Det handler både om kildebeskyttelse og om kildekritik. Bogen om Politikens nu afdøde chefredaktør Tøger Seidenfaden er bredt omtalt lige nu og derfor bedre husket, hvorfor jeg vil starte med den gamle sag.
Uttental kølhalet
Erik Ove og Stig Andersen fik, som bogtitlen antyder, adgang til Baggers indkreds. Direktører, som selv havde nydt godt af de priviligerede år, ligesom bestyrelsesformanden Asger Jensby og Stein Baggers hustru.
Nogle erindrer måske, at hustruen Anette Uttental forsøgte at trække sit interview til bogen tilbage. Hun havde givet interviewet midt i nogle følelsesmæssigt kaotiske dage, og Jyllands-Posten beskrev situationen. Forfatterne afviste hendes krav, og Erik Ove beskyldte hende for at lyve, når hun påstod, at han havde råbt og skældt ud på hende, fordi hun fortrød.
Anderledes på tryk
Jeg aner ikke, om Uttental nogensinde fik set, hvad hun blev citeret for, men hun burde have betinget sig det. Ting man fortæller, når der er villige øren og løsnet godt op for samtalen, ser nu en gang anderledes ud, når det er på tryk. Vi er vist også alle bekendte med, at man helst ikke skal udtale sig, når man befinder sig i en følsesmæssig rutchebane.
Da jeg selv læste bogen, tænkte jeg på, at forfatterne burde have beskyttet hende mod sig selv. Nogle af hendes udtalelser får hende til at fremstå som en bitch, andre som dummere end hun kan være, hendes erhvervskarriere taget i betragtning.
Forfatterne "takker" desuden for interviewet med at nævne, at hendes valg af mænd synes at begunstige dem, der ikke har rent mel i posen. Behandlingen af Uttental er bemærkelsesværdig taget i betragtning, at andre kilder i høj grad stryges med håret, selv om disse var langt, langt tættere på svindlen. Jeg går også ud fra, at disse har fået deres del af manuskriptet til gennemsyn som led i "kontrakten".
Mikrofonholderi
Især lagde jeg mærke til mikrofonholderiet over for Kim Meier, IT Factory-direktøren, der var mangeårig personlig ven med Bagger. Han deltog i den famøse Dubai-weekend, hvor Bagger indledte sin flugt, men hvad væsentligere er, er at Meier var den eneste direktør helt tæt på den IBM-aftale, som Stein Bagger internt byggede løgnene om indtægterne på. Meier får lov til næsten ingenting at sige.
Inderkredsen får så også lov til uhindret at gentage enkelte løgne fra de "glade" dage, selv om disse løgne/faktafejl var afsløret, længe inden udgivelsen af bogen.
Kioskbasker
Nu vil jeg vel være ekstra kritisk over for den bog taget i betragtning, at jeg var medforfatter af anden Bagger-bog samt mål for angreb fra Erik Oves side. Med det forbehold taget, så var bogens primære formål - som jeg ser det - naturligt nok at skabe en kioskbasker, der kunne tjenes penge på, og PR-maskinen kørte på højtryk takket være diverse appetizere til presse, der ikke kunne få nok.
Om et andet primært formål var at fremstille bestyrelsesformanden Asger Jensby og IT Factory-direktører som stakkels ofre for Bagger er svært at sige. Umiddelbart kan det se sådan ud, og det vil være også være "kontrakten", der fik åbnet kæften hos inderkredsen. At Erik Ove så også tager vare på reparation af eget image er at forvente.
Men kildekritik var der desværre ikke meget af i den bog.
Bogen om "Tøger"
Og så tilbage til bogen "Tøger" - til bogen om chefredaktør for Politiken Tøger Seidenfaden, der døde af kræft i januar.
Bogen er kritiseret for en række forhold. Den rummer hårde personangreb, bryder kildebeskyttelsen, bringer faktafejl og nærmest helgenforklarer sin hovedperson.
"Tøgers triste testamente", lyder overskriften i Information, og både Berlingske og Jyllands-Posten nøjes med at give 2 stjerner blandt andet ud fra de angrebspunkter, jeg har nævnt.
Vil ikke censurere
Forfatteren Stig Andersen er derfor også selv kommet ekstra i søgelyset. Men han forsvarer selvfølgelig sine prioriteringer, blandt andet i Politiken.
»Jeg synes ikke, det er min opgave at bortcensurere, hvad Tøger siger. Min opgave er at skrive en biografi om ham. Konflikten ville jo være, at fordi Tøger er død, så skulle jeg ikke bringe det og det. Hvor ville læsernes tillid i forhold til mig så være?"Når man læser interviewet med Stig Andersen, er man ikke i tvivl om, at han beundrer Tøger Seidenfaden.
»Han var et lysende eksempel på et gennemført ordentligt menneske. Ikke at han ikke kunne sige noget skidt om nogen eller stjæle en bog. Men grundlæggende havde han respekt for andre mennesker og behandlede andre mennesker med respekt«.
Så Stig Andersen havde ikke til formål at skade Seidenfaden. Det var ikke, som da journalist Kurt Lassen med sin bog væltede DR-generaldirektøren Kenneth Plummer.
Debat om etik
Men Stig Andersens udtryk "bortcensurere"? Det er ikke et, jeg ville bruge. Det rejser også en principiel debat om journalistik, selv når der er tale om forfatterskab af non-fiktion.
Jeg vil mene, at det er god etik for en journalist at beskytte kilden mod sig selv (når det ikke lige gælder en kilde, der er en svumpukkel, om kriminel, groft manipulerende eller bare løgner).
Det hænder, at jeg undervejs i et interview spørger kilden, om denne vitterligt ønsker at blive citeret ordret for, hvad der netop er sagt. Det kan være, fordi det udleverer kilden mere end f.eks. sagen, eller fordi det kan misforstås.
Oftest vender kilden lige formuleringen i hovedet og kommer ud med noget, der stadig rummer essensen, men som er bedre for kilden selv og/eller for de læsere, der ikke bare stortrives med mudderkastning og overdrivelser. Men bliver det tandløst, så ryger det ud af historien. Så var det ikke vigtigt.
Betyder det, at jeg bortcensurerer?
Fejl og ønsketænkninger
Betyder det, at jeg bortcensurere, hvis jeg udelader noget, der ved et ekstra tjek viser sig at være enten en løgn, en misforståelse eller repræsentere en ønsketænkning? Det hænder nemlig også, at jeg gør det.
Kunne kronikken i Politiken med overskriften "Tøgers falske fremstilling af tamilsagen" være undgået?
Kontrakten mellem forfatter og offer
Tøger Seidenfaden nåede aldrig at få manuskriptet at se, men ville gerne have set det, har Stig Andersen fortalt.
Det næste spørgsmål er så, om "kontrakten" mellem forfatter og den interviewede var, at forfatteren havde hånd og halsret over manuskriptet. Det ville jo være såre modigt, men ganske usædvanligt for en biografi af et levende menneske, der stiller sig til rådighed.
Kan nogen forestille sig, at der ikke på bogens 556 sider er noget, som Seidenfaden ville have sagt anderledes, nu hvor han så det på tryk? Eller er det i nutidens verden med al dens pyntede sprog og manipulation en gave at få personangreb råt for usødet? Kan vi bruge dem til noget?
PS: Jeg er ingen helgen. Der er ting i min journalistik, som jeg har fortrudt.
1 kommentarer:
Det er et godt indlæg, du der har skrevet, som jeg har læst med stor interesse.
Send en kommentar