og sammen af et familiemedlem," fortalte kvinden.
Hun og hendes kolleger møder jævnligt de voldsramte kvinder. Næsten altid ledsages de af familie, og ofte vil familiemedlemmer med ind i undersøgelseslokalet. Men det bør forhindres, mener kvinden, der orienterede mig. Normen bør være at forhindre det.
Men nu. Efter 1. juni. Kan man så lige bede hendes mand om at betale for en tolk? Enhver må kunne se, at det bliver en håbløs situation.
Man kan så sige, at det er for dårligt, at et menneske, der har boet i Danmark i 7 år ikke taler dansk, men sådan er det jo.
Vi ved, at der findes, hvad man kan kalde burkvinder i Danmark. Kvinder, hvis hele tilværelse er i hjemmet med forbud mod at gå på sprogskole eller på anden vis blande sig i det danske samfund. Integrationsministeriet er også inde på problemerne HER.
Vi ved også, at omkring halvdelen af de forslåede kvinder, der henvender sig til krisecentre, er af anden etnisk oprindelse en dansk.
Jeg frygter, at politikerne, der har vedtaget forbudet mod gratis tolk, får blod på hænderne.
Det blev jeg klar over forleden, hvor jeg talte med en kvinde med forbindelse til hospitalsvæsenet.
"Når der kommer en fremmedsproget kvinde, der ser ud til at have lidt alvorlig overlast, er det helt afgørende, at hele hendes familie sendes uden for døren, hvis vi skal kunne hjælpe hende ud over blot at lappe hende sammen. Hvis hendes søn eller mand skal fungere som tolk, vil hun aldrig fortælle sandheden, hvis den handler om, at hun er slået sønder og sammen af et familiemedlem," fortalte kvinden.
Hun og hendes kolleger møder jævnligt de voldsramte kvinder. Næsten altid ledsages de af familie, og ofte vil familiemedlemmer med ind i undersøgelseslokalet. Men det bør forhindres, mener kvinden, der orienterede mig. Normen bør være at forhindre det.
Men nu. Efter 1. juni. Kan man så lige bede hendes mand om at betale for en tolk? Enhver må kunne se, at det bliver en håbløs situation.
Man kan så sige, at det er for dårligt, at et menneske, der har boet i Danmark i 7 år ikke taler dansk, men sådan er det jo.
Vi ved, at der findes, hvad man kan kalde burkvinder i Danmark. Kvinder, hvis hele tilværelse er i hjemmet med forbud mod at gå på sprogskole eller på anden vis blande sig i det danske samfund. Integrationsministeriet er også inde på problemerne HER.
Vi ved også, at omkring halvdelen af de forslåede kvinder, der henvender sig til krisecentre, er af anden etnisk oprindelse en dansk.
Jeg frygter, at politikerne, der har vedtaget forbudet mod gratis tolk, får blod på hænderne.
onsdag, december 08, 2010
Præcis Anne Knudsen
En febernedbrændt hjerne gav mig for nogen tid siden en længe tiltrængt undskyldning for at læse en bog for min egen fornøjelses skyld, og det blev Anne Knudsens gamle bog, "Her går det godt - send flere penge". Et venligt menneske havde netop foræret mig bogen, idet vi i en snak havde berørt drenges ret så omfattende fravalg af uddannelse.
Af bogens bagsidetekst forstår jeg, at den især handler om danskernes selvtilfredshed og det negative syn på fremmede. Men Weekendavisens chefredaktør, antropologen Anne Knudsen, lægger i høj grad også kønnet under skalpellen, og ikke mindst kvindekønnet.
Jeg selv har altid ærgret mig over, at rødstrømpekampen aldrig nåede længere end at kritisere mændene (og efter kuppet i februar 1972 også kapitalismen). Vi kvinder fik ikke taget det næste, sværere skridt, nemlig at give vores eget køn et lige så kritisk blik.
Kan vi tage en irettesættelse, uden at tage det personligt? Ønsker vi et godt og effektivt arbejdsmiljø uden hønsegårdens hakkerier? Tør vi udvise handlekraft? Vil vi have ansvar, eller være ansvarsfri til blot at kunne kritisere? Vil vi være topchef med den ekstraindsats, den profession fordrer?
I rødstrømpe-tiden blev ordsproget "Kvinde er kvinde værst" mødt med hånlatter. Vi var jo søstre, allesammen, veninder. Vi ville kun hinanden det allerbedste. Det vidste enhver, der havde deltaget i en basisgruppe eller på ø-lejr.
Hvad Anne Knudsen påpeger i sin bog (side 114) fra 1996 er blandt andet, at kvinder stadig er kvinder værst. Hun påpeger også, at nok kneb det med kvinders rettigheder og med holdninger til dem op til 1970'erne, men kvindens påvirkning af samfundet og dets beslutningsprocesser derefter ikke er blevet den store gevinst.
Da ordsproget "Kvinde er kvinde værst" stadig er tabu, så lige et par ord mere fra bogen. En af undersøgelserne, som Anne Knudsen henviser til, har fokus på hospitalerne. Den viser, at kvindeligt plejepersonale yder markant ringere service over for kvindelige læger end mandlige.
Må jeg tilføje, at der er adskillige kvindelige chefer i det private erhvervsliv, der kan skrive under på noget lignende.
Selvfølgelig er der undtagelser, og for mit eget liv gælder, at dem, jeg har arbejdet allerbedst sammen med er kvinder, og dem, jeg har de allerdårligste, mest hårrejsende minder om er kvinder. Faktisk er der langt større forskel kvinder imellem, end jeg har oplevet hos mændene, jeg har arbejdet sammen med.
Nogle vil garanteret sige, at kvinderne har bevæget sig langt siden Anne Knudsen skrev sin bog, men jeg ser ingen tegn på det. Kvinders højt besungne varme fællesskab er i høj grad et kulisseværk, og ve kvinden, der peger på det (kan det være årsagen til, at bagsideteksten ikke spidder kvinderne? Det er jo kvinder, der køber flest bøger).
Anne Knudsen påpeger, hvorledes kvinder altid fortæller, at de vil have noget med mennesker at gøre. Af samme årsag foretrækkes også uddannelser, der i høj grad rettes mod offentlig ansættelse, omsorg og sagsbehandling.
Og i de job, hvor så mange bliver afhængige af kvinderne (som patient, som klient, som elev) udfolder kvinderne sig, så den der vil mest smertefrit igennem gør klogest ved at opføre som barnet over for forælderen, skriver Anne Knudsen.
Hun er også godt inde over, hvorfor drengebørn kommer i klemme i systemet, og påpeger hvorledes den "klassiske" manderolle som den strenge, kolde mand, der sidder på pengepungen (skattekisten) stadig fremmanes. Det er bekvemt, for så forstår alle, at kvinderne jo gør deres bedste - at de ingensomhelst skyld har i elendigheder.
Anne Knudsen giver i sin bog udtryk for, at kvinder ønsker skaffedyr - altså en mand med højere indtægt, og helst så høj, at det ikke gør ret meget, hvis hendes ønskejob kun udløser småpenge.
Der er et par områder, hvor jeg ville ønske, at Anne Knudsen var gået nogle skridt videre, men det er jo "egen hassan", der spøger. I bogen "Lykkelig i Nørdland - Hvem bygger fremtiden? En tankevækker til fædre, mødre og andre der påvirker pigernes studievalg", ser også jeg jo på kvindernes uddannelsesvalg, og det behov for også at have et skaffedyr, det kan medføre.
Lykkelig-bogen blev gjort færdig, da finanskrisen var slået igennem. Også derfor har jeg så valgt at se på pigernes studievalg i relation til det danske samfunds evne til at overleve.
Abonner på:
Indlæg (Atom)