Det er kvindernes skyld...

En gang var alt samfundets skyld. At det lykkedes at gøre påstanden nagelfast i årtier kan henføres til en slagkraftig demagogi kombineret med, at den tjente alt for mange, ikke blot på venstrefløjen. Alt for mange kvinder valgte at sluge påstanden råt, fordi den passede i deres kram. ”Lille pus, det er ikke din skyld, det er samfundets skyld, men nu skal mor her sørge for, at samfundet giver dig, hvad det skylder”. Og kvinder ville ændre systemet indefra.

Nu rammer bagslaget i den grad ”mor her”. Nu er alt, der går galt, nemlig kvindernes skyld. Det er kvindedominansen i børnehaver og skoler, der ødelægger alt for drengene. De flittige piger berøver drengene deres universitetspladser. Kvinderne har gjort mændene til pivede skødehunde, selv om kvinder i virkeligheden kun længes efter machomanden. Og så er det selvfølgelig også kvindernes skyld, at den offentlige sektor vokser som en kræftbyld, der tager blodforsyningen væk fra den private sektor.

Tilbage til, da mænd var mænd
Påstanden om, at alt er kvindernes skyld, høres fra begge køns side. Vi får tv-udsendelser, hvor mænd fortæller om, hvor ulidelige kvinderne er blevet, og kronikker, hvor veluddannede, kønne kvinder fortæller, hvor ulidelige andre kvinder er blevet, og hvor synd det er for mændene. Påstanden er lige så manipulativ stærk, som påstanden om, at alt er samfundets skyld. Den tjener alt for mange.

Det er igen blevet fuldt ud legalt og morsomt for mænd at rejse tvivl om kvindernes forstand, mens de skamroser det traditionelle mandeunivers. Sært nok tilføjer manden, der synger sangen, dog altid, at han selv skam ikke er blevet kvindagtig, kun andre mænd. Og det er igen blevet legalt for kvinder at være kvinder værst. Sært nok tænker kvinden ikke på, hvilke mulighed hun ville have for at blive hørt, hvis ikke der forud havde været kvinder, der ville kvinder det bedst.

Smerteligt smart
Hvad vi oplever er bedrøvende elegant, langt mere effektivt nedgørende end noget foto af rødstrømper med hængebryster og brændende bh’er. Og imens går alt op i limningen. Ingen tackler de alvorligere problemer, der også har rod i kønnet, og det i en krisetid, hvor vi burde stå sammen.
Så her er min liste over, hvor det brænder på. Skrevet skamløst enøjet, gråtoner er ignoreret. Skrevet på fornemmelser, fordomme og fakta.

Kvindereservater vokser
Dagens danske mænd udviser langt mere interesse for deres egne poder end tidligere tiders mænd, men interessen for at præge andres små poder er reduceret til nær nul. Mænd har aldrig gidet pædagogjobbet, men mænd gider heller ikke længere at undervise i de mindste klasser. Først når børn bliver ældre, bliver de interessante at arbejde med. Hold op med at pege på kvinderne, som ene-årsag til at små drenge vokser op i rene kvindereservater. Peg på mændene også.

Kvinder er gået i selvspind. De vender stort set tilbage til de roller, som deres bedstemødre fandt for begrænsende, om end nu med en typisk beskeden lønseddel som legitimering af, hvor frie og ligestillede de er. De jagter gode skaffedyr, forfører deres småpiger med en lyserød implosion, og punker kvinder, der vælger anderledes.

Lømler og bitches
Skoledrengene klarer sig skidt, og det hedder sig, at årsagen er, at skolesystemet er blevet indrettet til de flittige piger. At hævde, at drengene bruger størstedelen af den tid, som pigerne bruger på lektier, til at spille combat-computerspil, hænge på hjørnerne og tjene gysser på tanken, er så politisk ukorrekt, at ingen laver ”Gallup” på det. Drengene gør som de vil, og de har det fedt.

Skolepigerne er blevet nogle intrigante små kællinger, fordi alt igen handler om at være den smukkeste og mest populære pige - blandt drengene. Foruden altså at få de bedste karakterer. De har direkte kurs mod det helt umulige superkvinde-ideal, hende der kan alt. På overfladen bruser pigerne af selvtillid, og nedenunder føler flere end nogensinde sig for tykke, flere end nogensinde snitter sig selv, sulter sig selv og spiser antidepressiva.

Det kvikke fix og selvrealiseringen
På uddannelsesfronten falder drengene fra, og det forklares igen med dårlige vilkår for drenge i skoletiden. Der er ikke politisk korrekt at koble en del af udviklingen til det overophedede arbejdsmarked, vi havde i så mange år. Drenge er som bekendt mere risikovillige, og når de ser udsigten til hurtige penge UDEN uddannelse, så springer relativt flere drenge end piger selvfølgelig.

Det er så ris til egen røv i krisetider, og det tager år at rette op på den uheldige situation og vanetænkningen, og imens forsvinder endnu flere af de arbejdspladser, der kan klares uden uddannelse eller kortvarig. De unge mænd, der endelig tager en længerevarende uddannelse, vil enten være dødsmart finansmand eller den nye Trentemøller eller Lars von Trier.

Pigerne okkuperer 60 procent af pladserne på universiteterne og vist noget i samme lag på de mellemlange uddannelser. De fleste vælger uddannelser rettet mod beskæftigelse i den offentlige sektor, og en del andre vælger brødløse uddannelser, fordi det handler om selvrealisering. De vil være noget med mennesker, mode eller kultur, og de er bevidst ignorante over for, at et gratis uddannelsessystem ikke kan opretholdes, hvis mønstret fortsætter for længe.

Pay back time
Men så kommer dagen, hvor alle de halvgamle mænd og kvinder har fået snøvlet sig færdig med efterskole, sabbat, studieskift og speciale. Tiden, hvor de skal bidrage til, at næste generationer også får privilegerede vilkår.

Well. De halvgamle møder frem på et arbejdsmarked som forkælede snotunger med urimelige krav, forkerte uddannelser og højlydt argumentation for, at netop deres krav og deres uddannelser er, hvad et forstandigt erhvervsliv burde indse, er en guds gave. Mange af de klogeste mænd stryger til udlandet, og de fleste kvinder tager den 1 år lange barselsorlov hver gang, næsten halvdelen går på deltid, og mantraet er, at ”samfundet kan jo heller ikke overleve uden børn.”

Det store spørgsmål er, om det danske samfund kan overleve med deres forkælede, selvrealiserende møgunger. Det bliver jo ikke dem, der bidrager med ”varme hænder” eller ”hård ekspertise”.

Allerede nu kniber det som bekendt alvorligt. De små virksomheder knækker halsen i hobevis, og de store fatter ikke det med ”guds gave”, men flytter ikke blot vindmølleproduktion ud, men også forskning og udvikling. Til lande, hvor unge er dybt afhængige af en god uddannelse og et godt job ikke blot for at forsørge sig selv og deres forældre, men også for at skabe et bedre liv for deres børn. Nøjagtig som danskere gjorde det, før alt blev ”samfundets skyld”.


 Ekspertvælde og bekymringsindustrien

Nu er vi kommet til, at det er ”kvindernes skyld”. Heller ikke den påstand er en hjælp for samfundet. De eneste, der vinder på den ubegavede diskussion og situationen i øvrigt er ekspertvældet og bekymringsindustrien. Der nedsættes udvalg på udvalg, mandes op i støtte- og kontrolfunktioner, bræges løs i medierne. Det er for dååååååårligt, nogen må gøre noget

Så hvad skal vi gøre for drengene? Hvad skal vi gøre med pigerne? Skal der ikke sættes ind med dobbelt antal lærer i skolen? Hvordan skal vi begrænse den offentlige sektors vækst? Hvordan kan vi lære en nøgen kvinde (Danmark) at spinde? Hvorledes tiltrækker vi udenlandske eksperter på mangelområder? Hvordan kan vi eksportere flere film, mere mode og vores velfærdsmodel? Hvorledes kan vi få forbudt erhvervslivet at bruge arbejdskraft fra Polen? Hvordan ændres det kønsopdelte arbejdsmarked, så de bedste talenter kommer i spil? Etc. etc.

Hvilken jammerlig situation. Grow up. Hver og en. Kvinde og mand. For samfundets skyld.


PS: Og skyd så bare løs, hvis det trænger sig på, hvad enten det er for at skyde mig ned, eller for at supplere med i sort/hvid eller med gråzoner.