Disclaimer: Jeg har aldrig indlogeret mig på et hoteletage reserveret kun for kvinder, men der er lande/byområder, hvor jeg måske ville gøre det, hvis jeg havde råd til det.
Da Bella Sky gik ud med nyheden om sin kvindeetage, undrede jeg mig lidt over både markedsføringen, der gik på forkælelse alene, lige som jeg undrede mig over de meget stærke reaktioner derpå. De gik fra latterliggørelsen af wellnessprodukter på værelset til harme over diskrimination af mænd.
Jeg noterede mig, at i en de latterliggørende diskussioner på Facebook, sås en mand, der i kommentarfeltet noterede, at han ville indklage sagen for Ligestillingsnævnet. Desværre noterede jeg mig ikke navnet den gang.
Men klagen blev altså afleveret. Nævnet har nu afgjort, at hotellet ikke må have en etage for kvinder. En sejr for manden, der klagede.
I kølvandet på argumenteres også i det offentlige rum for, at Ligestillingsnævnet bør nedlægges. Blandt argumenterne er, at når det bruges til så minimalt et problem, som at et hotel med godt 800 rum har reserveret 20 til kvinder, så har det udspillet sin rolle. Den udvikling er måske endnu en sejr for manden, der klagede.
Det med kvindeetagerne blev jeg selv opmærksom på for mere end et årti siden. Der sås en tendens til, at visse storbyhoteller i USA målrettet forretningsrejsende indrettede en særlig etage til kvinder. Elevatoren kunne kun standse ved den etage, hvis man stak et relevant nøglekort i kortlæseren.
Den gang blev der talt mest om trygheden og kvinders ønsker om store spejle, men selvfølgelig var der tale om cool business. Satsningen skulle blandt andet ses på baggrund af, at kvinder var ved at udgøre en pæn del af de forretningsrejsende, og dem ønskede man at score.
Gode hoteller havde i årtier haft buksepressere på hvert rum, visse havde strygejern, og efterhånden kom da også hårtørrere ind som standard, heldigvis. Jeg har stadig ikke glemt, hvor bøvlet det var at skulle fremskaffe en hårtørrer via receptionen eller roomservice. Det gjaldt om at have tid nok om morgenen:-)
Sidenhen viste det sig, at kvinder gerne i endnu højere grad ville have taget hensyn til deres behov, og det gjorde hoteller så og visse vist i tiltro til, at alle kvinder er som i damebladene.
Men er det helt ude i skoven at tro, at visse forretningskvinder føler sig tryggere på en etage, der er women only?
Jeg selv hører ikke til den særligt nervøse type, omend jeg er opmærksom, hvis nogen synes at være lige lovlig langsomme på en hotelgang. Det er dog mest tyveri, jeg har i baghovedet. Jeg har nemlig altid været et ret så højt skur, og det har nok beskyttet mig mod visse af de ting, som kortere, mere feminine veninder har berettet om.
Nu venter jeg bare på, at manden, der mente, at en kvindeetage var så alvorligt et problem, at der skulle bruges skatteyderkroner til at undersøge sagen, står frem og få sin hyldest. Han har gjort Danmark berømt verden over (søg blot på hotel floor women only).
0 kommentarer:
Send en kommentar