Af bogens bagsidetekst forstår jeg, at den især handler om danskernes selvtilfredshed og det negative syn på fremmede. Men Weekendavisens chefredaktør, antropologen Anne Knudsen, lægger i høj grad også kønnet under skalpellen, og ikke mindst kvindekønnet.
Jeg selv har altid ærgret mig over, at rødstrømpekampen aldrig nåede længere end at kritisere mændene (og efter kuppet i februar 1972 også kapitalismen). Vi kvinder fik ikke taget det næste, sværere skridt, nemlig at give vores eget køn et lige så kritisk blik.
Kan vi tage en irettesættelse, uden at tage det personligt? Ønsker vi et godt og effektivt arbejdsmiljø uden hønsegårdens hakkerier? Tør vi udvise handlekraft? Vil vi have ansvar, eller være ansvarsfri til blot at kunne kritisere? Vil vi være topchef med den ekstraindsats, den profession fordrer?
I rødstrømpe-tiden blev ordsproget "Kvinde er kvinde værst" mødt med hånlatter. Vi var jo søstre, allesammen, veninder. Vi ville kun hinanden det allerbedste. Det vidste enhver, der havde deltaget i en basisgruppe eller på ø-lejr.
Hvad Anne Knudsen påpeger i sin bog (side 114) fra 1996 er blandt andet, at kvinder stadig er kvinder værst. Hun påpeger også, at nok kneb det med kvinders rettigheder og med holdninger til dem op til 1970'erne, men kvindens påvirkning af samfundet og dets beslutningsprocesser derefter ikke er blevet den store gevinst.
Da ordsproget "Kvinde er kvinde værst" stadig er tabu, så lige et par ord mere fra bogen. En af undersøgelserne, som Anne Knudsen henviser til, har fokus på hospitalerne. Den viser, at kvindeligt plejepersonale yder markant ringere service over for kvindelige læger end mandlige.
Må jeg tilføje, at der er adskillige kvindelige chefer i det private erhvervsliv, der kan skrive under på noget lignende.
Selvfølgelig er der undtagelser, og for mit eget liv gælder, at dem, jeg har arbejdet allerbedst sammen med er kvinder, og dem, jeg har de allerdårligste, mest hårrejsende minder om er kvinder. Faktisk er der langt større forskel kvinder imellem, end jeg har oplevet hos mændene, jeg har arbejdet sammen med.
Nogle vil garanteret sige, at kvinderne har bevæget sig langt siden Anne Knudsen skrev sin bog, men jeg ser ingen tegn på det. Kvinders højt besungne varme fællesskab er i høj grad et kulisseværk, og ve kvinden, der peger på det (kan det være årsagen til, at bagsideteksten ikke spidder kvinderne? Det er jo kvinder, der køber flest bøger).
Anne Knudsen påpeger, hvorledes kvinder altid fortæller, at de vil have noget med mennesker at gøre. Af samme årsag foretrækkes også uddannelser, der i høj grad rettes mod offentlig ansættelse, omsorg og sagsbehandling.
Og i de job, hvor så mange bliver afhængige af kvinderne (som patient, som klient, som elev) udfolder kvinderne sig, så den der vil mest smertefrit igennem gør klogest ved at opføre som barnet over for forælderen, skriver Anne Knudsen.
Hun er også godt inde over, hvorfor drengebørn kommer i klemme i systemet, og påpeger hvorledes den "klassiske" manderolle som den strenge, kolde mand, der sidder på pengepungen (skattekisten) stadig fremmanes. Det er bekvemt, for så forstår alle, at kvinderne jo gør deres bedste - at de ingensomhelst skyld har i elendigheder.
Anne Knudsen giver i sin bog udtryk for, at kvinder ønsker skaffedyr - altså en mand med højere indtægt, og helst så høj, at det ikke gør ret meget, hvis hendes ønskejob kun udløser småpenge.
Der er et par områder, hvor jeg ville ønske, at Anne Knudsen var gået nogle skridt videre, men det er jo "egen hassan", der spøger. I bogen "Lykkelig i Nørdland - Hvem bygger fremtiden? En tankevækker til fædre, mødre og andre der påvirker pigernes studievalg", ser også jeg jo på kvindernes uddannelsesvalg, og det behov for også at have et skaffedyr, det kan medføre.
Lykkelig-bogen blev gjort færdig, da finanskrisen var slået igennem. Også derfor har jeg så valgt at se på pigernes studievalg i relation til det danske samfunds evne til at overleve.
0 kommentarer:
Send en kommentar