Toften

Læren af Uartige Damers Klub på Facebook

2012-02-01T16:16:00.000+01:00

"Uartige Damers Klub" lukker snart på Facebook. Jeg kendte den ikke, men blev i dag opmærksom på omtalen af lukningen og tog et kik. "Klubben" bringer blandt andet vitser (og jo, nogle af dem fik mig til at klukle).

Kvinderne bag stedet opgiver, fordi der er nogen mennesker derude, der er voldsomt irriteret over "klubben", og de poster flittigt kommentar på kommentar. Nogle af disse er i strid med Facebooks regler, så der SKAL renses. Om modstanderne så også anvender metoden at anmelde indholdet som spam eller krænkende, ved jeg ikke, men der er åbenbart ikke plads til megen humor i angribernes univers.

Kommentarchikane er jo en kendt sag på blogs - en verden, jeg kender bedre end Facebooks. Men "de uartige damer" er næppe de eneste, der får problemer på Facebook, så jeg stillede følgende spørgsmål på Twitter: "FB-eksperter: Hvordan tackles bedst, hvad Uartige Damers Klub er udsat for?

Her er svar (de seneste først - og jeg opdaterer, hvis der kommer flere):

@Atcore: Måske denne artikel kan være til hjælp? http://mashable.com/2012/01/26/facebook-comment-overload/

@2biazdk: Er du en af admins? De burde have mulighed for at sætte "sortlister" under "Rediger side": twitpic.com/8ecczi

@LineP: Gi' 20-30 af deres loyale followers adm.status og lad dem tage sig af at slette crap og modbydeligheder #uartigesdamerklub

@DeniceBrun: 1 mulighed er at lukke for at andre tilføjer opslag på væggen. Ønsker man stadig tilføjelser fra brugerne kan de sende en e-mail

@h_andersen: Man kan gøre som politiet og forhindre brugeropslag. Så skal man kun moderere på kommentarer til egne opslag...

@peterpta: hvis jeg i et klasseværelse lader ungerne bryde reglerne for et eller andet skal jeg have overskud til at favne når det går galt

PS: Jeg skriver dette som blogindlæg, fordi det ikke egner sig som Facebook-indlæg, men henviser hertil.

Karske kvindfolk, hvor I glæder mig

2012-01-05T21:09:00.002+01:00

For dig, der trænger til at få luftet ud ovenpå tuttenutteriet på Facebook med perfekte selviscenesættende kvinder, er her et par links til kvinder, for hvem flinkeskolen enten er ubekendt eller også er forgiftningen for længst overstået.

Disse kvinder taler klart og groft, når på sin plads, men i modsætningen til megen anden "groft sagt" har de humoren intakt.

Læs for eksempel hvorledes Anne Bredahl på sin blog O'Manne giver en nytårstale, der får alle andre til at henstå som discountvarer fra et PR-firma. Overskriften er "Afskedsbrev til The Official Year of Shit".

Emnet for nytårstalen er ganske alvorlige sager, og følger man Anne Bredahl (der også er på Twitter), møder man et prøvet menneske med stor appetit på selv at sørge for, at livet så vidt muligt også er en god fest. (OBS: Jeg kender ikke personen, men det er indtrykket, jeg får).

En anden stemme på nettet, der kan udløse en forundrings- og forfærdelsesblandet fryd, er forfatteren Susanne Staun. Hendes egen blog hedder Suzys Blob, og disse blobs rækker vidt. Jeg skal f.eks. selv til selv at bestille nogle af de bøger, hun anbefaler som de 10 bedste nogensinde.

En ny blog fra hendes side, Mich&Susse, er netop dukket op. Den handler om det danske sprog, og her et uddrag:

"...jeg kan ganske enkelt ikke holde ud at se det danske sprog blive gennemkneppet af mennesker, der er for dovne og for uvidende til at bruge det med bare minimal kærlighed til og viden om de helt basale strukturer, de burde have lært, da de gik i syvende klasse."

Blogindlægget bliver så for viderekommende, da hun indvier os i, at sprogprofessoren Jørn Lund er dødsexet:-)

Også Twitter-universet er med til at nuancere mangt og meget. I dag faldt jeg således for første gang over et retwit (RT) af en af de helt store US-kvindebloggere, Heather B. Armstrong:

RT @dooce I have the most amazing kids. Especially when they aren't being total shits.

Hun får vist sagt meget, andre nøjes med at tænke, for hun har på Twitter 1,6 millioner followers, og hendes populære blog Dooce skaffede hende både berømthed og en fyring.

Blandt dem, der fryder mig på nettet, er i øvrigt også en purung dansk kvinde, som af ydre (jo, jeg kender hende) er som den fineste porcelænsdukke, og hvis indre gang på gang overrasker mig med mangfoldigheden i ufiltrede stærke holdninger og stemninger.

Jeg tudsegamle kone lærer meget af disse kvinder, og på sin vis misunder jeg deres evne til at give råt for usødet. Noget tyder, på, at jeg er blevet for dresseret. Men kvinderne gør mig klogere på nutiden, og holder dermed min "det-var-nu-bedre-i-gamle-dage" i ave.

Og dog.

Med den frugtbarhed i den positive del af ytringerne, som nettet har udløst, kan det kan være lidt svært for mig at fatte, hvorfor de traditionelle medier bringer så mange helt forudsigelige og ofte ganske banale klummer og kronikker. "Sådan har det vist ikke i gamle dage".

Skyldes det mon debatredaktørernes filter nu om dage, at det så sjældent udløser et Aha eller et Ooops. Eller er det, fordi stærkere stemmer ikke gider stå bukkeskrabende i kø for at få lidt på papir?

Nu er det nettet, der er den største leverandør af det overraskende, der gør en klogere og ofte på en fornøjelig måde.

PS: Det var i øvrigt en mand, der stod for en af årets fineste Twitteroplevelser - en relativt nybagt far.

Anders Pollas @pollas
27 Sep
If I'd known how my son would be like, I'd had him sooner. Would not have wanted to wait to meet him.

Den blev også fanget af idésprøjten Bjarne Tveskov, hvis Twikmølle rummer mængder af andre herlige ytringer fra året, der gik.

Om den kasseløse og om politisk porno

2011-12-28T13:39:00.003+01:00

I blå kasse eller i rød? Ingen af delene. Jeg er "kasseløs" med en gammel inklination mod det blå. Den front har imidlertid har udviklet sig lige så intolerant og hadsk, som fronten de blå elsker at hade, nemlig de røde.

Sært at få oplevet begge fløjes skræmmende hovmod i løbet af ét liv. Den første i min ungdom og et par årtier derefter, og den anden i fuldt flor lige nu på andet årti.

Man skulle ellers havde troet, at uddannelse fører til større åbenhed over for anderledes tænkende, men nej. Det fører åbenbart til endnu flere übermensch-holdninger blandt dem, der dominerer i det offentlige rum i perioden.

Så vidt jeg kan høre, kommer der ellers stadig flere kasseløse. Mennesker, der kan se faren ved et svindende velfærdssamfund ligesom faren ved den omfattende nassementalitet. Mennesker, der under unge at vælge uddannelse med hjertet, men som fortvivles over at hensynet til samfundet ikke finder plads i hjertet. Mennesker der ...

Men medier opfatter os stadig som enten blå eller røde. Det er måske det letteste, men problemet er, at flere af os føler sig hjemløse, kvalt i skriv af de frelste for de frelste. Kvalt af forudsigelige vinkler, der gør verden alt for enkel, og som blot fyrer op under en foragt, der intet konstruktivt avler.

Og en dag står de en gang så store medier så tilbage med resten af henholdsvis de rene røde og de rene blå. Dem, der er så imprægnerede, at indtryk blot afvises. Der er ikke langt til Vagttårnet.

Vi andre, vi plukker. Leder efter de stemmer, der stadig evner at åbne vores øjne. Hvadenten vi er enige med dem eller ej.

Denne post er blandt andet inspireret af et blogindlæg af lektor Hans Hüttel, med overskriften "Porno med Stråmænd". Hüttel har taget et kritisk kig på en Berlingske-kronik skrevet af en af dem, der har hyppig adgang til avisens debatspalter. Han skriver blandt andet:

"Denne type polemiske, selvbekræftende kronikker skrives trofast af debattører fra begge politiske fløje (Carsten Jensen og Georg Metz er eksempler fra den anden fløj), og de tjener primært som en form for politisk porno: de forstærker nogle følelser, som allerede var der, og hensætter den villige læser i en opstemt tilstand."

En form for politisk porno. Jeg lader billedet stå, men læs Hüttels blogindlæg.

Da fru Toft ikke eksploderede

2011-12-09T19:03:00.000+01:00

Der findes en skarpsindig mand, hvis blogs på Ingeniøren og Version2 er værd at følge. Navnet er Poul-Henning Kamp, og han er en garvet softwaremand, hvis kode findes mange steder, inklusive hos Apple. Er man ikke nørd, kobles man ind imellem af, men der er også god viden for generalister at finde. For manden engagerer sig, om det gælder rejsekortet, solenergi eller børn.

Sidste emne var på programmet i blogindlægget "Hvornår eksploderer Dorte Toft?". Han opfatter mig som "en rigtig rødstrømpe", og så vidt jeg forstår, forventer han, at jeg eksploderer over det forhold, at mange kvinder vil gå hjemme hos børnene. Det er vist historien om, at der blandt de arbejdsduelige kvindelige kontanthjælpsmodtagere, er en stor procentdel, som i en opinionsundersøgelse siger, at de slet ikke ønsker at komme i job.

Børnenes tarv
Poul-Henning Kamp (PHK) giver udtryk for, at ingen taler om børnenes tarv, men i stedet om ligestilling og økonomi. Misundelse og ideologier er på spil. Desuden skriver han, at nutidens kvinder slet ikke er forberedt på mor-gerningen, hvorfor de bør uddannes.

Jeg må skuffe PHK. Jeg eksploderer ikke. Men jeg synes ikke, at "verdensbilledet" er helt så enkelt, som han gør det. Da jeg selv har fravalgt at få børn, kender jeg dog langt mindre til de mønstre, som PHK har set - også som enlig far til to.

Her er så mit svar på hans blog (men læs først hans indlæg).

Mit non-explosive svar på PHP's blog

Citat:

Jeg må erkende, at jeg ikke ved nok om dette emne. Poul-Henning har/har haft masser observationer tæt på, jeg har færre. Men der foreligger mange af indikationer på, at en del kvinder ville foretrække at være hjemme med børnene. Det står også klart, at nogle børn kommer i klemme, hvis forældrene begge kører karriereræset for fuldt blus.

Fordi barnets tarv ligger mig på sinde, har jeg indimellem blandet mig udover, hvad der har været velkomment. F.eks. modtog jeg beskeden om endnu en graviditet med følgende kommentar: ”Var det ikke bedre at sørge for, at de to børn, I allerede har, fik lidt mere omsorg.” Det tog nogen tid at reparere venskabet.

Jeg har også klandret både fædre og mødre for andre prioriteringer, hvor jeg syntes, at børnene var taberne.

Jeg ville ønske, at flere af de voksne, der vælger at få børn, ville indrette deres liv, så der er overskud til den vigtigste opgave, nemlig at børnene får ”får fedt nok på nerverne” til at klare voksenlivet nogenlunde. Om det så er med en hjemmegående, eller med to på deltid er næsten ligegyldigt i mine øjne, men jeg tror, at drenge og piger har bedst af god tid med begge forældre.

I modsætning til Poul-Henning aner jeg ikke, om nutidens kvinder/mænd er så elendige til at tage vare på børn, at de burde gennemgå en uddannelse. Jeg fornemmer dog, at ego’erne er blevet større, ligeså ulysten hos begge køn til at tage de konflikter, der nu en gang også hører opdragegerningen til. Og har ”mit barn” mon nogensinde i verdenshistorien været så exceptionelt, som netop nu?

Men tilbage til kvinden, der har lyst til at blive hjemme og passe eget barn og bolig. Skal pengene fuldt ud følge barnet? Altså skal forældrene få de godt 2/3 af, hvad det koster at have et barn i vuggestue og børnehave? Noget taler for, andet imod. Jeg kan ikke overskue, hvad der er rigtigst. I gamle dag var der en lav skatteprocent og fradrag pr. barn, hvilket stillede især mellemklassen mere frit til selv at prioritere end i dag. Overklassen har altid kunnet gøre det.

Men husk på, at barnets tarv påvirkes af moderens tarv, så tænk ud over, når børnene er helt små.

Jeg selv er fra generationen, hvor næsten alle mødre gik hjemme, hvis ægtefællens indtægt rakte til det. De fleste kvinder gjorde det vist, fordi sådan var det bare, og det havde de lyst til. Nogle gjorde det efter ægtefællens udtrykte ønske. Mange gik hjemme hele livet, andre mens børnene var små.

Mit indtryk var, at de kvinder, der gerne ville tilbage til arbejdslivet efter de mange år derhjemme enten ikke i stand til at få et job, eller også viste det sig at være for træls at skulle på arbejde hver dag. Man var blevet bedre vant. Hvad med de to grupper, Poul-Henning? Barnet er smuttet og pengene med. Skal forsørgerbyrden klares af ægtefællen eller samfundet?

Der var også kvinder, der blev så kedelige for deres mænd, at manden kun følte sig levende, når han var på arbejde. Der fandtes desuden så indebrændte kvinder, der ikke ville slippe deres børn, fordi de var hele ”livet”. Og så var der kvinder, der for at få lidt mere spænding i livet, shoppede og shoppede, og andre, der følte sig uendelig uden for i venindekomsammener og morrollen.

Forhåbentlig var majoriteten af kvinderne af typen, der bare trivedes som ål i mudder ved at være en fuldtids supergod mor, husholderske, ægtefælle og værtinde.

Jeg er selv ikke et sekund i tvivl om, at jeg ville have haft en bedre barndom, hvis min mor havde fortsat sit arbejde som sygeplejerske. Den opgave evnede hun, så det ville have givet hende ro, glæde og lidt mere selvtillid. Og det havde nok smittet af. I stedet havde jeg en mor, der følte at hun slet ikke slog til i morrolle, også fordi den viste sig ikke at interessere hende.

Jeg tror faktisk, at en del mænd kan overleve bedre som hjemmegående, for det står generelt set lidt bedre til med selvtilliden. Jeg kender også to mænd, der tog hovedansvaret for børn, uden at der gik det mindste skår i mændene selv, og børnene trivedes.

Så vidt jeg ved, fortæller alle statistikker fortsat, at kvinder har flest arbejdstimer, når der ses på arbejde + hjem. Og som jeg forstår det, har kvinder også i højere grad konstant hensynet til børnene i baghovedet, hvilket slider, når tiden løber. Derfor undrer det ikke mig, at mange kvinder drømmer om at hellige sig mor-rollen.

Men lad os se om 5-10 generationer. Jeg vil tro, at mønstret bliver knapt så entydigt kønsbestemt. (Og jo, kvinden ammer og får ammehjerne, men der er altså et liv derefter).

CITAT slut.

Balladen om Bella Skys 20 værelser til kvinder only

2011-11-24T15:22:00.000+01:00

Disclaimer: Jeg har aldrig indlogeret mig på et hoteletage reserveret kun for kvinder, men der er lande/byområder, hvor jeg måske ville gøre det, hvis jeg havde råd til det.

Da Bella Sky gik ud med nyheden om sin kvindeetage, undrede jeg mig lidt over både markedsføringen, der gik på forkælelse alene, lige som jeg undrede mig over de meget stærke reaktioner derpå. De gik fra latterliggørelsen af wellnessprodukter på værelset til harme over diskrimination af mænd.

Jeg noterede mig, at i en de latterliggørende diskussioner på Facebook, sås en mand, der i kommentarfeltet noterede, at han ville indklage sagen for Ligestillingsnævnet. Desværre noterede jeg mig ikke navnet den gang.

Men klagen blev altså afleveret. Nævnet har nu afgjort, at hotellet ikke må have en etage for kvinder. En sejr for manden, der klagede.

I kølvandet på argumenteres også i det offentlige rum for, at Ligestillingsnævnet bør nedlægges. Blandt argumenterne er, at når det bruges til så minimalt et problem, som at et hotel med godt 800 rum har reserveret 20 til kvinder, så har det udspillet sin rolle. Den udvikling er måske endnu en sejr for manden, der klagede.

Det med kvindeetagerne blev jeg selv opmærksom på for mere end et årti siden. Der sås en tendens til, at visse storbyhoteller i USA målrettet forretningsrejsende indrettede en særlig etage til kvinder. Elevatoren kunne kun standse ved den etage, hvis man stak et relevant nøglekort i kortlæseren.

Den gang blev der talt mest om trygheden og kvinders ønsker om store spejle, men selvfølgelig var der tale om cool business. Satsningen skulle blandt andet ses på baggrund af, at kvinder var ved at udgøre en pæn del af de forretningsrejsende, og dem ønskede man at score.

Gode hoteller havde i årtier haft buksepressere på hvert rum, visse havde strygejern, og efterhånden kom da også hårtørrere ind som standard, heldigvis. Jeg har stadig ikke glemt, hvor bøvlet det var at skulle fremskaffe en hårtørrer via receptionen eller roomservice. Det gjaldt om at have tid nok om morgenen:-)

Sidenhen viste det sig, at kvinder gerne i endnu højere grad ville have taget hensyn til deres behov, og det gjorde hoteller så og visse vist i tiltro til, at alle kvinder er som i damebladene.

Men er det helt ude i skoven at tro, at visse forretningskvinder føler sig tryggere på en etage, der er women only?

Jeg selv hører ikke til den særligt nervøse type, omend jeg er opmærksom, hvis nogen synes at være lige lovlig langsomme på en hotelgang. Det er dog mest tyveri, jeg har i baghovedet. Jeg har nemlig altid været et ret så højt skur, og det har nok beskyttet mig mod visse af de ting, som kortere, mere feminine veninder har berettet om.

Nu venter jeg bare på, at manden, der mente, at en kvindeetage var så alvorligt et problem, at der skulle bruges skatteyderkroner til at undersøge sagen, står frem og få sin hyldest. Han har gjort Danmark berømt verden over (søg blot på hotel floor women only).

Da Susanne Staun blev belært

2011-11-09T21:40:00.003+01:00

Forfatteren Susanne Staun stod forleden for et af de sjældne indlæg på Berlingskes debatsider. Et af dem, hvor skribenten ikke messer, at fuld ligestilling for længst er opnået, og at der er frit valg for kvinder på alle hylder.

Under overskriften "De gasblå antifeminister" skrev hun blandt andet om, hvorfor det er et problem, at der af den lange barselsorlov slet ikke er øremærket nogle måneder til faderen. Det stiller kvinde og mand endnu mere ulige på arbejdsmarkedet end tidligere.

Susanne Staun tog fat i, hvor problemet med at undvære en medarbejder et helt år, blev allermest akut, nemlig i virksomheder, hvor den viden, der er i hovedet på de ansatte, er altafgørende. Og de gælder ikke kun den teoretiske viden, men også den, der er forbundet med opgaverne på den konkrete arbejdsplads. Er det en lille virksomhed belaster orloven de tilbageværende hårdt. Som de dog skal slide for at kompensere for fraværet.

Bagatellisering

Der er så folk, der bagatelliserer problemet ved at henvise til vikarer og økonomisk kompensation, men det viser blot, at man ikke har forstået en disse af, hvordan videnvirksomheder fungerer.

Susanne Staun beskrev malende problemet:

Barselsfond eller ej, så er det altså om muligt sværere at finde vikarer til højt specialiserede stillinger, end det er at lære mænd at slå toiletsædet ned.

Det tog ikke mange dage, før Berlingskes Groft Sagt skribent, præsten og lokalpolitikeren, Edith Thingstrup, replicerede under overskriften "Ildrøde feminister". I teksten sås også ord som femisocialistiske og rødfeminister, og måske har Thingstrup ret. Jeg har dog aldrig hørt Susanne Staun beskrevet som hverken ildrød eller ræverød. Hun er vist ganske uplacerbar på den rød-blå skala, men pyt.

Angreb fra hjemmegående filosof

Dagen efter bragte Berlingske endnu et angreb på Staun under overskriften "Et studie i feministisk fordomsfuldhed". Skribenten er en ung veluddannet kvinde, Eva Agnete Selsing, der titulerer sig selv som filosof, men som ikke arbejder som sådan. Hun har valgt at hellige sig sin lille søn og sin mand. Læs endelig hendes indlæg.

Dette intermezzo er imidlertid typisk for, hvad der sker i Berlingske. Vover nogen at antaste, hvad majoriteten af Berlingskes debatindlæg om ligestilling handler om, bringes straks som minimum to modindlæg, somme tider flere. Det er en kamp, der er tabt på forhånd, og intet under, at den mere afbalancerede debat føres i andre medier.

Cepos's rolle

På min business-blog Bizzen skriver jeg i dag om, hvorledes Cepos måske har præget mange af netop de unge veluddannede kvinder, som fortæller, at ligestilling for længst er i hus, og at der er frit valg for kvinder på alle hylder, inklusive hylden til ikke at bruge sin samfundsbekostede uddannelse til spor. Min overskrift er "Kære Cepos. Er der økonomi i overuddannelse af kvinder?".

Cepos har nemlig haft en del af de unge højlydte kvinder på skolebænken, på det såkalte Cepos Universitet, hvor netop frihed og frit valg er centralt i pensum. Det handler om "frimarkedstænkning" og en af bøgerne, der terpes er den som Saxo Bank og det amerikanske Tea Party har tilfælles, nemlig "Atlas Shrugged" af Ayn Rand.

Hvis vi ser på de angreb, der afsendes mod dem, der i Berlingske betvivler, at ligestilling sidder lige i skabet, er typisk også en duft af Cepos.

Groft Sagt panelet

Edith Thingstrup der mente, at Susanne Staun er ildrød, var for eksempel medinitiativtager til Cepos. Det samme er den vellidte professor Peter Kurrild-Klitgaard, som også er Groft Sagt skribent hos Berlingske. Det ophidsede for eksempel professoren voldsomt, da jeg tillod mig at skrive kritisk på min business-blog om de unge højlydte kvinder.

Klitgaard frakendte min blog alias mine godt tusinde indlæg enhver værdi. Tjek blot kommentarfeltet under dette indlæg "Taberkvinderne kontra overklasseboblerne".

Jeg skal faktisk helt tilbage til november 2008 for at finde samme type karaktermord:-)

Påvirket eller ej

Nu kan jeg ikke vide, om det er Cepos, der får de unge højlydte kvinder til at se endnu mere lyserødt på, i hvilken grad kvinder har erhvervet lige muligheder. Måske kom de kvikke universitetsstuderende til Cepos allerede overbeviste fra deres hverdag om at idealet er opnået - idealet om at kvinder og mænd har lige vilkår overalt i Danmark. Og de er tilsyneladende uvidende om den forskning, der foreligger om, at senere i livet er det ikke helt så lyserødt for kvinder og karriere.

Men ve dig for at sige noget negativt i Berlingske om det urealistiske i holdningen, for afklapsningen falder som sagt. Og ikke mindst fra Groft Sagt-skribenten, den konservative unge rådmand Mie Harder, der selv fylder også andre steder på debatsiderne. Hun ses også som underviser på Cepos-universitet.

Groft Sagt panelet, der har daglig og fri adgang til spalterne, er nemlig godt og grundigt syltet ind i Cepos. Udover, hvad jeg allerede har beskrevet, så er den lærde Claus Kastholm Hansen, medlem af bestyrelsen for Cepos. Juraprofessor Ditlev Tamm, der også figurerer hos Groft Sagt, sympatiserer med Cepos (fremgår af Cepos-websitet). Tilbage i Berlingskes Groft Sagt-panel er vist kun lektor Klaus Kjøller, der ikke rigtig ses i Cepos-sammenhæng (eller også har jeg overset det).

Naturlig præference

Selvfølgelig har en borgerlig avis en præference for en borgerlig tænketank. Og et borgerdyr som mig, der flere gange har stemt på de konservative, sætter da også pris på en dækning, der reflekterer mine værdier, men ikke udelukkende. Det bliver for uinteressant.

Når den "borgerlige dækning" så desuden går helt ud af den tangent, der hævder, at kvinder har lige muligheder på alle hylder, så må jeg stå af. Dertil kender jeg simpelthen erhvervslivet for godt, og fra begge sider. Ikke blot som journalisten udefra, men også som den har studeret magtens mekanismer helt tæt på.

Konservative

Jeg er så ophørt med at stemme på de konservative, blandt andet grundet holdningen til barselsorloven. Jeg blev bekræftet i mit fravalg, da jeg som deltager i Debatten om ligestilling på DR2 for nylig, hørte den konservative ligestillingsordfører, den unge cand.scient.pol Mai Henriksen,udtrykke en voldsom modstand mod at øremærke tre måneder af barslen til fædrene. Det var den sidste barriere, man havde mod statens indtrængen i familiens liv, lød det.

En gang troede jeg, at det konservative folkeparti også var partiet, der vidste mest om erhvervslivets forhold, men nej. Efterfølgende fortalte ligestillingsordføreren mig, at videnstunge mindre virksomheder slet intet problem har med at undvære en kvinde i et helt år, for de kompenseres jo økonomisk!

Men det er hele Folketinget, der lider af manglende realitetssans, siden man uden videre forlængede barselsorloven fra seks måneder til tolv. Som om, at overledigheden blandt kvinder i den fødedygtige alder ikke var stor nok i forvejen.

Mysterium: Forskellen mellem løn for lokomotivførere og sygeplejersker

2011-10-29T18:46:00.001+02:00

Hvorfor lyder de uddannelsesmæssige krav til at blive lokomotivfører således: Højere teknisk eksamen (htx), en matematisk studentereksamen eller svendebrev inden for metal- og elfagene.

Nutidens tog, nutidens overvågningssystemer, nutidens support via radiosystemet/mobilen eliminerer kravet om, at du skal kunne lave mirakler med en tredjegradsligning eller en svejsning, når toget er gået i stå 10 kilometer fra Borup.

Jo, man skal kunne udregne længden på toget, udregne vægt og noget mere, men det er pensum, som vel kan klares med en 9. klasse. Man skal selvfølgelig også være analytisk, når det gælder fejlfinding, men det er hverken forbeholdt metalsvenden eller den matematiske student.

Den eneste forklaring på de høje krav må være, at der er et betonstærkt fagforbund, der vil forhindre lige så fri adgang til lokomotivførerfaget, som der f.eks. er i Sverige.

I Sverige ligger lønnen relativt lavere, og ikke mindst kompensation for overarbejde, udeliggertid m.v. Alligevel er lønnen fin taget i betragtning, at der er tale om en relativt kort uddannelse. Nøjagtig lige som i Danmark.

Uddannelsen i Danmark tager 10 måneder, hvor man får 20.200 kroner om måneden under uddannelsen. Hvad var det nu, at gennemsnitslønnen for en dansk lokomotivfører er? Ifølge mediedækning for nylig på 525.000! Det må været et af de mest profitable uddannelsesvalg af alle.

Men o.k. Lokomotivførere har uregelmæssige arbejdstider, og gælder det persontog også stort ansvar for mennesker.

Hm. Sæt arbejdsbetingelser, krav og løn i perspektiv for eksempel ved at se på sygeplejerskeuddannelsen. Den er på 3 1/2 år på SU. Gennemsnitslønnen for en sygeplejerske med 9-10 års erfaring er omkring 360.000 kroner inkl. genetillæg.

Der er sikkert noget, jeg mangler i ligningen mellem 10 måneders lønnet uddannelse, der resulterer i en gennemsnitsløn på over en halv million, og så en 42 måneders uddannelse på SU som med tiden kan lede til en gennemsnitsløn på 360.000, men noget lugter.

Hvis lokomotivførernes forbund, Dansk Jernbaneforbund, for eksempel er rædselsslagen for, at uden matematikkravet eller de typiske mandeuddannelser myldrer det ind med kvinder, og det vil med tiden få lønnen til at falde, så hermed lidt beroligende. Det er ikke sket i Sverige. Det meget maskuline arbejdsmiljø frister ikke alle og enhver, og der skal tolerance til at klare det. Men ellers er det en en god karrierevej for en kvinde, siger en af mine svenske veninder:-)

PS: Intet under, at DSB ikke kan få økonomien på plads. Det kniber jo selv i Sverige.

Slynget ud af Netcentrifugen: Om ungdomskulten.

2011-10-11T21:17:00.004+02:00

Tænk den gang, man blot holdt sine tanker for sig selv. Gik det højt for sig luftede man dem måske over for familie og nære venner. Nu kan vi alle takket være nettet servere både vores skud fra hoften og de gennemtænkte holdninger til næsten hele verden.

Har nogen udbytte af det? Er omkostningen ved ytrings-diareen måske, at den okkuperer tænketid fra folk, der burde bruge tiden til at tænke egne tanker. Vi kravler alle ind i netcentrifugen, inspireres, men drænes også. Big Time. Ud slynges så lidt hist og pist.

Men pyt. Lad mig komme af med noget af det, som turen i netcentrifugen gang på gang slynger ud. Tilbedelsen af de unge. Den danske ungdomskult.

18 år og færdigbagt

10,1 procent af politikerne, der blev valgt ind til Folketinget er ifølge Politiko mellem 18 og 29 år, altså hvert 10. medlem. De politiske vælgerforeninger mente, at andelen burde være endnu højere, for blandt alle de opstillede var 14 procent i aldergruppen 18-29 år.

18 år? I den alder har man været finansieret forfra og bagfra af den offentlige sektor, og mange har været serviceret i h... og r.. af deres forældre. De unge ved alt om, at det er for dåååårligt, hvis det offentlige ikke bare hjælper den unge og folkeskolen og gymnasiet og sygehuset og og og. De ved meget lidt om behovet for, at man selv servicerer andre.

Hvilken erfaring har de unge med maskineriet, der skal holde den offentlige sektor i gang, altså erhvervslivet? Hvilken holdning til erhvervslivet, har skolen viderebragt dem? Hvor ligger de unges primære interesser?

På egen krop

Hvilke visioner har de for den offentlige sektor, og hvilke for de private erhvervsvirksomheder? Hvilken føling har de med effekten af skattesystemet på egen "krop"?

P.t. synes de valgberettigede unge at gruppere sig især helt til venstre, hvor Big Mother bare skylder og erhvervslivet sucks. Der er dog også en gruppe hos den diamentrale modsætning, Liberal Alliance, hvor Big Mother er fanden selv og hvor enhver er sin egen lykkes smed.

Ungdomskulten - 29 år

Tænk igen. 10,1 procent af Folketingets medlemmer er fra 18-29 år...

29 år! Det er gennemsnitsalderen for danske kandidat udklækket fra de højere uddannelser. Den højeste gennemsnitsalder i verden, så høj at man fra fjernere lande, hvor uddannelse er altafgørende for knald eller fald, måber.

Men for de unge danskere skulle jo være tid til en 10. klasse på efterskole med skiløb eller dans og drama, et sabbatår, et skift af studieretning undervejs, og så var der lige det sjove hobbyprojekt.

Entreen i arbejdslivet

Hvor gammel var mon kandidaten, den gang dem, der var mindre heldigt lottede blev sendt ud at tjene som 14-15 årig? Hvor gamle var de den gang, der ikke var en SU til at mindske behovet for at tage studielån, som den fremtidige indtægt skulle muliggøre betaling af?

Lå gennemsnitsalderen på 24-26 år eller? Derefter var det bare ud på arbejdsmarkedet og betale skat.

Nu indledes den tilbagebetalingen til samfundet 3-5 år senere, og nogen bekymrer sig allerede over, at de skal være på arbejdsmarkedet, efter de er fyldt 60.

Alvoren

Det er særpræget at se, at jo længere tid de unge opfattes som børn og ikke selv ønsker at forpligte sig som "voksne", jo højere status har de fået som nogen, der er værd at lytte til. Som nogen, der vil bringe tiltrængt fornyelse.

Alle vil have fat i de unge. De repræsenterer fornyelsen. De repræsenterer så også overlevelsen for alle dem, hvis forretning ellers går under i takt med, at deres vante kunder stiller træskoene (jovist medier m.fl.)

Det gik galt

Den fornyelse, som jeg selv mærkede, da jeg var yngre fra de unge, var Marx-religionen. Dens unge ypperstepræster er tæt på de mest intolerante og fordømmende mennesker, jeg har mødt i mit lange liv, Pinsemissionen inkluderet.

Danmark fik en helt generation af unge, typisk godt i gang med en videregående uddannelse, der blindt hoppede på ét af mange bud om, hvordan verden burde se ud og så ud.

Jeg påbegyndte selv min journalistuddannelse som 29-årig og var lost i den verden, hvor alt var så enkelt. Hvor er "du ikke med os, så er det fordi du er for doven, for dum, eller rent ud facist".

De unge fornyere fik ændret uddannelsessystemet. De fik med tiden også erobret de positioner, der skulle til for at ændre endnu mere indefra.

Fallitbo

Der skulle murens fald til, før illusionen blev brudt. Det var ikke nok med rapporter fra forfulgte dissidenter, eller andre der såede tvivl om lyksalighederne ved Sovjet, DDR, Albanien, Cuba med flere.

Ordsproget, de bruger som renvasker, hører vi så igen og igen. "Hvis man ikke er venstreorienteret som ung, har man intet hjerte - hvis man er venstreorienteret som gammel, har man ingen hjerne."

Elegant. En renvaskning, der igen stempler "Den Anderen". Intet hjerte.

Det er så fortid. Et andet eksempel på ungdomsdyrkelsen er Wall Street.

De gamle

De unge, der blev valgt ind i Folketinget, møder en tilsvarende portion gamle. 10,1 procent af Folketingets medlemmer er 60-69 årige.

Det er mennesker, der har været årtier på almindelige arbejdspladser. Og andre mennesker, der har levet isoleret i den kokon, der hedder Folketinget.

Jeg selv er lige snart 67, altså helt oppe i den ældste ende. Den ligegyldige ende.

Jeg har ikke hørt et menneske udtale, ikke set et menneske skrive noget fordelagtigt om, at der er gamle i folkestyret.

Jeg kan ikke vide, om det skyldes, at de gamle, der bliver valgt, er levebrødspolitikere, så fra dem er intet nyt at vente. De spiller blot videre på teatret. Jeg ved heller ikke, om det skyldes, at nogle ældre er gået i stå - endt som grumpy old men m/k med nålen kørende i samme rille.

Men der er jo folk med et langt livs erfaring, der har noget at byde ind med. Noget, som selv næppe nogen teori fra det hyppigst repræsenterede studie på tinge, statskundskabsstudiet, kan bidrage med.

Flere sandheder

En af mit lange livs lærdomme har været, at sandheden er relativ. Det troede jeg ikke som ung, men det der for et menneske er sandheden, kan for et andet menneske være løgn. Der kan meget vel være flere sandheder i én sag.

At vælge at se sort/hvidt på tilværelsen er nok den unges privilegium og den forstokkedes, men ikke noget, der svarer til virkeligheden.

Jeg har også lært, at teorier ofte er krykstokke for de usikre, om de erkender deres usikkerhed eller er overbeviste om egen skarpsindighed.

Ydmyghed

Endnu en lærdom handler om ydmyghed. Mødet med mennesker, der bekræfter udsagnet; "Jo mere jeg ved, jo mere erkender jeg, at jeg ikke ved særlig meget".

Generationen, som min forældre tilhørte, var "jeg vil ikke ligge samfundet til last"- generationen. Jeg møder stadig disse mennesker, som er taknemmelige for lidt hjælp, i modsætning til mange yngre, der siger "det manglede da bare". Hvad gør vi, når alle de gamle er væk?

Klip hinanden!

I en tidsalder, hvor det omsider står klart, at danskerne vitterligt ikke kan leve af at klippe hinanden, behandle hinanden, rådgive hinanden og underholde hinanden, er det ikke ungdomskulten, jeg ser som en redningsplanke.

Det må blive et samarbejde på tværs af generationer. Sættes et langt liv i skammekrogen af alle de yngre bezzerwissere vil det gå værre, end det ellers ville have gjort.

Mediernes andel

Desværre arbejder tv og de øvrige medier ihærdigt med på at parkere de gamle i den ubrugelige kategori. De gamle, det er dem, man pacificerer med gamle danske film, med lidt bingo og lidt hyggesnak i sofaen.

Det er sjældent dem, man trækker viden fra. De snakker jo også så langsomt, og "de duer altså bare ikke til de one liners, vi har behov for".

Selvfølgelig ikke.

Rynkefjæs

Lad mig slutte med at sige, at jeg ikke ønsker Folketinget som en stor gerontologisk afdeling, og at jeg heller ikke ønsker at erstatte samtlige unge studieværter og interviewofre i konfirmandhabitter med gamle rynkefjæs.

En masse af de kloge mennesker, jeg omgås med, ligger i 40-55 års alderen, men forsætter ungdomskulten bliver de også snart parkeret ude bagved som for gamle. Det tyder udviklingen på.

Brug kræfterne på at skabe

I stedet ville jeg håbe, at de unge fik fingrene ud og skabte noget. Skabte arbejdspladser. Opfandt noget. At de brugte deres ungdommelige optimisme som brændstof til en brumlebi-indsats. I stedet for at storme studier som statskundskabsstudiet, velvidende at der er usandsynlig få brikker at flytte med i et land, der er kommet derud, hvor vi er.

Steve Jobs, Bill Gates, Mark Zuckerberg var alle college-dropouts. Ikke, at det er en garanti for, at alt lykkes, men herhjemme er de højeste ønske for den overvejende majoritet af de 29 årige nyudklækkede en fremtid som lønmodtager. Man er allerede blevet for sat.

Bliv færdig inden I er for satte, eller spring, hvis nødvendigt. Skab noget, kære unge. Gør en forskel i virkeligheden. Og riv så nogle år ud af kalenderen for at skabe den nødvendige fornyelse i Folketinget.

Lav produktivitet skyldes svigt over for mindre firmaer. Nu skal der forførelse til

2011-08-26T18:30:00.000+02:00

OBS: Dette blogindlæg stammer fra min business-blog, Bizzen, der blev ramt af tekniske svigt på Berlingskes business.dk. Da det er væsentligt, gentages det her.

Den gode nyhed er, at Danmark kan score for 6,5 milliarder kroner mere i produktivitet, hvis blot 1 procentpoint flere af landets virksomheder digitaliserer mindst 1 intern funktion. Den dårlige nyhed er, at vi skal frem til 2011 for at få tal på, hvad landet har misset grundet forkert og fordomsfuld satsning hos politikere, fagforeninger, topchefer, organisationer, undervisningssektor og medier.

Det er Videnskabsministeriet, der har set nærmere på værditilvækst pr. medarbejdere i relation til graden af digitalisering inden for regnskab, distribution, produktions- og lagerstyring.

Pressemeddelelsen er her, og den er det bedste vink med en vognstang om, at majoriteten af danske virksomheder, de små og mellemstore, bør lokkes og overtales til at tage en tørn mere med digitaliseringen. Hvis ellers Danmark skal have en chance.

Tre faktorer

Som jeg ser det, er der især tre faktorer, der har ført Danmarks ned af den slidske, vi burde have undgået:

Værst er den manglende viden og ønske herom, hvad angår teknologibrugens plusser, hos dem, der bestemmer og dem, der fortæller. Der er en uhyggelig skæv, konservativ balance i, hvad de tror, der er vigtig for Danmarks fremtid, og den smitter af.
Det har medvirket til, at Danmark blev et Microsoft-land, mere end måske noget andet land. I valg af strategi, produkter, standarder. Der er blevet satset stort på Microsoft i længere tid end relevant, til skade for de små og mellemstore virksomheder, der for længst burde have draget nytte af det enklere og billigere netbaseret software.
Det lave engagement og den skæve balance hos de bestemmende og fortællende har desværre også medvirket til, at uddannelse på uddannelse, lav som høj, køres videre som i gamle dage. It blev blot til noget med at bruge til software til rapporter og præsentation.

Sort på hvidt

Den nye undersøgelse er en slags dokumentation heraf. Den udgør også noget af en kontrast til det forhold, at regeringspolitikere jo tidligere har haft mest fokus på at prale med topplaceringer på lister over, hvor udbredt pc'er og internettet er i Danmark.

Visse af os har mumlet, at det manglede da bare i et så lille, så fladt og så rigt et land. Nogle hvisker måske, at vores position som et af verdens førende Facebook-nationer, kan indikere, at vi er et af verdens førende sludrechartol-lande:-) Men retur til alvoren i dagens udmelding.

Folketingets problematiske sammensætning

Medmindre man ikke tager politik alvorligt, så vil man vide, at vi står med et alvorligt problem i form af Folketingets sammensætning og dermed med lovgivningen.

Folketingsmedlemmerne repræsenterer noget, der er alt for tæt på analfabetisme, hvad angår viden om seriøs arbejdsmæssig it-brug udover banaliteter som mails og kontorpakkebrug.

Viden om erhvervsliv halter også slemt hos de fleste, og ikke mindst viden om moderne iværksætteri. Derfor går det også så grueligt galt som f.eks. med multimedieskatten og iværksætterskatten.

Kontroløjemed

Politikerne føler sig mest på hjemmebane, når det gælder forhold i det offentlige. Godt nok snakkes der ind imellem om, at administrativt bøvl skal fjernes fra erhvervslivet, mens der flittigt vedtages love med mere bøvl.

Rent konkret, hvad angår it-siden, så kom den politiske interesse for nettet af hensyn til det offentlige og især i kontroløjemed (moms, skat, e-fakturering). Kun der har der været solid markedsføring.

Kampagner batter ikke

Men som nævnt i starten, så er der langt flere end politikerne, der har svigtet, hvad angår de små og mellemstore virksomheders tøven over for it. Kampagner nævnes i skåltaler fra organisationer med flere, men de rækker som en skrædder et meget varmt sted.

Man får let opfattelsen af, at selv i organisationer, hvor man har fokus på mindre erhvervsdrivende, kniber det også med viden om relevant teknologi og om hverdagen hos medlemmerne.

Vejen frem

Så hvad skal der til? Her er mit bud.

Der skal forførelse til. På alle fronter. Og der skal hands on.

Der skal sendes en hær af ildsjæle ud til de travle små erhvervsdrivende. Den gængse med at tro, at de ved besøg på teknologiske institutter med videre flytter sig, holder jo kun for en minoritet.

Godt-nok-løsninger

Ildsjælene skal kende til alle de enkle "godt-nok"-løsninger, der findes. Og de skal kende til, hvordan hverdagens udfordringer er for de små virksomheder. Der er et regnskab, der skal aflægges. Der er kundeaftaler, som der skal holdes styr på. Leverandører, man skal have gode priser fra. Der er tidsfrister, der skal overholdes, der er egen markedsføring og meget andet.

Måske kunne der gøres en dyd ud af nødvendigheden. Min fornemmelse er, at i dag udklækkes unge, der vil gå ledelses- og erhvervsvejen med mere viden om, hvad der er relevant for landets 20 største virksomheder, end for de 20.000 mindste. Jeg kan tage fejl, men det er min fornemmelse.

Studenterjob

Hvad med at gøre ildsjæl-arbejde til et ekstrajob for studerende, der så skoles først, hvadenten det gælder viden om den mindre virksomhed eller it-værktøjer. Er det helt ude i skoven?

Jeg tror også, at der findes unge iværksættere, der selv har mærket udfordringerne i at være en lille erhvervsdrivende, som vil melde sig som ildsjæle, hvis de har luft til det.

Kalibrering af virkelighedsopfattelse

Økonomien? Man kan vel få to-fire studerende til én konsulents pris, og de unge får kalibreret deres virksomhedsopfattelse. For iværksætterne kan det være ekstraindsatsen, der får deres økonomi til at gå rundt.

Kan en sådan fremtidsrettet, meget praktisk satsning ikke batte ret så godt, også set i relation til, hvordan der ellers forsøges skabt vækst? Det er jo fint nok med fradrag for håndværkere og med flere offentlige investeringer, for at få sat gang i væksten, med det bliver jo bare business-as-usual for en kort periode. Ikke for fremtiden.

Brændt barn

Min anbefaling af en forførelse med hands on skyldes, at mange små erhvervsdrivende i forvejen har det som brændt barn i forhold til teknologi. De har brændt sig en eller flere gange på noget, der viste sig at være alt for bøvlet til deres brug - føler sig dumme.

Jeg tror, at har for eksempel en håndværker først en gang set, hvor enkelt visse ting kan håndteres med nye relevante it-værktøjer, så er han solgt.

Forførelsens mester - medierne

Ildsjæle kan rykke, men gødes jorden ikke, så bliver det en lang vej, og derfor også lige et par ord om medierne, for er der nogle, der ved, hvordan man forfører, er det jo dem.

Mediernes forførelse gælder så ofte egne behov for at få seere, lyttere og læsere og klik, men medierne har jo også en interesse i, at danskerne ikke bliver fattige som kirkerotter eller udvandrer til en bedre fremtid.

Fra mad til vækst

Tænk i mad. Tænk, hvis man droslede lidt ned på de 117 ugentlige tv-udsendelser og artikler om, hvordan man laver mad, og i stedet drosler op for, hvordan man bedst kan sikre, at der kommer mad på bordet fremover.

Tænk, hvis man drosler lidt ned for dækningen af de danske flagskibe som Lego, Danfoss, Grundfos, A.P. Møller-Mærsk, Carslberg m.v., og op for dækningen af den type virksomheder, som Danmark har allerflest af. Dem, der ifølge kloge folk, har det største vækstpotentiale.

Nyt reality-show?

Og tænk, hvis man også skaber forbilleder ud af de små erhvervsdrivende, der benytter digitalisering med stort talent.

Det skulle i øvrigt undre mig, hvis man ikke også her kan skabe en slags reality-serie med spænding i over nogle afsnit. Hvem får via it frigivet flest timer til det, som biksen handler om? Sæt bare en kvart million på højkant, og I skal se løjer:-)

Kom ind i kampen

Det var så mine, noget naive bud på noget af det, der måske kan hjælpe, og hvad er dine?

Er det helt andre knapper, der skal skrues på, for at give den mindre virksomhed, om håndværker-, service- eller produktionsvirksomhed, lyst til at tage de relevante it-værktøjer i brug?

PS: Tidligere blogindlæg på min business-blog, Bizzen, der kan være relevante at læse i denne sammenhæng:

It-effektivisering: Alt for meget lettere sagt end gjort
Løgn? Det offentlige som trækdyr for innovativ it og SMV
Microsoft netbårne 365: På tide
Haarder m.fl. forstår ikke betydningen af it-viden
Hæmmes små firmaers chance af deres egne it-leverandører?
Konference om fremtiden med den gamle garde

Apropos "Tøger". Beskyt kilder - mod dem selv?

2011-06-20T20:07:00.004+02:00

Bogen "Tøger" rummer ifølge anmeldelserne en problemstilling, som minder mig om en anden bog, som journalisten Stig Andersen også har i baggagen. Det er bogen "Stein Bagger & Inderkredsen", som han skrev sammen med Erik Ove, Stein Baggers medierådgiver.

Det handler både om kildebeskyttelse og om kildekritik. Bogen om Politikens nu afdøde chefredaktør Tøger Seidenfaden er bredt omtalt lige nu og derfor bedre husket, hvorfor jeg vil starte med den gamle sag.

Uttental kølhalet

Erik Ove og Stig Andersen fik, som bogtitlen antyder, adgang til Baggers indkreds. Direktører, som selv havde nydt godt af de priviligerede år, ligesom bestyrelsesformanden Asger Jensby og Stein Baggers hustru.

Nogle erindrer måske, at hustruen Anette Uttental forsøgte at trække sit interview til bogen tilbage. Hun havde givet interviewet midt i nogle følelsesmæssigt kaotiske dage, og Jyllands-Posten beskrev situationen. Forfatterne afviste hendes krav, og Erik Ove beskyldte hende for at lyve, når hun påstod, at han havde råbt og skældt ud på hende, fordi hun fortrød.

Anderledes på tryk

Jeg aner ikke, om Uttental nogensinde fik set, hvad hun blev citeret for, men hun burde have betinget sig det. Ting man fortæller, når der er villige øren og løsnet godt op for samtalen, ser nu en gang anderledes ud, når det er på tryk. Vi er vist også alle bekendte med, at man helst ikke skal udtale sig, når man befinder sig i en følsesmæssig rutchebane.

Da jeg selv læste bogen, tænkte jeg på, at forfatterne burde have beskyttet hende mod sig selv. Nogle af hendes udtalelser får hende til at fremstå som en bitch, andre som dummere end hun kan være, hendes erhvervskarriere taget i betragtning.

Forfatterne "takker" desuden for interviewet med at nævne, at hendes valg af mænd synes at begunstige dem, der ikke har rent mel i posen. Behandlingen af Uttental er bemærkelsesværdig taget i betragtning, at andre kilder i høj grad stryges med håret, selv om disse var langt, langt tættere på svindlen. Jeg går også ud fra, at disse har fået deres del af manuskriptet til gennemsyn som led i "kontrakten".

Mikrofonholderi

Især lagde jeg mærke til mikrofonholderiet over for Kim Meier, IT Factory-direktøren, der var mangeårig personlig ven med Bagger. Han deltog i den famøse Dubai-weekend, hvor Bagger indledte sin flugt, men hvad væsentligere er, er at Meier var den eneste direktør helt tæt på den IBM-aftale, som Stein Bagger internt byggede løgnene om indtægterne på. Meier får lov til næsten ingenting at sige.

Inderkredsen får så også lov til uhindret at gentage enkelte løgne fra de "glade" dage, selv om disse løgne/faktafejl var afsløret, længe inden udgivelsen af bogen.

Kioskbasker

Nu vil jeg vel være ekstra kritisk over for den bog taget i betragtning, at jeg var medforfatter af anden Bagger-bog samt mål for angreb fra Erik Oves side. Med det forbehold taget, så var bogens primære formål - som jeg ser det - naturligt nok at skabe en kioskbasker, der kunne tjenes penge på, og PR-maskinen kørte på højtryk takket være diverse appetizere til presse, der ikke kunne få nok.

Om et andet primært formål var at fremstille bestyrelsesformanden Asger Jensby og IT Factory-direktører som stakkels ofre for Bagger er svært at sige. Umiddelbart kan det se sådan ud, og det vil være også være "kontrakten", der fik åbnet kæften hos inderkredsen. At Erik Ove så også tager vare på reparation af eget image er at forvente.

Men kildekritik var der desværre ikke meget af i den bog.

Bogen om "Tøger"

Og så tilbage til bogen "Tøger" - til bogen om chefredaktør for Politiken Tøger Seidenfaden, der døde af kræft i januar.

Bogen er kritiseret for en række forhold. Den rummer hårde personangreb, bryder kildebeskyttelsen, bringer faktafejl og nærmest helgenforklarer sin hovedperson.

"Tøgers triste testamente", lyder overskriften i Information, og både Berlingske og Jyllands-Posten nøjes med at give 2 stjerner blandt andet ud fra de angrebspunkter, jeg har nævnt.

Vil ikke censurere

Forfatteren Stig Andersen er derfor også selv kommet ekstra i søgelyset. Men han forsvarer selvfølgelig sine prioriteringer, blandt andet i Politiken.

»Jeg synes ikke, det er min opgave at bortcensurere, hvad Tøger siger. Min opgave er at skrive en biografi om ham. Konflikten ville jo være, at fordi Tøger er død, så skulle jeg ikke bringe det og det. Hvor ville læsernes tillid i forhold til mig så være?"

Når man læser interviewet med Stig Andersen, er man ikke i tvivl om, at han beundrer Tøger Seidenfaden.

»Han var et lysende eksempel på et gennemført ordentligt menneske. Ikke at han ikke kunne sige noget skidt om nogen eller stjæle en bog. Men grundlæggende havde han respekt for andre mennesker og behandlede andre mennesker med respekt«.

Så Stig Andersen havde ikke til formål at skade Seidenfaden. Det var ikke, som da journalist Kurt Lassen med sin bog væltede DR-generaldirektøren Kenneth Plummer.

Debat om etik

Men Stig Andersens udtryk "bortcensurere"? Det er ikke et, jeg ville bruge. Det rejser også en principiel debat om journalistik, selv når der er tale om forfatterskab af non-fiktion.

Jeg vil mene, at det er god etik for en journalist at beskytte kilden mod sig selv (når det ikke lige gælder en kilde, der er en svumpukkel, om kriminel, groft manipulerende eller bare løgner).

Det hænder, at jeg undervejs i et interview spørger kilden, om denne vitterligt ønsker at blive citeret ordret for, hvad der netop er sagt. Det kan være, fordi det udleverer kilden mere end f.eks. sagen, eller fordi det kan misforstås.

Oftest vender kilden lige formuleringen i hovedet og kommer ud med noget, der stadig rummer essensen, men som er bedre for kilden selv og/eller for de læsere, der ikke bare stortrives med mudderkastning og overdrivelser. Men bliver det tandløst, så ryger det ud af historien. Så var det ikke vigtigt.

Betyder det, at jeg bortcensurerer?

Fejl og ønsketænkninger

Betyder det, at jeg bortcensurere, hvis jeg udelader noget, der ved et ekstra tjek viser sig at være enten en løgn, en misforståelse eller repræsentere en ønsketænkning? Det hænder nemlig også, at jeg gør det.

Kunne kronikken i Politiken med overskriften "Tøgers falske fremstilling af tamilsagen" være undgået?

Kontrakten mellem forfatter og offer

Tøger Seidenfaden nåede aldrig at få manuskriptet at se, men ville gerne have set det, har Stig Andersen fortalt.

Det næste spørgsmål er så, om "kontrakten" mellem forfatter og den interviewede var, at forfatteren havde hånd og halsret over manuskriptet. Det ville jo være såre modigt, men ganske usædvanligt for en biografi af et levende menneske, der stiller sig til rådighed.

Kan nogen forestille sig, at der ikke på bogens 556 sider er noget, som Seidenfaden ville have sagt anderledes, nu hvor han så det på tryk? Eller er det i nutidens verden med al dens pyntede sprog og manipulation en gave at få personangreb råt for usødet? Kan vi bruge dem til noget?

PS: Jeg er ingen helgen. Der er ting i min journalistik, som jeg har fortrudt.

Mandekvoter, tak

2011-05-29T14:55:00.000+02:00

For et par aftener siden hørte jeg et suk fra en mand, der er med til at uddanne fremtidens læger. "Der er fyldt med kvinder, og jeg har hold, hvor der kun er kvinder. Måske ville det være fornuftigt at lave 50/50 procents kvoter, så karaktererne ikke er så altafgørende".

Dagen efter kunne jeg i Information læse en artikel om, hvorledes det er et problem for mænd med ondt i livet, at psykologien er tæt på at blive et kvindereservat på grund af et skyhøjt karakterkrav (og fordi faget i forvejen er det ikke et klassisk statusfag for mænd).

Valget er mandens

Min pavlovske reaktion på kvindedominans hist og her er, at mændene bare kan tage sig samme og komme ind i kampen igen, i stedet for at lade sig overrumple af, at kvinder har brugt de sidste 100 år til at komme ind i kampen.

Pigerne tudes også stadig ørerne fulde med, hvor vigtigt det er for dem, at få en uddannelse, fordi konsekvenser af, at kvinder i tidligere generationer ikke fik det, stadig erindres. Mens mænd? Well, der er masser af mænd, som har gjort det godt uden en tårnhøj uddannelse. Det ved alle.

Intelligens og dovenskab

Jeg kan jo også med sindsro tilføje, at det jo ikke intelligensen, der holder drengene tilbage. I stedet er det i nogen grad dovenskaben og lysten til at have det sjovt , der vinder over lektierne. Jeg beretter også gerne om undersøgelser om, hvor mange timer drenge gennemsnitligt bruger på computerspil og DVD-film.

"Jamen drenge har altid leget tiden væk," lød reaktionen fra den ældre universitetsmands forleden aften. "Og det har jo ikke forhindret dem i senere at blive formidabelt dygtige læger".

Er det bare gammel mandschauvinist, utryg ved at århundredes vante forhold er under opløsning?

Karakterer er for fattig målestok

Ikke som jeg ser det, omend det kan være en lille flig af forklaringen. Men for mig er det fokus, der er kommet på karakterer, også for stort. Er den bedste læge, jordemoder, psykolog og dyrlæge den med allerhøjest karakterer fra gymnasiet? Er en høj karakter udtryk for staying power, så samfundet også for fuld valuta for investeringen i uddannelse? Ikke nødvendigvis, hverken om kønnet er M eller K.

Men karakterer er lettest at bruge som målefaktor, og en vis fairness ligger jo også deri. Det kan være vanskeligt at argumentere for, at den, der leger i sin fritid og hænger ud med gutterne på gadehjørnene i stedet for at læse sine lektier, skal have ekstra privilegier. (Den med, at nutidens "feminiserede skole" straffer drenge, der ikke kan side stille og opføre sig ordenligt, bider ikke rigtig på hos en som mig, der selv har oplevet den sorte skole, hvor kæft, trit og retning var dagsordenen, og hvor drengene overlevede også det.)

Forskellige prioriteringer

Men jeg ser positivt på den forskelsbehandling, der skal sikre flere mænd på visse studier. Her tænker jeg på de kvote-2 krumpspring, der gælder for dyrlægestudiet og lægestudierne.

For dyrlægeområdet er forklaringen, at kvinderne stort set kun vil arbejde med heste og små kæledyr, så der mangler dyrlæger til slagterierne og landbruget. For lægeområdet er argumentationen, at kvinder ikke vil være kirurger, så uden mænd bliver der mangel på dem.

Signal via sproget

Der er måske også andre argumenter (kom gerne med dem), men det er de ovenstående, jeg lige husker.

Køn nævnes imidlertid intetsteds i de tekster, der giver større kvote 2-chancer blandt andet gennem optagelsesprøver og -samtaler. Forudsætninger, der tæller ekstra på f.eks. dyrlægestudiet bare nogle, som kvinder sjældent har, såsom viden om "produktionsdyr" (som det udtrykkes på Københavns Universitet).

Men hvad skal man skrive i kvote-2 teksterne for mænd, der ønsker at blive psykolog?

Går til bunds

Bør man kalde en spade for en spade og sige, at ja, vi er to køn, og vi er forskelligt indrettet også i vores psyke, så selvfølgelig skal der åbnes for flere mænd. Samfundet er vel ikke tjent med, at mænd har færre chancer for at klare sig igennem en livskrise end kvinder, og mænd går i højere grad til bunds i samfundet, som forholdene er i dag.

Der findes godt nok mennesker, der mener, at kønnet ikke har nogen betydning for den dygtige psykolog, og at den kvindelige psykolog jo hjælper manden med at forstå sin kvinde bedre, men...

I min optik er det i familie med barndommens besværgelser om en ideel verden. Jovist er der undtagelser, hvor det giver god hjælp for en mand at være i behandling hos en kvinde, og god hjælp for en kriseramt kvinde at gå til en mandlig psykolog, men køn spiller for de fleste en stor rolle ubevidst/bevidst, om man kan lide det eller ej.

Men vigtigere end kvotesnak er nok, hvordan man få nok mænd til at ville være psykolog?

Og hvordan man får mænd overbevist om at gå til psykolog i tide? Ikke at det er en snuptagsløsning på livskriser, men det hænder, at det nytter:-)

PS: Min første og eneste forsøg på at gå til psykolog var totalt mislykket. Det var en dygtig mand. Bare ikke for mig.

PPS: Et indlæg om køn påkalder sig typisk standardreaktioner fra en flittige flok. Men ovenstående indlæg handler IKKE om at favorisere kvinder, så tag det roligt og undlad venligst at afspore diskussionen.

Forskud på foråret og de hvide asparges

2011-04-17T14:34:00.002+02:00

3 kilo tykke hvide asparges snart væk. Nydt med smør en aften, letgrillet med parmesan en anden, blended med kyllingesuppe og fløde til suppe en tredje aften, og der er heldigvis nok af den til endnu et måltid. Og nok til, at de sidste 4 asparges lige kan simres med.

Aspargeshøsten skyldes, at vi kører foråret i møde. Det igen hænger sammen med, at min tidsregning ændrede sig da jeg var omkring 50. Da begyndte jeg nemlig at tænke på, hvor mange forår, jeg mon havde tilbage i mit liv. Hvor mange gange, jeg ville se skovbunden blomstre endnu en gang og bøgen springe ud. Og lige siden har det været en fast tradition at lægge en uges ferie herhjemme ved månedsskiftet april/maj.

Nu, på mine ældre dage er jeg blevet grådigere. Jeg får lyst til at rejse foråret i møde mod syd. Og nej - det er ikke et blomstrende Madeira eller lignende, der tæller, men det nordeuropæiske skift fra det grå og de nøgne grene til det lysegrønne.

Celle og Ilsenburg

I år er anden gang vi rejste foråret i møde i Tyskland. Første gang var vi helt nede ved Heidelberg og den smukke Neckar-flod. Denne gang blev det en kortere tur til Celle samt Ilsenburg i Harzen.

Vi var heldige. Starten gik med to dage i fuldt solskin og varme. Buske var gået i grønt, visse træer også, og andre træer havde det fineste lysegrønne "balletskørt" om haserne. Skovbundens tæppe af anemoner lyste, forsythiaerne ligeså og i haverne blomstrede tulipaner i alle farver.

I Celle skulle vi bo på et hotel med restaurant, der var fint anmeldt på nettet. Men søndag var lukkedag i restauranten, vores fødder var ømme efter lang tur ind og kigge på byens smukke gamle bindingsværkshuse, og når hotelmutter så anbefaler en venindes restaurant laaangt væk....

Forrygende god mad

Vi valgte et sted tæt på, overmåde rost på diverse netsteder, og i lukusklassen, nemlig Endtenfang. Fantastisk mad, fantastisk betjening, gode omgivelser. Fra spændende appetizere, til jomfruhummer, til ærtesuppe med krebs og mynte, til fisk, til lam til ost/dessert. Uhm.

Men at man ikke altid skal stole på overdådig ros på nettet, var hotellet eksempel på. Navnet var Hotel Schifferkrug, og det var da o.k., men man var ved at kløjs i plastikblomster, kitch og påskeudsmykning.

Hotellet var dog roligt beliggende med en lille frodig baghave og prisen var rimelig (65 Euro for værelse, 10 Euro pr. person for morgenmad). Måske havde oplevelsen været anderledes, om restauranten (der dagen inden vores ankomst havde haft asparges på kortet for første gang) havde været åben, men nu virkede det hele som lidt nedslidt.

Heinrich Heine-pensionatet

Det stik modsatte gjorde sig gældende i det lille pensionat, vi fandt i den lille rolige by Ilsenburg for foden af bjergene i Harzen (ikke langt fra Goslar). Det store luftige værelse kostede 50 Euro pr. nat, og morgenmad 7,50 Euro pr. person. I øvrigt bedre (frisk frugt m.v.) end på hotellet i Celle.

Pensionatet/restauranten hedder Heinrich Heine efter digteren. Det drives af kokken Thorsten Arnau, der også har et lille sted i den gamle stationsbygning. Thorsten Arnau, en høj mørkhåret mand, var meget imødekømmende og jo - han laver god mad:-)

Den smalsporede

Og så til noget helt andet, noget smalsporet, der kun kan anbefales, hvis man trænger til at få sjælen med. Det er en tur i Harzens smalsporede jernbane med damplokomotiv og vogne med for- og bag"perroner", som man ser i gamle film. Vi kørte selv i bil en smule op ad bjerget og tog den lille bane, der går til - of alle places - Bloksbjerg:-).

Det stinker til tider, dampen blænder for udsigten til tider, og det går såre langsomt. Det er bare så godt, for man ser alt i roligt tempo. Ingen flimrende indtryk som når man kører i bil eller moderne tog.

Udsigten er meget fin oppe på Bloksbjerg, men bygningerne (museum samt restaurant) ikke noget at råbe hurra for. Deroppe blev man så også mindet om opdelingen af Tyskland for muren skar igennem også lige netop der.

Da vi skulle ned igen med toget, kiggede en ræv frem, og efter lidt betænkningstid lagde den sig på den anden perron og kiggede os alle an.

Bjergvandring

Nu har jeg desværre en kaput ankel, så bjergvandring er ikke mig, men vi så, at der er gode stier hele vejen op, og man kan jo tage toget noget af vejen, hvis man ikke er til den helt lange tur.

I jagten på overnatning så vi i øvrigt også Waldhotel i Ilsenburg - og som navnet antyder, midt i en skov. Den var ikke sprunget ud endnu, og det var lidt dystert. Det første gemalen sagde, da han så det var "Det minder mig stemningsmæssigt om hotellet i The Shining". Der var næsten ingen mennesker, men nok populært sted, når tyskerne for alvor begynder på deres bjergvandringer.

Hundertwasse i Uelzen

Men tilbage til tog. På hjemvejen kørte vi til Uelzen, der er blevet berømt for sin stationsbygning. I 1999-2000 blev den nemlig bygget helt om i den farverige Hundertwasser-stil, og man blev glad i roen ved at gå rundt og kigge.. Fra perron, til stationsbygning til toiletterne og de underjordiske gange ud til perron'erne.

Den østriske arkitekt og og kunstner Friedensreich Hundertwasser (der døde i 2000) hadede ifølge Wikipedia lige linjer, og det burde lidt flere arkitekter nok gøre:-)

Stemning

Men hvor er der dog mange tanker, der farer igennem hovedet, når man er i Tyskland. Vi kørte igennem Bergen (ikke så langt fra Bergen Belsen), vi så et efterladt udkigstårn ved den tidligere øst/vest-grænse og fotos af muren på Bloksbjerg.

Vi så smukke bindingsværkshuse fra 1700-tallet, kæmpegårde, marker flade så langt øjet rækker, idylliske bække, Wernigerodes smukke bytorv og rådhus, Ilsenburgs små stræder.

Når vi kørte, havde vi altid radioen på en af de klassiske stationer, hvor musik af de store tyske komponister udfoldede sig.

Tyskland er et godt rejseland, også netop fordi man får tænkt så meget på det ondeste og det smukkeste.

Mænd med døtre gør en stor forskel

2011-03-20T16:29:00.001+01:00

Når en mandlig administrerende direktør får en datter, stiger lønningerne for de kvindelige ansatte i hans firma. Det viser et dansk-amerikansk forskningsprojekt, baseret på danske arbejdsmarkedsdata gennem 12 år. Involveret er Aalborg Universitet, Columbia Business School og University of Maryland.

"We observe that when a daughter was born to a male CEO, wages paid to the CEO’s female employees rose relative to the wages paid to male employees. The effect was stronger for the first daughter, and stronger still if the first daughter was also the first child. The birth of a daughter to a male CEO particularly benefitted women who were more educated or who worked for smaller firms. These results have implications for our understanding not only of the origins of discrimination and the gender gap in wages but also of social preferences and the influence of managerial style on firm policies."

Erfaringen med at få en datter, og især som førstefødt barn, kommer altså især veluddannede kvinder til gode eller kvinder, der arbejdede i mindre firmaer.

Det er interessant viden om kønsbetingede forskelle i løn i en tid, hvor en gruppe unge veluddannede kvinder og endnu flere mænd her i Danmark hævder, at mænd og kvinder i Danmark har lige vilkår.

M.I.T.-konference

At fædre til døtre åbner øjenene lidt mere for kvinders vilkår kommer dog ikke bag på mig, ej heller at der sker mest, hvis datteren er det førstfødte barn.

Jeg erindrer selv en konference, der handlede om kvinder inden for teknologi og manglen på dem, afholdt på M.I.T. i Boston. I pausen vandrede jeg rundt blandt de ganske få mænd, der var mødt op, og spurgte hvorfor de deltog.

Samtlige var fædre til døtre og ville gerne lære lidt mere om, hvorfor piger holdt sig tilbage fra de vigtige fag, og hvad man kunne gøre for at ændre på det. Også hovedtaleren, fysikprofessor Robert Birgeneau, chancellor, University of California, Berkeley, havde døtre.

Birgeneau har tidligere været Dean for Science på M.I.T:, hvor han tog initiativet til at få afdækket den bevidste og ubevidste kønsdiskrimination på fakulteterne. Jeg skrev om det hos Ingeniørens Version2.

Cepos-debat om feminisme

Jeg har for nylig også på min business-blog skrevet om den skarpe kønsdebat, der p.t. finder sted i det danske. Her var udgangspunktet et møde, som den borgerlige tænketank Cepos havde arrangeret, og hvor titlen var "Borgerlig feminisme".

På mødet gav den unge konservative rådmand på Frederiksberg Mie Harder udtryk for, at kvinder, der er i den fødedygtige alder, må forhandle sig til mindre i løn for at være lige så attraktive for en arbejdsgiver som mænd, i hvert fald når det gælder mindre virksomheder. Og hun står ikke alene. Læs blot bloggens kommentarfelt, hvor blandt andre en politiker fra Venstre bakker hende op.

Mest markante er dog de unge kvinder, der færdes i nærheden af Liberal Alliance og dets hoforgan, 180grader.dk. Som også tidligere beskrevet på denne blog.

PS: Tak til Christiane Vejlø for tippet om fædre/døtre-forskningen.

Advarsel: Stop for tolke kan gøre voldsramte kvinder fortabte

2011-03-03T20:29:00.003+01:00

Pr. 1. juni er det slut med gratis tolkebistand hos læger og hospitaler til folk, der ikke taler dansk, selv om de har boet her i syv år eller mere. Kan det være et problem? Ja for visse. Et livstruende problem.

Det blev jeg klar over forleden, hvor jeg talte med en kvinde med forbindelse til hospitalsvæsenet.

"Når der kommer en fremmedsproget kvinde, der ser ud til at have lidt alvorlig overlast, er det helt afgørende, at hele hendes familie sendes uden for døren, hvis vi skal kunne hjælpe hende ud over blot at lappe hende sammen. Hvis hendes søn eller mand skal fungere som tolk, vil hun aldrig fortælle sandheden, hvis den handler om, at hun er slået sønder og sammen af et familiemedlem," fortalte kvinden.

Hun og hendes kolleger møder jævnligt de voldsramte kvinder. Næsten altid ledsages de af familie, og ofte vil familiemedlemmer med ind i undersøgelseslokalet. Men det bør forhindres, mener kvinden, der orienterede mig. Normen bør være at forhindre det.

Men nu. Efter 1. juni. Kan man så lige bede hendes mand om at betale for en tolk? Enhver må kunne se, at det bliver en håbløs situation.

Man kan så sige, at det er for dårligt, at et menneske, der har boet i Danmark i 7 år ikke taler dansk, men sådan er det jo.

Vi ved, at der findes, hvad man kan kalde burkvinder i Danmark. Kvinder, hvis hele tilværelse er i hjemmet med forbud mod at gå på sprogskole eller på anden vis blande sig i det danske samfund. Integrationsministeriet er også inde på problemerne HER.

Vi ved også, at omkring halvdelen af de forslåede kvinder, der henvender sig til krisecentre, er af anden etnisk oprindelse en dansk.

Jeg frygter, at politikerne, der har vedtaget forbudet mod gratis tolk, får blod på hænderne.

Præcis Anne Knudsen

2010-12-08T14:19:00.001+01:00

En febernedbrændt hjerne gav mig for nogen tid siden en længe tiltrængt undskyldning for at læse en bog for min egen fornøjelses skyld, og det blev Anne Knudsens gamle bog, "Her går det godt - send flere penge". Et venligt menneske havde netop foræret mig bogen, idet vi i en snak havde berørt drenges ret så omfattende fravalg af uddannelse.

Af bogens bagsidetekst forstår jeg, at den især handler om danskernes selvtilfredshed og det negative syn på fremmede. Men Weekendavisens chefredaktør, antropologen Anne Knudsen, lægger i høj grad også kønnet under skalpellen, og ikke mindst kvindekønnet.

Jeg selv har altid ærgret mig over, at rødstrømpekampen aldrig nåede længere end at kritisere mændene (og efter kuppet i februar 1972 også kapitalismen). Vi kvinder fik ikke taget det næste, sværere skridt, nemlig at give vores eget køn et lige så kritisk blik.

Kan vi tage en irettesættelse, uden at tage det personligt? Ønsker vi et godt og effektivt arbejdsmiljø uden hønsegårdens hakkerier? Tør vi udvise handlekraft? Vil vi have ansvar, eller være ansvarsfri til blot at kunne kritisere? Vil vi være topchef med den ekstraindsats, den profession fordrer?

I rødstrømpe-tiden blev ordsproget "Kvinde er kvinde værst" mødt med hånlatter. Vi var jo søstre, allesammen, veninder. Vi ville kun hinanden det allerbedste. Det vidste enhver, der havde deltaget i en basisgruppe eller på ø-lejr.

Hvad Anne Knudsen påpeger i sin bog (side 114) fra 1996 er blandt andet, at kvinder stadig er kvinder værst. Hun påpeger også, at nok kneb det med kvinders rettigheder og med holdninger til dem op til 1970'erne, men kvindens påvirkning af samfundet og dets beslutningsprocesser derefter ikke er blevet den store gevinst.

Da ordsproget "Kvinde er kvinde værst" stadig er tabu, så lige et par ord mere fra bogen. En af undersøgelserne, som Anne Knudsen henviser til, har fokus på hospitalerne. Den viser, at kvindeligt plejepersonale yder markant ringere service over for kvindelige læger end mandlige.

Må jeg tilføje, at der er adskillige kvindelige chefer i det private erhvervsliv, der kan skrive under på noget lignende.

Selvfølgelig er der undtagelser, og for mit eget liv gælder, at dem, jeg har arbejdet allerbedst sammen med er kvinder, og dem, jeg har de allerdårligste, mest hårrejsende minder om er kvinder. Faktisk er der langt større forskel kvinder imellem, end jeg har oplevet hos mændene, jeg har arbejdet sammen med.

Nogle vil garanteret sige, at kvinderne har bevæget sig langt siden Anne Knudsen skrev sin bog, men jeg ser ingen tegn på det. Kvinders højt besungne varme fællesskab er i høj grad et kulisseværk, og ve kvinden, der peger på det (kan det være årsagen til, at bagsideteksten ikke spidder kvinderne? Det er jo kvinder, der køber flest bøger).

Anne Knudsen påpeger, hvorledes kvinder altid fortæller, at de vil have noget med mennesker at gøre. Af samme årsag foretrækkes også uddannelser, der i høj grad rettes mod offentlig ansættelse, omsorg og sagsbehandling.

Og i de job, hvor så mange bliver afhængige af kvinderne (som patient, som klient, som elev) udfolder kvinderne sig, så den der vil mest smertefrit igennem gør klogest ved at opføre som barnet over for forælderen, skriver Anne Knudsen.

Hun er også godt inde over, hvorfor drengebørn kommer i klemme i systemet, og påpeger hvorledes den "klassiske" manderolle som den strenge, kolde mand, der sidder på pengepungen (skattekisten) stadig fremmanes. Det er bekvemt, for så forstår alle, at kvinderne jo gør deres bedste - at de ingensomhelst skyld har i elendigheder.

Anne Knudsen giver i sin bog udtryk for, at kvinder ønsker skaffedyr - altså en mand med højere indtægt, og helst så høj, at det ikke gør ret meget, hvis hendes ønskejob kun udløser småpenge.

Der er et par områder, hvor jeg ville ønske, at Anne Knudsen var gået nogle skridt videre, men det er jo "egen hassan", der spøger. I bogen "Lykkelig i Nørdland - Hvem bygger fremtiden? En tankevækker til fædre, mødre og andre der påvirker pigernes studievalg", ser også jeg jo på kvindernes uddannelsesvalg, og det behov for også at have et skaffedyr, det kan medføre.

Lykkelig-bogen blev gjort færdig, da finanskrisen var slået igennem. Også derfor har jeg så valgt at se på pigernes studievalg i relation til det danske samfunds evne til at overleve.

Bagslag: Unge kvinders alliance med de få forbitrede mænd

2010-12-03T13:06:00.001+01:00

Man tror det er løgn! At det er unge veluddannede kvinder, der lige nu latterliggør feminister, så det ikke lader de få forbitrede mænd, der ellers står for den sag, noget efter.

I forvejen er enhver diskussion om kvinders lige muligheder endt som en taberagtig sag herhjemme. Vi har jo fået ligestillingen, ikke? Men nu skærpes situationen. Der kommer øjeblikkelig afklapsning ved kasse 1 fra begge køn til den, der måtte vove at antyde, at vaner og fordomme blandt mænd og kvinder stadig kan spænde ben ind imellem.

De unge veluddannede kvinder får plads i både spalter og æter langt ud over, hvad mediernes krav om kvalitet og nyhedskriterier normalt ville åbne for. Det gør også de forbitrede mænd.

Et vågent øje

Vi er kommet langt med med ligestillingen i Danmark. Vi har tilmed fået plads til, at det igen er blevet stuerent at joke om de håbløse kvinder og deres forstand.

Så hvorfor fortsætte? Feminister skydes i skoene, at de er mandehadere, hvilket er noget vås. Det er blot kvinder og mænd (ofte fædre til flere døtre), der har et vågent øje overfor, når ubevidste - og bevidste - gamle fordomme stadig spænder ben for pigers og kvinders muligheder. Det tjener hverken hunkønnet eller samfundet som helhed.

At fordommene stadig findes, er så rigeligt dokumenteret, også i bogen "Lykkelig i nørdland".

De unge kvinder, der nu fyrer bredsider af mod andre, betegner sig med stolthed som ikke-feminister. De kommer med påstande, der skulle indikere, at Danmark tidligere flød over med, hvad en af dem kalder jernfeminister "med den uldne sweater, Femø-lejr og brændte BHer". De snakker om, hvorledes samfundet og mænd er alvorligt skadet af "følgerne af 30 års rød kvindekamp".

Sær læsning

Det er sær læsning for en gammel rødstrømpe som mig, der hverken gik med sweater, var på Femø-lejr eller brændte BH'en. Som passede mit job som programmør i erhvervslivet, som stemte borgerligt og talte imod venstrefløjens udstødende besserwizzer-utopia.

De unge veluddannede kvinder giver i dag udtryk for, at alle har lige muligheder. Mand, kvinde, dreng og pige. De udviser så megen pli, at de lige får kvittereret for, at andre kvinder gik forrest, da der skulle skaffes ret for kvinder til at stemme og til at gå på universitetet, men derefter falder hammeren.

Kønskort og tudekiks

De udstiller enhver kvinde, der ytrer sig offentligt som feminist, som en, der trækker kønskortet og blot fortjener en tudekiks. En, der placerer andre kvinder i offerrollen. En, der har været med til at "tæve mændene gule og blå" med deres ageren.

Den offerrolle, som disse unge kvinder tildeler mænd, vækker kvalme hos adskillige mænd, jeg kender. Men ytre sig? Nej, en af dem, der ulmer mest over, hvad han kalder neofeminist-showet, fortæller, at han simpelthen ikke vil bruge sin kostbare tid på at gå ind i en så dårligt funderet diskussion, der først og fremmest synes at handle om disse kvinders egen profilering.

Billig "stilling-ønskes-annonce"

Hvem ved? Måske skal profileringen, der ofte ledsages af et smilende portrætfoto, blot ses som en smart, gratis Stilling-Ønskes-Annonce. Vi har jo et hårdt arbejdsmarked, hvor erfaringer spiller en større rolle end for få år siden, hvor revl og krat kunne få job.

En hurtig taburet i Folketinget til pæn løn kan måske også være på programmet. De unge kvinder sværmer i hvert fald omkring partiet Liberal Alliance (LA) og dets yndlingsmedie 180grader.dk. Her har chefredaktøren, der også er opstillet som folketingskandidat for LA, gennem mange år har sunget de samme hånlige sange om feministerne til stort bifald i kommentarfeltet.

For kompleks problemstilling?

Jeg selv undrer mig mest over, hvorledes veluddannede kvinder bevidst undlader at sætte sig ind i forskning og andet materiale, der måtte ryste deres verdensbillede. At bruge sit intellekt så selektivt! Jeg troede, at man netop lærte at sætte sig ind i kompliceret stof, når man tog en længere uddannelse. Ikke blot at nuppe, hvad der passer ind i ens kram.

Hvordan kan de unge kvinder tro, at de ved, hvordan verden ser ud - udover fra deres balkon med det begrænsede udsyn. Herregud, de mest verbale af dem har knapt eller netop afsluttet en uddannelse, typisk domineret af kvinder, og er de endelig i job, er det normalt ikke der, hvor magten til at gøre en forskel findes.

De kasserer også uden videre den historiske erfaring, der viser, at kønne, kvikke kvinder i de seneste årtier har haft medvind på arbejdsmarkedet, men at medvinden stilner af, når de når omkring de 40 og ferskenteinten er blegnet. De ignorer også al viden om den modvind, som kvinden, der satser på en karriere, kan møde, når hun vil videre op i systemet fra den letopnåelige mellemlederposition.

Man kan kun håbe for de unge kvinder, at de ALDRIG rammes selv undervejs i resten af deres lange liv, så de ikke skal til at padle baglæns, som det blev nødvendigt for Carly Fiorina, den tidligere topchef for verdens største it-selskab HP.

La-la-landet CBS

Mest rystet er jeg dog over, at flere af den mest verbale kvinder er udklækket på CBS - Copenhagen Business School. Et par af dem underviser der tilmed.

Har skolen fuldstændig mistet sit greb om den virkelige verden? Man udklækker folk, der påstår, at mænd og kvinder, drenge og piger har lige vilkår. Latteren over CBS' teoretikere må runge på de bonede gulve.

Medierne synes også at have mistet grebet om den virkelige verden med den usædvanlige åbenhed over for de højrøstede kvinder, der er kvinder værst. Måske er det så banalt, som at angrebene blot anses som godt stof. Den definition får jo stadig videre rammer, hvilket blandt andet ses på den øgede interesse blandt selv seriøse medier og forlag for sladder, slagsmål og reality show-stars som Sidney Lee og Amalie.

PS: Her er lidt læsestof, der kan indikere, at neofeministerne lider af tunnelssyn:
Kampen mod fordomme, forskere og lærere (kapitel 11 fra Lykkelig i nørdland)
He is not as smart as he thinks he is. Newsweek om, at kvinderne undervurderer egen intelligens, og dermed hæmmer egne chancer, mens det modsætte gælder mændene.
Nepotism and sexism in peer reviews. Nature (kræver abonnement eller køb)
Der er mere kildemateriale fra Lykkelig-bogen her. Og så står det enhver frit for at søge efter omtale af lønninger i typiske kvindejob, sammenholdt med lønninger i mandejobs, hvor uddannelsen tager samme tid eller mindre.
Senest har vi så set bred omtale af en undersøgelse med resultatet,
Chefen skal være en mand over 45 år. Den skydes straks ned under overskriften Hvad nu hvis mænd er dygtigere? af en af de unge veluddannede kvinder. Velargumenteret ud fra det øje, kvinden har sat kikkerten for. Og her har vi så et indlæg med overskriften "Lige dårlig behandling" fra en af de bitre mænd, der deklarerer, at kompetente kvinder ikke findes inden for naturvidenskab. Manden bag Bitter Blog er i øvrigt ofte befriende politisk ukorrekt:-)

Det er kvindernes skyld...

2010-11-05T14:07:00.001+01:00

En gang var alt samfundets skyld. At det lykkedes at gøre påstanden nagelfast i årtier kan henføres til en slagkraftig demagogi kombineret med, at den tjente alt for mange, ikke blot på venstrefløjen. Alt for mange kvinder valgte at sluge påstanden råt, fordi den passede i deres kram. ”Lille pus, det er ikke din skyld, det er samfundets skyld, men nu skal mor her sørge for, at samfundet giver dig, hvad det skylder”. Og kvinder ville ændre systemet indefra.

Nu rammer bagslaget i den grad ”mor her”. Nu er alt, der går galt, nemlig kvindernes skyld. Det er kvindedominansen i børnehaver og skoler, der ødelægger alt for drengene. De flittige piger berøver drengene deres universitetspladser. Kvinderne har gjort mændene til pivede skødehunde, selv om kvinder i virkeligheden kun længes efter machomanden. Og så er det selvfølgelig også kvindernes skyld, at den offentlige sektor vokser som en kræftbyld, der tager blodforsyningen væk fra den private sektor.

Tilbage til, da mænd var mænd
Påstanden om, at alt er kvindernes skyld, høres fra begge køns side. Vi får tv-udsendelser, hvor mænd fortæller om, hvor ulidelige kvinderne er blevet, og kronikker, hvor veluddannede, kønne kvinder fortæller, hvor ulidelige andre kvinder er blevet, og hvor synd det er for mændene. Påstanden er lige så manipulativ stærk, som påstanden om, at alt er samfundets skyld. Den tjener alt for mange.

Det er igen blevet fuldt ud legalt og morsomt for mænd at rejse tvivl om kvindernes forstand, mens de skamroser det traditionelle mandeunivers. Sært nok tilføjer manden, der synger sangen, dog altid, at han selv skam ikke er blevet kvindagtig, kun andre mænd. Og det er igen blevet legalt for kvinder at være kvinder værst. Sært nok tænker kvinden ikke på, hvilke mulighed hun ville have for at blive hørt, hvis ikke der forud havde været kvinder, der ville kvinder det bedst.

Smerteligt smart
Hvad vi oplever er bedrøvende elegant, langt mere effektivt nedgørende end noget foto af rødstrømper med hængebryster og brændende bh’er. Og imens går alt op i limningen. Ingen tackler de alvorligere problemer, der også har rod i kønnet, og det i en krisetid, hvor vi burde stå sammen.
Så her er min liste over, hvor det brænder på. Skrevet skamløst enøjet, gråtoner er ignoreret. Skrevet på fornemmelser, fordomme og fakta.

Kvindereservater vokser
Dagens danske mænd udviser langt mere interesse for deres egne poder end tidligere tiders mænd, men interessen for at præge andres små poder er reduceret til nær nul. Mænd har aldrig gidet pædagogjobbet, men mænd gider heller ikke længere at undervise i de mindste klasser. Først når børn bliver ældre, bliver de interessante at arbejde med. Hold op med at pege på kvinderne, som ene-årsag til at små drenge vokser op i rene kvindereservater. Peg på mændene også.

Kvinder er gået i selvspind. De vender stort set tilbage til de roller, som deres bedstemødre fandt for begrænsende, om end nu med en typisk beskeden lønseddel som legitimering af, hvor frie og ligestillede de er. De jagter gode skaffedyr, forfører deres småpiger med en lyserød implosion, og punker kvinder, der vælger anderledes.

Lømler og bitches
Skoledrengene klarer sig skidt, og det hedder sig, at årsagen er, at skolesystemet er blevet indrettet til de flittige piger. At hævde, at drengene bruger størstedelen af den tid, som pigerne bruger på lektier, til at spille combat-computerspil, hænge på hjørnerne og tjene gysser på tanken, er så politisk ukorrekt, at ingen laver ”Gallup” på det. Drengene gør som de vil, og de har det fedt.

Skolepigerne er blevet nogle intrigante små kællinger, fordi alt igen handler om at være den smukkeste og mest populære pige - blandt drengene. Foruden altså at få de bedste karakterer. De har direkte kurs mod det helt umulige superkvinde-ideal, hende der kan alt. På overfladen bruser pigerne af selvtillid, og nedenunder føler flere end nogensinde sig for tykke, flere end nogensinde snitter sig selv, sulter sig selv og spiser antidepressiva.

Det kvikke fix og selvrealiseringen
På uddannelsesfronten falder drengene fra, og det forklares igen med dårlige vilkår for drenge i skoletiden. Der er ikke politisk korrekt at koble en del af udviklingen til det overophedede arbejdsmarked, vi havde i så mange år. Drenge er som bekendt mere risikovillige, og når de ser udsigten til hurtige penge UDEN uddannelse, så springer relativt flere drenge end piger selvfølgelig.

Det er så ris til egen røv i krisetider, og det tager år at rette op på den uheldige situation og vanetænkningen, og imens forsvinder endnu flere af de arbejdspladser, der kan klares uden uddannelse eller kortvarig. De unge mænd, der endelig tager en længerevarende uddannelse, vil enten være dødsmart finansmand eller den nye Trentemøller eller Lars von Trier.

Pigerne okkuperer 60 procent af pladserne på universiteterne og vist noget i samme lag på de mellemlange uddannelser. De fleste vælger uddannelser rettet mod beskæftigelse i den offentlige sektor, og en del andre vælger brødløse uddannelser, fordi det handler om selvrealisering. De vil være noget med mennesker, mode eller kultur, og de er bevidst ignorante over for, at et gratis uddannelsessystem ikke kan opretholdes, hvis mønstret fortsætter for længe.

Pay back time
Men så kommer dagen, hvor alle de halvgamle mænd og kvinder har fået snøvlet sig færdig med efterskole, sabbat, studieskift og speciale. Tiden, hvor de skal bidrage til, at næste generationer også får privilegerede vilkår.

Well. De halvgamle møder frem på et arbejdsmarked som forkælede snotunger med urimelige krav, forkerte uddannelser og højlydt argumentation for, at netop deres krav og deres uddannelser er, hvad et forstandigt erhvervsliv burde indse, er en guds gave. Mange af de klogeste mænd stryger til udlandet, og de fleste kvinder tager den 1 år lange barselsorlov hver gang, næsten halvdelen går på deltid, og mantraet er, at ”samfundet kan jo heller ikke overleve uden børn.”

Det store spørgsmål er, om det danske samfund kan overleve med deres forkælede, selvrealiserende møgunger. Det bliver jo ikke dem, der bidrager med ”varme hænder” eller ”hård ekspertise”.

Allerede nu kniber det som bekendt alvorligt. De små virksomheder knækker halsen i hobevis, og de store fatter ikke det med ”guds gave”, men flytter ikke blot vindmølleproduktion ud, men også forskning og udvikling. Til lande, hvor unge er dybt afhængige af en god uddannelse og et godt job ikke blot for at forsørge sig selv og deres forældre, men også for at skabe et bedre liv for deres børn. Nøjagtig som danskere gjorde det, før alt blev ”samfundets skyld”.

Ekspertvælde og bekymringsindustrien

Nu er vi kommet til, at det er ”kvindernes skyld”. Heller ikke den påstand er en hjælp for samfundet. De eneste, der vinder på den ubegavede diskussion og situationen i øvrigt er ekspertvældet og bekymringsindustrien. Der nedsættes udvalg på udvalg, mandes op i støtte- og kontrolfunktioner, bræges løs i medierne. Det er for dååååååårligt, nogen må gøre noget

Så hvad skal vi gøre for drengene? Hvad skal vi gøre med pigerne? Skal der ikke sættes ind med dobbelt antal lærer i skolen? Hvordan skal vi begrænse den offentlige sektors vækst? Hvordan kan vi lære en nøgen kvinde (Danmark) at spinde? Hvorledes tiltrækker vi udenlandske eksperter på mangelområder? Hvordan kan vi eksportere flere film, mere mode og vores velfærdsmodel? Hvorledes kan vi få forbudt erhvervslivet at bruge arbejdskraft fra Polen? Hvordan ændres det kønsopdelte arbejdsmarked, så de bedste talenter kommer i spil? Etc. etc.

Hvilken jammerlig situation. Grow up. Hver og en. Kvinde og mand. For samfundets skyld.

PS: Og skyd så bare løs, hvis det trænger sig på, hvad enten det er for at skyde mig ned, eller for at supplere med i sort/hvid eller med gråzoner.

Mediers modvilje mod svært stof: Angst for egen dumhed eller målgruppens?

2010-10-07T13:24:00.001+02:00

DR og visse andre medier tager et livtag med den vanemæssige indstilling blandt journalister om, at de rigtige nyheder er de negative. Der skal mere øje på også de positive nyheder. Men vi mangler fortsat, at medier også bevidst prøver at gøre op med en anden indgroet vane, nemlig med at underdække den type nyt, der bare synes at være for kompleks.

"Vi burde se nærmere på NemID, men det er bare for svært". Bemærkningen hørte jeg i går aftes fra et erfarent mediemenneske, der fornemmede, at man svigtede ved bare at vige tilbage, men som også mødte en mur af intern modstand.

Stasi kontra fremskridt

Og ja, NemIDs sikkerhed og perspektiver er en svære en at gennemskue, for i den ene lejr sidder nogen og råber om "Stasi-teknologi" med anvendelsen af alskens teknologiske buzzwords og lange forklaringer, og fra en anden lejr råbes om øget sikkerhed og en afbalancering af økonomi/risiko.

Men at opgive? Er det ikke at svigte? Er det ikke at give kræfterne bag f.eks. NemID, pengeinstitutterne og Videnskabsministeriet, for frit spil? Er det ikke at undlade at bidrage med belysning af væsentlige forhold, som man - trods den allerbedste vilje om at lave den mest hensigtsmæssige løsning - måske helt har overset?

Brækjern kontra phishing

Det er interessant at se, hvorledes medier op til sæsonskift, helligdage, vækst i tyverier eller udsigt til hård frost vanemæssigt bruger plads til at fortælle om, at "sådan sikrer du dit hus mod tyve, frostskader etc. etc". Hvorfor griber man ikke lige så rutinemæssigt til nyhedskrogen for at fortælle om værn mod phishing, hyring af nyttige idioter til pengeoverførsler (muldyr), farlige fuptilbud om virusbeskyttelse med videre.

Måske skal der indbrud i en masse journalisters netbanker eller kildedatabaser til....

Jeg møder ofte selv holdninger, som "Det er alt for kompliceret stof til vores målgruppe. Det har de slet ikke tålmodighed med", når jeg forsøger at overtale DR, TV2 og andre til at dække naturvidenskab og teknik bedre, men det er en "syg moster"-forklaring.

Mediernes søbemad

Den forklarer godt nok, hvorfor der serveres så meget søbemad i medierne, hvorfor man for eksempel også hellere skildrer uoverenstemmelser som personkrige i stedet for at se på materie.

Jeg tror imidlertid ikke på, at det er kun hensynet til de dumme, utålmodige seere og læsere, der holder journalister på brede medier tilbage fra dække emner som NemIDs faktiske sikkerhed, nødvendigheden af hjælperobotter, perspektiver i nye materialer (som graphene, der lige har udløst en Nobel-pris), etc. etc?

Frygten for egen dumhed

Som alle mennesker hader journalister at føle sig dumme, og omend vi ofte er mindre vidende om, hvad vi skal dækker, end vores kilder, så kan vi med flid og tid nok få ting afdækket, ting belyst. Oveni kommer så, at den store majoritet af journalister dækker områder, som vi allesammen kan tale lidt med om, selv om vi måske ikke er uddannede eksperter på området.

Samme fordel har naturvidenskab og teknik ikke. Derfor findes der så meget interessant stof, der underdækkes eller ignoreres helt. Og som ud fra et samfundsmæssigt synspunkt slet ikke burde underdækkes. Man kan så sige, at der i hvert fald er ét område, der overdækkes, nemlig vindenergi. Men her kniber det til gengæld med objektiviteten.

Pligtlæsning en måned

Prøv for eksempel gennem en måned at skimme nyhedsbrevene fra Ingeniøren og Videnskab.dk. Der er faktisk mange historier, der også hører til i brede medier, men som aldrig når længere.

Vi så diktater, når det gælder de positive nyheder. Måske er der behov for et nyt diktat vedr. det komplekse stof.

De store medier sidder på en to-benet skammel: Det ene ben er kultur og andre områder inden humaniora, det andet ben er politik og andre områder inden for samfundsvidenskab. Please monter det 3. ben, naturvidenskab og teknik. Det giver en god balance:-) For mediet. For Danmark.

De røde lejesvende, mimoser og min syge moster

2010-09-21T16:01:00.004+02:00

De "røde" mener, at DR's serie "Jagten på de røde lejesvende" er heksejagt og klandrer udsendelsen for ikke at sætte den gamle journalistik i det historiske perspektiv, der retfærdiggør en farvet vinkel. De "blå" udtrykker en påskønnelse af, at DR selv finder dokumentation frem og konfronterer involverede journalister.

Serien ændrer dermed desværre ikke en dyt i den skyttegravskrig, der har hersket siden de "blå" tog ordet.

Informations Rune Lykkeberg gjorde tidligere et forsøg på at bygge en bro mellem de to parter i skyttegravskrigen med sin bog "Kampen om sandheden - om det kulturrelle borgerskabs storhed og fald", men også der var det vist kun blå stue, der nikkede anerkendende.

Nedgøring

Intet har ændret sig. Vi ser stadig samme retorik, hvor røde "demonterer" de blå ved at nedgøre dem til andenklasses mennesker. Til facister, nazister, reaktionære, McArthy'ister, etc. Og rød front beskriver fortsat sig selv som de gode mennesker, de klartseende. Same old song, bortset fra at penge lugter lidt mindre nu om dage.

Jovist. Jeg er blå, og har skammeligt nok altid været det. Skammeligt - fordi jeg ikke en gang kan pynte mig med, at jeg var rød som ung, som det sig hør og bør for kloge mennesker. Jeg havde for travlt på arbejdet i en anden verden, end hvor klassekampen skete, og var 27 før jeg skiftede til studiemiljøet.

Rød og blås optik ER forskellig, punktum. Men det burde vel ikke forhindrer os i at se hinanden som lige værdige, blot med forskellige holdninger? Det handler jo ikke om religion, og dem, der lige nu er i søgelyset, har lavet masser af god journalistik.

Manipulation

En anden ting ved DR-serien gjorde imidlertid indtryk på mig. Journalister, der interviewes i DR-serien, siger at de blev manipuleret til at stille op i en sammenhæng, de ikke var forberedte på. De siger også, at deres udsagn er klippet ud af rette sammenhæng, og at det er helt uforsvarligt af journalisten bag serien, Jacob Rosenkrands.

Velkommen i verden udenfor. Der sidder tusindvis af mennesker derude med ar efter nøjagtig den samme behandling. Denne gang er det så journalisterne selv, der råber op. Faget skyder sig selv i skoen.

Frisætter historik?

Men hvad jeg ikke forstår er hele angrebet fra rød side, der går på, at DR-journalisten ikke har sat det ind i rette historisk sammenhæng. Er det ikke netop den argumentation, som ses brugt til at forsvare nogle af de værste overgreb, fra rød, blå og brun side? Overgreb, som aldrig burde kunne forsvares?

Og findes der overhovedet mulighed for at præstere noget, der vil blive anerkendt fra begge sider som objektiv journalistik, på et område som dette?

PS: Dette indlæg er dels udløst af en snak med en god bekendt, der havde en helt anden opfattelse af lødigheden i 1. afsnit af tv-serien end jeg (uden at vi røg i totterne på hinanden af den grund:-), dels af holdninger læst i medierne, og her er links til nogle af dem. Klaus Rifbjergs indlæg i Politiken med overskriften »Så er DR's heksejagt på de røde lejesvende skudt i gang«". Interview i Information med Ruth von Sperling - "Jagten på de røde lejesvende er manipuleret", samt interview med Jens Nauntofte sammesteds med overskriften "Nauntofte: DR-dokumentar er grov manipulation".

Liv, død, politik, køn: Lyt til Eva Gabrielsson, Stieg Larssons "enke"

2010-08-13T10:05:00.000+02:00

I går aftes ville jeg lytte til et program på svensk radio, mens jeg lavede mad. Min svenske gemal havde fortalt mig, at Eva Gabrielsson, forfatteren Stieg Larssons samlever gennem mere end 30 år, i juli havde været "sommerpratara" på Sommer i P1. Programkonceptet er, at sommertaleren skaber programmet. Der er intet interview - blot et menneske med noget på hjerte, der taler. Og kvaliteten er ofte skyhøj.

Jeg måtte sætte madlavningen "on hold". Indholdet var ikke til multitasking, men til intens lytning, og bagefter var der tavshed i stuen. Det var hjerteskærende og informerende. Det var historie og nutid. Det var politik og trusler på livet. Det var køn og fordomme. Det var om svensk lovgivning og om medier. Det var om Millenium-bøgerne og om Gabrielssons eget arbejde.

Eva Gabrielsson taler langsomt og ret tydeligt, så medmindre man blokerer helt over for svensk, skulle det være til at forstå.

Jeg kan kun anbefale programmet, der kan downloades her. Skulle det mislykkes, så gå ind på sverigesradio.se og søg. Blandt nøgleordene kan være.

Sommer i P1, Sommerpratara, Eva Gabrielsson, lørdag 03 juli 2010 kl. 15:00.

PS: De ledsagende musiknumre bringes i podcasten kun i meget begrænset udstrækning. Kun den 1. måned efter udsendelsen kan numrene høres i sin fulde udstrækning.

Kavalergangens betydning for karrieren

2010-07-09T14:45:00.000+02:00

Efter en utilgivelig lang forsømmelse af bloggen, lidt tunge funderinger om kavalergangens betydning i dansk erhvervsliv:-)'

Inspiration kommer fra journalisten Mikael Rømer, der forleden sendte følgende tweet ud: "Frokostdiskussion i dag: Hvor nedringet må man gå på arbejde? I går: Hvad er den perfekte promille?" Jeg blev selvfølgelig nødt til at efterlyse svaret hos ham, og det lød således: "Promiller: Omkring 1,0. Kavalergangen blæste lidt mere i vinden, om jeg så må sige :-)".

Som en garvet tilstræbt objektiv iagttager af kavalerganges betydning kunne jeg - suppleret med egne eksperimenter - angive en lidt mere præcis vindretning over for Mikael Rømer, og det vil jeg uddybe her.

Gælder det kvindelige journalister, så udgør en kavalergang både et plus og et minus. Et plus, fordi mandlige kilder - og de er de fleste jo - straks tænker på sex og dermed sænker forsvarsværkerne. Et minus, fordi de mænd, der har blod nok til at holde begge hoveder forsynet, synes, at det er et klamt trick fra en dum gås. Undskyld fraværet af mere ophøjet udtryksform, men man må jo prioritere sin tid.

Journalisters kavalergange
På de journalistiske arbejdspladser har jeg mødt mange kvinder - især praktikanter - der vælger den nedringede stil. Og ja, den giver uden tvivl en fortrinsstilling, både hvis man står som ene kvinde blandt 10 fladbrystede mænd og kappes om at få solointerviewet, og når man er blandt kvinder, der ikke spiller Pamela Andersson-kortet.

Men i forvejen har kvinder et fortrin. Det er omkostningsfrit for dem at udgive sig for mindre vidende, end de er, og det kan virkelig åbne for kildens fortællelyst, mens hannerne ofte engagerer sig i lidt indbyrdes kappestrid med den modsatte virkning.

Kvindelig ung sødme og skønhed slår dog alt. Den praktikant, der er begavet med de fortrin, får selv det mest konkurrenceprægede mandlige konkurrent til at ofre timer på at sætte hende så godt ind i stoffet, at hun er super klædt på til at få et forrygende historie med hjem.

Pas på
Så vidt jeg erindrer, har jeg ikke luftet kavalergangen i nævneværdigt omfang professionelt set som journalist, men lidt stramt tøj og korte kjoler blev det til i mine yngre dage.

Det hænder så, at arbejdet fører en i festlige sammenhænge med festlig påklædning, og sig ikke nej til det. Tiden, der bruges, giver måske ikke en historie her og nu, men som man dog får opsnuset meget, der senere kan udvikle sig.

I den sammenhæng dog en advarsel. Pas også her lidt på med kavalergangen, hvis du ønsker, at du bliver konverseret og ikke blot barmen, når kilderne har fået den ene promille eller to indenfor. Der er en klar kvalitetsmæssig forskel i, hvad din barm fortælles og dig selv.

Har du passeret de 40, så kan du dog godt lufte barmen mere frit, hvis du trænger til det. Herrerne har det ikke med barme som med vine.

Kavalergange på direktionsgangen

Min karriere har også bragt mig på den anden side af skrivebordet - der, hvor man har sin daglige gang på de bonede gulve. Også der lufter kvinder kavalergange, typisk de yngre, typisk de menige, typisk dem, der ikke besidder exceptionel viden.

Men man ser også selvsikre, kønne veluddannede kvinder, der stiler efter en chefstilling, paradere i høje stilletter, nedringet og med de lange hår bølgende ned over skuldrene. "Vi er jo i 2010. Vi kvinder skal da ikke klæde os som mænd og opføre os som dem, og det påvirker da slet ikke mændenes respekt for mine kompetencer".

Dream on, baby. Selvfølgelig får du den attraktionsfordel, du dresser dig op til, men tro ikke, at alle mænd synes at det er interessant at få kønsspillet med ved bordet hele tiden. Du risikerer, at din dømmekraft drages mere i tvivl end ellers, og du er næppe velkommen ved forhandlingsbordet, hvor der skal hives en kæmpeordre hjem. Men du blev sikkert inviteret med til middagen aftenen før:-)

Er du i en udadvendt rolle, hvor charme er mere afgørende i relation til kunder og andre interessenter end kolde fakta, stiller situationen sig også anderledes. Her kan dine mandlige kolleger straks se fordelene.

Min påstand er, at kvinden, der vil til tops, skal vente med at lade babserne komme i fri dressur til arbejdsdagen er slut. Man skal jo tage hensyn til hinandens svagheder og fordomme, også på jobbet:-)

Men. Jeg er en årgang 1944. Kom så alle I skarpe yngre mænd og kvinder og skyd min argumentation ned.

DR: Djøf'icering, magtbrynde eller tilbage til rødderne

2009-12-02T20:30:00.008+01:00

Opdatering 3.12.09 i bund.

Det er en særpræget opskrift, vi ser praktiseret bag DR's drastiske omstilling, herunder bag nedlæggelsen af 40 chefstillinger.

Man tager en generaldirektør, Kenneth Plummer, der så sent som i lørdags på Ræsons konference om Politik og Medier påpegede over for debatværten DR's Kurt Strand, at han stort set ikke ønskede at blive stillet til ansvar for noget som helst redaktionelt, da han er at sammenligne med en administrerende direktør.

Man sætter denne direktør, der har en cand. merc. i baggagen og mange års erfaringer fra legetøjs- og filmbranchen, sammen med DR's økonomidirektør , cand. scient. pol. David Hellemann - en mand, der kom direkte fra universitetet til Finansministeriet, hvor han har haft sin gang helt frem til skiftet til DR, hvilket skete i forbindelse med den økonomiske nedsmeltning.

Plummer og Hellemann skal udtænke fremtidens strategi for DR - Danmarks største Public Service-organisation - sammen med en tredje mand. Det er DR-formanden, juristen Michael Christiansen, der har været afdelingschef i Justitsministeriet, departmentschef i Forsvarsministeriet og senest administrerende direktør for Det kongelige Teater.

To stærke embedsmænd, 1 handelsmand

Ingen af de tre har været tæt på hvad der bør være DR-pulsen, på journalistikken. Plummer på underholdning, javist, og Christiansen på kultur her på det seneste, men Hellemanns hjem alene har været i Finansministeriet.

Måske hænger jeg mig alt for meget i folks uddannelser, men jeg mener, at studievalget i høj grad afspejler, hvad man går efter her i livet. Ligesom den valgte karriere gør det.

Djøf'icering af DR?

Kan man sige, at hvad vi ser er en gang djøf'icering krydret med en sjat Merkur? Med en generaldirektør, der virker vældig venlig, vældig smilende. Det sidste gør mig altid lidt nervøs, idet smils størrelse i erhvervssammenhæng ofte afspejler, hvor meget på glat is, man føler sig, og jo mere, jo mere gælder det om at tækkes magten.

Berlingske-kommentatoren Mads Kastrup fortæller på sin blog, at den nye organisation skal give Kenneth Plummer "markant kraftigere beføjelser", ligesom hans strategiske opgave vil blive styrket. Det har DR's formand Michael Christiansen udtalt i anden sammenhæng. Gad vide, hvad det helt præcist dækker.

Enklere hierarki

Resultatet af triumviratets forhandlinger? En masse og herunder en tiltrængt mere enkel struktur at dømme efter mange udsagn. Samt mere magt til bestyrelse og Plummer, siger nogen.

Noget tyder på, at man har savnet øjet for de journalistiske detaljer. Da den nye organisationsplan blev præsenteret havde man vist glemt, at P1's 3-timers morgenflade også skulle placeres i én af de fire kasser: DR Nyheder, DR Oplysning, DR Kultur og DR Danmark.

Et program som Aftenshowet placeres under DR Oplysning...jeg erindrer stadig interviewet med Anni Fønsby:-) Under Oplysning ses også videnskab og dokumentar, og forhåbentlig får disse områder mere medvind end tidligere.

Nyhedsbossen

Kenneth Plummer har tidligere forklaret over for Journalisten, at Ulrik Haagerup, den nuværende nyhedsdirektør, skal have mere magt over nyhederne. Vi kan da også se af dagens nyheder, at chefen for TV Avisen, Susanne Hegelund, er blandt dem, der blev prikket på skulderen.

Ulrik Haagerup har i modsætning til beslutningstriumviratet en stærk journalistisk ballast, hvoriblandt der også ses en Cavlingpris.

Ledelsesmæssig er han også erfaren, omend han en gang knækkede karrieren på at forsøge at vippe Jyllands-Postens daværende ret så egenrådige chefredaktør Jørgen Ejbøl af pinden. Den tabte magtkamp betød, at Haagerup måtte ad en omvej tilbage toppen i det danske mediebillede, men det ser ud til at være lykkedes flot, omend han foreløbig blot er konstitueret som chef for DR Nyheder.

Kongen abdicerede

De tidligere allermest magtfulde er nu væk. Programchefen Lars Vesterløkke, der i et pænt stykke tid var konstitueret som generaldirektør, røg i 2007. Mette Bock, der har to år på bagen som programdirektør, gik den 18. november med ordene "at hun havde siddet i bedre direktioner".

I weekenden gik manden, der havde ord for at være den allermest magtfulde i hele DR. Mediedirektør, Lars Glarup, var ikke tilfreds med resterne, der blev serveret for ham efter organisationsændringen.

Nu krydser jeg fingre for, at DR begynder at genopdyrke det, som jeg betragter som Public Service. Jeg har været glad for DR2 og P1 (bortset fra den uforskammet høje genudsendelsesprocent og den alt for neddroslede dokumentarside). Men du milde, hvor har jeg følt mig hjemløs på DR1. Faktisk fortjener SVT1 og 2 flere licenspenge end DR fra min side.

Helt rolig er jeg dog ikke. Hvad vi har set af djøf'icering andre steder, såsom på sygehusene, synes ikke at være helt vellykket. Heller ikke djøffernes fremmarch i toppen af dansk erhvervsliv synes at have givet nok vækst og innovationsvitaminer.

Forhåbentlig tager journalistikken magten. Den gode journalistik, som ikke undervurderer lytternes og seernes intelligens.

Og det var så slut på et alt for langt indlæg med en lukket slutning, der ikke opfordrer til deltagelse. Det var faktisk ikke meningen:-)

PS: Ups. Ved nærmere eftertanke. Det var jo netop stærke journalister, der f*ck'ede organisationen? Eller måske var de mere magtlystne end stærke.

PPS: Du milde. Chefen for TV-avisen, Susanne Egelund, bliver blot - og lynhurtigt - erstattet af anden chef, Naja Nielsen, fortæller Journalisten.

Kampen om sandhederne. Den umulige debat med demagoger

2009-08-05T15:09:00.007+02:00

Gid man dog var en Georg Metz. Et menneske, der overbevisende og uden blusel udslynger ord som ”jamen vi har da aldrig kunnet læse og skrive”, når nogen taler om behovet på at gøre dagens børn noget bedre til at læse og skrive. Et menneske, der mener sig altid at have stået udenfor med sine holdninger, selv om de sad lige i smørhullet af den gode smag. Et menneske, der når han endelig trænges af et ubekvemt spørgsmål, lynhurtigt kaster et uimodståeligt kødben i anden retning, så han igen får samtalen hen, hvor han er kongen, filosoffen, historikeren. Den, der ved bedst.

Jeg ville aldrig turde stille op til en debat med et menneske som Georg Metz, så jeg er lykkelig for heller aldrig at ville blive inviteret til det.

Metz er så lynende hurtigt i sin påvisning af, at anderledes tænkende mennesker er helt galt på den, og så overbevist om egne holdninger, at man i en debat ville være en taber fra 1. sekund. Uanset at man måske har gjort sig en del tanker om livet, og blandt disse enkelte præget af ret så meget klarsyn, måske også som følge af en opvækst med forhindringer.

Jeg hørte Georg Metz i radioprogrammet "Krause på tværs" i P1 her til formiddag. Aftenen forinden havde jeg afsluttet den svære læsning af ”Kampen om sandhederne”, skrevet af prisbelønnede Rune Lykkeberg, redaktionschef på Information.

Det var to sider af samme sag, men lade mig lige forklare den "svære læsning". Bogen er skrevet for mennesker velbevandret i, hvad for eksempel et ord som ”doax” betyder (jeg ved det stadig ikke). Den er skrevet for mennesker, der kender deres Habermas, Boltanski, Bourdieu, Foucault m.fl. Ikke for et menneske som mig. Jeg kom ikke fra et hjem ”med klaver”, og jeg blev ikke slægtens første med en universitetsuddannelse – ikke engang med en studentereksamen.

Derfor var der afsnit, jeg ikke fattede og hvor jeg blev dybt irriteret over, at det budskabet ikke kunne skæres ud på enklere vis. Men bogen gjorde mig alligevel klogere, både på mig selv og på andre. "Kampen om sandhederne" har da også været velanmeldt alle steder (så vidt jeg husker), men jeg ville ønske, at der var anden, mere letlæselig udgave, for andre der som mig ikke er så velkultiverede.

Jeg vil tillade at komme med en egocentreret pixibogs-udgave af bogens indhold.

Den handlede på sin vis om alle de mennesker, der i 70’erne, 80’erne og 90’erne på forskellige måde klart tilkendegav, jeg var et andenklasses menneske, som ikke talte.

Bogen handlede om dem på Journalisthøjskolen, der oplyste mig om, at jeg var enten var for ubegavet eller for doven til at forstå, at hvad de troede på politisk var det eneste rigtige. Min forbrydelse blandt andet, at jeg kom direkte fra erhvervslivet, uden at ville rase over de svinske kapitalister.

Og bogen handlede om kvinderne, der i 1972 verfede mig ud af rødstrømpebevægelsen, fordi jeg ikke kunne anerkende ”ingen kvindekamp uden klassekamp”. De sagde: "Duer ikke. Væk, Væk."

Bogen handlede om dem, der hyggede sig sammen om bålet med de rigtige meninger, mens vi andre enten skuttede os med vores komplekser langs panelerne, eller begyndte at forsøge i den grad at leve op til stempler som ”reaktionær” og hvad der ellers blev uddelt med rund hånd.

Hvad jeg ikke forstod, før jeg havde læst bogen, er, at disse fordømmende mennesker, ikke selv har fattet, hvor ondt det gjorde. De mente jo ikke noget ondt - ville jo bare menneskeheden det bedste. Og de fatter ikke, hvorfor de igennem de seneste år pludselig skal klandres af så mange dybt forbitrede mennesker.

”Vi har da aldrig været tyranniske,” siger de, selv om de jo har tyranniseret de ej rettroende på ubarmhjertig vis, nemlig ved at gøre dem enten usynlige eller stemplede.

Da jeg hørte Georg Metz i radioen i dag, røg jeg direkte tilbage i den frustredede følelse. Han stemplede på livet løs, mens han karakteriserede sig selv som en, der er i evig opposition, uanset om regeringen er blå eller rød.

Jeg anede et hyklerisk klynk – hyklerisk, fordi han jo klart var pissestolt over således at kunne finde fejl ved alt og alle, blå som rød, men tror ikke et øjeblik på hans påstand. Og jeg blev irriteret over de luskede trick, han benyttede, når udspørgeren var ved at få ham på glatis. Så skulle der lige pludselig konkrete fakta på bordet, før han kunne tage stilling.

I andre tilfælde var det jo ikke nødvendigt. ”Vi har jo aldrig kunnet læse og skrive”, som han påstod, og da han udfordret af programværten måtte trække den lidt i land, fortalte han, at den største årsag til at de unge var blevet dårligere til at læse og skrive var, at nutidens unge nu også skulle bruge megen tid til at sætte sig ind i de vanskelige computere.

Hvilken planet lever manden på? Computerne har knapt spillet en rolle i folkeskolen, og de fleste unge har fået leget it-færdigheder ind hjemmefra.

Ikke overraskende kunne jeg i dagens radioudsendelse høre, at Georg Metz ikke er enig med Informations-kollegaen Rune Lykkeberg, der skriver om den magt den ”den kulturelle overklasse” - kulturborgerskabet - havde og ikke mindst i uddannelsessystemet og i påvirkning af den gode smag og det politiske liv.

Kulturborgerskabet selv mente jo, at det var den økonomiske overklasse, der sad på magten og som kynisk jagede arbejdstagerne rundt i manegen, mens den på listig vis fik inficeret de stolte arbejdssjæle med funktionærmentalitet.

På mig virker det til tider som om, at de intellektuelle fik skudt sig selv og samfundet i foden. Havde de ikke lagt det ubarmhjertige pres på anderledestænkende – havde de ikke dømt dem ude – var reaktionen måske blevet langt mindre ”reaktionær”.

Tilføjelse kl. 17.37. Jeg havde fået bogtitlen galt i halsen. Er nu rettet.

Tomrum eller?

2009-07-18T16:25:00.004+02:00

I dag er den første dag i godt otte måneder, hvor jeg om morgenen vågner UDEN at skylde en masse arbejde. Og jeg vågnede med tømmermænd:-) Gemalen og jeg fejrede afslutningen på det sindsyge ræs i går.

I oktober/november gjalt sagen jo slutfasen på det intense arbejde med at få skilt løgne fra sandheder om IT Factory. Så var det en bog om sagen (Bedrag), og kølvandet på manus-arbejde var der lige lidt blog- og lydarbejde, og og nu er jeg endelig færdig med manus til bogen, der er i centrum i mit con amore-projekt "Nærmest lykkelig i nørdland".

Manus er afleveret til Gyldendal Business, men lidt ferie gør, at jeg får "fri" en stund, altså at jeg ikke skal lige på hovedet i at arbejde med forlagsredaktørens forslag til forbedringer, sletninger m.v.

Jeg har så stadig mine faste opgaver for Berlingske Business, men også her er presset mindre (og pengene:-) Blogarbejdet er der ikke ændringer for, og jeg glæder mig til at give den en ekstra skalle, men klummen på print, som nu kører hver anden uge, vender ikke tilbage til ugentlig leverance.

Og hvad så. Hvordan falder man mon ned efter en mere intensiv arbejdsfase i mit liv end nogensinde tidligere (og det var mig, der i en alder af 61 gik freelance for at drosle lidt ned:-)

Men åh... jeg havde jo glemt, at jeg skal have sat gang i en videokonkurrece til det lykkelige nørdland-projekt, og der skal jo også laves en Facebook-gimmick, og så skal der arrangeres en lanceringsfest, og og og.

Jeg bekymrer mig nok unødigt om tomrum.

PS: Lykkeligprojektet kan ses på lykkeliginoerdland.dk - bloggen er lidt forsømt, men nu er der jo bedre tid igen.

Hvis jeg var Berlingske:-)

2009-06-04T14:13:00.007+02:00

Det er altså lidt sært at se, hvordan Berlingske sjældent tager lidt ære af min blog, Bizzen, der jo ligger på business.dk - som i øvrigt var dagspresse-pioner, hvad angår erhvervsrettede blogs. Til højre er forsideskræppet for en lille dagsnyhed.

Og jovist. Det er Bagger, der går til filmen, men filmproduceren Kim Magnusson har valgt at købe "min" bog blandt andet på grund af bloggen og samspillet med alle "amatørdetektiverne" fra det virkelige liv.

Travlhed på en tyndt besat dag, vel. Men hermed vil jeg så gerne give Berlingske lidt ros for sin pionerindsats. Det var godt set af erhvervsredaktionen, den gang man åbnede for blogs. Jeg tror såmænd ikke, at det var med "hjertet", men pyt. Bare det slår hos os andre.

Til Dubai-glade danskere. Hvad I blåstempler

2009-05-31T09:21:00.005+02:00

Læs denne artikel om Dubai, og enhver dansker, der derefter fortsat synes, at det er Disneyland for voksne, bør have sit hoved undersøgt. Enhver, der derefter møder en dansker, som fortæller, hvor fantastisk der er i Dubai, kan også spørge, om den dansker nu også er et tænkende menneske.

Artiklen er fra avisen Independent. Vi har hørt det før, altså at Dubai er baseret på grov udnyttelse af en importeret skare af folk fra fattige lande, især fra Indien og Filipinerne.

Independent-artiklen slår frysende fast, at luksussen er baseret på slavearbejdere - om det er bygningsarbejde, stuepiger eller hvad det end er - der ofte får frataget deres pas, når de kommer til Dubai, og så kan de ikke kan rejse hjem. Lønnen er i bedste fald det halve af, hvad de blev lovet, og så skal de lige betale tilbage på udgiften til rejsen til Dubai. Det hedder menneskehandel.

Nogle steder udebliver lønnen i månedsvis. Strejker de, angribes de af politiet. Bygningsarbejdere stuves sammen i lejre under så ubarmhjertige forhold, at mange begår selvmord som eneste udvej.

Badevandet på dette luksuriøse sted, hvor vesterlingerne bruner deres velplejdede kroppe, er sundhedsfarligt. Det skyldes ikke alene lorten, der vugger på det varme hav, fordi rensningsanlæggene ikke kan følge med, men også kemikalier, der hældes i vandet, skriver Independent.

Til gengæld kan badegæsterne glæde sig over, at der visse steder arbejdes med at få installeret aircondition i sandet, så turisten ikke får brændt sine små pusselanker på vej til badet.

Tag dig tiden til at læse artiklen. Den rummer også interviews med fortalere for Dubais velfærdssamfund over for egne og som finder det helt o.k. med den tjenende klasse. Og læs om alle de halvhjerner fra den vestlige verden, der bor der og finder det helt fantastisk. Udnyttelsen af slaverne og halvslaverne, politistat - hele molevitten.

En dag må, hvad der sker i Dubai, blive emne for en række film om menneskelig samvittighedsløshed, grådighed, tanketomhed og ondskab.

Den danske film kan passende tage udgangspunkt i luksusweekenden til 2 millioner kroner med Stein Bagger og hustru, Anette Uttental, investoren Peter Søbeck og hustru Anne-Mette Riskær samt personaledirektøren Kim Meyer og hustru Lise Ruffs, installeret på verdens dyreste hotel. Og så kontrasten til den totale mangel på menneskerettigheder som alle dem, der gør luksussen mulig, lider under.

Ja, jeg ved. Det, jeg skriver her er bad taste. Jeg er for grov mod de seks nævnte danskere og mod de andre danskere, som jeg ved har nydt en luksusferie eller fem i Dubai.

Men alligevel. Hvor meget er vi villige til at lukke øjnene for for selv at få alle fordele? Ethvert menneske bør jo stille sig spørgsmålet, hvad man vil være med til at blåstemple via en ferie, via en forretning, via et samarbejde. Vi har jo tidligere set, hvor langt det kan gå.

I øvrigt fortælles i artiklen, at Dubai er forgældet til op over begge øren, konsekvenserne af finanskrisen strammer, og at nogen forudsiger, at kollapser det hele, får vi endnu et ekstremistisk land. Et nyt Iran. Det er ligesom truslen: Elsk os fortsat, kom til vores land, eller I får ris til egen røv.

(Om Malik henviste til denne artikel).

Mit dumme nej til EU i 72. Nutidens 3K-implosion

2009-05-28T15:12:00.007+02:00

I 1972 stemte jeg "Nej" til EU, og min afvisning skyldtes først og fremmest frygten for, at kvindernes hårdt tilkæmpede ligestilling ville blive bombet tilbage til Kinder, Küche und Kirche. Vi var nået så langt i Danmark, troede jeg.

I 2008 er jeg taknemmelig for, at nej-stemmerne ikke vandt, og det har jeg i øvrigt været længe. Min store bekymring den gang har vist sig at være helt ved siden af.

Den kamp for ligestillingen, der føres på EU-niveau, overgår langt, hvad vi ser i Danmark. Her virker det til tider, som om kvinderne allerhelst vil tilbage til de 3 K'er (i "Kirche" har vi nu også al New Age mumbo-jumboen, astrologi, nummerologi etc.). Jeg fornemmer nærmest, at mændene ser lattermildt til, mens kvinder er godt beskæftigede med at slanke, snitte, pynte og spejle sig.

O.k. Jeg trækker det lidt hårdt op, for der er masser af kloge kvinder, der har valgt at undgå 3K-implosionen. Men det er hårdt at konstatere, at ligegyldigt, hvordan man ser på situationen, så har vi sat en masse over styr, også i forhold til de andre nordiske lande.

Vi har holdningen: "Ligestilling? Jamen, det er da en selvfølge, så hvorfor snakke om det? Det er da ren tabersnak."

Det danske arbejdsmarked er stadig et af de mest kønsopdelte i forhold til sammenlignelige lande. Pigerne tager samme fag, der typisk leder til job med lavere lønninger. Mændene er primære forsørgere, og den dag, hvor arbejdsløsheden for alvor stiger, og økonomien gør ondt, kommer endnu flere skilsmisser. Og hvordan er det nu lige man forsøger sig selv og sine børn?

Her er en artikel fra Kvinfo om, hvorledes danske kvinder kan takke EU for visse rettigheder.

Hjerner i pink kontra giftgas

2009-05-16T12:13:00.003+02:00

På legepladsen. 6-7 årig pige med langt lyst hår i turkis mini-mini-skirt, pink tights og jakke, fine sølvsko. Andre småpiger småtrippende rundt, iført pink og opmærksomme forældre. Smådrenge udfordrer sig selv og hinanden i legeredskaber og løb.

Afghanistan. Gasangreb mod små tilslørende skolepiger. Taleban er imod, at piger uddannes, lyder det i Politiken.

Jeg går ind for kvindelig værnepligt.

Selvcensur

2009-05-14T10:35:00.004+02:00

Selvpåført straightjacket. Jeg tøver mere og mere med at skrive noget personligt, hvis det ikke kan skydes ind under noget fagligt. Det går forhåbentlig over.

Men det er trods alt langt bedre en arbejdsgiverpåført selvcensur, hvadenten udtrykt eller mellem linierne. Den censur er vel egentlig - ved nærmere eftertanke - langt mere omfattende, end man har lyst til at tænke over, så det gør man så lidt som muligt.

Jeg erindrer selv, hvorledes jeg for mange år siden først blev dybt chokeret over at blive fyret, men hvorledes jeg blot nogle få måneder efter blev dybt chokeret over noget helt andet. Det var erkendelsen af, hvor meget tid og energi jeg egentlig havde brugt på bare at overleve i den meget politiserede virksomhed. En velsignet fyring blev det.

Men hørte alene i går om to gange arbejdsgiver-injekteret selvcensur. Tænk på din arbejdsplads! Tænk på din arbejdsplads' kunder!

Mirakelkuren - at springe ud fri og selvstændig - holder dog heller ikke. Der skal jo smør på brødet, og hvad siger kunden?

Alligevel er dette blogindlæg luksusbrok. Vi har det sgu godt, vi danskere.

Tabuet: Kvinder er bitches mod hinanden på arbejdspladsen

2009-05-11T10:45:00.004+02:00

New York Times taget fat i tabuet om, at en af de største hindringer for at kvinder får succes som chef er andre kvinder.

Det er en langsnakker-artikel, også fordi den tager udgangspunkt i mobning generelt på arbejdspladser, men alligevel værd at læse.

Og ja. De absolut mest afskyelige oplevelser jeg har haft på arbejdspladser (og andre steder), står kvinder for (omend én mand er meget tæt på at kandidere til Top-3 listen).

Men så må jeg også tilføje, at de fleste af de allerbedste oplevelser, jeg har haft på arbejdspladser, står kvinder for.

Forskellen ligger i kvindernes format.

Jeg ved, at jeg selv figurerer hos visse kvinder, som en af deres værste oplevelser på en arbejdsplads.

Årsag og virkning. Noget, der har gjort stort indtryk på mig er forskning på RUC, der viser, at både mænd og kvinder overvurderer en kvindelig leders ønske om magt. Men også meget af det, der står i New York Times artiklen genkender jeg.

Jeg aner ikke, om kvinder generelt set vil være villige til nogensinde at se dette i øjnene. Desværre gik rødstrømpebevægelsen jo i stå på det tidspunkt, hvor vi havde lært hinanden at mænd er skyld i alt ondt. Bevægelsen blev aldrig moden nok til at vi også kiggede ind i os selv og påtog os ansvar for at arbejde med vores eget køns dårlige sider. Det ville ellers gøre vores liv meget lettere og mindre betændt.

Talentshow: Da udseendet ikke fik lov til at stå i vejen for stemmen

2009-04-19T20:04:00.004+02:00

Min fordom gennem mange år er gjort til skamme af talentshows for amatører. Jeg troede, at den stadig mere ekstreme dyrkelse af kvinders ydre ville forhindre, at vi nogensinde igen får en ny "Ella Fitzgerald" - en, hvor stemmen bare slår benene væk under en, uanset at det ydre er helt, helt forkert. Lyt til Susan Boyles version af "Cry me a river" - og ja, Susan Boyle er kvinden, hvis ydre og hvis ambitioner på "Britains got talent" kun vakte latter. Indtil hun sang.

Hvorfor hun ikke har fået en sangkarriere for længst? Det ved vi alle.

Så kom bagslaget

2009-04-01T18:59:00.006+02:00

"Dorte Toft skal have luft for sin forurettelse mod denne og hin og for sin sårede forfængelighed helt ned i detaljer om kollegiale stridigheder." Sådan lyder en lille del af anmeldelsen i Jyllands-Posten af min og Henrik Tüchsens bog Bedrag, der i dag udkom på Gyldendal Business.

Anmeldelsen er skrevet af John Hansen, men der må være gået kuk i redigeringsfasen, for bogen tildeles 4 stjerner grafisk set - det samme som Ekstra Bladets bog og Erik Oves. Og det på trods af, at John Hansen over 2/3 af anmeldelsen ikke kan klare mig.

De to andre 4-stjernede får overbevisende anbefalinger med på vejen, så nogen får garanteret ris til deres røv i redaktionssekretariatet over grafikfejlen vedrørende Bedrag. Der kommer sikkert en rettelse i morgen:-)

John Hansen klager over, at bogen er alt for personlig. At jeg fylder alt for meget. At jeg med det personlige har et journalistisk problem.

Sært at han overså forsidens advarsel "En personlig beretning af Dorte Toft & Henrik Tüchsen."

Han har vist heller ikke set indledningen, hvor jeg selv advarer ved at fortælle om mit opdrag fra forlaget, nemlig at skrive om hele forløbet, og herunder hvorledes påvirkede mit liv.

Men jeg er faktisk glad for anmeldelsen. Den kan jeg bruge til at slå Henrik Tüchsen i hovedet med. Han ville have, at der skulle så "dybt personlig" på forsiden, mens jeg sagde, at personlig måtte være mere end nok. Han kunne ikke få nok af det personlige, he, he.

Jeg kan også slå Mette Korsgaard, redaktøren for Gyldendal Business, med den. Også hun ville have personen Dorte på godt og ondt frem. "Du er vores trumfkort", hævdede hun. Ak. Ak.

JP's anmelder er i øvrigt også irriteret over, at blogstoffet fylder så meget. Det er jo kendt stof, skriver han. Ja, jeg var sgu også nervøs over den prioritering og har hele tiden sagt, at bloggens rolle var en nyhed og væsentlig i december, slet ikke i samme grad i april. Men så fortælles jeg af Henrik Tüchsen og Mette Korsgaard, at det jo slet ikke er alle mennesker i Danmark, der har tyret bloggen igennem i de vilde dage i december.

Status er dog p.t. at foreløbig fører bogen Bedrag alt i alt med en stjerne, hvis anmeldelser i Berlingske, EkstraBladet, Børsen og Jyllands-Posten lægges sammen. Og to af anmelderne mener, at den personlige vinkel er det store scoop.

Men nu bør jeg vist holde op med at læse anmeldelser:-)

Om man kunne omgøre en beslutning

2009-03-17T19:51:00.002+01:00

Jeg sagde ja til at skrive en bog om IT Factory/Stein Bagger-sagen. Mit ja faldt, da jeg for første gang havde fået ordentligt med interesse for min faglige blog, som jeg har passet døgn efter døgn, måned efter måned, år efter år. Og så tager bogen alt den saft og kraft ud af mig, som bloggen netop da burde være være næret med.

Dum beslutning. Bogskrivning er ikke mig, blogning er. Og når man så skriver bog i Danmarkshistoriens mest sindsyge bogræs nogensinde, måtte bloggen forsømmes. Håber ikke, den er helt visnet.

En trøst er dog, at det "ja", så også sikrede at bogen, der er knyttet til Nærmest Lykkelig i Nørdland-projektet, udgives. To forlag sagde tidligere nej.

Jens Christian Grøndahls sære sans for kvinder

2008-11-28T14:36:00.008+01:00

Jeg har ikke læste bogen "Fire dage i marts", men jeg da læste anmeldelser i et par aviser, syntes jeg, de havde en tanke (tanke, ligesom når kød har en tanke). De var skrevet af mænd, der postulerede, at Grøndahl havde vist, at han virkelig forstår at skrive dybt troværdige kvindeportrætter.

Jeg hører til den udskældte gruppe, der IKKE er enig i, at for den sande forfatter udgør køn ingen barriere. Min egen oplevelse er, at mænd nok tror, at de skriver som kvinder tænker, men det lykkes sjældent. Det bliver tit til karikaturer på, hvad mænd har opfattet fra det kvindelige univers. (Jeg tror heller ikke på, at den kvindelige forfatter skildrer mænd lige så godt som de skildrer kvinder, men lade mig endelig huske at tilføje, at der findes da "mirakler" for begge køn.)

Da jeg læste Grøndahl-anmeldelserne kom jeg til at mindes den spruttende rasende mandlige forfatter i en DR TV-debat, hvor han sprøjtede galde ud over Kvinfos Elisabeth Møller Jensen, der havde formastet sig til at tale ilde om Jørgen Leths epos om kokkens datter. Jens Christian Grøndahl virkede så ubalanceret, så jeg fik fornemmelsen af, at han havde et eller andet i klemme selv.

Nuvel. Jeg kender hverken forfatteren eller Kvinfo-forstanderen, men med forhistorien in mente er det måske ikke så underligt, at Kvinfo har anmodet en mand om at anmelde Grøndahls roste bog. Det er blevet en interessant anmeldelse. Men snart får vi vel at vide, at han ikke er en rigtig mand, men Møller Jensens natpotte eller lignende.

Sara Palin, Dolly Parton og USA's mest magtfulde businesskvinder

2008-10-08T13:48:00.008+02:00

McCain nævnte i debatten med Obama i nat (DK-tid), at Meg Whitman kunne blive hans finansminister. Whitman stod i spidsen for eBay fra den var en lilleput, til auktionsstedet blev en gigant (der i øvrigt netop har købt Den Blå Avis for et par milliarder).

Selvsamme Meg Whitman deltog i en konference for "USA's mest magtfulde kvinder", arrangeret af magasinet Fortune, den dag, hvor debatten mellem vicepræsidentkandidaterne var.

Om Sara Palins præstation sagde Whitman "Good Enough", da blogdronningen Adriana Huffington spurgte hende.

Jeg har haft meget stor respekt for Meg Whitman. Hun må jo have indvilget i at blive nævnt som finansminister i et McCain/Palin-regime. Interessant er, at hun dermed blåstempler Palin som o.k., som personen der er "one heartbeat" away fra præsidentposten. Jeg har ikke længere respekt for Whitman.

I Huffingstons blogindlæg kan man også læse reaktionen fra en af it-verdenens mest toneangivende investorer, Esther Dyson. Den lyder således;

"It's pretty clear that Biden spent decades getting ready for this debate, learning from experience; Palin spent a couple of weeks, learning from handlers and speech coaches."

En anden af bloggerne på Huffington Post, Lesley Jane Seymour, deltog i samme konference. Hun undrede sig i sit blogindlæg over, at de magtfulde kvinder, hun sad blandt, tog Palins fjervægts-credentials for gode varer, og kom med bifald, hver gang Palin sendte et lille blink til publikum. Ville de ansætte en kvinde med lignende kvalifikationer som deres næstkommenderende, spørger hun.

Gamechanger

Det er jo en helvedes situation. Hillary Clinton spillede spillet, som vi har været vænnet til, at magtfulde kvinder bør gøre, både i business og politics, nemlig ved at nedtone det feminine, ved at være saglige, ved også være bedre inde i sagerne end de fleste.

Sarah Palin spiller et helt nyt spil på toppen. Hun spiller på sin "girlishness", som nogen siger det. Blinker til publikum, flirter med publikum, bruger populærsprog, som hentet fra et Dolly Parton interview, som darn og doggone, og taler om Johny six-pack. Sagligheden? Videnniveauet?

Personligt så jeg såmæn' langt heller den ægte vare, Dolly Parton, på podiet end Sarah Palin. Hun har altid virket på mig, som en kvinde med sin sunde fornuft i behold - under hele sin girlishness. I modsætning til Palin, der tilmed synes at være uvidende om, hvor farlige følelser mod Obama hun puster til nu. Eller værre - totalt ligeglad med det.

Aviskrigen II

2008-09-24T14:32:00.010+02:00

Jyllands-Posten er nu mediet, der i en lang række artikler trevler hele sagen mellem Nyhedsavisen/Morten Lund og Berlingske/David Montgomery op. På sidelinien råber den tidligere adm. direktør for Nyhedsavisen Morten Nissen Nielsen og den bortviste Svenn Dam, der var administrerende direktør for gratisavisens moderselskab 365 Media Scandinavia.

Det virker som et oplæg til Aviskrigen II - altså en ny bog, hvis hovedroller i vidt omfang spilles af de samme personer, som i den nys udkomne bog Aviskrigen, skrevet af den tidligere rektor for Journalisthøjskolen Kim Minke. Den handlede især om krigen mellem Berlingske-koncernen, der med Berlingske Tidende havde landets største dagblad, og så Jylland-Posten, der i dag er størst.

Chefredaktøren for fagbladet Journalisten, Jakob Elkjær, har i sin anmeldelse også skrevet om sammenfaldet under overskriften "Små og store aviskrigere", så det vil jeg ikke bore så meget i her.

Aviskrigen er en rigtig god bog, og jeg tyrede den igennem på 24 timer, men den efterlod mig noget trist. Med en fornemmelse af, at dagens trængte dagblade i høj grad har sig selv at skylde for, at de er trængte. Hvad der talte for den mest krigeriske af alle, Jyllands-Posten, synes at være markedsandele skabt gennem at underminere andres annonceindtægter. Ingen hellig ild, der brændte for journalistikken.

Blev bomerang for JP
Og jovist blev Jyllands-Posten, da markedsandelene blev erobret, en overgang en meget stærk avis også journalistisk set. Der blev investeret i mange flere journalister. Men hele den undergravning af annoncepriserne, som Jyllands-Posten blev primus motor for, ramte senere JP som en bomerang. Og så måtte der fyres journalister.

De store dagblade bruger i dag store ord i annoncer og andre steder for at fortælle, hvor uundværlige de er for demokratiet/debatten, hvor god journalistik de bringer. Som jeg ser det ligger alles kvalitet på minus 20-30 procent i forhold til den gang, hvor de var bedst. Der er simpelthen ikke råd til mere, takket være aviskrigen, læserflugt (jo, selvfølgelig mærkes faldet i kvaliteten) samt nettets og gratisavisernes "gratis" nyhedsjunkfood.

Men tilbage til bogen. Bag det voldsomme pres på annoncepriserne i krigen mellem især JP og aviserne i Berlingske-koncernen lå i høj grad samarbejdet mellem daværende JP-markedsdirektør Svenn Damm og Morten Nissen Nielsen, medstifter af den lille publikation EjendomsAvisen (senere fulgt af BilAvisen og ShoppingAvisen). Ridende på ryggen af netop JP gik Ejendomsavisen (som indstik i JP) ind i by efter by startende med Århus, hvor Århus Stiftstidende (ejet af Berlingske) blev den store taber.

JP/Ejendomsavisen dumpede priserne i ekstrem grad, og ejendomsmæglerne jublede og slog til. (At de så også blev bundet af EjendomsAvis-kontrakterne i en grad, der senere blev dømt ulovlig, er en anden sag).

Farlig åreladning
Men dumping af pris på ejendomsannoncer, bilannoncer med videre blev samtidig indledningen til en farlig åreladning. I et så lille sprogområde som det danske kan indtægter fra læserne ikke holde et stort dagblad i live. Rubrikannoncer og andre annoncer er livsnødvendige, og selv i store sprogområder kniber det med økonomien i at udgive aviser.

Ville situationen havde været en anden, hvis ikke Jyllands-Postens daværende chefredaktør Jørgen Ejbøl nærmest havde en generals ekstreme erobringstrang, der gjorde at målet helligede midlet? (Et tidligere forsøg på at vippe Århus Stiftstidende af banen ved at satse journalistisk var mislykkedes.)

Med til miseeren lå så også alle de indbyrdes konkurrerende tilbud om "3 måneder for 90 kroner", der blev sat ind i kampen om markedsandelen, med det resultat, at folk blot shoppede rundt, sparede stort og mistede loyaliteten mod "den gamle avis".

Alt dette er alt for forenklet skrevet, men det var som sagt årsagen til en vis tristesse efter at have læst bogen. Det er lidt som om "operationen lykkedes, men patienten døde". Krigen om markedsandele - det rent kommercielle sigte - skadede værdien af en dagspresse. Jeg kan så ikke vide, om forfatteren har forsømt at lægge nok vægt på den journalistiske satsning (eller manglen på samme) på dagbladene i disse år.

Men hvad jeg dog også savnede i bogen var lidt mere dybde i, hvorfor dagbladene havde så svært ved at se truslen fra internettet og dermed behovet for at gøre det godt på nettet.

Print-hovmod
Der var, og der er i høj grad endnu, en vis foragt over for nettet. Print er fint, nettet? Jamen "so ein Ding müssen wir auch haben", men det må dælme ikke koste meget mere end en klink, og vi skal ved gud ikke ofre nogle af vores rigtig tunge journalister på den platform.

Først da det blev uomtvisteligt, at annoncerne strømmede ud mod nettet i en grad, der ikke kunne bremses, begyndte man at lappe løs på netløsninger, men det blev kvantitet, og ikke kvalitet, der blev prioriteret. Klik blev jagtet med mængder af historier, der ikke inden for klassisk journalistik havde haft en chance for at blive til andet end et maksimalt en note eller en kuriøs bagsidehistorie med foto.

Og nej. Jeg er sgutte medieforsker. Ej heller erfaren leder i mediebranchen. Jeg har heller ikke svaret på, hvorledes netaviser skal være, og hvorledes print kan overleve. Men jeg bilder mig ind at jeg har en vis tæft for sagen. Den gjorde, at jeg helt fra starten klar over, at netaviser IKKE skulle være, som de blev. Og dybt frustreret over, hvad jeg så.

Uddannelserne svigter
Der er desværre heller ingen tvivl om, at selv de steder, hvor journalister uddannes og efteruddannes i dag, har svigtet. De har ageret med hovmod. Med blikket stift fæstnet i bakspejlet, og ligeglade med omkostningerne for de studerende - for medierne.

Undskyld de mange ord, men der står endnu flere i kø:-)

PS: Hvor svær netsiden er fremgår også af, at selv de unge løver, der blev sat i spidsen for Nyhedsavisen, ikke bød på noget særligt godt på nettet, og det var ikke kun teknologiens fejl. De unge netsucceser, Morten Lund/Morten Wagner, nåede heller ikke at demonstrere noget, vi kan lære af.

PPS: Gad i øvrigt vide om Wagner ved at lade Freeway (Arto.dk, Dating.dk) købe sig ind iaf boligportalen lejebolig.dk går i JP-sporet med at ville æde boligannoncer m.v. til lav pris. At jeg så ikke har meget tillid til portaler for netop lejeboliger er en anden sag, men direktøren for lejebolig, Michael Eggert, har jo også portaler for erhvervslejemål og andelslejligheder, så vi ser garanteret mere på den front.

PPS: Gad vide, hvem der er der fodrer netop JP med de pikante afsløringer i Nyhedsavis-sagen. Afsløringer, der rammer Berlingske. Jeg vil gætte på, at det er spindoktoren Michael Kristiansen, som jo har tjent/tjener? Morten Lund. Hvad gætter du på?

Palin straffer voldtægtsofre

2008-09-16T13:48:00.003+02:00

Skræmmende læsning her om kvinden, der forhåbentlige ikke ender med at være et hjerteslag væk fra præsidentposten i USA:

When Sarah Palin was mayor of Wasilla, the town suddenly started charging rape victims between $300 and $1200 to have the rapist's DNA and other forensic evidence taken, tested, cataloged and investigated.

That meant that women who came to local police for help after being battered, brutalized and victimized, faced one more violation. These women had to pay for the privilege of having their cases treated as crimes.

Palin's then-police chief Charlie Fannon defended this policy with the explanation that he wanted to save taxpayers' money. He said the raped women's insurance policies were billed -- when possible. In those cases, the women only had to pay the deductible. Of course, this being America, many women were uninsured, unprotected from both their attackers and the big bills.

Gee, thanks, guys.
Oddly enough, Fannon did not make the same kind of choice in other criminal cases.

Og. Jo. Sarah Palin er jo også mod abort af resultatet af en voldtægt. Også selv om det var hendes 14-årige datter, der var blevet voldtaget.

Søren Pinds sære ægteskabelige fallit

2008-09-15T10:18:00.005+02:00

Venstre-politikeren Søren Pind skal skilles. Normalt havde det raget mig en høstblomst, men alligevel måtte jeg læse historien, som BT har her, fordi Søren Pind jo i sommer opfordrede til en manderevolution. I BT kan man læse, at skimmelsvamp i et nykøbt hus lagde den første gift for forholdet, og to års parterapi har ikke hjulpet. Han har også åbnet for sluserne på Facebook.

Læs så, hvad jeg i juli skrev om Sørens Pind efterlysning af en manderevolution. Kan det ikke tyde på, at der også er svamp i skilsmisseforklaringen:

....For godt en uges tid siden var det Venstres Søren Pind, der opfordrede til en manderevolution i et interview i Information. Ifølge ham skal mænd sige fra over for kvinderne. Han selv har for eksempel brug for ro til sig selv og magter ikke at passe børn ret længe ad gangen. Søren Pind trækker også den gamle oversættelse biblen frem i sin argumentation. Han citerer således:

Til kvinden sagde han: Jeg vil meget mangfoldiggøre dit svangerskabs møje. Med smerte skal du føde børn, men til din mand skal din attrå være, og han skal herske over dig.

"Den præmis tror jeg stadig eksisterer, hvis bare manden turde være mand."

Bisidder til flået mørbrad og babser i flyet

2008-09-12T15:09:00.002+02:00

He, he. Det måtte jo komme. Først lanceres internet om bord på fly, som en gave til den travle erhvervsrejsende. Og så er der nogen, der glor på p o r n o videoer i stedet for at arbejde. Nu ønsker kabinepersonalet hos American Airlines at der indføres et filter i internetforbindelsen, og ikke alene af hensyn til dem selv, men også til de vellystige seeres sidemænd m/k. Mon ikke også det giver lidt ekstra travlhed på toiletterne, så presset skal lettes.

Artiklen er på Bloomberg.com.

Ville skyde robot-tjener

2008-08-24T13:57:00.003+02:00

En formodet indbrudstyv barrikerer sig med sin gravide veninde på et hotel og truer med at sprænge bomber, hvis politiet trænger ind. Manden kræver også pizza serveret, og.....
så ser vi endnu en brug af kørende robotter. Politiet sender nemlig en robot afsted som tjener, men den trængte forbryder synes ikke om ideen, så han truer med at skyde robotten. Senere accepterede han dog, at robotten bragte ham alt fra hamburgers til cigaretter. Det er CNN, der har historien her.

Jeg hæfter mig jo ved historien, fordi udviklingen inden for robotter fascinerer mig. Jeg har blandt andet interviewet Helen Greiner, medstifter af selskabet iRobot, om især robotterne, der hjælper militæret overleve flere vejsidebomber, men også om firmaets populære støvsugere og gulvvaskere. Artiklen blev bragt i Politiken, men ligger desværre ikke på nettet.

Senest har jeg interviewet Danica Kragic, professor i robotik ved Kungliga Tekniska Högskolan i Stockholm. Interviewet skete til mit projekt "Nærmest lykkelig i nørdland", men gav også en klumme til Berlingske Business og en blogpost.

Læren af "10 biltossede chefer og deres favoritøse"

2008-08-21T18:41:00.006+02:00

Nettet gør mig bekymret for journalistikken. Tag bare Berlingske-artiklen, der bærer dette indlægs overskrift - altså om chefer/biler. Den ligger i dag på 3. pladsen over mest læste på business.dk. Artiklen er halvanden måned gammel! Men den har lige siden ofte ligget på top-10 listen. Det er altså, hvad der skaber klik.

En artikel med overskriften "Danmarks billigste fladskærm" topper i dag, men på tidligere dage har det været noget med Danmarks dyreste/billigste hus/lejlighed/sommerhus og andet i den dur, der typisk dominerer på top-10 listen.

Nettet gør mig gladere og gladere for det repræsentative demokrati, og mere og mere skræmt over udsigten til mere direkte demokrati via netafstemning. Nettet gør mig også mere og mere bekymret over de prioriteringer, som unge journalister må vænne sig til at gøre UDEN at have haft årtier forinden med de gamle nyhedskriterier som balance.

PS. Et kuriøst blogindlæg på min Berlingske-blog Bizzen, der viderefortalte, at en Telia-mand blev truet med tæv over iPhone-betingelser, smittede overalt på nettets medier. Gårsdagens blogindlæg om, at TDC opgiver et ambitiøst it-projekt til milliarder, har ikke smittet nogetsomhelst sted. Ikke en gang på it-nyhedsstederne.

TDC må være lykkelig, og mon ikke jeg fremover vil blive bombarderet med de rigtig dårlige nyheder fra erhvervslivet, så de kan komme ud, men knap mærkes:-) Gennemslagskraften for blogs herhjemme er ikke den store.

Det selvreparerende dyr

2008-08-18T10:32:00.002+02:00

Skær en arm af axolotl salamanderen, og der gror en ny arm ud. Skær en bid af hjernen ud, og den gror ud igen. Fantastisk dyr som MIT's Technology Review fortæller om her. Og nu ledes efter generne, der gør det muligt for et voksent dyr at reparere sig selv i så udstrakt en grad.

Satans til udyr i køkkenet

2008-08-15T13:37:00.005+02:00

For anden gang ramt af, at der er gået kryb i køkkenskuffer, så nu er alt - fra mel til nødder og rosiner endnu en gang smidt ud, og nu overgiver vi os til Ikeas forskellige opbevaringssystemer.

Under den svenske gemals surf på nettet for at fastslå arten af de små flyvende væsener, faldt han i øvrigt over oplysninger om, at de ikke så sjældent kommer ind via økologiske varer som nødder og tørret frugt. De andre varer sprøjtes jo typisk med så meget gift, at kryb går til. Det er lige ved, at jeg foretrækker giften.

Mama Mia for nogle fornøjelige timer

2008-07-19T17:46:00.004+02:00

Kører min eneste Abba-plade for fulde drøn efter at have nynnet på Abba-melodier det meste af dagen. Var nemlig i biografen og så Mama Mia i går aftes, og hvor vi hyggede os, gemalen og jeg. God glad musical-underholdning.

Fatter ikke, hvorfor Berlingskes filmanmelder Ann Lind Andersen kaldte filmen "Trivielt tøsepjank", der kun var tre stjerner værd. At Politikens Bettina Heltberg "overgår" hende med to stjerner og en anmeldelse, der er skrevet med brækfornemmelser som brændstof (hvis ikke det bare var højoktan sprut) undrer jo ikke, når hun åbent erklærer, at hun i forvejen knapt kunne døje Abba og slet ikke Meryl Streep. Men Weekendavisens Bo Green Jensen havde heldigvis set den samme film, som jeg gjorde.

Jeg var selv totalt uforberedt på, at det faktisk er en "gammel" dame, der er hovedpersonen og at to andre gamle damer også har hovedroller. På den kendte musicalplakat er der jo fokus på den unge pige, der skal giftes. Og at der har været så mange billeder af Meryl Streep - jamen, jeg troede blot, at der skulle nasses lidt på hendes berømmelse.

Men nu forstår jeg bedre, når netop Meryl Streep sagde, at hun gerne tog rundturen med promovering af filmen for også at gøre opmærksom på, at der var alt for få roller til ældre kvindelige skuespillere. De fleste "overlever" jo knapt 40-år alderen på lærredet i modsætning til deres mandlige kolleger, der rask væk som 65-årige er den romantiske helt, der får den 30 årige heltinde. A pro pos det, så fik scenen på stranden, hvor en af de gamle damer vifter en alt for ung tilbeder væk, mig til at gnække af grin.

Berlingske anmeldelsen og Poliken-anmeldelsen får mig til at trække en kæphest ud af stalden. Den, der er dokumenteret gang på gang, nemlig at kvinder vurderer andre kvinder strengere, end de vurderes af mænd. Om det er i ansættelseskomiteen på universiteter eller hvor det end er. Godt gav Jyllands Postens kvindelige anmelder filmen fire stjerner, men BT's mandlige anmelder gav fem, Bo Green Jensen kippede som nævnt med flaget, Ekstra Bladets mandlige anmelder gav så kun tre stjerner, men EB har vist også et problem med kvinder over 17 år:-)

For mig var filmen en let, lystig sommerkomedie med fejl, jawohl, men masser af sjove scener og spøjse sidebemærkninger.

PS: I en hel anden boldgade endnu en glæde for mig. Sluttede i formiddag den danske bog Champagnepigen. Overraskende indhold lag på lag, supergodt kompakt skrevet. Svær at lægge væk.

Bryst-energi

2008-07-13T16:45:00.003+02:00

Enhver kvinde med en vis barmfylde er sig meget bevidst om, hvor meget barmen hopper og svinger, når hun løber. Èn kvinde satte sig for at undersøge, om bevægelserne ikke kunne omformes til at give nok energi til hendes iPod. Historien er her hos Slate. Svaret er, at det nok kan lade sig gøre, men den nødvendige type BH vil ikke være særlig rar at have på. Men her er afslutningen på artiklen.

Maybe it's not very sexy to see breasts as a pair of batteries, but oil prices are so high, people are jogging to work. It may be time for breasts to start pulling their own weight.

Hvor kvinder dog får læst og påskrevet for tiden

2008-07-07T20:46:00.003+02:00

Jeg skriver om hanbavianernes tiltagende brølen her på den blog, der er tilknyttet medieprojektet "Nærmest lykkelig i Nørdland".

Tilføjelse den 13. juni. Første halvdel af indlægget var af direkte relevans for medieprojektet, mens jeg i anden del af indlægget forsøgte at sætte det i et bredere perspektiv. Som I kan se fra kommentarfeltet kom perspektiveringen til at få en større rolle end tiltænkt. Derfor flytter jeg hele indlægget herover - til min mere private blog - og nøjes med at lade den første halvdel forblive på medieprojektets blog, men jeg lader kommentarerne forblive.

Nyheden om, at omkring 35 pct. af de kvindelige ingeniører i forskerstillinger, regner med at forlade universitetsverdenen inden for de næste par år, med modtaget nærmest med jubel blandt visse mænd. "Hvad sagde vi? Det er jo kvinderne selv, der ikke vil være med", lød det fra folk som Lars Hedegaard, en af Berlingskes gamle gnavne mænd, der skriver under "Groft sagt".

Den midaldrene chefredaktøren for netavisen 180grader, Ole Birk Olesen, ytrer sig i samme retning. Han indleder sin dækning af nyheden således:

Diskrimination mod kvinder har - også - fået skylden for, at der ikke er så mange kvindelige forskere. Men en ny undersøgelse, som Ingeniørforeningen har foretaget blandt sine 1.800 universitetsansatte medlemmer, tyder på, at det i virkeligheden er kvinderne selv, der fravælger karrieren som forsker.

De to mænd ignorer gladeligt, at 23 procent af de forskningsansatte ingeniørmænd også overvejer at forlade universitet, selv om tallet kun står et par linjer længere ned i pressemeddelelsen fra Ingeniørforeningen.

Tænk hvis disse markante borgerlige debattører havde tænkt udover egne kæpheste. Der synes da at være behov for at påpege, at arbejdsbetingelser og -miljø på universiteterne må være utilfredsstillende, siden så mange kvinder og mænd overvejer at skride, men måske tæller universiteternes skæbne ikke for de to mænd.

Et par mere opmærksomme mennesker havde måske også bekymret sig over følgerne, for der er en sammenhæng mellem få kvindelige fakultetsmedlemmer, og fakultets evne til at tiltrække kvindelige studerende. Måske vil de to debattører nøjes med mandlige ingeniører og dataloger med videre, men problemet er, at rekrutteringsgrundlaget er skrumpet. I dag udgør kvinderne 60 procent af elevtallet i gymnasiet, og deres fravalg af de "hårde" fag har internationalt set rekordagtig størrelse. Men måske tæller dansk industris alvorlige mangel på ingeniører og dataloger heller ikke de to mænd.

Deres reaktionerne på nyheden kan på sin vis ikke undre. Vi er midt i en tid, hvor hanbavianerne blandt mænd vover sig ned fra træerne for igen at brøle af hjertens lyst. Der skrives op og ned af spalter om, at mænd må genfinde fordoms stolthed. At de må blive rigtige mænd igen. At det må være slut med at være eftergivende over for kvinderne etc. etc.

Ole Birk Olesen, der har fået sig en meget stærk platform som borgerlig "ekspert" efter etableringen af netavisen 180 grader, har brølet før. Det er for eksempel ikke længe siden, at han var fremme med nedgørelse af kvinder på anden vis.

Ole Birk Olesen var en af to journalister, der dannede foreningen K1, som var et opgør mod mediekvinders bestræbelser på at sikre, at der kommer flere kvinder ind i mediernes ledelse. Det, at hele to mænd sagde det, var nok til at sikre dem masser af spalteplads overalt. Weekendavisen var først, men det blev altså generelt set vurderet som en stærk nyhed af mediernes nyhedschefer. Mediawatch-tjenesten skriver om sagen her.

For godt en uges tid siden var det Venstres Søren Pind, der opfordrede til en manderevolution i et interview i Information. Ifølge ham skal mænd sige fra over for kvinderne. Han selv har for eksempel brug for ro til sig selv og magter ikke at passe børn ret længe ad gangen. Søren Pind trækker også den gamle oversættelse biblen frem i sin argumentation. Han citerer således:

Til kvinden sagde han: Jeg vil meget mangfoldiggøre dit svangerskabs møje. Med smerte skal du føde børn, men til din mand skal din attrå være, og han skal herske over dig.

"Den præmis tror jeg stadig eksisterer, hvis bare manden turde være mand."

Sådan er verden altså ifølge den borgerlige politiker, og nu interviewes alskens mænd, om deres syn på behovet for en manderevolution. I forvejen findes der adskillige flittige mænd, der dels fører egne blogs om undertrykkelsen, og som dels skriver i kommentarfelter hos andre bloggere, der vover at antyde forskelsbehandling eller snakke om kvoter.

Helt nyt mediernes store åbenhed over for at ville genrejse den undertrykte mand dog ikke. Det synes som om kronikker, der handler om hvor undertrykt manden er i nutidens samfund, smutter ret så let forbi kronikredaktørernes ellers ekstremt kritiske øjne, også når det blot den samme gamle traver, der hentes ud af stalden. Kun en enkel anden type kronikker har lige så let gang på jorden. Det er dem, der skrives af unge, højtuddannede kvinder, som angriber alle tanker om kvotering. "Kønnet har aldrig været et minus for mig, og jeg vil ikke vælges, fordi jeg er kvinde, men fordi jeg er mest kompetent". Og ja. Det kan bestemt være et stort plus at være en ung, dygtig kvinde.

Jeg kan kun anbefale mennesker som Lars Hedegaard og Ole Birk Olsen at læse om, hvorfor et af verdens førende universiteter, MIT (Massachusetts Institute of Technology) gjorde op med den ubevidste kønsdiskrimination, og hvilke fordele MIT høstede derved. Samfundet måske tilmed. Jeg skrev om det her på Version2.

Citat slut.

Fra BabyMay til Blædel

2008-06-14T11:07:00.011+02:00

Emnet pædofili får de største følelser til at brydes. Der er dømt ekstrem opmærksomhed ved kasse 1, hvor poserne fyldes med afsky. Men der er sikkerhed for yderligere en leverance ved kasse 1, nemlig højtråbende mænd, der sår tvivl om, hvorvidt der er tale forbrydelser.

EkstraBladet har brug for ekstrem opmærksomhed. Man opfinder en profil på en fiktiv 13 årig pige, der døbes BabyMay. I bladet Journalisten forklarer Heine Jørgensen, chef for avisens såkaldte gravergruppe, følgende:

"Etikken er, at mændene skulle tage alt initiativ. Vi lokkede ikke.....".

Fortæl mig, hvornår en 13 årige pige vil kalde sig netop BabyMay på Arto! Det navn er da udtænkt netop for at lokke alle dem, der tænder på alt for ungt kød. Har 13-årige piger i øvrigt ikke allermest travlt med at udgive sig for at være lidt ældre, lidt mere Cool. Er det ikke i stedet de "professionelle", der smykker sig med skolepigealder-associationer?

Valget af navnet BabyMay repræsenterer en lokumskold kalkule.

Heine Jørgensen gør også meget ud af dokumentere på alskens vis, at kommunikationen med de ækle mænd fra bladets side var neutral.

"Vi talte ikke selv om sex og vi svarede ikke sexet".

Jørgensen og de andre bag figuren BabyMay gjorde nøjagtigt, som enhver journalist er hjernevasket til at gøre, hvis der virkelig skal åbnes for en person. Man stiller først og fremmest helt åbne spørgsmål.

At påstå, at der ikke lokkes, ikke tales om sex. Se f.eks. brugen af Smiley'en her. Se også sætningen: Vil du så d der...."

Niels: hehe, ville ønske jeg var hos dig
May: hehe
Niels: ville det ikke være dejligt at bli krammet og kælet for
May: jo måske :)
Niels: Jaa det ville være skønt
May: vil du så d der når vi skal ses
Niels: ja hvis du vil....

Heine Jørgensen selv præsenterer på eb.dk serien således:

Virtuelle børnelokkere vil have rigtig sex
Virkeligheden overhalede fantastien indenom, da Ekstra Bladet gik i gang med at kulegrave brugerne på Arto.dk

Fantastien!!! Måske en freudiansk forskrivelse, for der lægges jo stier ud for fantasien.

EkstraBladet kalder det undersøgende journalistik. Bladet Journalisten kalder det iscenesat journalistik. Hvad med at krydre med "reality show." Også der pustes til, hvad der kan give gode historier.

Forsvarsbænken
Så vil jeg springe over til de andre ved kasse 1. De mænd, der farer op som en trold og sår tvivl om pædofili, om der er tale om nyhedsartikler, biografier eller andet. Og jo, jeg skriver bevidst "mænd", for jeg har ikke set kvinder i den rolle, men de er der måske.

Leif Blædel er der som en mis hver gang. Af en eller anden årsag sender min yndlingsavis Weekendavisen vist nærmest pr. rutine bøger med det emne til anmeldelse hos Blædel, der leverer stensikkert ved kasse 1. P.t. kører han en del på, at der ikke er tale om pædofili, hvis drengen er 14 år, for så er han kønsmoden. Han skriver om, hvorledes de unge drenge feteres, forkæles med middage, rejser m.v. De har det helt fint.

I Politiken så man en overgang indlæg fra ældre mandlig journalist (nu afdød), der blev harm, når det gjalt overgreb mod småpiger, men ikke på pigernes vegne.

Vi har også den berømte filmskaber Christian Braad Thomsen blandt de ældre mænd, der aldrig svigter.

En rem af huden
Det er jo ikke ukendt, at der kan ligge dybe motiver bag ekstreme fordømmelser. Ingen har vel undgået for eksempel at læse om de amerikanske præster og politikere, der hele tiden fremhæver familieværdier og tordner løs mod homoseksualitet og utroskab. Og så gribes de selv med bukserne nede om haserne.

Er der noget om, at de allergiftigste angreb mod homoseksualitet kommer fra dem, der selv har eget køn som foretrukkent, bevidst eller ubevist. Og de, der springer ud, ændrer retorik i samme sekund.

Der findes også mennesker, der har svært ved at se i øjnene, at de tiltrækkes af de helt unge, være det af eget køn eller det modsatte. Og mon ikke vi ser de samme mekanismer der - nemlig en total fordømmelse af andre, der gør det samme.

Jeg er selvfølgelig ikke blind for, at et menneske, der på et tidspunkt har følt sig helt uretfærdigt beskyldt for en forbrydelse, også vil have en tendens til at reagere ekstremt - at se uskyldigheder og konspirationer overalt.

Og så er jeg selvfølgelig heller ikke blind for, at man netop kan blive blind, uden egentlig at have noget i klemme. Man har fundet sig en "mission".

Slut fra amatøren Toft, der bare efterlyser lidt mindre skråsikkerhed i holdninger, og måske også lidt flere moralske overvejelser i de mandedominerede redaktionsmiljøer (Ups! Der viste mine farvede briller sig). Det andet vækker min røgdetektor, og måske til en falsk alarm.

PS: Og jo, mit blik kan også fascineres af purunge Adonis'er, ligesom jeg også er overbevist om, der er er psykologer og behandlere, der aldrig burde være blevet det, idet de fremmaner spøgelser overalt, etc. etc. Fyld bare ind med alt det, man SKAL skrive for ikke at blive skudt ned i første forsøg.

Vrisne gamle kvinder efterlyses

2008-05-28T11:41:00.005+02:00

Berlingske har i flere år haft sin "Groft sagt", hvor vrisne gamle mænd med skiftende held kommenterer. Ekstrabladet har nu hele 15 "Vrisne gamle mænd" til på skift at kommentere på bagsiden. Hvorfor mon ingen har en samling vrisne gamle kvinder? Fordi gamle kvinder bare er sure, ikke vrisne, og de brokker sig jo altid, de gamle kællinger.

Medierne har det med at udstille deres egne værdinormer:-)

Jeg erindrer ellers en britisk tv-serie med "gamle vrisne kvinder", og den var forfriskende. Herlige, modige kvinder, der kaldte en spade for en spade.

Dommerparadokser: Tørklæder og mænd

2008-05-19T16:03:00.006+02:00

Jeg ville på ingen måde føle mig tryg, hvis jeg endte i en retssag, hvor en tørklædeklædt dommer skulle afgøre noget, hvor jeg vidste, at hendes religion havde et helt andet syn på sagen, end jeg har.

Men det er sært. For i mange sager vil den mandlige dommer (ateist, protestant, katolik, muslim m.v.) vel også kunne indgyde mig tvivl på, om han nu var objektiv?

Tag nu voldtægtsager f.eks. Dem, hvor kvinden var "udfordrende klædt" (hvilket så bringer mig uden for kategorien, da jeg er for tudsegammel til det). Var det kun i gamle dage, at kvinden kunne blive udsat for alskens mistænkeliggørelse i løbet af en retssag? Lidt i stil med, at så er man selv ude om det, for mænd ophidses så let? Og dette eksempel leder jo lige hen til, hvorfor muslimske kvinder skal tildække deres hår og alt mulig andet - selv i 30 graders varme.

Mænd kan jo også blive frygtelig sure, hvis man som kvinde markerer sig som lidt for selvstændig/antiautoritær for deres smag. Selv i roller, hvor de burde være hævet derover.

Kvinder kan jo også blive frygtelig sure på andre kvinder, selv i roller, hvor de burde være hævet derover.

Gad i øvrigt vide, hvornår der endelige er et medie, der bestiller en undersøgelse af, hvad danskerne siger til at adskille kirke og stat. Jeg synes, det er på høje tide, så vi kan få standset dobbeltmoralen. Muslimer må ikke dit og dat, men Folketinget - demokratiets højborg - demonstrerer ved at indlede året med en gudstjeneste. Dronningen skal tro på en vis gud, etc. etc. Lad det blive en privatsag - også for folketingsmedlemmer og dronningen.

Frygtens USA

2008-04-30T15:16:00.003+02:00

Tog i går toget fra Boston til New York. Ved afgangen fik jeg en ubehagelig illustration af, hvad frygten gør ved USA. Toget gik fra perron fem, og jeg havde set betjente med maskingeværer på South Station, men det viste sig altså, at de skulle holde øje med afgangen af hurtigtoget, der i øvrigt hedder Acela Express og som går helt til Washington.

På perronen var der to politimænd med maskingeværer, to med politihunde, samt en, der trak folk til side og tjekkede via ”wipe” – en lille klud der køres over tasker med videre – om der skulle være sprængstof i nærheden, og der var yderligere en betjent.

Det mindede mig om, da jeg for 25 år siden var på Cuba, hvor der var væbnede soldater ved flyet – den sidste af en lang række ubehagelige oplevelser fra øen. Men nu var det altså i Boston. Mit Boston. Mit USA (er håbløst forgabet i det land og har vel gennemsnitligt været der 1-2 gange om året siden jeg var i starten af 20’erne).

Betjenten, der hverken havde maskingevær eller hund eller wipe, så jeg kiggede forvirret på min billet for at se, om der var fast plads, og så kom han smilende til hjælp. Jo, det er fortsat USA, men....

Aftenen forinden havde jeg købt billetten (kunne ikke bestilles hjemmefra via nettet, fordi et dansk telefonnummer ikke accepteres!!!). Køen var kort, men ventetiden lang, fordi den asiatisk udseende mand i skranken var så hyggelig mod alle, så der blev snakket og givet gode råd i lange baner.

Bag mig stod en spinkel, midaldrende kvinde med sortgråt hår og skarpe træk, og vi kom i snak.
Jeg fortalte om, hvor glad jeg er for USA, og hun nævnte, at regeringen havde ødelagt så meget. Jeg sagde så, at amerikanerne sgu har så meget guts, at de overlever lige gyldig hvilken præsident – at landet altid vil finde sine fødder.

Hendes svar: ”Jo, du har ret, men denne gang kan det tage generationer. Så meget er ændret – gået galt. Det nærmer sig ligefrem nazistiske tilstande.”

Jeg har stort set ignoreret, hvad mine amerikanske venner har sagt om, hvor skidt det går. De holder alle med det demokratiske parti, og Bush var jo modstanderen. Men nu er stemningen ikke til at fortrænge længere.

Før togturen fik jeg tid til en frokost med en amerikansk journalistkollega/veninde, og hun ville stemme på Obama. Hun kunne ikke klare Hillary Clinton, selv om en af hendes venner sagde, at Hillary ville være personen, der smøgede ærmene op, arbejdede en vis legemsdel ud af bukserne, tog det sure med det søde, det hårde træk etc. etc. Nøjagtig som hans mor gjorde.

Næh, for min veninde var det kun Obama, det gjalt. ”Det store spørgsmål er, om Obama måske kommer til at kede sig som præsident med alt, hvad det indebærer af afhandlinger med videre. Der går jo rygter om, at han allerede er nået til punktet, hvor valgkampen er begyndt at kede ham”.

McCain. Han skræmte hende. Ry for raseriudbrud, hvor han skælder sine folk huden fuld. Han skræmmer i øvrigt også mig. Hvad er der bag øjnene? Er det en forklædt Alien?

Vil farmand ha' søn eller slank kone?

2008-04-23T18:48:00.003+02:00

Dagens mest omtalte forskningsnyhed er, at chancen for at få drengebørn øges, hvis kvinden spiser kalorierig mad på undfangelsestidspunktet. Politiken har historien her.

Jeg forudser eksistentialistiske problemer i de nordsjællandske hjem, hvor statuskvinder så magre som cykler lufter deres designertøj, Hellerup-traktorer og alle deres småpiger iklædt lyserød tyl og guldsko etc.

Rose Kennedy, mor til præsident Kennedy, var berømt for at sige, at man ikke kan blive tynd nok og rig nok. Hun var dog heldig - lavede tre drenge plus nogle piger.

Men hvad vil mændene nu sige? "Væk med kaninmaden og sushi'en, min skat, for nu skal du du føde mig sønner?". Der er jo også prestige, har jeg hørt, i at have en biafratynd hustru.

Næh, mænd er vel ligeglade med om de få sønner eller døtre, ikke:-)

Pas på Bogens News

2008-04-14T15:45:00.004+02:00

Ser ud til at være et fupsted (med undertitlen Fast Friday Links), der nasser på, hvor ordet bog eller bogen nævnes i et blogindlæg. Laver en track back - hvor uddraget af teksten ikke er den nøje ordlyd fra det originale indlæg - der nemlig står lidt volapyk et stykke inde i teksten, og jo - selvfølgelig med formålet at få folk til at klikke videre. Var heldigvis fanget af spamfiltret. Håber ikke, at jeg har fået noget lort ned blot ved at gå tilbage til det websted og tjekke.

(det var på min wordpress-baserede blot lykkeliginoerdland.wordpress.com)

Diagnose: Death by Blogging

2008-04-06T11:30:00.002+02:00

New York Times har en artikel om stresset på de bloggere, der aflønnes efter hvor mange læsere de får af et givent indlæg, og/eller bloggerne, der trækker store annoncer til siderne, hvorfor de også skal sikre mange klik for at beholde annoncerne.

Jeg er så priviligeret, at jeg får et fast beløb for min professionelle blog, Bizzen, og jeg forpligter mig kun til gennemsnitligt et indlæg pr. hverdag, men året rundt. Til sommer vil jeg dog (Berlingske har givet grønt lys)hænge et skilt på bloggen med "Gone Fishing" - hvis ikke jeg finder en god gæsteblogger i stedet. Det bliver så første gang på to og et halvt år, hvor jeg - forhåbentlig - ikke skænker bloggen en tanke.

Der er jo mange især i USA, der har gjort blogning til en forretning, men jeg fornemmer, at der selv blandt dem herhjemme, der blogger flittigt for fornøjelsens skyld, ind imellem opstår en følelse af stress - self imposed.

Så på den ene side har vi den vidunderlige verden, der gør det muligt for hver og en af os selv at blive publisher, og på den anden side ser vi, at præstationspres/-angst til tider med ind i billedet. Og hvad jeg også ser er, at den, der med glæde fører en blog, også lader sig friste til at føre en i en anden sammenhæng og måske tilmed flere.

"Vil du ikke også blogge hos os"?, lyder et spørgsmål, som jeg har fået nogle gange. Men bliver det ikke lidt i retning af den klassiske kærlighedsklage "Torn between two lovers"?

Hackerangreb på epileptikere

2008-03-29T12:02:00.002+01:00

Wired fortæller her om et ondskabsfuldt angreb, der udelukkende har til formål at gøre skade.

Søster Køleskab: Kvindebevægelsens tabu

2008-03-24T16:18:00.003+01:00

En tankevækker fra en artikel om Hillary Clinton i Weekendavisen nr. 12 (12.-19. marts). Overskriften var "Søster Køleskab", og forfatteren, amerikaneren Katie Roiphe, beskrev, hvorledes hun endnu havde til gode at møde en kvinde, der bryder sig om Hillary Clinton. Hun fortæller, at det paradoksalt nok er stærke kvinder - dem, der i uddannelse og succes minder mest om Clinton, der bryder sig mindst om hende. Og her kommer så et par afsnit, direkte citeret:

Er det måske sådan, at mens vi godt kan lide tanken om stærke kvinder, kan vi ikke lide stærke kvinder i virkeligheden?
Der findes en intolerance blandt magtfulde kvinder vendt mod andre magtfulde kvinder; en giftighed og nederdrægtighed, som ikke indgår i nogen af de feministiske samtaler, jeg har hørt i mit liv. Det er så meget nemmere, så meget mere cool, så meget mere sympatisk at have et emblem, der siger "Hillary for President", når Hillary ikke stiller op som præsident.

Citat slut.

Hjerneblødningens klarhed

2008-03-17T10:14:00.003+01:00

Se denne video fra den anerkendte TED-konference. Den amerikanske hjerneforsker Jill Bolte Taylor beskriver på helt usandsynlig vis, hvad der skete minut for minut, da hun blev ramt af en hjerneblødning, og hvad hun lærte deraf. Brug 18 minutter af dit liv til at lære noget om venstre og højre hjernehalvdel, som du sandsynligvis ikke kendte til. Måske for teatralsk for dig, men giv det en chance.

(Tip fra O'Reilly Radar).

Mens kvinder dør som fluer begrædes mænds skæbne

2008-03-03T09:03:00.004+01:00

Berlingske Søndag havde en fascinerende og velskrevet historie om, at mænd er uddøde om 5.000 generationer. I USA og Japan fødes allerede færre drenge, end naturen normalt sikrer. Underskuddet de seneste tre årtier skulle ligge på 250.000 drengebørn i disse lande.

Berlingskes dækning rakte fra en nyhedsartikel i første sektion til to hele opslag i Magasinet. Jeg kunne dog ikke lade være at tænke over, hvornår massemordene på pigefostre, babyer af hunkøn, piger og kvinder i lande som Kina og Indien får lige så stor spalteplads. Der skulle vist foreløbig "mangle" 163 millioner kvinder i Asien.... Fænomenet kaldes Gendercide.

Fremkomsten af metoder til fosterdiagnostik øger problemet, skriver nyhedsstedet Inter Press Serviceher:

In 2005, the estimated overall sex ratio was 107.5 males per 100 females in India, as against 106.8 in China, 106.0 in Pakistan and 104.9 in Bangladesh -- four countries that accounted for 43 percent of the world’s population in 2005.

Drab på fostre, babyer og kvinder sætter altså den mekanisme ud af spil, der normalt sikre et ligeligt forhold over tid.

Status. Vi mangler 250.000 drengebørn i USA og Japan, og det er slut om 5.000 generationer. Kontra 163 mio. "missing" kvinder. Nu.

Den positive side af sagen er så, at Østens mænd så har Vestens kvinder at ty til, og omvendt.

Men en verden uden mænd. Jamen det må da være beviset for, at ham Gud ikke eksisterer:-) Så meget fejl ville han jo aldrig have taget i sin konstruktion.

Spøg til side. Mandens skæbne skyldes Y-kromosonet. Det påvirkes af kemikalier i fødevarer m.v., men det har ikke nogen reparationsmulighed, idet makkeren er et X-kromoson. Hos pigerne gælder, at skulle det ene X-kromoson få det lidt skidt, så kan det andet nærmest reparere det - udveksle reservedele. Så vidt jeg forstår.

PS: Gad vide, hvor mange systemkritikere Kina har fængslet og slået ihjel i de sidste 10 går. Gad vide, hvor mange hundredetusinder eller millioner pigebørn, der er slået ihjel i Kina de sidste 10 år. Og hvordan reflekteres forskellen i mediedækningen?

"Men det er en uheldig bivirkning jo 1-barnsprincippet, men princippet er jo med til at sikre verden mod overbefolkning og flere sultkatastrofer," lyder forklaringen, der skal få massemordene til at blive mere salonfähige.

170.000 palæstinensiske kaniner

2008-03-03T08:50:00.003+01:00

En tv-station, en stor kanin og en lille tørklædeformummet pige i rødt fik jo opmærksomhed i den forgangne uge. De små palæstinensiske børn foran tv'et fik nærmest besked på at slå danskere og især en vis tegner ihjel. Det sindsyge optrin blev kritiseret vidt og bredt. Tv-stationen besindede sig, undskyldte og fortalte, at 170.000 palæstinensere også havde protesteret mod den tv-udsendelse.

170.000! Jamen hvor kom tallet fra? Havde der været en hær på gaden og samle underskrifter? Havde tv-stationen modtaget 170.000 mails med protester? Eller breve?

Hvorfor tog danske medier (og vist andre også) blot tallet for gode varer? Sandsynligheden for, at det er en løgn, der blot skal dysse balladen ned, er da tilstede.

Bæstet uden hjerne - medier og valg

2008-02-07T11:27:00.000+01:00

Hvorfor ender valg altid med at blive dækket nærmest som et hestevæddeløb? Som en kamp? Som noget, der går tættere på personer end på politikken, de står for? Et godt bud på et svar får man ved at skue over dammen, hvor hestevæddeløbet jo er i fuld gang. Tag et kig på bloggen PressThink, der føres af Jay Rosen, lektor i journalistik ved New York University. En lang tankerække, der godt nok omfatter mange amerikanske navne, men som stadig er meget givende, selv om man ikke kender måtte kende disse navne. (Link fører til de mange kommentarer. Scroll op til starten).

Jay Rosen skriver blandt andet om journalisternes konstante angst for at misse noget, om hvorfor de virker i flok, og hvorledes deres dækning reflekterer om det er en person, de kan lide eller ej). Han beskriver også den selvransagelse, der gik igennem den amerikanske presse, efter at mange journalister/opinionsanalyser nærmest tog for givet, at Hillary Clinton ville tabe i New Hampshire. Vælgerne ville det som bekendt anderledes.

A pro pos rockernes tyveri af væksthormon

2008-01-23T11:21:00.000+01:00

Væksthormoner bruges rask væk af diverse kvaksalvere, der lover evig ungdom. Det hørte jeg for godt et år siden, da jeg på konferencen Emerging Technologies, på MIT ved Boston, også sneg mig ind til en paneldebat om forskning i aldring.

Det randt mig i hus, da jeg læste om, hvorledes Bandidosrockere gennem et indbrud hos Novo Nordisk (vist hjulpet på vej af insiderviden) lænsede et lager for væksthormoner til en værdi af 90 millioner kroner. Men her det vist væksthormonets rygte for at give større muskler og formindske fedtdepoter, der var trækplastret.

Tidskriftet Technology Review, der stod bag MIT-konferencen, har en interessant artikel i disse sammenhænge. Forsøg med mus viser, at mus uden væksthormon lever længere, fordi de slet ikke udvikler cancer i samme grad, som mus der tilføres væksthormon.

Facebook-fan? Måske ikke så længe

2008-01-14T17:43:00.000+01:00

Tankevækkende artikel hos britiske Guardian om holdninger hos de store investorer i Facebook.

Hvad en tåre kan gøre

2008-01-09T11:43:00.000+01:00

Hillary Clinton vandt i New Hampshire, fordi hun klemte et par tårer ved et tv-transmitteret møde med nogle kvinder, læser jeg. Det var kvinderne, der var mødt frem for at stemme. Faktisk var 56 procent af dem, der stemte kvinder.(ved ikke hvordan normalfordeling er hverken i USA eller herhjemme, om der er kønsforskel i stemmeafgivelse).

Det minder mig om, at da Ritt klemte en tåre ved sin afgang fra undervisningsministerposten (efter "skandalen" med en høj hotelregning fra Ritz i Paris), blev hun i pressens øjne og måske andre pludselig menneskelig - ikke længere isdronningen (men det er jo lang tid siden, vi så den sidste tåre fra hende....).

Men det minder mig især om, hvorledes en af erhvervslivets tidligere mest betydningsfulde kvinder, nu ex-direktøren for it-selskabet Hewlett-Packard, Carly Fiorina, beskrev situationen for kendte kvinder. "En kvindelig chef bliver enten opfattet som en bimbo eller en bitch", sagde hun. Jeg skrev om det på min businessblog her. Læs blot lidt ned i historien.

Få et forfærdeligt godt grin

2008-01-06T17:42:00.000+01:00

Erik Trolle, er en mand, der gør mig klog på telesiden og en del andet. Men han har også noteret sig, at jeg har en del fokus på ligestilling, og i den sammenhæng har han sendt mig en link til en ret så sigende illustration. Se den her, og vær forberedt på et skraldergrin.

DR har tørklæder på hjernen

2007-12-29T11:42:00.000+01:00

DR's opfattelse af Public Service syntes at være meget selektiv. Tørklæder og religion belyses intensivt, mens det alvorlige problem med, at unge danskere (og deres forældre) skyer naturvidenskab/teknologi ignoreres, selv om det har alvorlige konsekvenser for landets fremtid.

Læs mere om dette på min professionelle blog, bizzen.blogs.business.dk. Her fortæller jeg også, at DR gerne ville se mig bære tørklædet. Deltag gerne i diskussionen der.

Jeg har tidligere skrevet om emnet flere gange. Her var det i forbindelse med Muhammed-tegninger, som jo blev opfattet som en krænkelse af visse muslimer.

Undskyld forsømmelsen

2007-12-25T12:09:00.000+01:00

Denne blog lever et noget misrøgtet liv for tiden. Det skyldes, at et af de emner, som jeg tidligere bloggede hyppigt om her, har fået sin egen blog - sit eget projekt. Det handler om kvinders uddannelsesvalg, og du finder bloggen her.

Alt tyder i øvrigt på, at projektet, der har arbejdstitlen "Nærmest lykkelig i nørdland" realiseres. Vi har mødt en meget stor åbenhed over for behovet for at sikre et økonomisk fundament. Afgørelsen træffer vi den 11. januar.

Skidt være med de gamle

2007-12-14T15:24:00.000+01:00

Da jeg for en times tid var inde i København, blev jeg to gange opsøgt af kvinder, der ønskede min underskrift på, at EU-kontrakten burde gå til folkeafstemning. Jeg spurgte begge kvinder, hvad prisen er på en folkeafstemning - der er jo en del andre områder, hvor der savnes penge.

"Det går jo ud over pengene også til de gamle," sagde jeg til en af dem.
"Skidt være med de gamle", lød det hovedrystende svar fra den slanke gråhårede kvinde ved Nørreport station. Den anden kvinde syntes også, at mit spørgsmål var irrellevant.

Er der nogen, der kan fortælle mig, hvor meget en folkeafstemning koster, inklusive alt - fra PR til optælling?

Og er der nogen, der kan fortælle mig, hvad prisen er på en forespørgsel i Folketinget? Også der har jeg fornemmelsen at de flittigste ser stort på, hvor mange penge, der brændes af til en nytte. Måske også efter devisen "Skidt være med de gamle", for de flittigste spørgere har vist en del profil til fælles med dem, der var ude og agitere i dag.

Hvad kostede for eksempel Villy Søvndahls forespørgsel om, "Fort Bragg", som han troede lå under Grønlandsisen? Måske skulle han sætte det beløb af til et godgørende formål.

Store mænd har store fejl

2007-12-11T09:14:00.000+01:00

Sagen om Jørgen Poulsen - hans exit fra Røde Kors og entre i Folketinget - fik endnu en gang sætningen "Store mænd har store fejl" frem i bevidstheden. Det samme sker, når erhvervsmanden Lars Kolind fremfører sig som SANDHEDEN og som den mest visionære af alle i det danske samfund.

De to mænd er blot nogle ud af en lang, lang række af begavede mænd, der går galt af kompasset, forstyrret som de er af magnetismen ved egen status og de alt for mange års selskab med rygklappere.

Jeg har i et langt, langt liv været tæt på adskillige store mænd, der hen ad vejen kommer til at udvise tegn på på en übermensch-holdning. "Javist, der er love og regler og moral for det almindelige menneske, men det er ikke fornuftigt at noget stiller sig i vejen for, hvad JEG vil".

Jeg har mødt store mænd, der har løjet store banker lige op i ansigtet, når millionkonkurser truede. Store mænd, der har fordrejet sandheder over for mange andre, hvis de blev for ubekvemme - som i stedet har talt i nysprog, og som tilmed ender med selv med at tro på, hvad de siger i nysproget, og vé den, der ikke hopper med. Store mænd, der har krævet særlige priviligier, hvor de end var. Som ikke har veget tilbage for at præstere et helt overdrevent repræsentationsforbrug. Store, beundrede mænd, som ikke sjældent har været usle mænd i privatsfæren.

Der er andre, der har udtrykt sammenhængen mellem et stort ego, en stor succes og store fejl på mere elegant måde end mig, for eksempel gennem udsagnet "Magt korrumperer og absolut magt korrumperer absolut". Men der er jo mere end det, såsom svigtet mod familien derhjemme.

Er det mon så banalt, at man kan sige at "summen af kompetencer er konstant", så hvis man udvikler sig til at blive overmåde kompetent for eksempel som visionær, dybt engageret leder, så "skrumper" de andre dele ind. Eller bliver en person overmåde kompetent, netop fordi de andre ting knapt tæller i deres bevidsthed i forvejen?

Men hvad der kan undre mig er, at vi stadig ikke bliver klogere på fænomenet. Jeg ville ønsket, at der kom et ordentligt forskningsprojekt på området, så alle kan blive lidt bedre til at se signalerne. Så ting ikke løber komplet af sporet. Så de, der blev knust af de store mænd, ikke skal behøve at se "forbryderne" helligforklarede i al evighed, men kun en stund.

Visse af de store mænd, der mistede deres anstændighed, pilles ned fra piedestalen. Der er imidlertid andre, hvis image på forunderlig vis gør dem utilsmudsede, bare der går lidt tid, og hver gang. Intet hænger ved. Man kalder dem teflon-mændene.

PS: Nu har jeg skrevet store MÆND, fordi det er dem, jeg er stødt på. Hvordan det stiller sig med store KVINDER er jeg ikke helt så sikker på. Måske har de lige så let ved at påtage sig übermenchrollen, men når kvinder som for eksempel Ritt Bjerregaard nævnes i en sådan sammenhæng, så ved vi jo også fra forskning at både mænd og kvinder overvurderer en magtfuld kvindes behov for magt, ligesom vi ved, at de magtfulde kvinder er så langt mere synlige, så hammeren falder hurtigere (ægget og hønen, for det er også omvendt - at hammeren falder hurtigere, fordi de er kvinder, og så udstilles deres "forbrydelser" mere).

Er kønnene mon lige gode om at falde i übermensch-fælden? Og findes der nogen litteratur, hvor man tager fat i problemstillingen med udgangspunkt i en lang række af de kendte gennem tiderne?

Hverken unge eller fremtidens lærere gider naturvidenskab

2007-12-10T09:23:00.000+01:00

Jeg forsømmer denne, min mere private blog groft på det seneste. Det skyldes, at jeg har fået travlt med et andet projekt, der handler om, at få det gjort klart, hvor meget piger egentlig går glip af, ved at fravælge de hårde fag. Projektet hedder "Nærmest Lykkelig i Nørdland".

Til det er også tilknyttet en blog, der er blevet rammen for mange af de ting, som jeg normalt ville have skrevet her. Blandt andet fortæller jeg, at Pisa-undersøgelsen viser, at danske unge ser mere negativt på naturvidenskab end andre nationers unge, og at de nye studerende på seminarier nærmest i ekstrem grad fravælger naturvidenskab.

Barns selvmord efter en mors misbrug af MySpace

2007-11-30T08:45:00.000+01:00

Skræmmende blogindlæg i New York times. Den indledes sådan:

Megan Meier, a 13-year-old from Dardenne Prairie, Missouri, killed herself last year after an online relationship she believed she was having with a cute 16-year-old boy named Josh went very sour. What she didn’t know – what her parents would learn six weeks after her death – was that “Josh” was the fictitious creation of Lori Drew, a then-47-year-old neighbor and the mother of one of Megan’s friends.

Artiklen handler om forældre, der blander sig alt for meget i deres små "projektbørns" liv - og som selv opfører sig som fornærmede børn, skulle nogen genere deres afkom. Minder mig lidt om, hvad jeg hører om danske forældre, der skælder børns lærere huden fuld.

Kønsskifte som en naturlig ting

2007-11-25T13:57:00.000+01:00

Vores rejepusher har været os nådig igen. Vi har fået fem kilo frosne grønlanske rejer i en størrelse og en kvalitet, man kun yderst sjældent kan finde i supermarkedsfryserne eller hos fiskehandleren i Danmark, selv om de fanges af danskejede skibe.

Danskerne vil ikke betale for andet en rejser i letvægtsklassen, så de større, lækre rejer sælges til Frankrig, Kina, Japan og masser af andre lande, hvor man er villig til at betale. Faktisk kan man også være heldig at finde de store dybhavsrejer i svenske butikker.

Og hvad har det så med kønsskifte at gøre? Jo i den uendelige række af informationer, som jeg snubler over, og som jeg ikke har brug for til noget som helst, men alligevel fænges over, faldt jeg over følgende sætning:

"Rejer fungerer som han de første par år af voksenlivet. Herefter skifter de køn og fungerer som hun resten af livet."

Informationen som man finder hos Grønlands Hjemmestyre, fik mig straks til at fantasere. Tænk, hvis vi alle skiftede køn efter nogle års voksenliv. Kvinden bliver til mand, og manden til kvinde. Hvordan mon det ville influere på vores syn på de to køn, vores måde at opbygge og styre samfund på etc. etc.

Emmerys dyre portugisiske vin

2007-11-17T13:13:00.000+01:00

Vi var på restauranten Cafe Stop i udkanten af Funchal på Madeira. Min gamle ven fra skoletiden, Tøger Amby, der har boet i masser af år på øen, anbefalede en vin, Chaminé, der godt nok var lidt dyrere end den, han tidligere altid bestilte på favoritrestauranten, men den var god, sagde han, og så var den tilmed fra en danskejet vingård i Portugal, fra Hans Kristian Jørgensens berømmede Cortes de Cima.

Da den blev præsenteret ved bordet, så jeg straks, at det var den samme, jeg netop have købt i et supermarked, lidt inspireret af, at jeg mente at have set den på hylderne hos bageriet Emmery, der ligger lige om hjørnet hjemme. I supermarkedet ude ved mit hotel havde jeg givet knapt fem Euro, altså knap 40 kroner for den, men vi havde endnu ikke smagt den.

Det viste sig at være en rigtig behagelig vin, og jeg ægrede mig over ikke at kunne tage en spandfuld med hjem, nu hvor sikkerhedsprocedurerne i lufthavnen forbyder andet en en sjat væske, og min gode ven fortalte, at Chaminén ikke kunne købes i lufthavns-shoppen.

Men pyt, den var jo hos Emmery, og selv om min kære gemal nægter at handle i butikken, fordi den efter hans mening simpelthen er for dyr, så har det jo aldrig hindret mig i at købe lidt ind der.

Men prisen på Chaminé.....Den ligger altså på kr. 79,50 hos Emmery.

Måske burde man få Netto til at kigge på den vin, så der kommer en skorsten (på portugisisk Chaminé) på hylderne :-) Netto har jo en anden, ganske velanmeldt, lidt billigere portugisisk vin, Perequita, omend jeg ikke rigtig tænder på den. Men den findes i alle portugiske supermarkeder, og i Funchal var Chamineen også at finde i alle supermarkederne, vi besøgte, som en af vinene i mellem-prisklassen.

Jeg har lige tjekket på nettet, og så at vinen også tilbydes fra netbutikken interpresent.dk. Her ligger prisen for to flasker på kr. 136,25.

Så kære Netto. Det var en rigtig god hverdagsvin. Kom på banen med dine stordriftsfordele. Og så skal jeg på et tidspunkt også have smagt en af den danske vinavlers vine i den højere prisklasse, så Emmery får såmæn' en chance der.

PS: Nu tjekkede jeg ikke årgang, da JEG ikke er i den klasse, og slet ikke når det gælder hverdagsvin. Måske forklares noget af prisforskellen i årgang.

Cisco-dreng om pigerne

2007-11-13T15:43:00.001+01:00

Cisco, der er en gigant inden for netværksudstyr, holder i dag en konference i København, og firmaets PR-bureau er løbet os alle på dørene for at få os til at skrive om, at der Gys&Breaking News kun er Cisco-talere af hunkøn på en teknologikonference.

Men selv om Cisco byder på kloge kvinder, så byder Ciscos boss også på vanesnak. Først har vi kvinderne, ....

"Og bagefter er vore lokale piger værter i de tre spor, som konferencen kører i," siger overdrengen Mogens Bransholm.

Ak, ak. Men her er artiklen om, hvor vigtige kvinderne er for Cisco...eller er det for Cisco's PR-satsning.

Kvinder henter vel kaffe

2007-11-13T14:21:00.000+01:00

Bent Bendtsen må ægre sig gul og grøn over, at han begik den fejl, som så mange andre mænd før ham har begået, nemlig at tro, at er den en ung dame til stede, så er hun sikkert sekretær eller piccoline. Ritzaus historie om, at han mandag aften forud for en partilederrunde i TV2 bad Enhedslistens spidskandidat, Johanne Schmidt-Nielsen, om hun ikke lige kunne skaffe ham en kop kaffe, hitter på avisernes netsider.

Tænk at få sin ubevidste opfattelse udstillet i den grad netop på den afsluttende dag, hvor han i annoncer har valgt at figurere kun med sine to stærke kvindelige ministre, Lene Espersen og Connie Hedegaard.

Mon de konservative taber kvindestemmer på det? Jeg tror faktisk, at der kan ryge nogle stemmer fra erhvervskvinder, fordi handlingen bringer så mange billeder frem på nethinden hos dem, der har været oplevet for samme type forventninger.

Jeg kan selv komme med masser af eksempler, og her er blot et lille udsnit:
* Jeg var erfaren programmør og havde et ungt føl af hankøn med på slæb, men selvfølgelig troede kunderne, at han var bossen.
* Jeg skulle interviewe en topchef for en af verdens største it-selskaber, men han fortsatte bare sin snak med en kollega i tiltro til, at jeg "blot" var en sekretær.
* Kopimaskinereparatøren, der blev ved med at kræve min opmærksomhed om et problem, selv om rummet også var fyldt med mandlige journalister.

Listen kunne fortsætte ud i det uendelige også med alle de gange, hvor blikke antyder, at nu burde jeg nok skænke kaffe. Og jo, jeg har altid gebærdet mig på mandsdominerede arbejdsområder. Og jeg har for længst lært at placere mig langt, langt væk fra kaffen:-)

Ikke at jeg har noget mod at skænke kaffe en gang imellem, hvis de øvrige altså også viser den høflighed at gøre det ind imellem. Men et af rådene, som forfatteren af "En mandschauvists bekendelser" giver kvinder, der vil gøre karriere, er i øvrigt ALDRIG at skænke kaffen.

PS: Jeg læste også forleden om en kvinde på en toppost, der lige blev spurgt af en mandlig kollega, om hun ikke lige kunne sy en knap i for ham.

PPS: Nej, jeg ved. Det er ikke ond vilje. Blot vanetænkning.

Hvis jeg havde et for lille jern

2007-11-03T13:28:00.000+01:00

Ind imellem må man bare grine af den spam, der når en, og her et eksempel.

Hello Sir dorte.toft1
dont give up, you still have time to enlarge your penis size

Skal man være nådig og fortælle afsenderen, at man har opgivet.

(Uschhh og nu bliver jeg nok nødt til at sætte filter på, når det ord figurerer på min blog).

Mindre tabu at have fravalgt børn?

2007-10-25T12:23:00.000+02:00

Den gode skribent Poul Høi har på Berlingske.dk skrevet et interessant blogindlæg om, at stadig flere fravælger at få børn. Her et citat fra indlægget:

"Den ansete britiske sociolog Catherine Hakim offentliggjorde sidste år nogle ikke mindre interessante tal:
I en række europæiske lande har 10 procent af alle 45-årige kvinder ingen børn, tallet vil stige til 20 procent, og i Tyskland er det allerede tæt på 30 procent."

Måske kommer dagen, hvor man ikke længere overfuses af fordømmende forældre, hvis man beder deres børn om at dæmpe sig lidt på færger, i tog, på restauranter etc.

Nu mødes jeg med reaktionen: "Der skal jo være plads til os alle" - og alle er altså især de støjende poder. Bliver der flere af os, der har fravalgt børn, kan vi måske også blive betragtet som en del af "alle".

Gamle dages særlige zoner for "rygere" kunne måske tilmed overdrages til den anden slags pariaer, os uden børn.

Skingre mænd går i kommentarerne

2007-10-19T14:43:00.000+02:00

Nu har jeg endnu en gang set mønstret. Hvis nogen skriver noget om ligestilling set fra kvindernes synsvinkel, så dukker der prompte nogle mænd op, som skælder ud, overdriver og nedgør.

Senest så jeg det, da den kendte journalist Trine Gregorius på sin blog på business.dk skrev indlægget "Tag problemet med ligestilling alvorligt". (Læs kommentarer nedefra - forkert rækkefølge).

Jeg har ikke rigtig tjek på det, men gælder det samme indlæg om ligestilling af mænd... kører debatten så ikke mindre skingert?

Etisk dilemma: Bloggere går hele vejen

2007-10-15T12:12:00.001+02:00

ComputerSweden har her en tankevækkende artikel, der tager udgangspunkt i en mishandel med dødelige udgang i Stockholm. Bloggere bragte rask væk fotos og navne på de personer, der blev arresteret, mens de gamle medier udviste den traditionelle tilbageholdenhed.

I artiklen ser man udsagnet "De gamle medier filtrerer og publicerer så. De unge medier publicerer og filtrerer så". Spørgsmålet er, i hvilken grad det sætter de gamle mediers etik under pres.

Artiklen bygger i høj grad på omtale af bogen "Online Journalism Ethics", skrevet af Cecilia Friend og Jane B Singer.

Tankevækkende artikel. Også i en tid, hvor de unge i stigende grad fravælger de gamle medier. Nok er der nogle af de gamle, mere kulørte medier, der altid har opført sig som domstol og måske tilmed lynchkomité, men de bedste af de gamle medier har vel næsten altid håndhævet "uskyldig indtil det modsatte er bevist" - altså været varsom med at hænge folk ud med foto og fuldt navn.

Og ja... Jeg aner bjælken i eget øje.

Dollars og kvinder i løbetid

2007-10-10T18:44:00.000+02:00

Jeg har en lille hunhund, der i det daglige er afvisende over for selv den mest ihærdige han, men som slår knuder på sig selv for at gøre sig til, når det er lige op over, altså når hun er godt inde i sin afsluttende løbetids-uge.

Tænk, hvis vi kvinder var ligeså. Så ville der ske særprægede ting på arbejdspladser, i tog, på værtshuse... ja, hvor vi end er, netop de dage. Men vi kvinder er heldigvis ikke små tæver.

Og dog. Jeg faldt lige over en historie om, at lap dancere - de kvinder, der roterer på skødet af mænd og som er så velkendte fra amerikanske film og tv-serier - de tjener sgu mere, når det er lige op over, end ellers. Forskning viser, at de vrider sig på en ekstra attraktiv måde, når de er ekstra fertile.

Jeg fandt historien med overskriften "Something in the Way She Moves?" på SciTechDaily. Den fortæller, at forskere ved University of New Mexico i Alberquerque fik lapdancere til at deltage i et studie, hvor de selv holdt øje med perioder kontra dollar. Forskningen viste, at kvinder, der var i den højfertile periode, gennemsnitligt tjent 70 dollars i timen, mod normalt 50 dollars. Kvinder, der har menstruation, er nede på 35 dollar i timen. I øvrigt koster det også for kvinderne at være på p-piller.

I øvrigt er der i artiklen en interessant formodning om årsagen til, at kvinder ikke opfører sig helt som min tæve.

Women, unlike many mammals, don't come into heat or estrus, a state of obvious fertility that attracts potential mates. Common wisdom has it that estrus was lost as humans evolved. The notion is that women evolved "concealed ovulation" along with around-the-month sexual receptivity the better to manipulate males by keeping them in the dark.

Og den holder altså ikke. Vi manipulerer slet ikke. Vi spiller med åbne kort.

Men altså... der er en sammenhæng mellem ægløsning og dollar for disse kvinder. Gad vide om kvinder også på afstand - f.eks. ved lønforhandling - udløser flere dollar i de dage:-)

SciTechDaily fandt jeg i øvrigt på Annette K. Nielsens blog.

Test dit køns værdi

2007-10-08T13:26:00.000+02:00

Jeg har gennem mange år dyrket en særhed - en slags miniselskabsleg. Den går på at stille et menneske følgende spørgsmål:

"Hvis nu du troede på genfødsel.... hvilket køn ville du så ønske dig i dit næste liv?"

Ud af samtlige mænd, jeg har stillet det spørgsmål, har kun 1 sagt "Kvinde".

Ud af samtlige kvinder, jeg har stillet det spørgsmål, har 3 ud af 4 sagt "Mand".

Og hvorledes skal man tolke forskellen?

Dobbeltkoks fra min side

2007-10-07T22:51:00.000+02:00

Jeg fik posteret to indlæg, der hører til på min faglige blog it-bizzen.blogspot.com, her på min mere private blog, så jeg har flyttet og slettet.

Undskyld til jer, der har tappet RSS-feed på forkert baggrund. Det ene indlæg gælder i øvrigt, hvad jeg også ofte skriver om på Toften, nemlig kvinder og datalogi/de ingeniørmæssige discipliner.

100.000 skattefri kroner: Tumbet og med skjult dagsorden

2007-10-06T12:27:00.000+02:00

Jeg har en fornemmelse af, at der ligger et meget stort hensyn til den offentlige sektor i et af regeringens mere kontroversielle forslag. Det gælder forslaget om, at 64-årige og ældre skal belønnes med 100.000 kroner årligt skattefrit, hvis de forbliver på arbejdsmarkedet.

Selvfølgelig pirrer det en gammel dame som mig, der er få måneder fra de 63. Men når jeg tænker over det, ser jeg en helt anden målgruppe end mig for øjnene. Den offentlige sektor. Hvad har vi ikke læst om de store problemer, som det offentlige allerede er ved at føle, fordi alle de gamle hos dem, siger op for at gå på efterløn, eller for at gå på pension? Det offentlige har jo overmåde svært ved at tiltrække nogen i den sparsomme generation af unge mennesker, der jo naturligt nok har råd til at være meget kræsne.

Så mon de 100.000 kroner ikke blot er et udtryk for, at lokummet brænder i det offentlige? At man hverken i departmenter, regioner eller kommuner aner, hvorledes man skal klare sig, når de vidende ældre medarbejdere skrider?

Jeg vil tro, at de 100.000 kroner skattefrit kunne batte langt mere, hvis de blev lovet til alle de relativt unge med høj naturvidenskabelig uddannelse, der overvejer at udvandre, og til alle de udvandrede, der har fået børn og overvejer, om de måske bør vandre hjem i den anledning. Heldigvis har vi jo fået "forskerordninger" for at tiltrække højkompetente ej-danskere.

Og hvorfor så det fokus i stedet for at se på manglen på sygeplejersker, Sosuer, lærere med videre. Well. Hvis vi fik nogle flere i dette land, som kunne skabe aktiviteter, der sikrer os øget eksport, så vil situationen på sigt lysne for alle.

Man kan stadig ikke leve af at klippe hinanden (ej heller af at give hinanden terapi). Selv ikke hvis man er en hel nation.

I øvrigt er forslaget også ganske tumbet. Fra regeringens ene mundvig hører vi, at der være være bedre muligheder for ældre for at skrue arbejdstiden lidt ned, for så vil de blive på arbejdsmarkedet længere. Fra den anden mundvig kommer forlaget om de 100.000 til 64-årige, DER SIDEN DE VAR 60 HAR HAFT FULDTIDSARBEJDE!

I mine sidste to år som fastansat lå min officielle arbejdsuge på 34 timer. En slags trick (rettet mod arbejdsgiver og mig selv), der gjorde, at jeg holdt mig lidt under de 50 timer, som jeg i årevis har praktiseret. Og der var vel to-tre uger om året, hvor jeg faktisk holdt mig til de 34 timer:-)

Kunstig befrugtning: Hvorfor gratis råvare?

2007-10-04T15:00:00.000+02:00

Hvorfor er det egentlig, at kunstige befrugtning er gratis, hvis den foretages i det offentlige? Jeg kom til at tænke over det i forbindelse med tophistorien i dagens Berlingske med overskriften "Kunstig befrugtning hitter hos enlige".

TILFØJET DEN 6. OKTOBER. Fra kommentarerne ser jeg, at folk faktisk skal betale for spermen. Jeg lader dog indlægget stå, da det stadig - som jeg ser det - rummer tankenæring.

Lad os se helt bort fra om det et M/K-par, et K/K par eller en enkelt K, der drager nytte af tilbudet. Men umiddelbart kan det være svært at forstå, at når jeg selv skal betale en andel af penicillinen, der skal gøre mig rask, hvorfor skal de børnetrængende ikke betale en andel af sæden, der jo udgør "medicinen"?

Nåh, nej... det er jo, fordi det foregår på hospitalet. Jeg betaler jo heller ikke for penicillin, hvis jeg er indlagt. Men hvad med om de børnetrængende dannede et fond, der i hvert fald dækker udgifterne til malkning af mændene (undskyld sproget)? Mange bække små af besparelser på sundhedsbudgettet kan jo i sidste ende afhjælpe nogle at de andre patienters problemer.

Men svaret lyder jo på flere skattekroner. Og de opkræves også fra de mange uheldige, der har fået parodontose, og som af egen lomme må betale titusinder af kroner for at blive raske. Behandlingen sker jo ikke på hospitalet.

En anden sag er så, at det tilmed er påvist, at parodontosebetændelsen med tiden også vil give hjerte/kar-problemer, der ofte fører til hospitalsindlæggelse - og gratis behandling af noget, der kunne være taget i opløbet. Langt billigere.

Lovgiverne må vel håbe, at pløkkerne er faldet ud, inden hjertet har fået tæv. Følgerne af parodontose er beskevet således på Netdoktor:

"....Til sidst bliver man tandløs og må have protese. Men hvis tænderne er mistet på grund af parodontose, kan det være ekstra vanskeligt for en protese at sidde fast, fordi en stor del af knoglen er gået tabt. Endelig skal tilføjes, at parodontose øger risikoen for hjerte-kar sygdomme."

Gratis sperm til alle som trøst! Ren søbemad.

PS: Desværre kan jeg ikke finde navn på ophavsmand til illustration.

Vesterløkkes premature nekrolog

2007-09-13T14:24:00.000+02:00

Hvilket ledelsesmæssigt cirkus, DR repræsenterer. Hvis det er resultatet af at have fået en professionel ekstern bestyrelse.....

Nu hører vi, at Lars Vesterløkke forlader direktionen, og nyheden er ledsaget af en prematur nekrolog fra Ritzau om hans fantastiske indsats, og hvordan han egentlig hellere ville være gået allerede for to år siden, men han måtte jo hjælpe til med spareplanen.

"Hvis jeg kunne spole tiden tilbage, ville jeg have forladt DR sidste år," citeres Vesterløkke for. Og så husker man på, at det blot er 10 måneder siden, at han stod stolt ved siden af Plummers og Grarups side, som den foretrukne. Som vinderen. Den gang, hvor Lisbeth Knudsen blev udnævnt til taberen og vippet ud. Hende, der stod journalistisk respekt om.

Det grinede de også meget af i DR's egne rækker. Eller græd, er nok det rette ord.

Men skulle Vesterløkke mon blot fungere som den "nyttige idiot", der ikke stillede spørgsmål.

Men hvornår begynder medierne egentlig at dække exitter i egen andedam lige så professionelt, som når det gælder i det rigtige liv.

Hvad en datter kan gøre ved en mandschauvinist

2007-09-13T12:19:00.000+02:00

Jeg er lidt sent blevet opmærksom på en god artikel i Information, der præsenteres således:

Hej, jeg hedder Lars, jeg er mandschauvinist
Det er blevet tid til selverkendelse på direktionsgangene, hvor maskuline normer opretholder en skæv kønsfordeling. En svensk personalechef har taget første skridt og er gået til bekendelse

Det handler om bogen "En mandschauvinists bekendelser" af Lars Einar Engström, der udkommer i morgen på Aschehoug. Han fik vendt kikkerten indad, da hans egen datter skulle ud på arbejdsmarkedet.

For mig, der i hele karrieren har gebærdet mig på mændenes banehalvdel og i årevis overværet direktions- og bestyrelsesmøder, var artiklen befriende læsning. Engström beskriver jo hændelser, som mange erhvervskvinder, der er godt i gang med karrieren, selv har mærket og gang på gang hørt rygter om.

Jeg har f.eks. aldrig selv hørt så perfid en nedgørelse af en direktør, som af en af de ganske få Q-direktør, jeg har mødt på min vej. De mandlige direktionskolleger "stenede" hende - udførte overlagt karaktermord. Og jo - med objektive briller havde hun skam visse fejl - men det var i småtingsafdelingen ved siden af det magtmisbrug og de egotrip, som visse af de angribende konstant lagde for dagen. Og da kvinden var vippet ud, blev hun selvfølgelig erstattet med en mand. At hun så har haft en glimrende karriere sidenhen bør også nævnes.

Men altså. Læs artiklen, der også rummer interviews med andre end forfatteren. Den er rigtig god. Og gad vide om Information omsider faktisk igen er blevet den avis, der er bedst til at kalde en spade for en spade, når det gælder ligestillingsdebatten.

Berlingske går blogvejen - igen!

2007-09-12T20:06:00.001+02:00

Det var sgu lidt sært at åbne dagens Berlingske og se, hvorledes Berlingske nu BEGYNDER med blogs. Chefredaktør Lisbeth Knudsen fortalte om det indtil flere steder, den gode skribent Poul Høi skrev et helt opslag om starten med blogs på Berlingske, og om, hvorledes blogs har præget det amerikanske landskab. På opslaget blev også hver og en af de nye blogs blev præsenteret. Men det var altså sært at læse for en, der faktisk HAR blogget for Berlingske Tidende i næsten et år. Dagligt!

Berlingske har jo den "flittigste blogger" i hele det danske medielandskab, og der er også liv i kommentarfeltet. Men den levende blog er godt nok "kun" på Berlingskes business.dk.

Jeg får næsten en fornemmelse, som om jeg bloggede om porno, siden eksistensen af Bizzen konsekvent forties i markedsføringen nu - og tidligere. Men måske har den redaktionelle ledelse det med it som med porno:-) Det er noget, der tjenes godt med penge på, men som ikke rigtig er stuerent i de borgerlige cirkler.

PS: I øvrigt ser det ikke helt sort ud. Berlingskes business.dk vil faktisk til at slå på tromme med lidt markedsføring for Bizzen:-) Min blog flyttes sandsynligvis også snart over på Berlingskes egen blogplatform, der er baseret på det gode blogværktøj Wordpress. Den gamle på business.dk var hverken/eller og derfor noget dårligere end Blogger, hvor Bizzen ligger i dag.

Slut på fokus på Berlingske-kronikker

2007-09-04T10:22:00.000+02:00

31 kronikker i juli, de 29 skrevet af mænd. Det er statistikken for den tredje måned, hvor jeg har holdt øje med den side i Berlingske Tidende, der har allerhøjest status i debatsektion.

Der synes at være tale om en kronisk præference for mænd, så jeg ser ikke nogen grund til at fortsætte overvågningen. Facit på de tre måneder er, at ud af 91 kronikker, så har de 83 været af mænd, altså 91 procent mænd(dog var der i to af kronikkerne tale om kvindeligt medforfatterskab).

Jeg tvivler på, at der er en lige så skæv kønsfordeling i det antal kronikker, der fremsendes, omend der sikkert en vis skævdeling - måske øget af, at nogle opgiver på forhånd, hvis de lige som jeg har kigget på kønsstatistikken.

Selvfølgelig kan problemet også være, at de kronikker, som kvinder har skrevet, simpelthen ikke er gode nok. Eller simpelthen ikke er gode nok, ifølge Berlingskes debatredaktør, der jo er en mand (ligesom forgængeren og forgængeren). Måske har debatredaktøren også en vis præference for nogen i sit netværk, hvem ved.

Måske ønsker Berlingske at blive mændenes avis, lige som Politikens har markeret sig som den avis, flest kvinder læser (aviserne har generelt set dårligt fat i kvinderne).

Jeg selv læser færre kronikker i Berlingske, som jeg ellers holder fast, end Politiken-kronikker - og nej, jeg holder ikke også Politiken, for den bekommer mig slet ikke, men jeg tjekker "Debat" på nettet og læser jævnligt kronikkerne. Senest den interessante: Kina: Internettet vs. partistaten. Jeg følger jo alt i alt Kina med stor interesse, og har da også skrevet forskellige observationer her på bloggen, blandt andet om censuren.

Nu har Berlingske jo fravalgt at bringe sit debatstof på nettet, men måske burde man åbne for at have kronikker og opinion'er på nettet en stund. Hvem ved, om det ikke ville give lidt mere viden om, i hvilken grad kronikker læses. Visse af dem synes først og fremmest skrevet for en lille gruppe af i forvejen indforståede.

Selvfølgelig afgøres en kroniks succes ikke af antallet af klik, men man kan blive meget klog på klikmønstre. Aviser gennemfører jo også jævnligt analyser af, hvad folk har læst på de trykte sider.

Min tidligere indlæg om kønsfordelingen i Berlingske kronikker er her (juni) og her (juli).

DR undgår midaldrende kvinder som interviewere

2007-08-27T14:41:00.000+02:00

En ny serie interview-programmer, hvor det er en kvindelige interviewer, er gået i gang på tv. Denne gang er det Vibeke Windeløv, den tidligere Zentropa-boss, der er den gennemgående interviewer hos DR 2 i en serie om magt. En tidligere serie med titlen "Chefens sjæl" havde den kendte Caroline Søeborg Ahlefeldt (tidligere Ohlsen) som interviewer. Hun blev jo kendt som stifteren af MouseHouse og badede sig i succesomtale, selv om virksomheden aldrig trods al den medvind blev økonomisk sund. Det tredje eksempel var serien "Date med Dina", hvor det var skuespilleren Dina Al-Erhayem, der interviewede - og ofte i stearinlysets skær.

Det er jo glædeligt, at man finder kvindelige interviewere frem, men jeg kan undre mig lidt over, at DR så konsekvent går efter kändisser, som udspørgere. Man skulle jo tro, at en midaldrende dygtig journalist med en livslang træning i at få folk til at åbne sig kunne være en gevinst.

Jeg har kun set nogle af disse interviews, men aldrig haft en whauw-fornemmelse, så måske er jeg ikke i målgruppen. Som garvet erhvervsmenneske (med cheferfaring) synes jeg ikke, at det blev nærværende. En masse spørgsmål, en del banaliteter, ingen opfølgning, når der virkelig var usædvanlige åbninger.

Så vidt jeg kan se, har medierne ikke samme tendens til at vælge kändisser, hvad angår mænd. Der bruger man rask væk ældre journalister såsom Michael Meierholm, Erik Stephensen, Lasse Jensen etc. etc.

Men så kan man jo sige, at de kvindelige interviewere repræsenterer tidens tendens, nemlig luftning af glade kendte "amatører" i roller, som de ikke er professionelle inden for. Hvorfor er det egentlig gået af mode at være professionel?

Skæve politikere, skæve journalister etc.

2007-08-26T14:18:00.000+02:00

Claes Kastholm Hansen var forleden i en Berlingske-klumme ude efter folketingspolitikerne. Vi styres af en samling folkeskolelærere og evighedsstuderende, lød vurderingen, der vel ikke er ved siden af. Det mærkes i hvert fald gang på gang, at næppe nogen derinde kender til en almindelige dag på de private arbejdsmarked, og næppe nogen af dem har nogensinde været leder for nogetsomhelst, hvor bundlinien også betyder noget.

Problemet er, at det jo ikke kun er den lovgivende magt, der er skævt sammensat. Kig bare indad i journaliststanden, som man jo kalder den fjerde magt. Vi har allerede hørt en masse om, at journalister er langt mere venstreorienterede end befolkningen som sådan, men se også på den aldersmæssige fordeling og kønsfordelingen.

Hvad der er hot at ansætte for chefredaktører er - som jeg tidligere har skrevet - ambitiøse unge mænd især på erhvervsstoffet, men vel også på det politiske stofområde. Jeg vil vædde en hatfuld havregrød på, at ser man på det populære journalistsegments repræsentation i spaltemillimeter på statusområder vil det også være himmelråbende skævt i forhold til befolkningssammenhængen.

Der er i øvrigt også skævhed i den dømmende magt. De jurister, der bliver dommere, har yderst sjældent arbejdet i det private erhvervsliv, skriver nyhedstjenesten 180 grader, som refererer en artikel fra Jyllands-Posten.

PS: Og så var der hele debatten om boganmelderne.

Facebook og nul privacy, eller?

2007-08-06T21:28:00.000+02:00

Jeg er jo gået på Facebook - et socialt netværk - blandt andet for at tjekke, hvorledes det er i forhold til det ret anvendte businessnet, LinkedIn. Har skrevet lidt om det her.

Jeg er imidlertid faldet over en gruppe på Facebook, hvor journalister diskuterer indbyrdes, blandt andet om den journalistiske nytte af Facebook. For mig har den gruppe således allerede givet mig lidt add on værdi i forhold til LinkedIn.

Men her faldt jeg også over henvisning til et stykke research, der er gjort om Facebook. Om hvorledes firmaet behandler vore data, suger flere data ind om os fra andre steder, tiltager sig ret til selv at dele "vores" information med andre firmaer. Der var også en redegørelse for de ventureselskaber, der har investeret i Facebook. Interessant historik om venturefolkenes baggrund, der i flere tilfælde også har forbindelser ind i det amerikanske forsvarsministerium.

Lider man af paranoia/trives man med konspirationsteorier, vil man hurtigt kunne komme på tanken, at alt det med at overvåge data for at afsløre terrorister med mere... Hvorfor ikke gøre det langt lettere. Hvorfor ikke slå på brugergenereret indhold, på hvor vigtig du, dine meninger, dine venner er, så du gør en masse af deres arbejde.

Hvis man ikke lider af paranoia om Big Brother, så er det alligevel et tankevækkende indslag, også fordi man får set lidt nærmere på, hvad det egentlig er, man accepterer, når man siger accept til "Terms of Service". Det er videotjenesten YouTube, der har videoen, som er resultatet af researchen.

I kommentarfeltet hos YouTube er der en række tilkendendegivelser, lige fra "Scary" og "Jeg melder mig ud nu", til "hvis du ikke har noget at skjule, har du ikke noget at være nervøs over" og til at det stykke research må være foretaget af en paranoid person.

31 Berlingske-kronikker, 26 mænd

2007-08-03T19:07:00.000+02:00

Den 3. juli skrev jeg et indlæg her med overskriften "29 Berlingske-kronikker, 28 mænd". Sådan så tallene ud for kronikkerne, der blev bragt i juni. Men Berlingske har forbedret sig voldsomt. I juli-måned var det 26 mænd og fem kvinder. Kronikker er kongen inden for debatstoffet - det fineste af det fine.

Blandt kronikkerne i juli var i øvrigt en serie om de syv synder, skrevet af 6 mænd og 1 kvinde. Måske har mænd bedre forudsætninger på det område - hvem ved.

I dagens Berlingske er en kronik om med overskriften "Mysteriet Wallenberg" - den forsvundne svenske diplomat, der garanteret er død og borte for herrens mange år siden.

En "opinion" på modsatte sideartikel, skrevet af officeren (eller den tidligere officer?)Karen Schultz, der også er cand. psyk., emmer af nutidige problemer. Overskriften er "Et håndklæde blev kastet i ringen for sent". Det var Irak-indsatsen, det handlede om. Den, der kastede håndklædet i ringen for sent var forsvaret.

Forsvaret var hårdnakkede benægtere af, at den egentlige opgave (civilt militært samarbejde om genopbygning af landet)ikke kunne løses af forskellige årsager. Men det er soldaterne, der betaler prisen psykisk. Slås jeg ihjel i dag eller i morgen? Og prisen er jo skruet umenneskeligt højt op, fordi venstrefløjens politikere samt medier har haft så travlt med at erklære det for en beskidt eller dubiøs satsning at være i Irak. (Shultz har også en afklapsning af "det tankeløse talende tørklæde".) Soldater kommer hjem til en i bedste fald ligegyldig befolkning.

Den fortælling burde have været Berlingskes kronik, havde der været nogen fleksibilitet i beslutningsevnen. Ikke Wallenberg-igen-igen-igen til glæde for andre Wallenberg-forskere.

Det er sgu' ejendommeligt hvor tilbageskuende Berlingskes kronikker ofte er. "Fylder" en kendt forfatter 100 år eller 150 år, er denne nærmest sikret en kronik. Hvis det altså er en mandlig forfatter!

Det er jo spøjst, at aviser klynker over at miste kvindelige læsere. Tilsyneladende fatter de ikke, at kvinder interesserer sig for mere end den overmåde rigelige dækning af alle de offentlige trængsler, fra daginstitutioner til folkeskole og plejehjem.

Som vi heldigvis kunne se dokumenteret for nylig i Weekendavisen, så er kvinders og mænds hjerne opbygget forskelligt (og ja, mænd har større hjerner). Vi vidste vel næsten alle i forvejen, at de to køn ofte tænder på forskellige ting og opfatter ting forskelligt. Hvad er det så, der får chefredaktører, redaktionschefer, debatredaktører og journalister til at tro på, at man kan fastholde kvinder, når der ustandselig bruges mandlige eksperter, når "klogestoffet" er mandsdomineret, når.... (fyld selv ud)

PS: Så gik der hul på bylden. Har ikke skrevet på denne blog i lang, lang tid, fordi jeg har haft for travlt med opgaver i sommermånederne.

DR's Jeppe: Derfor forguder chefredaktører unge mænd

2007-08-03T18:41:00.000+02:00

Nu stikker jeg næsen frem efter øretæver, men står der ikke altid unge mænd bag de eksempler, hvor journalister har manipuleret groft med sandheden? Senest DR's Jeppe Nybroe, der bruger falsk billedmateriale i sin reportage fra Irak. Han påstår sig filmet på vej ud af Irak sammen med de danske tropper, men en kollega fra TV2 afslører, at Nybroe på kampvognen faktisk er på vej ind i Irak - med de øvrige journalister.

Sagen om Triple A-banden. Her var det TV2, der var ude med noget langt værre end en avisand. Unge, vrede danske indvandrede var i fuld færd med at opruste sig, lød beretningen, der blev ledsaget af billeder af unge ej-leverpostejsfarvede, der var blevet fortalt, at de blot blev filmet til en musikvideo, og derfor gav de den hele armen. Var det ikke også unge mandlige journalister, der var bag?

Det er jo ingen hemmelighed, at chefredaktører generelt set hader alt, der har bevæget sig over 39 år, hvor der jo også er risiko for, at visdommen har fået dem til at se ikke blot sort/hvidt men også gråzoner. Har Jyllands-Posten for eksempel ansat nogen, der er pænt over de 40 de seneste 10-15 år?

Det er jo heller ikke nogen hemmelighed, at unge brushaner, der giver historien en tand til, hurtigt bliver populære hos chefredaktøren/redaktionschefen. Og viser det sig efterfølgende, at historien ikke holdt, følges konstateringen typisk af en "men det var sgu en god historie". Den unge mand, der gerne vil sælge sin bedstemor for at kunne byde på en stærk sag til forsiden, er meget populær hos ledelsen.

Unge kvinder er dog ikke upopulære - hvis de altså ser godt ud. Og som praktikanter især. Tag de største danske medier, der kan vælge og vrage blandt de praktiksøgende. Der er eddermame meget langt mellem de grimme unge kvinder, der får en chance som praktikant.

Ud fra mine egne erfaringer må jeg sige, at de gange jeg har taget en journalist i at fordreje sandheden kraftigt for at få en bedre historie ud af det, så har det altid været unge mænd.

Alt i alt ser jeg facit således: Hver gang et medie beklager, at nogen har afsløret en manipulation af billede eller tekst, må det blot betragtes som forventeligt, ud fra personalepolitikken, der føres.

Måske er det testosteronen, der gør det svært at holde sig på dydens sti:-)

Am I wrong or am I wrong?

Tilføjelse den 7. august. Jeg har rettet fejl i efternavn og tilhørsforhold.

Man ved det er ferie, når

2007-07-09T10:51:00.000+02:00

alle ens vante kontaktpersoner i Gmail blot har grå "knapper" ved deres navn. Hverken grønne eller gule.
Men freelancer Toft har ekstra travlt, nemlig med at dække ind for alle dem med grå knapper:-)

29 Berlingske-kronikker, 28 mænd

2007-07-03T08:21:00.000+02:00

men dog to kvinder som medforfattere og så altså den ene høne i kurven. Ayaan Hirsi Ali.

Det handler om juni-listen for kronikker i Berlingske Tidende ud. Mange fine navne, mange fine akademiske titler, krydret med Klaus Rifbjerg (om Grundloven) og Leif Davidsen (om thrilleren), lidt politikere, et par kändisser plus lidt løst. Og selvfølgelig har vi også den traditionelle "Mandefrigørelse, nu!"-kronik, som Berlingske altid har excelleret i.

Det er i øvrigt sjældent, at jeg læser Berlingskes kronikker for tiden. En gang så jeg frem til dem. Nu virker de ofte forfattet for skibentens fagfæller og andre, der føler sig hjemme i samme kasse.

Jeg kan ikke vide, om udvælgelsen virkelig afspejler kvaliteten af udbuddet, der modtages. Eller om udvælgelsen er et tegn på et vist akademisk hovmod, eller måske manglende mod til at tage kronikker med lavere lix (læsbarhedsindex), mere impulsivitet og ukendte navne.

Jeg ved heller ikke, om kvinder bare fravælger at skrive kronikker. Til gengæld får kvinderne - som jeg fornemmer det - jævnligt plads i mini-kronikken - Opinion - med nydeligt skriveri om, hvor meget familie og børn skal i fokus.

I øvrigt var det netop en "Opinion", der i den forgangne måned gjorde størst indtryk på mig. En mand, der selv var mønsterbryder, fortalte tæt ind på huden om, hvorledes ens chancer for at få en chance afhænger af køn, sind og udseende. Den "offentlige" mor - omsorgspersonerne, som barnet møder, synes typisk bedst om de søde piger og så de kønne børn. Opinionen var en reaktion på den officielle mønsterbryder-kronik forfattet af en observatør nogle dage før.

Anmeldelse af Berlingskes Søren Frank. 1 bitter stjerne

2007-06-27T19:20:00.001+02:00

Jeg har svært ved Berlingskes mad/vin/øl-anmelder Søren Frank, og selvfølgelig kan det skyldes misundelse. Ikke det værste stofområde:-)

Men er Søren Frank ikke en sølle krukke? (Al respekt for krukker i øvrigt, hvis de har format). Han fyrer skråsikre bitre bemærkninger af om amerikanere, rødstrømper etc. etc., som var han også specialist på disse områder.

Senest fra i Søndags i Berlingske M/S. Han skriver om en australsk vinmager, at denne er easygoing, gæstfri og charmerende. Og her følger så domsfældelsen af amerikanere:

"Fulstændig som man troede, at amerikanerne var, indtil man forstår at deres venlighed er ganske overfladigsk og dækker over et hjerte, som udelukkende banker for penge." Citat slut.

Jamen. Hvis han tager til USA med de briller på, er det jo ikke underligt, at han ikke kommer dybere end pengepungen. Det er ellers ikke svært.

Her er så en reaktion på en ældre svada fra ham i Berlingske. Jeg forsøgte at modgå ham med et læserbrev, men det kom aldrig i. Så hermed til jer:-)

Søren Frank på limpind

Berlingskes udmærkede madanmelder Søren Frank skriver i fødselsdagsomtalen af kogekonen Nanna Simonsen, at succesen med kogebogen "Emma gad – vi gider ikke" var ejendommelig, idet den kom på "et tidspunkt, hvor rødstrømpegenerationen havde gjort det at lave mad til det mest nedværdigende, der kunne ramme en kvinde". Citat slut.

Se det var jo nyt for mig, som ellers var med i rødstrømpegenerationen. Helt nyt, og faktisk tror jeg, at Søren Frank er røget på en limpind. Han er vist selv for ung til at være med i generation af bitre, frustrerede mænd, der kom i klemme, og som derfor gang på gang udråber rødstrømpebevægelsen som årsag til stort set alt ondt, men måske har Franks far været udsat for slemme oplevelser.

At kogebogen blev så populær hænger faktisk netop sammen med tiden. Vi elskede fortsat god mad og at lave mad, men vi havde travlt, og det højere franske skoleridt udi madlavningen blev lagt på hylden en stund. Simonsen og Plum gav os opskrifter på rigtig god mad, der kunne laves af de fleste og på relativt kort tid.

Hvad tiden i øvrigt også ledte var, at mange mænd –nogle blev måske lidt presset – fandt ud af, at køkkenet var til langt mere end et køleskab med kolde øl samt en opvask hist og pist. Se blot den unge generation af mænd i dag. Masser af dem synes om at lave mad, og det bliver de også glade for på deres gamle dage. Den kommunale madforsyning står jo ikke ligefrem til mange stjerner, og ikke alle gamle mænd har råd til at spise, hvor Søren Frank spiser.

CITAT slut.

Loo with a view - mod køkkenet

2007-06-25T22:04:00.000+02:00

I vores bittelille sommerhus på Samsø, hvor vi holder ferie lige nu, har vi et bittelille badeværelse med en stor, stor udsigt. Begge veje.

Loo with a View - mod kirken

2007-06-25T22:03:00.000+02:00

Hen over Stauns Fjord med bådene. Og Nej. Vi har ikke manipuleret med farverne. Vi har de ejendommeligste solnedgange her.

Nul debat om DR-fyringer

2007-06-12T18:03:00.000+02:00

Efter hvilke kriterier fyres de ansatte i DR? Noget tyder på, at det er de højest lønnede, der bare skæres væk, uanset produktivitet. Andet tyder på, at det er de kritiske. Og igen andet på, at alderen spiller en afgørende rolle. Ud med bedste-generationen.

Det undrer mig, at jeg ikke rigtig finder noget debat om disse kriterier. I hvert fald ikke under Dansk Journalistforbund, hvor der hverken er noget at finde under debat (men den har jo heller aldrig haft nogen styrke), ej heller under de forskellige bloggere, som jeg kan se det.

Men gælder de tre øverste kriterier, er det altså de unge, lavtlønnede nikkedukker, som DR mener er fremtidens bedste journalister.

Men hvorfor undre sig. Det er jo blot en af mange dispositioner, der viser, at Public Service ikke er, hvad der tæller højest. Ej heller medieprofessionalisme. Hvad tænker de tre herre i direktionen på, og hvad tænker smukke formand Mogens mon på. En pølsemaskine?

Hit med en burka

2007-06-10T11:04:00.000+02:00

Hvis jeg bare lader være med at bruge højre hånds pege- og tommelfinger går det nogenlunde. Mine arme er nemlig så småt ved at heles efter ømme blærer, der ender som dybrøde plamager samt sår efter den ulidelige kløen, men nu er det især fingrene, det går ud over. Til dels også ryggen og forsiden af kroppen.

Der er snart gået tre uger, siden det begyndte, og jeg skjuler "narkoman-armene" i lange skjorteærmer. Overvejer lige nu hvide handsker. Kommer det til ansigtet (udover, hvad der har været i form af et hævet øjenlåg, og en rød mammutpose under øjet), så ser jeg kun en udvej. En burka. Eller også skal gemalen og jeg slå mønt af det og fremvise mig på torv og havne som en af nutidens vanskabninger.

Lægen havde aldrig set noget lignende. Hudlægen heller ikke. Selv det anerkendte universitetstilknyttede John Hopkins Hospital, der i 2006 fik pris som USA's bedste hospital har ikke set noget lignende. Min hudlidelse fremgår i hvert fald ikke af institutionens ellers så imponerende billedleksikon over hudsygdomme, DermAtlas, omend der er et edderkoppebid, der kommer i nærheden.

At jeg besøgte det websted skyldes jo udsagn som, at "patienter er i dag langt mere velinformeret om deres sygdom end før, takket være internettet, og nogen gang tilmed mere end deres læger". I mit tilfælde holder det ikke stik, trods masser af timer på nettet, men i mellemtidens har jeg haft den ene sygdom efter den anden, efterhånden som jeg fik studeret billeder og tekst.

Den prøve, som hudlægen tog, viste at det "var sandsynligt, at der kunne være tale om en allergisk reaktion på et insektstik og et immunsystem, der gik amok". Er det svaret, så findes der en slags insekter i Florida, som jeg aldrig nogensinde mere skal i nærheden af. Det hele startede nemlig mens jeg var på konference i Orlando. Et kløen på højre albue. En lille gruppe knopper.

Nu spekulerer jeg på, om jeg ikke skal donere mine fotos af især arme og hænder til hud-atlasset.

Graver hun grav for andre kvinder?

2007-06-07T11:40:00.000+02:00

BT kører en historie om en kvinde, der søger et seksmåneders vikariat ved TDC, og hun nævner ikke, at hun er fem måneder henne i sin graviditet. Hun fik vikariatet og halvanden måned efter fortalte hun, at nu skulle hun snart på barsel.

Det kostede en fyring, men kvinden har både Højesterets dom for, at hun har handlet o.k., og "EF-domstolens" (er det mon menneskerettighedsdomstolen, det gælder?. Og TDC har måttet betale hende seks måneders løn som plaster på såret.

Jeg citerer lige fra afslutningen: "Når Marianne kigger i bakspejlet, vil hun ikke gøre noget som helst anderledes. Hendes råd til andre kvinder lyder: - Sørg for, at du har en rigtig god fagforening.". Artiklen er her.

Da jeg var informationschef i et it-selskab var det en udfordring at finde journalister med en vis it-viden til den lille afdeling. Det lykkedes vist aldrig, så det tog altid nogen tid, inden de pågældende rigtigt duede, og det tærede jo ekstra på de tilbageværendes kræfter, når en gik og en ny kom til. Derfor slog det ekstra, da en nyansat efter blot et par måneder oplyste, at nu skulle hun altså have fri i længere tid, for der kom et adoptivbarn om ganske kort tid.

Samme it-selskab gennemførte et større projekt med omskoling til it-arbejde af ledige akademikere. Så vidt jeg husker fik alle, der ønskede det, et job i firmaet efterfølgende. Mindre end et år meldte samtlige kvinder, der havde fået den intensive it-uddannelse, sig gravide.

Og så et eksempel fra et mindre, trængt blad. En højtuddannet kvinde, der har taget en tillægsuddannelse som journalist (den er kort), hilses velkommen som journalist. I mange måneder bruges der meget tid på hende, for der er immervæk en afgrund mellem at skrive, tænke og prioritere, som man har gjort under hele den akademiske uddannelse, og så at skrive journalistisk. Nyhedsnæsen var slet ikke udviklet, men kvinden var lovende. Efter et år på arbejdspladsen, går hun på barsel et år.

Var du chef for et MINDRE firma med videnarbejdere med særlig ekspertise (altså hvor man ikke blot kan erstatte A med vikar B).... Hvordan ville din ansættelsespolitik se ud? Og ville det gøre en forskel om I kørte halvårsprojekter eller toårsprojekter? Og hvilken rolle spiller det for ovenstående type virksomhed, at barselsorloven er blevet på et år?

Venligst hold dig til "Hvis du var chef"-spørgsmålet, som det centrale. Men selvfølgelig kan du også tage alt det med, at "hvis kvinder ikke føder børn" - så er der ikke nogen til at sikre samfundets overlevelse, ikke nogen til at tørre de ældre i bagdelen, ikke nogen til at betale skatterne, ikke nogen til at undervise børnene etc. etc. Hav dog også i baghovedet, at vi i DK har en nettoudvandring inden for ekspertfag med en skrigende mangel på arbejdskraft, men stor arbejdsløshed inden for de smukke kunster etc. Og hav også i tankerne, at vi må importere postbude fra Polen, fordi arbejdet ikke er godt nok for ledige danskere).

"Jeg har 10-års fødselsdag"

2007-06-03T13:47:00.000+02:00

Nu varer det ikke længe, inden vi også også møder 10-års fødselsdage på avisernes Navne & Dage-sider, vel at mærke som "redaktionelt" stof, ikke annonce. I hvert fald kan jeg konstatere, at grænsen for omtalen er skredet betydeligt. I dag så jeg i min Berlingske, hvorledes en 30-års fødselar fik omtalt sin karriere, fritidsinteresser og ægtefælle. Det var en lang omtale. Hvad bliver det ikke til, når manden har nået de 50, der i gamle dage vel var starten for Navne & Dage-omtalen.

Jeg har faktisk en stund været ret så irriteret over, at en stigende mængde af 40-årige har ment det rigtigt, at få deres fødselsdag omtalt for hele befolkningen ledsaget at den ganske korte, men i omfang ret så opblæste karriere. I mit univers er en 40-års omtale nok kun relevant for balletdansere, der jo typisk har det meste af karrieren bag sig i den alder.

Men det er jo nok mig der er gammeldags. Aviserne vil gerne have unge læsere, og hvis de relativt unge "mig, mig, mig"-personer tændes mere af de gamle aviser på denne måde, så er der jo en årsag til at åbne spalterne for gratis omtale også af dem. Jeg går da ud fra, at de unge ikke blot er ude på "a free ride". Og der er jo en risiko for, at de gamle aviser død i takt med de tilbageværende læsere (omend deres læsertal p.t. raser noget hurtigere ned, jvf. seneste læsertal(.