3 kilo tykke hvide asparges snart væk. Nydt med smør en aften, letgrillet med parmesan en anden, blended med kyllingesuppe og fløde til suppe en tredje aften, og der er heldigvis nok af den til endnu et måltid. Og nok til, at de sidste 4 asparges lige kan simres med.
Aspargeshøsten skyldes, at vi kører foråret i møde. Det igen hænger sammen med, at min tidsregning ændrede sig da jeg var omkring 50. Da begyndte jeg nemlig at tænke på, hvor mange forår, jeg mon havde tilbage i mit liv. Hvor mange gange, jeg ville se skovbunden blomstre endnu en gang og bøgen springe ud. Og lige siden har det været en fast tradition at lægge en uges ferie herhjemme ved månedsskiftet april/maj.
Nu, på mine ældre dage er jeg blevet grådigere. Jeg får lyst til at rejse foråret i møde mod syd. Og nej - det er ikke et blomstrende Madeira eller lignende, der tæller, men det nordeuropæiske skift fra det grå og de nøgne grene til det lysegrønne.
Celle og Ilsenburg
I år er anden gang vi rejste foråret i møde i Tyskland. Første gang var vi helt nede ved Heidelberg og den smukke Neckar-flod. Denne gang blev det en kortere tur til Celle samt Ilsenburg i Harzen.
Vi var heldige. Starten gik med to dage i fuldt solskin og varme. Buske var gået i grønt, visse træer også, og andre træer havde det fineste lysegrønne "balletskørt" om haserne. Skovbundens tæppe af anemoner lyste, forsythiaerne ligeså og i haverne blomstrede tulipaner i alle farver.
I Celle skulle vi bo på et hotel med restaurant, der var fint anmeldt på nettet. Men søndag var lukkedag i restauranten, vores fødder var ømme efter lang tur ind og kigge på byens smukke gamle bindingsværkshuse, og når hotelmutter så anbefaler en venindes restaurant laaangt væk....
Forrygende god mad
Vi valgte et sted tæt på, overmåde rost på diverse netsteder, og i lukusklassen, nemlig Endtenfang. Fantastisk mad, fantastisk betjening, gode omgivelser. Fra spændende appetizere, til jomfruhummer, til ærtesuppe med krebs og mynte, til fisk, til lam til ost/dessert. Uhm.
Men at man ikke altid skal stole på overdådig ros på nettet, var hotellet eksempel på. Navnet var Hotel Schifferkrug, og det var da o.k., men man var ved at kløjs i plastikblomster, kitch og påskeudsmykning.
Hotellet var dog roligt beliggende med en lille frodig baghave og prisen var rimelig (65 Euro for værelse, 10 Euro pr. person for morgenmad). Måske havde oplevelsen været anderledes, om restauranten (der dagen inden vores ankomst havde haft asparges på kortet for første gang) havde været åben, men nu virkede det hele som lidt nedslidt.
Heinrich Heine-pensionatet
Det stik modsatte gjorde sig gældende i det lille pensionat, vi fandt i den lille rolige by Ilsenburg for foden af bjergene i Harzen (ikke langt fra Goslar). Det store luftige værelse kostede 50 Euro pr. nat, og morgenmad 7,50 Euro pr. person. I øvrigt bedre (frisk frugt m.v.) end på hotellet i Celle.
Pensionatet/restauranten hedder Heinrich Heine efter digteren. Det drives af kokken Thorsten Arnau, der også har et lille sted i den gamle stationsbygning. Thorsten Arnau, en høj mørkhåret mand, var meget imødekømmende og jo - han laver god mad:-)
Den smalsporede
Og så til noget helt andet, noget smalsporet, der kun kan anbefales, hvis man trænger til at få sjælen med. Det er en tur i Harzens smalsporede jernbane med damplokomotiv og vogne med for- og bag"perroner", som man ser i gamle film. Vi kørte selv i bil en smule op ad bjerget og tog den lille bane, der går til - of alle places - Bloksbjerg:-).
Det stinker til tider, dampen blænder for udsigten til tider, og det går såre langsomt. Det er bare så godt, for man ser alt i roligt tempo. Ingen flimrende indtryk som når man kører i bil eller moderne tog.
Udsigten er meget fin oppe på Bloksbjerg, men bygningerne (museum samt restaurant) ikke noget at råbe hurra for. Deroppe blev man så også mindet om opdelingen af Tyskland for muren skar igennem også lige netop der.
Da vi skulle ned igen med toget, kiggede en ræv frem, og efter lidt betænkningstid lagde den sig på den anden perron og kiggede os alle an.
Bjergvandring
Nu har jeg desværre en kaput ankel, så bjergvandring er ikke mig, men vi så, at der er gode stier hele vejen op, og man kan jo tage toget noget af vejen, hvis man ikke er til den helt lange tur.
I jagten på overnatning så vi i øvrigt også Waldhotel i Ilsenburg - og som navnet antyder, midt i en skov. Den var ikke sprunget ud endnu, og det var lidt dystert. Det første gemalen sagde, da han så det var "Det minder mig stemningsmæssigt om hotellet i The Shining". Der var næsten ingen mennesker, men nok populært sted, når tyskerne for alvor begynder på deres bjergvandringer.
Hundertwasse i Uelzen
Men tilbage til tog. På hjemvejen kørte vi til Uelzen, der er blevet berømt for sin stationsbygning. I 1999-2000 blev den nemlig bygget helt om i den farverige Hundertwasser-stil, og man blev glad i roen ved at gå rundt og kigge.. Fra perron, til stationsbygning til toiletterne og de underjordiske gange ud til perron'erne.
Den østriske arkitekt og og kunstner Friedensreich Hundertwasser (der døde i 2000) hadede ifølge Wikipedia lige linjer, og det burde lidt flere arkitekter nok gøre:-)
Stemning
Men hvor er der dog mange tanker, der farer igennem hovedet, når man er i Tyskland. Vi kørte igennem Bergen (ikke så langt fra Bergen Belsen), vi så et efterladt udkigstårn ved den tidligere øst/vest-grænse og fotos af muren på Bloksbjerg.
Vi så smukke bindingsværkshuse fra 1700-tallet, kæmpegårde, marker flade så langt øjet rækker, idylliske bække, Wernigerodes smukke bytorv og rådhus, Ilsenburgs små stræder.
Når vi kørte, havde vi altid radioen på en af de klassiske stationer, hvor musik af de store tyske komponister udfoldede sig.
Tyskland er et godt rejseland, også netop fordi man får tænkt så meget på det ondeste og det smukkeste.
0 kommentarer:
Send en kommentar